Forstørrelse Absalons bispestav Absalons ring Absalons gavebrev til Sorø Absalons testamente Mere om Absalon Oversigt over biskopper Oversigt over ærkebisper Slægtens stamtavle

Om Absalon i Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). 

" Ærkebiskop Absalon (ca. 1128-1201) tilhørte ved sin Fødsel Rigets mægtigste og mest ansete Slægter. Hans Fader Asser Rig var Søn af den mægtige Skjalm Hvide, der i Svend Estridsens Tid var Høvedsmand over hele Sjælland og, da Erik Ejegod drog i Pilegrimsfærd, modtog hans Søn, den senere Knud Lavard, til
Opfostring. Han siges ved denne Lejlighed at være Drengens mødrene Frænde. Uafhængig heraf var Absalon, som der lejlighedsvis oplyses, nær beslægtet med de to bekjendte Høvdinger Knud og Carl, Sønner af Erik Jarl og Knud den helliges Datter Cæcilia, og derigjennem med Ærkebiskop Eskil.

Asser Rig og hans Hustru Inge boede paa Slægtens gamle Sædegaard Fjalenslev (Fjenneslev lille) mellem Ringsted og Sorø, hvis Stentomter i den nyere Tid
ere fundne umiddelbart nord for Kirkegaardsdiget; i Kirken fandtes Skjalm Hvides Gravsted. Paa denne Gaard fødtes Absalon; han havde en ældre Broder Esbern (Snare) og en Søster Ingefred, andre Søskende nævnes ikke. Da han ved sin Død, 21. Marts 1201, gik i sit 73. Aar, var han altsaa født mellem 21. Marts 1128 og samme Dag 1129; muligvis kan der af det usædvanlige Navn sluttes, at han døbtes paa Dagen «Absalon» (30. Okt), altsaa 1128.

Absalon voxede op i et rigt Hjem – Faderens Ejendomme vare spredte over det halve Sjælland – og under mægtige Indtryk af Tidsbegivenhederne. Da han var
et Par Aar gammel, indtraf det skæbnesvangre Mord i Haraldsted Skov, som Asser Rig og hans Brødre følte sig kaldede til at paatale og hævne, og den myrdede Knud Lavards efterfødte Søn Valdemar opfostredes som Barn og Dreng sammen med Absalon og hans Søskende, til hvilke han bestandig senere følte sig knyttet med et broderligt Venskab. Deres Drengeaar faldt i Erik Lams hæderløse Regeringstid; den Ødelæggelse ved Vendernes Indfald, som de da vare Vidne til, ikke mindst paa Sjælland, stod i den stærkeste Modsætning til de store Overleveringer, som levede i Slægten og samlede sig om dens nøje Forhold til Valdemars Forfædre. Det fejler ikke, at jo de dybe Indtryk fra denne Tid havde deres store Del i, at Absalon senere i saa mange Aar betragtede Kampen mod Venderne som sin Hovedopgave ved Siden af Bispeembedets kirkelige Forretninger.

Næppe ret længe efter Kong Eriks Død og Udbruddet af Tronfejderne (1146) opløstes Barndomshjemmet i Fjenneslev; Asser Rig gik i Kloster og døde som Munk, Esbern og Valdemar toge Del i Kampen for Kong Svend Eriksen, og Absalon drog til Paris for at studere Theologi og Kirkeret. Den stærke religiøse Bevægelse, som fulgte paa det første store Korstog, havde netop den Gang hos os begyndt at drage en Række storættede Mænd ind i Kirkens Tjeneste eller i alle Tilfælde bragt dem til at bringe store Ofre for at oprette kirkelige Stiftelser, og Skjalm Hvides Sønner vare ogsaa i den Henseende blandt de fremmeligste i Tiden. De grundlagde i Forening et Kloster paa Assers Gaard i Sorø (Sore) og udstyrede det rigelig med Gods. Da Bygningen af den lille Stenkirke var godt paabegyndt, blev Asser med sin Hustrus Samtykke Munk; han døde 13. Dagen efter dens Indvielse. Den efterlevende Broder Ebbe var alt for optagen af Tidens politiske Begivenheder til at kunne varetage den unge Stiftelses Tarv, og efter hans Død (1151) forfaldt Klosteret helt, medens dets Gods blev spredt.

