Krigen i Roskilde Økonomisk baggrund
	Svenskerne over isen
	Carl X. Gustav
	Soldatertyper

Skakbrikker fra datiden, der forestiller de to stridende konger, Carl X. Gustav (forrest) og Frederik III.

Den svenske hær havde i flere år (næsten siden 30-årskrigen, for det var dyrt at opløse en hær, da soldaterne så skulle have ekstra løn: Derfor fandt man så en ny krig) været på felttog i Baltikum og i Polen. Og selv om den var gået fra sejr til sejr, ville Polen (som dengang strakte sig fra Litauen i nord til Ukraine ved Sortehavet i syd) ikke overgive sig. Polakkerne stampede en ny hær på benene, hver gang svenskerne havde udraderet den forrige. Frederik III. troede, at der ville gå lang tid fra en krigserklæring, til svenskerne kunne frigøre sig til krig mod Danmark, så uden at være forberedt (der var ikke hvervet tropper, og de igangværende fæstningsarbejder ved Frederiksodde (det senere Fredericia) og København var langt fra færdige) erklærede han Sverige krig. Målet var at tilbageerobre alt det, svenskerne havde taget i 1645.

Da Frederik III i juni 1657 underskrev sin krigserklæring mod Sverige, regnede han altså med at den svenske konge Carl X. Gustav var så håbløst viklet ind i sin polske krig, at der var rigelig tid til at ordne alt til krig både i Danmark og hos vore forbundsfæller. Men for Carl Gustav var krigserklæringen lidt af en redningsplanke, for med den som forklaring kunne han trække sig ud af det håbløse polske roderi, så den danske krigserklæring gjorde ham himmelhenrykt, og han brød straks op og marcherede mod Danmark. På tærskelen tøvede han og var rede til forhandling og engelsk-fransk mægling, men Frederik den Tredje sagde nej, sikker på at den ny fæstning Fredericia ville bremse Svenskekongen. At Fredericia ikke var bygget færdig, så Frederik stort på. Carl X. Gustav pressede fra Holsten de spredte danske styrker sammen ved Fredericia. Og allerede 24. oktober stormede og erobrede Carl Gustav Fredericia, eller Frederiksodde, som den endnu hed. Svenskerne besatte derpå hele Jylland.

For tredje gang på 20 år blev Jylland plyndret. Men på øerne tog man den mere med ro. Man var vant til, at den danske flåde kunne holde fjender fra at krydse bælterne, i alt fald Store Bælt, og denne gang holdt Nederlandene med Danmark, så den svenske flåde var mindre end den dansk-hollandske.

Men så begyndte en af de hårdeste isvintre i Danmarks historie. Og svenskerne kunne stille og roligt gå over isen.