Helligåndshuset
	Peblinge

Helligåndssymbol - en due. Denne plade er fra Sahl Kirke. Samme symbol brugtes af Duebrødre Hospital.

Stiftelsen var for "de fattige og trængende og navnlig dem, der svage af legeme, berøvede naturens velgerning og ramte af Herrens svøbe, henlever livet i ulykke og elendighed og af deres sjæl higer mod døden". Det var for disse stakler, at biskop Jakob Erlandsen i maj 1253 besluttede  at flytte Helligåndshuset ind til bymidten. Biskoppen understreger ved grundlæggelsen, at det nyindrettede hus godt kan modtage mere end de 12 svage og syge, som ikke selv havde til livets ophold, og som før i tiden var det højeste antal. Nu blev dette antal forøget. Der kunne desuden bo 12 peblinge. Endelig skulde nødlidende gæster optages i huset, men kun have ét måltid og herberg for natten. Så var det ud igen. Men et slags folkekøkken har her været. Biskop Johan Hind gav i sit testamente penge til "præbendeskolarer" ved Skt. Laurentius (Helligåndshuset) og sammen med denne gave blev der også oprettet et alter.

Goderne i samfundet har altid fordelt sig ulige. At ligge på bunden af middelalderens samfund har næppe været nemt. De forældreløse børn, enkerne, de fattige, de syge, de gamle, alle de, der ikke selv formåede at klare sig, ville have været overladt helt til sig selv, hvis kirken ikke havde taget sig af dem. De verdslige myndigheder gjorde ikke noget. Kirken har ydet en enorm social indsats middelalderen igennem via klostre, Helligåndshuse og Skt. Jørgensgårde. Hvor langt dette arbejde er nået omkring, og hvor dybt det har rakt, ved vi ikke, men uden den katolske kirke havde der slet ikke været noget. Da den blev brudt af reformationen, blev dens sociale forsorg kun yderst nødtørftigt videreført og velfærden er først kommet på et rimeligt niveau igen i det 20. århundrede.