Absalon har da som yngre Søn rimeligvis fra Barndommen af været bestemt for den kirkelige Stand, og meget i hans Karakter og Aandsretning tyder paa, at hans Tilbøjelighed førte ham samme Vej. I Paris sluttede han Venskab med Kanniken Vilhelm i St. Genovevas Kloster, en udmærket kyndig og erfaren Mand, som han senere indkaldte til Danmark og gjorde til Abbed paa Eskilsø, umiddelbart ved Siden af sit eget Bispesæde Roskilde. Absalon blev selv en udmærket Klerk, dygtig ikke blot i den kirkelige Lærdom, men ogsaa i Lovkyndighed og verdslige Videnskaber. Her uddannede han den sjældne Veltalenhed, som han senere berømmes for, ligesom han allerede i denne sin første Ungdomstid lagde Grunden til den Selvbeherskelse og den ydmyge Fromhed, som baade Fjender og Venner anerkjendte hos ham. Som Søn af en Høvding og som opfostret sammen med vordende Høvdinger havde han tillige uddannet sit Legeme i alle Tidens Idrætter, ligesom hans maadeholdne Levemaade gjorde det muligt for ham at underkaste sig overordentlige og vedholdende Anstrængelser; men det synes i øvrigt at fremgaa af flere Træk, at hans Ydre ikke var anseligt, og at man ikke lagde Mærke til ham, naar han færdedes blandt sine Standsfæller, før han fik Lejlighed til at gjøre sig gjældende ved sin Tale.

A. nævnes ikke i Tronfejderne før henimod Slutningen; han stod da selvfølgelig paa Valdemars Side. Ved den Forhandling mellem ham og den tilbagevendte Svend i Albani Kirke, som indledede Forliget mellem Kongerne, var han det eneste Vidne, og da Svend kort efter overfaldt sine Medkonger ved Gildet i Roskilde, aflagde Absalon de første fremtrædende Prøver paa sit urokkelige Mod og sin hensynsløse Hengivenhed for Valdemar. Skjønt han nemlig var udenfor al Fare, den Gang Overfaldet skete, ilede han ufortøvet sin Fosterbroder til Hjælp, og da han troede at have fundet ham haardt saaret, vilde han ikke forlade ham eller tænke paa sin egen Sikkerhed. Senere undkom han ved sin Ro og Aandsnærværelse og bragte sin Moder det første Budskab om, hvad der var sket; men saa stor var ogsaa hendes Hengivenhed for den unge Konge, at hendes Sorg over hans formentlige Død var større end Glæden over Sønnens Frelse.

Ligesom vistnok i den nærmest foregaaende Tid opholdt Absalon sig nu atter en Stund hos sin Moder i Fjenneslev; som præsteviet Klerk deltog han næppe i den blodige Afgjørelse paa Gradehede. Men i det følgende Foraar kom han til for første Gang at drage Sværdet i en Kamp af en helt anden Natur.

Vendernes Hærtog havde under Borgerkrigene overskredet ethvert Maal; store Strækninger af Landet laa øde, og de sydlige Øer begyndte at modtage en vendisk Befolkning og træde i venskabelig Forbindelse med den; fra det tidlige Foraar af maatte man være belavet paa disse Gjæster, overalt hvor
Havet skar sig ind i Landet, eller hvor de kunde naa hen efter at have ranet Heste. Saaledes kom en Vikingeskare paa 24 Skibe i Foraaret 1158 til Bæltet
og gik i Land paa Sjælland; Venderne toge Heste og droge hærgen de ind over Øen. Efterretningen herom bragte A. til at gribe til Vaaben. Palmelørdag,
12. April, mødte han dem med sine Huskarle ved Boslunde; han havde kun 18 Mand, men hans Angreb var saa voldsomt og uimodstaaeligt, at han sprængte
Hestene fra hinanden og hug Mændene ned for Fode; kun faa undkom til en nærliggende Skov, medens Absalon kun mistede en enkelt Mand.

