Spedalskhedshospitalet Forstørrelse

Skt. Jørgensgården var Roskildes spedalskhedshospital. På grund af den store smittefare blev disse sygehuse altid lagt uden for byerne. Roskildes blev bygget nede ved fjorden, tæt ved den gamle Skt. Clemens Kirke.

Spedalskhed var en sygdom, man ikke kunne helbrede. De første symptomer på, at man var syg, var forstyrrelser i nervesystemet koblet sammen med en voldsom træthed. Så fik man følelsesløse steder på kroppen, og musklerne i hænderne og på benene begyndte at svinde ind. Næste fase var pletter på huden, som udviklede sig til knuder. Knuderne kunne sprække og blev til åbne sår (bylder): Man lignede halvrådne lig, og man havde et stinkende åndedræt. I sidste fase blev huden grålig, næsen blev tæret bort, hår, fingre og tæer faldt af. Og så døde man.

Spedalskheden har nok været mest udbredt i 1100- og 1200-tallet. Netop oprettelsen af spedalskhedshospitalerne på denne tid betød, at sygdommen kom i tilbagegang for næsten at forsvinde med udgangen af middelalderen. Bekæmpelsen af spedalskhed var forbavsende succesfuld, når man tager i betragtning, at der stort se intet kunne stilles op over for tidens øvrige smitsomme sygdomme.

Visens hue hus til de fattige blev i det daværende Danmark til over tredive Sankt Jørgensgårde for spedalske. Ligesom i Roskilde lå de næsten altid i nærheden af vand, da vask og badning indgik som led i behandlingen af den frygtede sygdom, som det ikke var muligt at helbrede. Det man kunne gøre var at isolere de syge fra omverdenen. De spedalske levede i de lukkede Skt. Jørgensgårde i en slags klosterlignende samfund som brødre og søstre, som brugte megen tid hver dag på bønner. Patienterne, "de syge søskende", indgik i ordensbroderskabet sammen med plejepersonalet, "de karske søskende". Hospitalerne fik herved nogen lighed med klosterstiftelser, om end de lige så lidt som Helligåndshusene var underlagt en orden.

I begyndelsen meldte de syge sig frivilligt til at være i en Skt. Jørgensgård. Senere blev det tvunget for spedalske at isolere sig. Eksempelvis blev det i 1443 i Københavns stadsret påbudt, at de spedalske om nødvendigt med tvang skal indlægges i Sankt Jørgenshuset. Det var formentlig denne strenge isolering, der var afgørende for, at sygdommen ved middelalderens slutning næsten var udryddet i Danmark. Der var tvungne indsamlinger til de spedalske, så det ikke var nødvendigt, at de skulle ud at tigge. 

At det i slutningen af middelalderen lykkedes at udrydde spedalskhed i Norden, skyldtes netop, at de syge for livstid blev isoleret i stiftelser på sikker afstand af købstæderne, hvorved risikoen for smitte blev undgået. Om helbredelse af de syge var der ikke tale. Det eneste, man var i stand til, var at lindre deres lidelser og i øvrigt sørge for dem resten af deres levetid. Det var vigtigt at holde de syge isoleret, men det skete, at de kom ud for at tigge. De skulle da holde sig på afstand af raske og for at advare andre skulle de gå med en "træklappe", en skralde, og de skulle blive stående inden for byens port.