Niels Rasmussens enke
	Jacob Winter
	Jørgen Hansen anfører i et brev af 10. april 1662, at hans gård i Hersegade var specielt indrettet på gæstgiveri og ikke - som så mange andre gårde i byen - indrettet på landbrug. Nok havde han lidt jord, men det var ikke til kornavl, men for "at accomodere de fremmede med hø og strøelse til deres heste, når de enten beder eller bliver natten over".

Sidse Niels Rasmussens solgte gæstgiveriet i Hersegade til Jørgen Hansen i 1656. Hansen overtog stedet med et krav om at måtte nyde de samme fordele som forgængeren ”navnlig at være fri og forskånet for al skat og byens tynge". Skatten var dengang ikke ret stor, hvorimod det, man kaldte byens tynge, kunne være særdeles belastende, især forpligtelsen til at modtage soldater, som jævnligt blev indkvarteret hos borgerne. Uden disse privilegier var det næppe lønnende at drive gæstgiveri, da antallet af rejsende nok var meget lille. Kongens interesse i at holde liv i et gæstgiveri ses tydeligt af en række fordele, som Jørgen Hansen fik udover de de fornyede privilegier. For det første måtte han årlig modtage to oksehoveder (= ca. 460 liter) brændevin fri for told og afgift. Ligeledes 8 oksehoveder (=ca. 1.850 liter) fransk vin. For det andet måtte han "af vor og kronens skove, der sammesteds til sin husholdnings fornødenhed årlig bekomme 100 læs ved". Endelig fritages han for malttold, som hans "værtshus fornødenhed kan behøve", dog maximum 20 rigsdaler. Til gengæld for alt dette skal han holde "et ustraffeligt herberg for alle som det behøve og til en sådan pris, at ingen med billighed kan have noget at besvære". Allerede året efter - i 1657 - forbedrede kongen betingelserne. "Til gæstgiveriets desto bedre vedligeholdelse" blev Hansen yderligere fri for accise af 4 ammers (= ca. 600 liter) rhinskvin eller spansk vin, som han skal sælge til en billig (dvs. rimelig) pris og "til hans gæsters fornødenhed falholde".

Trods alle begunstigelser for gæstgiver Jørgen Hansen blev det snart en utrolig svær tid. I 1658 stod svenskerne i byen for at underskrive Roskildefreden, der kun varede et halvt år. I august 1658 stod de igen i byen, og nu fulgte de to sikkert sværeste år i Roskilde-borgernes historie med brandskatter og afpresninger samt i levering af enorme mængder fødevarer og materialer. Udover 14.917 tønder øl, leveres 1.838.126 pund brød, 830 tønder tvebakker, 192 lispund (= ca. 1.500 kg.) flæsk, 14.437 pund kød og meget andet. Et varierende antal syge og sårede svenskere - fra 300 til 700 - skulle byen også tage sig af. Herudover privat indkvartering af højtstående officerer, og det var netop indkvarteringsbyrden, som fik betydning for gæstgiveren, som ellers - efter privilegierne - skulle være fritaget.

I en lang redegørelse fra Jørgen Hansen fra 1661 besværer han sig over at være pålagt de største og besværligste indkvarteringer. "Øvrigheden har gjort mig til deres træl, skriver han". Da han afleverer regnskab med anmodning om betaling, kommer borgmestre og råd med adskillige udflugter, og han må gå rettens vej ved bytinget, som gav ham medhold. Der er ingen tvivl om, at magistraten har befundet sig i en nødsituation, hvor man har måttet blæse på alle privilegier og ment at gæstgiveren måtte bære sin del af byrderne og resultatet er, at der fra kancellikollegiet blev rettet henvendelse til nogle landsdommere, for at de skulle se på sagen og prøve at dømme. Landsdommerne stadfæstede bytingsdommen og tilkendte Jørgen Hansen 943 rdl. 3 mark 4 skilling for "brandskat og kontributioner".

Den 18. maj 1661 fik Jørgen Hansen så fornyet sit kongelige privilegium som gæstgiver "fri og forskånet for al byens borgerlig tynge og bestillinger, såvel som for virkelig indkvartering (dvs. af soldater) i huset - dog skal ban være pligtig at udlægge og betale konsumptionen (= tolden ved byporten) og andre deslige almindelige pålæg. Han skal derefter holde et ustraffeligt åbent herberg for adel og u­adel, som rejser til byen og begærer herberg af ham for billig betaling". Statskassen er nu gabende tom og tiden er ikke til gratis brænde eller toldfri oksehoveder vin som 4 år tidligere.

Jørgen Hansen, som holdt til i Hersegade i Vor Frue Rode,  havde på det tidspunkt fået konkurrence fra en anden privilegeret gæstgiver - Jacob Winter - som havde fået privilegium den 15. juni 1660.Hans gæstgiveri lå i Rådhus Rode. Og sammen skulle de føre striden videre. Forskellige borgere var begyndt at modtage gæster mod betaling i strid med gæstgivernes eneret og uden påtale fra magistraten. Jørgen Hansen og Jacob Winter beklagede sig til kongen i et brev dateret 14. januar 1662, at andre var begyndt at gå dem i bedene. Sagen blev behandlet hurtigt, idet svaret er dateret dagen efter med besked til borgmestre og råd at sørge for, at privilegierne bliver respekteret efter deres indhold. I det lange løb kunne Jørgen Hansen ikke klare det. Det fremgår af den ansøgning, hans efterfølger i Hersegade, Christian Arentz, sender til kongen i 1674.