Absalon Absalons gavebrev til Sorø

Absalons testamente
(Før 2. marts 1201)

I sit testamente, der er oprettet i Sorø Kloster kort før hans dødsdag d. 21. marts 1201, disponerer Absalon over sine ejendele og resten af sit gods. Dokumentet, der er det ældste testamente, vi kender på dansk grund, optræder Absalon i tredje person, og der er nogle indskud, hvori visse bestemmelser korrigeres. Det nævnes af Hans Olrik, at testamentet ikke foreligger i en juridisk gyldig form med underskrifter og segl, men heroverfor fremhæver Niels Skyurn-Nielsen, at testamentet er juridisk gyldigt, idet 11 tilstedeværende vidner opregnes i begyndelsen som garanter for ægtheden, og netop fordi det er det ældste testamente, vi kender, har det ikke endnu fået den faste formulering, som ellers er karakteristisk for iuridiske dokumenter. Man hører da heller ikke senere om, at dets gyldighed bliver anfægtet af f.eks. Esbern Snarre, som selv var til stede. Han blev jo i høj grad forfordelt, idet han kun arvede fædrenegården i Fjenneslevlille, og Sorø Gavebog fremhæver netop, at Absalons arvinger ikke protesterede, selv om de var fuldt juridisk berettigede dertil, men tværtimod godkendte Absalons dispositioner.

lndholdsreferat: Ærkebiskop Absalons testamente, opsat i nærværelse af hans bror Esbern Snarre, søster-. sønnen Aleksander, abbed Gaufred af Sorø samt andre verdslige og gejstlige. Absalon skænker jordegods, først og fremmest til klostret i Sorø, og dernæst til Aas kloster i Halland og kannikebordet i Lund. Han betænker de landflygtige norske biskopper, kong Knud VI, sin slægt, sin klerk Saxo og klostrene i Æbelholt og Sorø med gaver i sølv og guld og anviser bestemte beløb til at forfærdige klokke, messehagel, alterkalke og lysekroner til domkirken i Lund. Absalon opregner tilgodehavender og gæld, bestemmer over hver enkelt post, fordeler sit pelsværk og sine heste og skænker friheden til en del navngivne personer.