Den følgende Langfredag døde Biskop Asser af Roskilde, men skjønt Absalon nu omtrent havde opnaaet den kanoniske Alder af 30 Aar, synes der dog ikke fra først af at have været tænkt paa ham som Efterfølger. Imidlertid opstod der Uenighed om Valget, der jo som oftest traf et Medlem af Domkapitlet, og det blev foreløbig udsat.

Ud paa Sommeren samledes efter Opbud Ledingsflaaden i Masnedsund for at foretage et Hærtog til Vendland. Der viste sig imidlertid saa megen Vrangvilje og
Raadvildhed blandt de forsamlede Skibshøvdinger, at det hele endte med en Opsættelse, en Beslutning, som Kong Valdemar efter den bestaaende Forfatning troede at burde bøje sig for. Absalon, som havde fulgt Kongen til denne Samling for at tage Del i Toget, følte sig bittert skuffet ved hans Vankelmod og haanede den ynkelige Udflugt, man havde brugt, at det ikke gik an at sætte Rigets bedste Stridskræfter paa Spil. «Lad os da en anden Gang samle Udskuddet og Stymperne», sagde han, «saa er Fordelen des større, hvis vi sejre, og Ulykken til at bære, hvis det gaar galt!»

Det er betegnende for Forholdet mellem de to Venner, at Kongen strax efter, da der var udbrudt en blodig Fejde imellem Bymændene i Roskilde, hvorved han
blev nødt til at vende sig imod Staden med væbnet Haand, benyttede Lejligheden til at blande sig i det uafgjorte Bispevalg og faa sin Barndomsven kaaret til
Biskop i Rigets Hovedstad. Hermed begyndte Absalons rige Virksomhed i Fædrelandets Tjeneste.

Hvor uklar man endnu var over, hvad det fremfor alt maatte komme an paa for at bringe Riget paa Fode, viste deres første Foretagende. Der var rejst Mistanke
mod Falstringerne for deres Forbindelse med Venderne, medens de selv paastode, at man lod dem i Stikken, og at Kongen vanslægtede fra sine Fædre i Kampen mod disse utrættelige Fjender. Harmen herover bragte Kongen og Absalon til at ruste en Hær af Sjællændere for at hærge Falster. Men en pludselig og farlig Sygdom, som overfaldt Valdemar i Ringsted, standsede det overilede Foretagende; Absalon kaldtes til hans Sygeleje, og Hæren sendtes hjem. Sygdommen var saa voldsom, at Absalon opgav sin Ven og beredte ham til Døden, medens han selv kæmpede med den samme Sygdom uden at ville lade Vennen mærke det for ikke at forværre hans Tilstand. Da de lykkeligvis begge kom sig, betragtede de Sygdommen som en retfærdig Straf og en Advarsel for den Blodskyld mod kristne Landsmænd, som de havde villet paabyrde sig, og de gjorde nu Løfter om hellere at vende deres Vaaben mod Rigets rette Avindsmænd.

Allerede i det følgende Aar (1159) udførtes der to Hærtog til Vendland. Kongen nøjedes nu med at raadføre sig med sine nærmeste Venner og derefter at iværksætte sine Planer med den Styrke, han og de kunde samle. Det blev saaledes især Sjællændere og Skaaninger, som kom til at bære Byrden ved det første Tog, først efterhaanden lykkedes det at drage Fynboer og Jyder med ind i den næsten uafbrudte Kamp. Efter de første Aars Tog, som især havde deres Betydning ved at vænne baade danske og Vender til den nye Tingenes Orden, hvorefter vi bleve de angribende, traadte Kong Valdemar i Underhandling med Henrik Løve om et fælles Foretagende mod Vestvenderne. Dette udførtes 1160 og havde til Følge, at det nuværende Meklenborg blev underkastet det tyske Herredømme og den tyske Kultur. Samme Aar maatte Rygen atter underkaste sig det danske Herredømme, fra hvilket det gjentagne Gange havde løsrevet sig.

