Frederik III
	Kollegiestyret

København er mødt frem 18/10 1660 for at være vidner til arvehyldningen af Frederik III, som sidder for enden af den lange, røde løber, som går helt ind til det, der dengang var Københavns Slot (hvor siden Christiansborg blev bygget). Kongens trone er rejst på rampen op til Børsen. Alle stænder skulle hylde kongen som arvefyrste: Adelen først, som mistede mest, nemlig retten til at præsentere hver ny konge for en kontrakt, en håndfæstning, som majestæten måtte underskrive for at blive konge, så kirkens folk med Sjællands biskop Hans Svane i spidsen, så borgere fra København og alle købstæder, til sidst nogle bønder fra Dragør: Så havde alle hyldet kongen.

Hyldningen betød, at Danmark ikke længere var et valgrige, hvor adelen (rigsrådet) valgte kongen. Kongens ældste søn arvede tronen. Og så havde adelen ikke længere noget pressionsmiddel overfor en kommende konge. Derfor kunne Frederik III da også vælge at sige, at nu var han enevældig konge: Al magt samledes i hans hånd. Han kunne udnævne ministre, borgmestre, generaler, inddrive skatter, alt sammen uden at spørge om lov, hvor han før skulle spørge rigsrådet.

Baggrunden for, at det kom så vidt, var først svenskekrigene, så, at landet nærmest var bankerot efter en dyr krig, flere gange hærgning af Jylland, afståelse af en stor del af det gamle Danmark og lidt af Norge. Der var gæld, der skulle betales. Og så skulle man skaffe penge, så man kunne udruste en ny hær, så man kunne få revanche og vinde det tabte tilbage.

Hidtil var det rigsrådet, der havde bevilget skatterne, og det var borgere og bønder der havde betalt dem. Adelen skulle ikke betale skat, men stå for landets forsvar. Hvad de lige havde vist, at de ikke var så gode til mere. Tvært i mod var det borgerne i København, der havde reddet riget ved at kaste det svenske angreb tilbage. Så rigsrådsregeringen turde ikke bevilge nye skatter, men indkaldte borgere, adel og kirkens folk til stændermøde i København. Sådan et møde havde man ikke holdt siden middelalderen.

På mødet kunne man ikke blive enige. Adelen ville ikke afgive sine privilegier og sin skattefrihed. Og borgere og gejstlige, som stod sammen mod adelen, ville ikke yde ofre, hvis adelen gik fri. Det hele endte med, at stænderne bad kongen komme med et forlig. Og det gjorde Frederik III ved lidt af et kup: Han indførte arveretten. Og adelen havde (især efter at være blevet truet med, at København ville lukke sine porte, så at de adelsfolk, der var i byen, reelt var en slags fanger) at makke ret.

At kongen var enevældig betød, at det var kongen, der i princippet skulle bestemme alt. Det lod sig ikke gøre i praksis, så man oprettede en række kollegier, hvor en flok kloge hoveder skulle diskutere alle sager.