Hersegade Algade Skomagergade Tidligere forordning

Forordningen af 5. marts 1695 (kaldt gæstgiveriets grundlov) har undertitlen "Til alle rejsendes nødtørft og bekvemmelighed". Den tager sigte på de større købstæder, men også de mindre, ”hvor den agende post fare igennem”, og det lægges ud til købstædernes magistrat ”at beskikke åbne værtshuse, et eller så mange de agte fornødne”. Udtrykket åbne værtshuse er i modsætning til andre ikke offentlige  værtshuse og gæstgiverier, hvor værten selv bestemte, hvem han ville modtage. Rejsende kunne derfor risikere at strande et sted, hvor der ikke var offentlige gæstgiverier. Det var især dette problem som førte til forordningen. Ifølge forordningen skal et værtshus ligge på et bekvemt sted, have mindst 4 værelser med gode rene senge, fornødne ildsteder, tætte og velforvarede vinduer og døre, stald til 6 par heste, så at de rejsende kan bo som hos en af de bedste indbyggere i byen. Der skal være ophængt skilt med byens våben og påskrift, at der er tale om et et offentlig værtshus. Når der kommer flere fremmede, end værtshuset kan rumme, skal værten skaffe dem hus og staldrum hos andre  i byen. Magistraten skal to gange årligt fastsætte takster, som med byens segl skal hænge i gæstestuen. Når den rejsende klager over noget i herberget til magistraten, skal den straks ”sende en stadstjener eller andet skikkeligt bud” til herberget og hjælpe den fremmede til rette. Til gengæld nyder værten følgende privilegier:

1. Eneret til at logere rejsende mod betaling.

2. Ret til at bage det rugbrød, som bliver spist der.

3. Ret til at brygge øl og brændevin også til salg ud af huset.

4. Ret til at sælge fransk vin ud af huset.

5. Fritagelse for alle byens hverv.

6. Enkerne må fortsætte efter værtens død.

Endelig var der følgende bestemmelse: "Skulle nogen ej straks betale, da må værten ved byfogeden lade ham arrestere indtil fordringen skadesløst er betalt". En udsøgt betjening med franske vine, varme værelser m.m. kunne således ende med vand og brød på byens dertil indrettede "herberg".

Forordningen har næppe haft nogen øjeblikkelig betydning i Roskilde, hvor man allerede var forsynet med kongelig privilegerede gæstgiverier, som netop var offentlige eller ”åbne”. Det var ganske enkelt forudsætningen for opnåelse af privilegium.