Haand i Haand med disse Tog og af endnu større umiddelbar Betydning for Rigets egen Fred gik Bestræbelserne for at sikre selve de danske Farvande, som endnu den Gang og længe efter hjemsøgtes af Vikingerne; der byggedes Borge (som Vordingborg, Nyborg, Kalundborg osv.), og der indrettedes Vagthold saa vel paa Søen som langs Kysterne. Fremfor alle berømmes Absalon for sin utrættelige Aarvaagenhed: «han nedbrød for største Delen sine Bispegaarde for des bedre at kunne befæste Vagtstederne,» siges der, «og i det han jævnlig laa ude imod Fjenden, laante han ofte Hus af Skov og Krat; men denne hans ringe Bolig gjenrejste Fædrelandets sammensunkne Haller! Ja endog Vinterens Is traf ham ude paa de skrøbelige Skibe, for at ingen Aarstid skulde savne det heldbringende Vagthold eller hans uforlignelige Kjærlighed til Fædrelandet faa Skin af at vige tilbage for Savn og Møje.»

Han nøjedes dog ingenlunde med denne Virksomhed udad til, imod Rigets Fjender. Borgerkrigene havde sat dybe Spor i hele Samfundet, og A. var utrættelig i at arbejde hen imod Fred og Forsoning. Saaledes formaaede han Kongen til at tilbagekalde de fredløse Deltagere i den sidste Kamp om Kronen; enkelte af dem bleve fra den Tid af hans og Kongens mest hengivne Venner. Ved sin Veltalenhed og sit forstandige Maadehold, siger Saxe, gjorde han Ende paa de bedrøvelige Tingtrætter, som den Gang vare blevne saa almindelige paa Sjælland og jævnlig udartede til Vold og Drab; uanselig og jævn var han i sin første Optræden, men snart maatte alle sande, at han forstod at beherske dem med sin Tales Magt. Og paa samme Maade mæglede han mellem Kongen og de store og mellem sine Landsmænd og de fremmede; alle tyede de til ham for at finde Forstaaelse for deres Sag og en Talsmand for deres Ønsker. Denne Side var saa fremtrædende hos ham, at Arnold af Lybek ved Omtalen af hans Død siger: «Hele Danmark sørgede over hans Død og befalede hans Aand i Jesu Christi, Fredsfyrstens, Hænder, ligesom han selv i Live havde ført mange, som laa i Ufred, til Fred og Enighed.»

Der indtraadte efter de første sejrrige Vendertog et Par Aars Hvile, som Kongen og Absalon benyttede til ligesom at give deres Gjerning en højere Indvielse. Det er ej heller usandsynligt, at de følte særlig Trang til at ytre deres Taknemmelighed for Helbredelsen af den svære Sygdom og den Lykke, som senere havde fulgt deres Foretagender. Vist er det, at i Sommeren 1161 gjenoprettede Absalon det helt forfaldne Kloster i Sorø, og omtrent samtidig oprettede Valdemar et Benediktiner Abbedi ved sin Faders Gravkirke i Ringsted og et Gjæstehus for Skt. Hans Brødrene i Antvorskov ved Slagelse. Absalon indkaldte sin Ven Vilhelm fra Paris 1165 og gjorde ham til Abbed paa Eskilsø i Roskilde Fjord; senere flyttedes han til Æbleholt (Æbelholt) ved Arresø.

