Badstuer

Badstuer  var offentlige. Her kunne man få et varmt bad. Men også dampbad (sauna) var der, hvor man smed vand på opvarmede sten. Så meget vand og varme kunne ikke skaffes i en almindelig husholdning, så skulle man i bad, gik man i badstue.

Det var et sted, som mange af byens folk gerne kom.  Badstuernanden eller hans svend hældte vand over gloende sten og den varme damp gav en prikkende fornemmelse af velvære Man kunne få kroppen bearbejdet med små skarpe birkeris, der fik blodet til at løbe hurtigere gennem årerne, og her var også en "bartskær", så man kunne blive klippet og barberet. Når kong Hans var i Århus, søgte han ofte til badstuen dér, og nøjedes ikke med at bade. Der blev også "uddrukket" øl, en enkelt gang hele tre tønder. Kongen har måske været ledsaget af sine hoffolk og har været den gavmilde giver til badstuens gæster. Badstuen var i det hele taget et sted, hvor det gik lystigt til, og hvor kvinder og mænd mødtes på yderst fordomsfri måde.

I badstuen kunne helbredet også plejes på andre måder end gennem badet. Bartskæreren kunne isætte kopper. Med en skarp kniv lavede han et indsnit i huden, og herover satte han opvarmede " blodkopper", små glaserede lerkrukker, der på grund af afkølingen sugede sig fast til huden og dermed sugede blod ud af såret. Dette ansås for at have en stærkt helbredende og sygdomsforebyggende virkning, og det var almindeligt at lade sig årelade flere gange om året. Nu og da blev det gjort så grundigt, at den åreladede var en besvimelse nær.

Læger var sjældne. Kongen havde selvfølgelig sin livlæge. Under Christian 2. var det doctor medicinæ Alexander Kinghorn, en mand af betydelig lærdom knyttet til universitetet, en tid dets rektor. Men ellers var der næppe nogen universitetsuddannet læge i hele riget. Derimod var der overalt kloge mænd og kloge koner, der nok kunne kurere visse sygdomme, og der var jordemødre, som hjalp de kvinder, der var i barselsnød. Og bartskærerne nøjedes ikke med at barbere og foretage åreladninger; de udførte også mindre eller større operationer. De lidt større byer havde deres egen bartskær. I København var der så mange, at kong Hans her oprettede et lav med seks mestre. I Flensborg var der fire, som fik lav i 1515.

Hygiejnen i middelalderen var ikke så ringe, som i eftertiden - frem til vor tid. Og det er netop badstuernes skyld, at folk var rene. Man kendte ikke så meget til sygdomme og sygdomsbekæmpelse, men p.gr.a. isolationen var f.eks. spedalskheden i tilbagegang. En anden frygtelig sygdom kom dog i stedet, "franzoser" eller "pokkeren", dvs. syfilis. Før Amerikas opdagelse i 1492 var den ukendt, men søfolk bragte den med, da de vendte tilbage fra det nyopdagede "Indien". I 1505 skal kong Hans have været syg af "de pokkers"; den bredte sig med hast, og snart måtte man lukke badstuerne. Og så gik det også ned ad bakke med hygiejnen.

Badstuer