Pesten Den agrare krise

Pestofre begraves (i Tournai i 1349). Man begyndte med traditionelle begravelser med kister og enkeltgrave. Men der døde så mange, at man mange steder måtte gå over til at grave masegrave. Det store mandefald på én gang virkede voldsomt på samfundet og økonomien. Man havde - især i byerne - været vant til epidemier, men det sædvanlige var, at kort tid efter, var befolkningstallet normaliseret. Mest fordi folk fra landet vandrede til de ledige og bedre arbejdspladser i byerne. Men pesten ramte ikke kun i byerne, også på landet. Den kom i en befolkning, der havde oplevet dårlige høstår, som derfor sultede, og som ikke havde mange kræfter at stå imod med. Og også på landet døde folk som fluer. Så stor var dødeligheden, at mange gårde, ja, hele landsbyer, på de magreste jorder, blev opgivet og blev lagt ud til græsning eller sprang i skov. De udvidede græsningsmuligheder gav senere grundlag for (især i Jylland) det store opdræt af stude: Masser af græs og/eller hede og en form for landbrug, som ikke krævede, at man havde mange folk i arbejde. For det korndyrkende landbrug var der krise i de næste 100 år, for ejerne, adelsfolk, konge og kirkens klostre, bisper og domkapitler kunne ikke leje deres gårde ud, så mange lå øde. Ejerne konkurrerede nu om at underbyde hinanden m.h.t. hvad en landbo/fæster skulle betale årligt for at drive deres gårde. Det blev godt at være fæster! Så pesten var godt for noget.

Først i 1500-tallet, da der atter var gode penge i kornproduktion, og der igen kunne være tale om en overskudsbefolkning, begyndte ejerne at stille skrappere krav - eller at nedlægge gårde for at lægge dem under herregårdene, hvoraf mange byggedes på den tid. Så lang tid kan man spore virkningen af pesten i 1350!