Sorø Kloster blev af Absalon efterhaanden udvidet til et stort og rigt Cistercienser Abbedi. Han paabegyndte strax Opførelsen af den prægtige Klosterkirke, i hvilken hans Frænder og deres Slægt i Aarhundreder søgte deres Gravsteder ved Siden af den navnkundige Ærkebiskop og hans Forfædre. I det følgende Aar (1162) maatte A. følge med Kongen til det store Møde i St. Jean de Laune ved Saonefloden i Burgund, paa hvilket Kejser Frederik søgte at afgjøre den langvarige Kirkestrid til Fordel for den af ham støttede Pave Victor, i Modsætning til den kanonisk valgte Alexander, der havde Tilhold i Frankrig. Valdemar havde i denne Strid sluttet sig til Tyskland og i den Anledning brudt med den myndige og strængt kirkelige Ærkebiskop Eskil, som endog havde forladt Riget og nu levede i 7 Aars Landflygtighed i Clairveaux. Absalon havde forgjæves søgt at forebygge dette Brud og maatte nu nøjes med at forhindre en yderligere Spaltning i den danske Kirke; modstræbende var han fulgt med til Tyskland for ikke helt at forspilde Kongens Tillid. De Erfaringer, som Valdemar gjorde ved Kejserhoffet, og det Lensløfte, som her afnødtes ham, aabnede imidlertid hans Øjne for Farerne ved en nærmere Forbindelse med Kejserdømmet, og efter Hjemkomsten var han alvorlig betænkt paa at sikre Rigets Selvstændighed for Fremtiden. Han paabegyndte derfor ufortøvet det store Værk med Opførelsen af en Teglstensmur paa Danevirke, ivrig styrket i dette Forsæt og støttet i dets Udførelse af Absalon.

Imidlertid vare Vendertogene blevne gjenoptagne i Aaret 1164 og fortsattes nu næsten uafbrudt i 20 Aar. I lang Tid spillede Henrik Løve en fremtrædende Rolle i disse Kampe, snart som vor, snart som Vendernes Forbundsfælle, snart ene i Kampen mod danske og Vender. Medens Beretningen om disse Tildragelser  derfor ved første Øjekast gjør Indtryk af en trættende Ensformighed, viser der sig for en nærmere Betragtning en Mangfoldighed af Situationer, der utvivlsomt, om vi vare fyldigere underrettede om Enkelthederne og om de mangeartede Kræfter, som her vare i Bevægelse, vilde høre til de interessanteste Partier i vor Historie. Fortællingen, som den nu foreligger fra Saxes Haand, er selvfølgelig anlagt med Ensidighed og gjennemført med Partiskhed for hans Helt A.; men at det overhovedet var muligt i den Grad at gjøre denne Mand til Midtpunkt i Beretningen om en saa langvarig og vidtrækkende Kamp, viser noksom, at han i en fremragende Grad var Sjælen i de danske Foretagender. Det samme fremgaar da ogsaa, deraf, at Kong Valdemars Død (1182) saa langt fra betegner en Tilbagegang i disse, at de tvært imod maa siges derefter at tage et fornyet Opsving, ja med en forbavsende Kraft at føres til en endelig Afslutning (1185). Og det samme er Tilfældet med Forholdet til det tyske Kejserrige; Muren i Danevirke var ikke fuldført ved Valdemars Død, men fortsattes under hans Søn, og for første Gang mødte Opfordringen om at tage Danmark til Len af Kejserdømmet et bestemt og for bestandig afgjørende Afslag. Da A. herefter nedlagde Sværdet, havde han fuldtud naaet sit Maal: at værne om Danmarks og de danske Haves Fred, ja en stor Del af Vendland var endog for en Aarrække lagt under den danske Krone. Og han havde i de mangeaarige Kampe indlagt sig en Berømmelse som Kriger og som Hærfører, der har faa Sidestykker i vor Historie.

