Forgængeren Bartholomæus Efterfølgeren Bartholomæus Forordningen om gæstgiveri Apotekernes familieskab

Bartholomæus' efterfølger er Martinus Rahn, som var født i Pommern i 1660. Han var ansat på apoteket, da Bartholomæus døde, og giftede sig med enken, Anna Munch, hvilket var ret bekvemt, da privilegiet ved Bartholomæus' død var tilfaldet hende.

Rahn søgte og fik bevillingen i et dokument, der er dateret 23 november 1693. I ansøgningen fortæller Rahn, at han har tjent sit brød i professionen helt fra sin ungdom, og han henviser til hele to eksamensbeviser, hvoraf det ene var lagt ved ansøgningen. Det første, der er udstedt d. 22. februar 1694 på det Medicinske Fakultet handler om, at 3 apotekersvende, heriblandt Rahn, er blevet eksamineret og fundet "dygtige og forfarne” i alt, hvad der hører under apotekerkunsten. Dog bemærkes det, at Rahn i nogle få spørgsmål i chymicis, dvs. i kemi, ikke i alle måder gjorde eksaminatorerne den samme fornøjelse som de andre to. Alle bestod dog. Det andet bevis er der intet negativt i. Det er udstedt d. 30. august 1695 efter af de samme tre eksaminatorer, 2 læger og en apoteker. Der står kun, at han "udi alt det, som henhører til apotekerkunsten er befunden meget dygtig og kapabel”.

Rahn drev apoteket fra 1695 til 1718, men det må have knebet lidt for ham at få apoteket til at løbe tilfredsstillende rundt. Apotekerne var forhandlere af meget mere end det, der findes på et apotek i dag. Man solgte vin og urtekræmmervarer, men også konditorvarer, olier, konfekturer, brændevin og lignende blev langet over i Algade 8. Men med den stigende konkurrence fra konditorer, bagere, materialister, urtekræmmere o.s.v., har Rahn ment, at profitten var for ringe, så han ansøgte kongen om at få eneret på ikke alene medicin, men også på olier, akvavitter, konfekturer, sukkerbrød og makroner! Rahn havde fået Stiftamtmanden til at anbefale ansøgningen, idet han kunne bekræfte, at den liden profit, han havde, blev skadet af andre, der falbød varerne i butikker, på torvet eller i gader og stræder.

Rahn fik afslag, da han søgte om også at måtte være gæstgiver (som hans forgænger havde været det) samtidig med, at han var apoteker. Svaret var nej, men han blev til gengæld nu tillige postmester i Roskilde. Fra et skattemandtal fra 1696 omtales han som apoteker og postmester, boende sammen med en preseptor (privatlærer), en urtegårdsmand, to ”drenge” (dvs. svende), en kusk og tre postridere eller Postilloner.

Rahn ejede foruden Algade 8 hele det daværende Apotekervænge med Apotekerkilden  (identisk med den nu udtørrede Klosterkilde). Klosterkilden meget benyttet til drikkevand, og i en beskrivelse fra 1834 fortælles det, at den hvert minut afgav 83 potter vand. Pladsen omkring den var om sommeren et køligt hvilested.

Man ved ellers om Rahn, at han ikke var til at spøge med. I retsprotokoller kan man se, at han indstævnede nogle drenge i Roskilde for “vold og overlast". De havde knust en del ruder i hans ejendom med snebolde!

Rahn døde i 1718. Han blev begravet d. 4. april klokken 6 om aftenen i en fyrrekiste betrukket med sort stof. Hans enke, Anna Munch, døde 6 år senere. Hun blev begravet ved siden af sin mand i Domkirkens søndre våbenhus. Gravene findes ikke mere. Hendes søn af første ægteskab med Jakob Bartholomæus, som hed det samme som faderen, blev den næste apoteker.

Den store byldepestepidemi, der rasede i 1711, mens Marinus Rahn endnu var apoteker havde tæret voldsomt på byens befolkning. Alene i september 1711 døde der over 100 mennesker, hvad der ellers svarede til to års dødsfald i den forholdsvis lille by. Mon epidemierne var et stadigt tilbagevendende problem i 1700-tallet overalt i landet. Byldepesten, der kom til Roskilde fra Helsingør via København, hvor den havde kostet mindst 23.000 mennesker livet, var dog langt den værste. Der var godt 1/3 af hele Københavns befolkning.