Absalon
| 1177 Ærkebispevalg af Absalon |
Således forklarer Saxo ærkebispebispevalget i 1177.
Den sidste tid brugte Eskild til på tingmøde at tage afsked med den skånske almue: "Hidtil har jeg ærligt og redeligt båret omsorg for jer alle, men nu giver jeg jer Gud i vold, og løser alle mine svorne mænd fra deres troskabsed. Derhos tilgiver jeg alle, hvad ondt de kan have gjort mig, og beder også dem forlade mig min skyld".
Da tingmødet var hævet, sendte han sine folk ud med heste for at modtage Absalon, der kom fra Sjælland, og bede ham være hans gæst. Over for Absalon angav han tre grunde til sin beslutning: Sin høje alderdom, sine børnebørns landflygtighed (de havde været med i et oprør mod kong Valdemar), der havde gjort ham led og ked af forholdene, og endelig et gammelt løfte, han havde givet den Hellige Bernhard. Saxo fortæller videre:
"Næste morgen samledes alle bisper i Sankt Laurentius Kirke (domkirken), og her lod Eskild alle kirkens kostbarheder tage frem a£ skatkammeret og stille til skue for at vise alle, hvor meget kirkens gamle skat af altertøj og hellige kar var vokset ved hans fromme gavmildhed. Da alt dette var sat frem, holdt han en tale om al den kærlige omhu, hvormed han havde våget over sine undergivnes fred og sikkerhed, samt om al den nød og modgang, han havde måttet døje sin hele bispetid igennem. Nu var det hans agt at nedlægge sit embede, fordi han var så højt til års, at han følte sig uskikket til at røgte sit kald.
Kong Valdemar, der også var til stede, svarede, at selv om Eskild ofte havde ligget i strid med kongerne, havde han dog røgtet sit embede på prisværdig måde. Kongen var ikke glad for, at Eskild frasagde sig sit embede nu i sin høje alder, hvor ingen mere ville tiltro ham at have ondt i sinde. Endelig bad han ham udtale, om det var efter eget ønske, han nedlagde sit embede, eller fordi kongen havde tvunget ham dertil.
Da udstrakte Eskild sine hænder mod alteret, svor en ed og kaldte helligdommen til vidne på, at det hverken var af had til kongen eller som følge af nogen som helst vold og tvang fra dennes side, at han havde fattet sit forsæt, men ene og alene af lede ved timelig ære og attrå efter hellig ære. Dette svar var ret efter kongens sind, da han netop havde æsket en oprigtig udtalelse af bispen for at forebygge al mistro og løs tale.
Dernæst spurgte kongen ham, om han, kongen, nogen sinde havde forsømt at lade kongelig straffedom udgå over dem, som ærkebiskoppen først havde lyst i band? Da Eskild svarede: Nej, det havde han aldrig! udtalte Valdemar, at det ord havde lettet en tung sten fra hans hjerte, thi han havde været bange for, at mange i smug ville lægge ham ærkebispens bratte afkald til last.
Dernæst blev pavens brev taget frem og læst op for alle, da kongen stadig gjorde gældende, at Eskil ikke havde ret til at nedlægge sit embede uden tilladelse fra Rom. Der stod i brevet, at paven hidtil havde afslået Lundeærkebiskoppens ansøgning om afsked, fordi han vel vidste, hvor ypperligt han gjorde fyldest i sit embede; men nu havde han dog givet efter for hans bønner, og på grund af hans høje alder og idelige sygelighed indvilliget i hans afkald.
Da kongen havde udtalt, at ingen turde modsige pavens bud, rejste Eskil sig fra sit sæde, lagde sine ypperste værdighedstegn, stav og ring, på alteret, og frasagde sig dermed højtideligt sit embede. Denne handling rørte alle de tilstedeværende så dybt, at de stod med tårer i øjnene og sukkede så lydeligt, at det var som det suste og bruste over hele kirken.