Samtidig havde han ufortrøden arbejdet paa Folkets og Landets Udvikling i alle Fredens Idrætter. Ved Aar 1167 gav Kongen ham Kjøbstaden Havn eller Kjøbmande-Havn (Kjøbenhavn) ved Øresund med Halvdelen af det tilliggende Herred, og her opførte han en fast Borg af Sten paa en Holm i Stranden, dels til Byens og Handelens Beskyttelse, dels til herfra med sine Skibe at beherske det vigtige Farvand. Opførelsen af denne Borg betegner et vigtigt Vendepunkt i Hovedstadens Historie; fra nu af udviklede den sig hurtig, rimeligvis samtidig udvidet ved Bosættelsen af indkaldte Nybyggere, til en af de betydeligste Handelspladser i Norden. For Absalon personlig var Borgen i Havn til det sidste hans kjæreste Besiddelse.

Særlig følte han sig dog selvfølgelig kaldet til at fremme Kirkens og den højere Aandskultur Anliggender. Det var her et Hovedpunkt at sikre de højere Interesser et fyldestgjørende og varigt materielt Grundlag. Dertil sigtede i Virkeligheden Grundlæggelsen af de saakaldte Herreklostre, som oftest opførte i Landets skjønneste og fredeligste Egne, ensomt beliggende, men rigt udstyrede med Jordegods og saaledes i Stand til at frede om den Lærdom og Dannelse, som deres Medlemmer maatte have hjembragt ude fra, og at forplante den videre til deres Lærlinge blandt læg og lærde. I endnu højere Grad var dette dog Tilfældet ved Bispesæderne og Domkapitlerne, der jo vare hin Tids Præsteskoler. For at sikre deres Indtægter trængte A. paa med at faa Tiendeydelsen vedtagen i sit Stift. Modstanden herimod havde varet i Aarhundreder. Man var villig til at betale Kirkens Mænd, endog rigelig, men kun for den enkelte bestemte «Tjeneste». Saaledes fik Sognepræsten Betaling for Naademidlerne og hvad han ellers ydede, og Biskoppen tog Penge for Præste- og Kirkevielser saa vel som for de andre Forretninger, som vare forbeholdte hans Embede. Ved Siden heraf var der i Tidernes Løb indført visse regelmæssige Afgifter som «Redsler» og «Bispegaver», men Kirkens gamle Fordring, at der skulde gives Tiende af alt, hvad der høstes og avles, medens alle de hellige Handlinger skulde udføres uden Vederlag, kunde ikke trænge igjennem. Det var derfor en stor Sejr for A., at det lykkedes for ham at faa Tienden vedtagen i sit Stift (1171); der fastsattes bestemte Regler for de Ydelser, som endnu skulde bibeholdes, især Bøderne for de saakaldte «Helligbrud», alle de Forseelser eller Forsyndelser, som kunde paatales af de kirkelige Myndigheder. «Herimod lovede Bønderne Biskoppen Tredjedelen af Tienden», siges der; de to andre gik som bekjendt til Præsten og Kirkebygningen. Denne saakaldte «sjællandske Kirkelov» blev vedtagen paa et Maalstævne i Ringsted Lund og lyst paa Landstinget (1171). Tre Aar efter gjentoges det samme i Lund. Ærkebiskop Eskil var efter sin Hjemkomst bleven forsonet med Kongen og Absalon, og under et Ophold af denne sidste ved Ærkebispesædet vedtoges i alt væsentligt samme Lov af Skaaningerne «paa Maalstævne i Lund». Den optegnedes og udfærdigedes under Kongens og de to Biskoppers Segl; i den senere Kirkestrid med Jacob Erlandsen kom den til at spille en fremtrædende Rolle som et Frihedsbrev for Menighederne imod Ærkebispens Overgreb.

