Frederik III  Enevælden
	Billedet er titelblad på en bog af lægen Simon Paulli, der ses på billedet knælende. Han overrækker sin bog til kongen, Frederik III, der er omgivet af sine ministre: Til venstre Gabel, Krag, Schack. Til højre Reedtz. Hannibal Sehested, den dygtigste af de første ministre, er allerede faldet fra.
	Simon Paulli

At kongen var enevældig betød, at det var kongen, der i princippet skulle bestemme alt. Det lod sig ikke gøre i praksis, så man oprettede en række kollegier, hvor en flok kloge hoveder skulle diskutere alle sager, og det, de blev enige om, skulle lægges frem til kongens afgørelse. 

Man oprettede i første omgang tre kollegier: Statskammerkollegiet (stats- og udenrigsministerium), hvor formændene for alle de øvrige kollegier sad, skatkammerkollegiet (finansministerium - afløste rentekammeret) og kancellikollegiet (indenrigsministerium).  

Statskollegiets første præsident blev Joakim Gersdorff, men han var gammel og på vej ud af systemet, så ledende minister blev han ikke trods titlen rigsdrost. Udenrigssagerne flyttede over i statskollegiet (fra de gamle systems tyske kancelli).  I kollegiet sad foruden præsidenten  8-12 ligemænd (kollegaer: Assessorer), og der var som nævnt tale om et overkollegium, hvis medlemmer er præsidenterne for de øvrige kollegier. Statskollegiet udvikler sig siden til Geheimerådet/Konseilet, en egentlig regering, hvor medlemmerne kaldes ministre. Christian Rantzau erstatter Gersdorff kort tid (begge dør 1663), og hofsnogen, den intrigante, men uduelige Christoffer Gabel bliver geheimeråd 1664. Han bliver snart regeringens egentlige leder og beholder ledelsen til 1670, da kongen dør. Så ryger han ud - og dør 1673.

Skatkammerkollegiet ville svare til vore dages finansministerium. Senere fik kollegiet navnet rentekammeret. Skatkammerkollegiet fik fra begyndelsen Hannibal Sehested som præsident. Han var regeringens betydeligste personlighed og var især dygtig til at løse rigets største og altoverskyggende problem: At skaffe penge. Så gjorde det ikke så meget, at han var svoger til kongen og Ulfeldt. Sehested var ubetinget regeringens førstemand, og det er ham, hofsnogen Christoffer Gabel får trængt ud. Til sidst opgiver Sehested, rejser til Frankrig og dør.

Kancellikollegiet fik Peter Reedtz som præsident og var til at begynde med en simpel videreførelse af det gamle danske kancelli. Her tog man sig af regeringsafgørelser, udstedelse af regler og forordninger og frem for alt: Besættelse af embeder, også de kirkelige. Reedtz ejede Sortebrødregård i Roskilde, hvor han lod hovedbygningen ombygge.

Kort tid efter indvielsen af de første tre kollegier oprettedes også et krigskollegium (forsvarsministerium), og da det militære spillede en stor rolle (enevælden skulle vise, at den duede til mere, end adelen havde duet til), blev der også oprettet et særligt admiralitetskollegium for flåden. Krigskollegiets præsident blev Hans Schack, sejrherren over svenskerne ved Nyborg, som blev greve af og byggede Schackenborg i Sønderjylland. Assessorerne i kollegiet var så godt som alle professionelle officerer – mest tyske. Admiralitets første præsident blev den erfarne Henrik Bjelke.

Endelig blev der februar 1661 oprettet et justitskollegium: Højesteret. Højesteret blev i første omgang gjort til retrætepost for det afgåede rigsråd fra før enevælden med adelens gamle førstemand Hans Krag som præsident. På en måde kørte de gamle herredage videre. Først med Danske Lov fik højesteret defineret en anderledes rolle i forhold til tiden før enevælden.

Fra det hidtidige system bevarede man rentekammeret (finansministeriet). Rentekammerets leder var Henrik Müller, der samlede meget gods sammen til sig selv, bl.a. Lejre ved Roskilde.

Kollegiesystemet afløste det gamle system med danske og tyske kancelli. Og det holdt sig længe under enevælden, men blev lavet om af og til.