Skomagerlav Bagerlav Skrædderlav Smedelav Købmandsgilder

Købmændene havde fra gammel tid deres lav eller gilder, Her kom de sammen for at drøfte faglige anliggender, men de havde også megen kommers og munterhed. På samme måde havde gejstligheden sine "kalenter". Men de talrigeste af den slags foreninger var håndværkerlavene. Deres vedtægter, "skråer" gav udførlige regler for, hvorledes de enkelte lavsmestre skulle opføre sig, når de var sammen i lavet, og når de passede dagligdagens gøremål. Det var ofte sådan, at der var for få håndværkere af samme slags i en by, til at de kunne danne et lav. Så kunne forskellige håndværk slå sig sammen. I Flensborg havde f. eks. klejnsmede, grovsmede, knivsmede og bøssemagere fælles lav. Der var også den mulighed, at man kunne indskrives i en anden bys lav.

Der var bagere i Roskilde. Der er ikke gjort mange fund der viser det. Til gengæld forbydes deres lav i stadsretten, så de må jo have været her. Foruden bagerne kendes skomagerlav, smedelav og skrædderlav. Og så har byen naturligvis også haft mange bygningshåndværkere.

Man kunne kun arbejde som håndværker, hvis man var svend hos en mester eller selv var mester. Og mestre skulle være medlemmer af lavet. For at blive mester skulle man have borgerskab i byen, og man skulle bevise, at man selv og ens hustru var ægtefødt. Der skulle gøres mesterstykke for at vise, at man var udlært i sit fag. Og der skulle betales. Det var nemlig dyrt at komme ind i lavet; hos skomagerne i Odense skulle lavet " æskes" tre gange, og hver gang skulle der gives øl og god mad; tredje gang kom det store gilde ("kosten") for alle medlemmer, brødre og søstre. Der skulle øl, brød, skinker, to ferske retter (saltmad fik man jo daglig) steg, smør og ost på bordet. Til fattigfolk eller til messelæsning skulle der gives fire mark. Året efter måtte den nye mester give en ny "kost" med lige så meget øl, samt vokslys til lavet eller til kirken. Det var en frygtelig belastning for den unge mand, der skulle begynde som mester, og mange har med glæde hilst bestemmelsen i Christian 2.s bylov om, at alt hvad en ny mester skulle betale, var en rhinsk gylden "til gudstjenestens opholdelse".

Lavet var en faglig sammenslutning, der skulle sikre brødrene så godt et udkomme som muligt. Det gjaldt om, at ingen uden for lavet gik dem i næringen, men der skulle også holdes justits inden for rækkerne, føres tilsyn med, at der blev lavet ordentlige varer, at priserne var rimelige, og at man i det hele taget ikke konkurrerede med hinanden "på ubillig vis". Der kunne også være forbud mod, at en enkelt mester havde mere end et vist antal svende, og man måtte selvfølgelig ikke lokke svende fra en lavsbroder. Det meste af det, vi i dag siger ødelægger den frie konkurrence, var god skik i lavenes tid (og det vil sige helt frem til 1856).

Lavene kunne let misbruge den faktiske eneret, de fik, selv om de var under et vist tilsyn af borgmester og råd (det var grunden til, at håndværkere ikke kunne vælges til byrådet: De måtte ikke kontrollere sig selv), og det var derfor ikke alle, som yndede dem. Kong Hans havde prøvet at komme skomagerlavene til livs, og i 1526 ophævede Frederik I. med rigsrådets samtykke alle lav. Den officielle begrundelse var, at der deraf kom " stor tvedragt og ulydighed blandt almuen". Grunden har dog nærmere været, at adelen, som var kunder hos lavsmestrene, frygtede for, at lavenes monopolstilling skulle fordyre varerne. Forordningen påbød da også, at der en gang om året skulle fastsættes pris på de varer, som lavsmestrene solgte. Lavene overlevede dog forbudet.

Ud over det faglige og det festlige var lavene også sociale foranstaltninger. Man skulle hjælpe en syg broder, man skulle støtte enker efter en afdød mester, og man skulle også spæde penge til en begravelse, hvis de efterladte ikke havde råd til at få det ordentligt gjort.

Regler for håndværket, festregler og det sociale blev nedskrevet i nogle regelsæt, som kunne være meget detaljerede. Reglerne kaldtes en skrå, og fra Roskilde kendes lavsskråerne for smedelavet og skomagerlavet.