Ved disse Bestemmelser tiltoge uden al Tvivl Bispestolenes Indtægter i høj Grad, og herfra har da vel den Dom om A., at han var havesyg og gjerrig, sin Oprindelse. I Virkeligheden savner denne Beskyldning selvfølgelig al Grund. A. ejede ved sin Død kun det, han havde arvet eller var i Besiddelse af som Prælat og Stormand i Riget. Naar han havde samlet store Indtægter paa sin Haand, saa var det for at sikre Saadanne til de Formaal, som efter hin Tids Vilkaar kun Kirkens Mænd i Længden kunde ventes at ville ofre noget paa, medens vi forlængst have vænnet os til at anse dem for Statens Opgave. Ikke blot den egentlige Aandskultur, men for en væsentlig Del ogsaa Rigets Forsvar havde sine bedste, ofte eneste Støtter i Biskopperne. For sit eget Vedkommende levede A. et saare afholdende og nøjsomt Liv, ligesom hans sædelige Renhed og højsindede Gavmildhed fremhæves med den højeste Ros.

Et Par Aar efter Udstedelsen af den Skaanske Kirkelov nedlagde Ærkebiskop Eskil med Pavens Samtykke sit Embede. Det var ikke gaaet saa let i Skaane som i Sjælland med Tiendens Indførelse; vel var Loven bleven vedtagen, men da det kom til Stykket, modsatte Almuen sig at efterkomme den. Samtidig indvikledes hans nærmeste Slægt i de politiske Stridigheder mellem Kongen og de forbigaaede Kongefrænder. Han havde derfor atter opholdt sig et Par Aar i Udlandet og vendte nu tilbage med Pavens Tilladelse til at nedlægge Ærkebispedømmet og selv at udnævne sin Efterfølger. Dette Valg foretoges i en højtidelig Forsamling i Lunds Domkirke i Kongens og talrige Stormænds Overværelse. Eskil nedlagde sit Embedes Insignier paa Alteret og vilde give Afkald paa sin Ret for ikke at træde Domkapitlet for nær; men Kongen og alle de tilstedeværende opfordrede ham til at nævne sin Efterfølger. Han valgte da Absalon som den værdigste, ikke blot i Kirken, men ogsaa i det danske Folk. Absalon vilde dog ikke modtage Valget for ikke at tabe sit naturlige Fodfæste i Kampen for Kongen og Riget; Sjælland var i den Grad kommet til at staa i forreste Række i denne, at man maatte frygte for at gaa glip af Aaringers Anstrængelser, naar Høvdingen her blev skilt fra sin Hær. Men Eskil havde en ubetinget Tillid til sin yngre Vens Evner; han holdt derfor fast ved sit Forsæt, og da Paven blev Opmand i Striden, afgjorde han den saaledes, at Absalon skulde modtage Ærkebispeværdigheden, men samtidig indtil videre beholde Bispedømmet i Roskilde. Da ogsaa Kongen støttede denne Afgjørelse, maatte Absalon bøje sig for den, og han modtog Indvielsen i Fasten Aar 1178; 13 Aar efter overdrog han Sjællands Stift til sin Frænde Peder Sunesen.