Kongen bad nu Eskil om, som den der havde det bedste kendskab til rigets præstestand, at udpege sin eftermand på ærkesædet. Eskil takkede ham for hans interesse og nidkærhed, og fremtog et andet brev fra pavestolen, hvori der gaves ham, i hans egenskab af pavelig legat, fuldmagt til at indsætte sin efterfølger. Efter at have læst brevet op, udtalte Eskil imidlertid, at han frasagde sig den magt, paven havde tilstået ham, til fordel for dem, der ellers ville have haft retten til at vælge hans efterfølger. Thi, som han sagde, han gav hellere afkald på sin egen ret frem for at krænke andres, og ville nødig have ord for at frarøve kirken dens vante frihed, den kirke hvis ære han altid havde værnet om og våget over.
Men da nu kannikerne indtrængende bad ham sige sin mening, og kongen tog til orde på almuens vegne for i et og alt at slutte sig til præsteskabets bøn, udtalte Eskil, at valget nu for ham stod mellem venskab med Gud eller venskab med mennesker. Hvis han tav, ville han vække himlens harme; men talte han, ville han støde en ven fra sig. Undlader jeg, fortsatte han, at udpege ham, som jeg ved er bedst skikket til dette kald, da er Guds vrede mig vis; men nævner jeg ham, der ikke blot er øvet i sådan syssel og hidtil med ære har røgtet et andet bispekald, men også er vant til at vove sig ud i den værste fare for fædrelandets skyld, da sårer jeg en ven og frænde, hvem jeg ved, at et sådant tilbud vil være meget imod. Alle tænkte sig nu, hvem ærkebiskoppen sigtede til, og bad ham nævne ham ved hans rette navn. Eskil udtalte nu: Så udnævner jeg da min frænde, biskoppen af Roskilde, hvis gode navn og rygte I alle kender.
Adskillige råbte, at det var kirken vel tjent med, men Absalon rejste sig og sagde, at den byrde var for tung for hans skuldre. Han ville under ingen omstændigheder forlade det embede, som han havde overtaget i Danmarks værste trængselstid og med den største både åndelige og legemlige møje havde hjulpet frem til magt og herlighed, ikke blot ved med våben i hånd at rydde dets ydre fjender af vejen, men også ved at hæve det op af dets gamle fattigdom til velstand og trivsel.
Det var kannikerne som havde retten til at vælge, og nu skammede Eskil dem ud, fordi de holdt sig tilbage og tav stille. På hans spørgsmål om, hvem de vine give deres stemmer, råbte de alle med en røst på Absalon og det med så stor samstemmighed, at der ikke var mindste meningsforskel eller usikkerhed at mærke. De nøjedes heller ikke med at udråbe ham, men greb fat i ham og søgte med magt at slæbe ham hen til det sæde, hvortil de havde kåret ham. Eskil var selv den første til at lægge hånd på ham, og det syntes at give de andre mod til at gøre ligeså. Kannikerne istemte nu, som det var tradition, en højtidelig lovsang til ære for det enstemmige valg, og almuen kunne i sin store glæde ikke afholde sig fra at kvæde en hellig vise om kap mod klerkenes fromme salme; den ville gerne være mod i lovsangen og holdt det for en skam at tie, når de andre stemte i af fuld hals. Absalon var altså hole mængdens udkårne og måtte kaldes enstemmigt valgt.
Men Absalon stred af alle kræfter mod den skare, som sled i ham, og slog flere af dem hårdt i gulvet; kannikerne rev sådan i ham, at de flængede hans klæder sønder, og det var nær kommet til strid og slagsmål ; der opstod sligt gny og bulder, at det aldeles overdøvede sangen. Da folket omsider af lutter godhed for Absalon med vold og magt havde fået ham slæbt hen til ærkebispestolen, vægrede han sig ved at sætte sig i den, for at det ikke på nogen måde skulle se ud, som om han gav sit samtykke. Nu bad først Eskil og siden Valdemar ham om dog at tape imod det høje kald, Herren selv tilbød ham, og ikke krænke denne rigets hovedkirke ved et uhørt afslag. Så snart Absalon kunne komme til orde, indskød han imidlertid sin sag under pavens dom, og gav på denne måde sin vægring den rette kraft, netop som man troede, han skulle føje sig. Havde det været en anden, hvem en slig ære var blevet tilbudt, ville han have grebet til med begge hænder og med største glæde sat sig i ærkebiskoppens højsæde.