Hvad der indeholdes i dette skrift, testamenterede og bortgav den ærværdige herre Absalon, Lundekirkens ærkebiskop, Sveriges primas, i nærværelse af hr. Esbern, hans bror, Aleksander, hans nevø, hr. Gaufred, abbed i Sorø, provst Toke og Aage, magister Jens og hans kapellan Tord, kanniker i Lundekirken. Præsten Arnfred, hans kammermester Haagen, hans svende Poul og Simon og lægbroderen Henrik fra Sorø, som var tilkaldte hertil.
Hele sin fædrenearv skænkede han til Sorø Kloster, undtagen Fjenneslev, som han overdrog sin bror Esbern.
Til Aas Kloster i Halland gav og skødede han Vathbi med alle sine tilliggender undtagen møllen.
Til Lundekirkens kannikkebord gav og skødede han Äsperöd med vandmøllen i Rønneåen og sine øvrige tilliggender, alle skove og jorder. På samme måde gav og skødede han til samme brødres bord Östra Sallerup i Ruma med kirken og sine øvrige tilliggender.
Til vokskærter i begge lysekroner og til nattelys i Sankt Laurentius’ Kloster gav han 4 mark sølv årligt af byens skat, som på folkesproget hedder midsommergæld.
Den ærværdige hr. Erik, ærkebiskop af Nidaros, som er landflygtig for retfærdighedens skyld, 100 mark sølv.
Martin, biskop af Bergen, 50 mark sølv.
Njal, biskop af Stavanger, 50 mark sølv.
Ivar, biskop af Hamar, 50 mark sølv.
Nikolas, biskop af Oslo, skænkede han et sølvbæger og de sølvtallerkener, som samme biskop fordum havde givet ham.ejdede sølvbæger, som den herre af Nidaros engang havde foræret ham, en guldring, han bar hver dag, og en lille 
Hr. kongen (Knud VI) gav han det skønt forarbgu med moskus.
Hr. Sune var forpligtet til at betale ham 130 mark sølv tilbage, og denne gæld eftergav han hr. Peder, biskop af Roskilde, og hans brødre.
Biskoppen af Roskilde (Peder Sunesøn) havde han overladt 48 mark sølv til at købe Almstofte; dem eftergav han samme biskop og skænkede ham det sølvbæger, han fordum havde fået af ham.
til hans bror kansleren (Anders Sunesøn) testamenterede han det sølvbæger, som hr. Sune engang havde givet ham.
Hr. Esbern gav han det sølvbæger, som Hildebrand havde lavet, og det lille bæger, som hans far plejede at skåle med, og hver af hans sønner fik et af de større sølvbægre.
Hr. Aleksander fik et sølvbæger af de bedre, og de brynjer, han ejede, og hans sønner gav han to mindre sølvbægre.
Fru Margrete fik to bægre fra Rygboernes afgudsbillede. Kannikerne af Helligånden (i Æbelholt Kloster) et sølvbæger i fladt arbejde, omtrent af vægt som 10 mark sølv.
Det store sølvbæger, han havde stående i Sorø, gav han Sorø Kapel til at gøre en kalk.
Af sine sølvtallerkener bød han, at der skulle gøres kalke til Sankt Laurentii Kloster, og det svære og gode. Men hvad der måtte blive tilovers af sølvbægre og tallerkener, befalede han skulle henlægges til fuldførelse af lysekronerne i kirken (i Lund).
Hr. Aleksander har fået 8¼ mark guld til arbejdet på messehagelen og lysekronerne, af hvilket jeg allerede har ladet sætte en stor del på messehagelen.
Præsten Eskil har guldringe, som skal henlægges til samme arbejde. Det sølv, Lydger skyldte ham, bød han i sin helhed at uddele til de fattige.
Hr. ærkedegnen skal af det sølv, han har modtaget i tiende, og af præsterne, og af det sølv, som hr. Aleksander har, betale herren af Nidaros og biskopperne som foran bestemt, og hvad der måtte blive tilovers, skal han samvittighedsfuldt fordele mellem klostrene i Skåne og på Sjælland. Men hr. Aleksander har ikke hans sølv, kun så meget, som kan udvindes af 700 mark skånske penge i gammel mønt, og af dette sølv pålagde han hr. Aleksander at sende de 16 mark til Sorø at udbetale til forskellige.
Det sølv, som Erik Arines søn og hans bror Svend og Konrad af Tommerup skylder at udrede til ham, hvilken fordring ærkedegnen kender størrelsen på, bestemte han skulle henlægges.
Den gæld, som Bonde Gamaliels søn var ham skyldig for oppebørselsgaven, eftergav han helt og holdent Bondes arvinger for sin sjæls skyld.
Henrik Batte gav han en kappe med mårskindsfor. Magister Peter, kapellan hos ærkebiskoppen i af Nidaros, gav han en kåbe med gråværksfoer.
Dekanen i Lund gav han en mårkappe.
Sin kapellan Tord gav han en korkåbe med en kåbe af mårskind og en kappe med forskelligt skindfor.
Simon en mindre kjortel med gråværksfor.
Peder Stamme en grå hverdagskappe.
Marsil kok gav han et sengetæppe af ulveskind.
Peder Staller gav han den hest, som Peder Bjørns søn havde givet ham.
Hans bror Ulf forærede han den brynje, som Esbern Mole (Esbern Snerling?) havde givet ham.
Sin kammermester Haagen forærede han den hest, som Bonde havde givet ham.
Den brune hest gav han Haagen Nordmand.
Den sorte hest, som han havde i Sorø, overlod han samme kloster.
Den blakkede hest, bestemte han skulle gives til ærkebispen af Nidaros.
Eskil badesvend skænkede han friheden.
De kvinder, som Niels staller har indtaget fra frihed til trældom, skal, hvor de end findes, have skænket friheden med deres børn.
Den kvinde, som var indtaget fra Bjäre herred i Skåne, gav han friheden tilbage tilligemed hendes børn.
Sin klerk Saxo overlod han de 2½ mark sølv, som han havde givet ham. Saxo er pligtig at tilbagelevere Sorø Kloster de to bøger, som ærkebispen havde overladt ham.
Magister Jens gav han et bæger af sølv.
Magister Valter gav han den grå kåbe, som han iklædtes juledag. 15 guldringe med stene og en uden sten gav han Sankt Laurentii Kloster til at lade gøre et plenarium (en liturgisk bog).
Provsten Aage gav han det mindre sølvbæger, som han havde i Sorø. Det sølv, han havde stående i Cluny, gav han halvdelen af til dette kloster, men den anden halvdel bestemte han skulle sendes til Clairvaux.
Til kirken i Vällinge var han pligtig at erlægge en sum sølv, som ærkedegnen kender størrelsen på.
Til kirken i Stångby var han pligtig at udrede et bol, som han gav for et bol i Köpinge, og han bestemte, at kirken i Stångby skulle have bolet i Köpinge, indtil det andet blev udredet af bispestolen. Til Niels Nonnes præbende et halvt bol i Asmundtorp, og han bestemte, at det skulle have erstatning i Nöbbelåv i Västra Sallerup sogn, indtil det andet blev udredet af bispestolen.
Magister Hugo skal have, hvad der er særligt henlagt til hans præbende, indtil der betales vederlag af bispestolen.
Ærkedegnen gav han en stor lækatskappe, hvis den kan findes. Var den det ikke, forærede han ham et sengetæppe, foret med mårskind. Jofrid kok to overkapper, af hvilke den ene er foret.
Han pålagde indtrængende ærkedegnen at fuldføre den klokke, han havde planlagt at gøre.
Magister Hugo et sengetæppe med forskelligt skind.
Ærkedegnens søn Niels en korkåbe med forskelligt skind.
Præsten Eskil den forede kappe, som er på Københavns borg.
Kristian kok, der med urette var indtagen som træl, skænkede han friheden.
Han befalede ærkedegnen at betænke Aage murer og Aage stenhugger.
Et sølvgemme med relikvier gav han Sorø Kloster
Herren gengælde ham med en evig løn i det evige liv! Amen

. (Danmarks Riges Breve 1200-1210 nr. 3 39, 

eller den latinske tekst i Diplomatarium Danicum I Række 4, Bind 1200-1210 pag. 39, nr. 32.

 I afskrift på Kgl. Bibliotek i Bartholm collectanea D (III) pag. 497.) 

Den første trykte udgave kom i 1696, udgivet med omfangsrige noter af Otto Sperling den Yngre.