Vi kender skriftligt til landsbyer af denne type fra 1 halvdel af 1300-tallet. Et af de første spor er faktisk fra Roskilde, nemlig en omtale af Darup 1320. Dels fra testamenterne, dels fra den driftsform, der kendes fra de store cistercienserklostre i Sorø og Esrum, og som munkene kaldte grangier (oversat med ladegårde). Grangierne svarer til brydegårdene. Hvis modellandsbyen på kort og model herover var på 5 bol, var hver af de store brydegårde på 1 bol, det sidste bol fordelt med 1/4 bol til hver af landbogårdene, den 4 gårdsæder delte så det sidste kvarte bol, som regel ved at ligge på en lille toft, hvor man havde have, en gris og måske en ko.
"L" kan være underlagt "B", men ikke nødvendigvis. De kan være ejet af nogen uden for landsbyen - eller det kan være selvejergårde. Det samme kan egentlig siges om "B", men bland disse var nok flere selvejergårde, den bonde som optræder i landskabslovene. "G" vil altid være underlagt "B", for disse var så store, at de skulle have arbejdskraft udefra, hvor "L" kunne drives af en familie. I modelbyen er der kun tale om 4 "G". Der har nok været det dobbelte på det kvarte bol for at have tilstrækkeligt med arbejdskraft til stordriften.
Samtidig med, at vi hører om systemet for første gang, altså ca. 1300, har systemet også nået grænserne for, hvad det kunne præstere. Det skyldes først og fremmest den voldsomme ekspansion, der havde fundet sted i tiden efter vikingetiden, hvor der var grundlagt den ene nye landsby efter den anden, torp-byerne. Mange af disse var anlagt på magre jorder, i ryddet, stenet skov. Og nu var jorden ved at være udpint, udbyttet faldt. Da ekspansionen var nøje fulgt af en kraftig vækst i befolkningen, medførte faldet i udbytte, at der opstod hungerkatastrofer. Vi hører faktisk om oprør, hvor "kådkarle" slår med køller. Og selv om måske ikke tusinder døde direkte af sult, så var ernæringssituationen mærkbart dårligere end i ekspansionstiden, så da pesten kom ved midten af 1300-tallet, var der mange, døden kunne plukke i almuen.
Overudnyttelse, misvækst, pest decimerer befolkningstallet. Vi ved ikke med hvor mange. Vi ved, at det var voldsomt i Norge, fordi vi kan finde en masse ødegårde, der aldrig blev gårde igen. I visse egne af Vestjylland (hvor en del kirker og dermed sogne blev sløjfet og nedlagt) har det virket på samme måde. Men på Sjælland rejser det hele sig nogenlunde igen - over længere tid og i en ny form, og vi hører herefter ofte om ødegårde. Kun i Horns Herred er der tilstande, der kan minde om de jyske. Nedgangen i produktion og den kraftige reduktion i arbejdskraften kaldes agrarkrisen. Som altså i første omgang medførte, at en lang række brug blev lagt øde. Løsningen blev i mange jyske egne decideret affolkning, hvor så heden fik lov til at brede sig ud i landskabet. Man erstattede tidligere tiders planteavl med kvægavl, får til uldproduktion, men mest opdræt af stude til en lukrativ eksport sydover. Kvægdriften krævede hyrder og fodersvende, men var langt mindre mandskabskrævende end planteproduktionen. Denne udvikling er tydelig i Vendsyssel, Hanherrederne, Thy, Hammerum herred og
Noget tyder på, at bryderne havde betalt en meget høj afgift til ejerne for deres lejemål, ja, at bryder endog kunne være lønnede forpagtere (eller betroede trælle). For at lokke fæstere til, måtte jordejerne derfor nedsætte deres egen indtjening; landgilden (fæsteafgiften) var lav, så at en fæstefamilie kunne leve langt bedre, end de havde kunnet klare sig før krisen. Den lave afgift holdt sig nede i flere hundrede år. Landgilden blev som hovedregel betalt med korn (byg, til nød rug). Men i egne, hvor kornproduktionen spillede en mindre betydning (Halland, Blekinge, Skånes skovegne, jyske klitdistrikter og sjællandske torpegne (som Horns Herred) betalte man med smør. Der var en fast omregningstakst mellem korn og smør, så betalingsformen forrykkede ikke landgildens niveau. Men som tiderne blev bedre og ejerne stærkere, fandt de i løbet af 1400-årene på nye afgifter, såkaldte småredsler, som skat, stud (at have en af herremandens stude på vinterstald), ægt (kørsel), gæsteri og hoveri (arbejde på herregården, som man kunne betale sig fri for). Visse steder kom det, man betalte i småredsler, op på samme værdi, som man betalte i landgilde. Herefter stabiliserede niveauet sig, dog således, at ejernes ønske om hoveri steg for fæstere, der boede nær sædegårde, som adelen i 1500-tallet samlede sig større og større godser gennem det, der kaldes arrondering (at man samler gods i nærheden af egen sædegård ved at bortbytte gods, der ligger spredt længere borte (såkaldt stykgods). Den hovedgård på oprindelig 1 bol, som lå tilbage i landsbyen i vores eksempel, var for en af de meget små at regne. På så små hovedgårde boede den store gruppe lavadelsfolk, man kaldte landsbyvæbnere i 1400-årene. Ville man hæve sig over dette niveau, måtte man søge tjeneste som