Det kunde ikke undgaas, at Tiltrædelsen i Lund maatte føre til blodige Kampe; Skaane var alt i Forvejen halvt om halvt i Oprør mod Kongen og de store. Absalon optog Kampen som en uundgaaelig Tilskikkelse og slog uden Vanskelighed Bøndernes Modstand ned. Men han misbrugte ingenlunde sin Sejr til at fremtvinge Opfyldelsen af det Løfte, som i sin Tid, maaske med Urette, var givet paa Bøndernes Vegne i Lund. Kun vægrede han sig ved at gaa tilbage til den tidligere Tilstand og modtage Betaling for de hellige Handlinger m. m., og i denne Vægring laa der selvfølgelig en mægtig Paamindelse for de gjenstridige til at betale Tienden. Den gjennemførtes da vel ogsaa for det meste i Løbet af de 20 Aar, som hengik efter Nederlaget ved Dysjeaa; men Saxe roser dog hans Efterfølger Anders Sunesen for, at det først var lykkedes ham fuldstændig at skaffe Kirken sin Ret.  Efter Sejren over Venderne trak A. sig tilbage fra de politiske Begivenheder; Kampene mod Hedningerne og deres Omvendelse til Kirkens Lære havde han anset for en Slags Korstog, som vare fuldt forenelige med hans kirkelige Kald; men den unge Hertug Valdemars Foretagender i Tyskland havde han ingen Del i. Kirkestyrelsen kunde da ogsaa nok lægge Beslag paa selv en betydelig Mands hele Tid og Opmærksomhed. Der var meget at oparbejde fra de urolige og oprevne Tider, og meget stod endnu tilbage at organisere for at faa den danske Kirke fuldt indordnet i det almindelige Kirkesamfund. Saaledes siger en tysk Forfatter, at A. fik indført fuld Ensartethed ved Gudstjenesten i de forskjellige Bispedømmer, men i øvrigt berettes der intet om Enkelthederne i hans Kirkestyrelse. I den samtidige voldsomme Strid mellem Kong Sverre og de norske Biskopper blandede han sig kun for saa vidt, som disse sidste med Ærkebiskop Erik i Spidsen i en Aarrække nøde godt af hans storartede Gjæstfrihed og fandt en Støtte hos ham over for Paven og den øvrige Kirke. Hans eget kirkelig ydmyge Sind fremlyser noksom af den Beretning, at han lod anbringe et Krucifix over sit ærkebiskoppelige Sæde, for at det skulde se ud, som om de, der fremstillede sig for ham, bevidnede dette og ikke ham deres Ærbødighed.

Som et enestaaende Mindesmærke om det aandelige Liv, som blev vakt ved A.s Virksomhed og fik sin Næring af det store nationale Opsving, staar Saxes uforlignelige Værk om vor Oldtids Historie. Forfatteren var Absalons Klerk, opdragen af ham til sit Kald, opmuntret og nødet til det i sit Samliv med ham. Selve den Tanke at faa en udførlig Beretning om Fædrenes Bedrifter nedskreven, til Ære for det danske Navn blandt de fremmede og til et Exempel for Folket i Samtid og Eftertid, tilhørte, som Saxe siger, Ærkebiskoppen: «han kunde ikke finde sig i, at vort Fædreland skulde savne et sligt Mindesmærke, han, der altid brændte af Begjærlighed efter at give det Glans». Men hvor skarpt et Blik og hvor lykkelig en Haand han ogsaa her havde ved at vælge Saxe til Tankens Iværksættelse, behøver ikke at fremhæves, naar man erindrer, hvad denne Forfatter betyder for vor Middelalders Historie og for Kjendskabet til vort Folks ældste Minder.  Absalon døde Dagen før Skjærtorsdag, 21. Marts 1201 i Sorø Kloster, hvor han rimeligvis efter Tidens Skik havde tilbragt Fasten i Stilhed. Han gik i sit 73. Aar og hans tærke Legemes Kraft var brudt i Aaringers rastløse Arbejde. Der er bevaret en Optegnelse af hans sidste Vilje, som viser, at han til det sidste havde bevaret hele sin Aands Klarhed og retsindige Betænksomhed. Sin rige Fædrenearv gav han til Sorø Kloster undtagen Fjenneslev, sit Barndomshjem, som Esbern Snare skulde have tillige med «den lille Skaal, hvoraf deres Fader plejede at drikke». Kjøbenhavn med det tilliggende Jordegods havde han alt forhen givet til Roskilde Bispestol. Hvad han ellers ejede, fordelte han til Venner og Frænder og til alle dem, som havde staaet ham nær i de forskjelligste Stillinger.

Absalon jordfæstedes i Ærkebispeskrud, med Ring og Stav, foran Alteret i Sorø Klosterkirke; en Blyplade med Indskrift nedlagdes i Graven med ham. Omkring ham hvile hans Slægtninge, og i senere Tider har hans Frænde i den historiske Gjerning, Valdemar Atterdag, fundet sin Grav i den samme Kirke."