Helligåndsmærke
	De fattige og syge
	Peblinge
	Model af huset

En stiftelse som Helligåndshuset var for "de fattige og trængende og navnlig dem, der svage af legeme, berøvede naturens velgerning og ramte af Herrens svøbe, henlever livet i ulykke og elendighed og af deres sjæl higer mod døden". For disse stakler var der i den tidlige middelalder blevet oprettet et asyl uden for byen. Men det kom i økonomiske vanskeligheder, fordi de, der skulle støtte det med almisse og gaver, kun sjældent kom så langt uden for byen. Det var derfor, at biskop Jakob Erlandsen i maj 1253 besluttede  at flytte Helligåndshuset ind til bymidten. 

Helligåndshuset var en stenbygning vest og nord for Sankt Laurentii kirke, ved vestsiden af Fondens Bro, altså på hjørnet af Skomagergade og Fondens Bro. Den lå således lige op ad Skt. Laurentii Kirke, som også blev husets kirke, og som økonomisk var underlagt Helligåndshusets præbende. Helligåndshuset har dog ikke bestået kun af en enkelt bygning, men været et kompleks med bygningen mod gaden, nabohuse og huse i gården. Efter Helligåndshuset fulgte på nordsiden af Skomagergade siden en række boder, som ejedes af Skt. Knuds alter.

Da den ny hospitalsbygning i Roskilde blev opført , sørgede bispen Jacob Erlandsen for, at der ud over bolig for syge og fattige og spisested for mindrebemidlede også blev skaffet plads for tolv velopdragne drenge. Helligåndshuset blev altså en kombination af hospital, vandrerhjem og kollegium. 

Stiftelsen fik altså til huse tæt vest for Skt. Laurentii Kirke. Ved denne lejlighed blev kirken annekteret af / underlagt stiftelsen. Det betød, at kirkens indtægter, tiende til præst og kirkebygning, skulle gå til stiftelsen, som så til gengæld skulle lønne en kapellan og holde bygningen ved lige. Andre store gaver fra bispen gjorde det muligt at udvide virksomheden. Det kom bl.a. til at eje en mølle "nær havet", formentlig den senere Strandmølle. Biskoppen sørgede yderligere for et solidt økonomisk grundlag for stiftelsen ved, at den fik en række grundstykker. Desuden fik den indtægterne af en række bispetiender i Volborg, Ramsø og Horns herred. Biskoppen forsøgte også at opmuntre andre til gavmildhed over for stiftelsen. De, der besøgte huset, og især de, der rakte det en hjælpende hånd, fik eftergivet op til 40 dage af den kirkebod, der måtte være dem pålagt.

Biskoppen skulle til enhver tid beskikke en eller to kannikker ved Domkirken til at føre tilsyn med stiftelsen og modtage regnskaber.

Helligåndshusets økonomi nu var sikret, og formuen er vel steget igennem de næste par hundrede år p.gr.a. milde gaver. Helligåndshuset blev ofte betænkt i datidens testamenter, og flere senere bisper støttede det som Johannes Nyborg, der i 1342 skænkede det to møller "til de fattiges ophold". Indtil sin opløsning ved reformationen, ja helt frem tit 1573, havde stiftelsen til huse ved byens mest befærdede strøg. Torvets grænse var faktisk ifølge stadsretten fra 1268 defineret ved det (dengang) nye Helligåndshus. Alle, der havde ærinde her, har altså haft mulighed for at sikre deres sjæls frelse ved at vise gavmildhed. 

Helligåndshuset er med fundatsen fra 1253 det ældste af slagsen i Danmark. I løbet af middelalderen skulle det blive til ca. 30 institutioner af denne art rundt om i landet. Helligåndshusene fungerede hver især som en slags kloster beboet af en gruppe brødre, der forestod arbejdet med de syge og fattige, som ofte fik ophold for livstid. I modsætning tit klostrene var Helligåndshusene, imidlertid ikke underlagt en fælles organisation, men der blev fra kirkens side ført tilsyn med dem. I Roskilde, var det de to af domkapitlets kannikker, biskoppen havde udpeget, der var tilsynsførende. Den nære tilknytning til domkapitlet fremgår også af, at Helligåndshusets forpligtelse til at yde kost og logi til 12 af katedralskolens peblinge.

Ved reformationen er det gået tilbage for stiftelsen. 1570 blev dens midler henlagt under Duebrødre Hospital. Allerede da var den gamle stiftelse meget forfalden og er sikkert snart forsvundet.