Kompagnihus
	Gildevæsenet

Skt. Lucii Gildet har nok været stort og betydningsfuldt. Det har haft både gejstlige og læge (ikke gejstlige) medlemmer, både mænd og kvinder. Skønt lægfolkene i tal overgik de gejstlige, er det dog disse, der har behersket gildet. De marcherer op med selveste bispen og prælaterne i spidsen, efterfulgt af adskillige kannikker og præster. Alligevel er lægfolket ikke blevet sat til side. Ved de årlige regnskabsaflæggelser (generalforsamlinger) er der hver gang en præst og en lægmand, der optræder sammen, og det lader til, at de er ligeberettigede. I flere Tilfælde er lægmanden en skomager (skomagerne var ansete folk), og ikke mindst i Roskilde har de forstået at hævde sig.

Gildet var indviet til ingen mindre end Skt. Lucius, Domkirkens og stiftets særlige værnehelgen, og havde i Domkirken et Skt. Lucius Alter, oprindeligt stiftet af biskop Jens Pedersen Jernskægs fader. Til dettes betjening blev der af gildet lønnet både en kapellan og en degn. Ved alteret ejede gildet en alterkalk, en disk, et relikviekors, et sæt messeredskaber, et alterklæde, et sølvbæger, to lysestager, to duge og tre håndklæder. Så er det hele nok nævnt! (fra et regnskab). Desuden nævnes som ansat ved gildet en skriver.

Der eksisterer et hæfte på ca. 50 sider med fortegnelser over nyindtrådte medlemmer fra 1483 til 1524. Desuden fremgår regnskabsmeddelelser og forskellige andre oplysninger. I denne periode er der indtrådt 445 mænd og 175 kvinder i gildet (i snit 15 pr. år). Når kvinderne er i mindretal, skyldes det, at de var koner til mandlige medlemmer - og en stor del af de mandlige medlemmer var gejstlige og altså ugifte.  Disse medlemsfortegnelser giver et enestående indblik i Roskilde i senmiddelalderen. Vel er det mest navne og stillinger, der  nævnes, men på den måde får man også noget at vide om samfundet dengang.

I første række er der bispen, "min Herre Bispen", som skriveren kommer til at skrive et sted, og i hans følge hans embedsmænd og hans tjenerskab: Official, kansler, kapellan, kapeldegn,  hans skrivere (en af dem hedder Knud Walkendorf), hans bartskærer, dørsvend, kok, steger, kældersvend m.fl. Bryggeren og smeden i bispens gård er der også og flere andre, om hvem det kun siges, at de er fra "Gården" eller tjener på "Gården". Hermed kan kun menes bispegården, og udtryksmåden viser, at den har været den sol, hvorom alt i Roskilde har drejet sig. Dernæst følger prælater og kannikker med skrivere og tjenere, adskillige vikarer og præster, en del adelige (blot et par af navnene: Podebusk, Krummedige, Grubbe og Galt), borgmestre og rådmænd, kun et par købmænd og en "købsvend" og endelig en masse håndværkere med deres hustruer samt deres mandlige og kvindelige tjenestefolk. Alle som regel bosiddende i Roskilde. Dog er der også enkelte udenbys Medlemmer.

Nogle navne på datidens mennesker kan nævnes: Gumme Bager med hustru Kathrine, den gamle Niels Kødmanger (slagter) med hustru, Jep Guldsmed, Jens Laale Lokat (lærer), Per Olsen Sadelmager, Jep Grydestøber, Per Grydestøber med hustru Botilde, Mathis Brygger med hustru Thyra i Sct. Mortens Sogn, Niels Beintsen Byskriver, Oluf Tyesen Skomager, Johanne, Søster til den gamle official, Hr. Axel Lauessen Bidder, Jens Hansen Garver, Per Andersen Helweglis Tjener, Karina, Lasse Ysicsens hustru, og hendes tjener Hans Markvardsen, Anders Keldsen Tømrer, Magnus Skrædder, Oluf Kandestøber, Søster Metha og Søster Elna fra Vor Frue Kloster, Henrik Maler, Chirsten Karls på Skt. Olai kirkegård, Steffen Remmesnider med hustru Bertha, Ingvor Bogbinder, Albert, rektor ved Latinskolen, Per Svendsen Buntmager, Erik Væver, Fru Anne til Egholm, Gert Bartskærer, Erik Jeppesen fra bispens borg Hjortholm ved Furesø, en del personer fra bispens borg Bistrup, Mathias Olsen Patinemager (lavede patiner, højklampede trætøfler til at vade gennem gadesnavset med), Mikkel Kleinsmed, Hans Pibere (Musikant), Niels Kedelsmed, Anders Overskærer (borttager efter vævningen luven af tøjet), Rasmus Badstuemand og Laurens Vintapper. Sådan kunne man blive ved. Vel nok sammen med de tidligere nævnte medlemmer et sigende gennemsnit af Roskildes indbyggere i middelalderens sidste tid, lige fra de højeste og til de mere jævne, et broget selskab og mindre standsinddelt end ventet.

Købstædernes måde at få deres indtjening på er naturligvis forskellig fra by til by. I de udprægede havnebyer som Køge, Helsingør og København bliver købmandsskabet tyngdepunktet. I stiftsstæderne var det gejstligheden, man levede af. De rigdomme, der regnede på domkirke, kapitel og klostre, undlod ikke at dryppe på borgerskabet. På mange måder satte guldstrømmen til gejstligheden et lille lag af i en by som Roskilde. Kirkerne og klostrene ejede jordegods spredt omkring, og de ydelser, de fik af alt dette, bestod hovedsagelig af naturalier, som bisper, præster, munke og nonner ikke med deres bedste vilje orkede at sætte til livs. Overskuddet gjorde byens købmænd i penge. De store kirkefester bragte mange mennesker fra hele stiftet til domkirkebyen; det har givet mere end en fed markedsdag. Og hvad har nybygning og vedligeholdelser af kirker og klostre ikke betydet for håndværkerne i en by som Roskilde?

Skt. Lucii Gilde holdt møder i samme hus som Roskilde Kalentgilde. Gildets vedtægter er ikke bevaret, så vi kender det bedst fra regnskaberne. Her kan vi se, at der er blevet drukket en masse øl (man gør nemlig noget ud af i regnskaberne at notere, når nogen har taget øl med hjem eller har haft gæster med, så de store mængder af tønder øl, der er opført, må være drukket af brødrene og søstrene under møder og sammenkomster). Det ses til gengæld ofte, hvem der gerne tog godt, stærkt øl med sig hjem. Borgmester Jens Boesen har her en nydelig førsteplads. Hvert år blev der valgt nye gerdebrødre. De skulle sørge for det praktiske, og hvervet gik på skift, og alle kunne nå at blive det.