Slaget i Køge Bugt
	Niels Juel
	Til minde om sejren i slaget i Køge Bugt blev denne medalje slået. Lidt var der at prale af efter de store omkostninger af penge og menneskeliv.

Da Skånske Krig brød ud i 1675 var der en udmærket dansk flåde at sende på togt i Østersøen. Den svenske var større, men den danske var bedre udrustet og havde mere moderne skibe. I begyndelsen af krigen døde Cort Adeler af pest, og Niels Juel troede måske, at nu blev det hans tur. Men nej. Regeringen kunne også godt lide hollændere, og man hyrede Cornelis Tromp til at være flådens nye chef. Med til dette hørte også, at man fik løfte om en hollandsk hjælpeflåde.

Den danske flåde havde et andet fortrin for den svenske: Den kom tidligere i søen (den svenske lå dels i Stockholm, hvor isen lå længere, dels i Karlskrona i Blekinge). Så Niels Juel indledte krigen med at erobre Gotland. Og da den svenske flåde endelig blev samlet og begyndte at jage Niels Juel rundt i Østersøen, viste danskerne, at de var hurtigere og mere manøvredygtige. Det viste sig også ved en mindre træfning ved Ystad i Skåne, som endte uafgjort, selv om den svenske flåde havde langt flere skibe end danskerne. 

Niels Juel ville undgå et afgørende slag: Han ventede på Tromp og hjælpeflåden. Da den kom, gik man til den. Det skete 1. juni 1676 ved Ölands østkyst. Den svenske flåde havde stadig overvægt i skibe og kanoner i forhold til den dansk-hollandske. Således havde svenskernes flagskib "Stora Cronan" 130 kanoner, hvor det største danske skib kun havde 86. Men netop kolossen "Stora Cronan" indledte slaget med en klodset manøvre, som fik skibet til at krænge. Og alle kanonerne i læsiden (som man ikke havde fået surret fast) rullede over i den modsatte side, så skibet krængede endnu mere. Så flagskibet kuldsejlede, kom i brand, og da ilden nåede krudtkammeret, eksploderede skibet. Kun 40 af en besætning på 800 blev reddet. Den svenske flådechef Creutz døde, og viceadmiral Uggla overtog kommandoen. Men der gik også ild i hans skib, og det sprang også i luften. Så flygtede resten af den svenske flåde. Hovedløst. En del blev entret og erobret, en del løb på grund. Svenskerne mistede 11 skibe og 4200 mand, og flåden kunne ikke kæmpe mere den sommer. Til gengæld kunne den dansk-hollandske flåde uhindret sejle i tusindvis af soldater til Skåne (Ystad og Helsingborg). Her erobredes ret hurtigt to af de vigtigste fæstninger, Kristianstad og Landskrone, mens Helsingborg holdt ud i længere tid (her døde chefen for det danske angreb, Niels Rosenkrantz). Malmø kunne man ikke indtage. Krigen blev afgjort på land. For selv om skåningerne rejste sig og hjalp danskerne, og selv om den danske hær næsten havde vundet det største slag, der nogensinde har stået i Norden, slaget ved Lund den 4-5. december 1776, hvor svenskerne kom med 8000 mand og danskerne stod parat til at slå dem med 11000 mand (5000 danske og 3000 svenske faldt), så endte slaget p.gr.a. fejl og overmod på dansk side med en svensk sejr.

Kampene i 1677 var ren parade på landjorden: Svenskerne fordrev danskerne fra flere og flere baser i Skåne. Og danskerne prøvede forgæves via en langvarig belejring at erobre hovedbyen Malmø. Her under et stormløb mistede danskerne 3000 mand. Krigen var ved at være en åreladning. Så skulle Danmark gøre sig håb om en fred med gevinst, måtte man fortsætte og afslutte succesen til søs. Men den hollandske hjælpeflåde og Tromp var ikke kommet tilbage efter vinterhvilet hjemme i Nederlandene, og svenskerne havde bragt deres reducerede flåde i nogenlunde orden. Deres bedste plan måtte gå ud på at indfange og slå den danske flåde, inden hollænderne med 10 store og 6 mindre skibe nåede frem. Fik man nedkæmpet den danske flåde, kunne man også gøre sig håb om at forhindre, at den danske hær i Skåne modtog forsyninger. Og så kunne Carl 11. slå den. Den svenske konge havde endda planer om, at når den danske flåde var ude af spillet, ville han sejle den svenske hær til Sjælland og føre krigen over i fjendens lejr. Og selv om Niels Juel vidste, at hans flåde med 16 linieskibe, 9 fregatter og nogle mindre skibe (1422 kanoner og 6700 mand) var den svenske med 18 linieskibe, 12 fregatter og også den med mindre skibe (1634 kanoner og 8600 mand) underlegen, og selv om hans instruks gik ud på, at han skulle undgå kamp, indtil forstærkningen fra Holland nåede frem, så kom det alligevel til slag, fordi hans instruks også sagde, at han måtte forhindre den svenske flådechef, Horn, i at gå op i Øresund. For lå den først her, var det svenskerne, der kunne vælge, hvem de ville slås med: Hollænderne eller danskerne. Og de kunne afskære forsyninger til hæren i Skåne. Da Horn 30/6 stod op i Sundet båret af en vind fra syd-sydvest efter at have ligget ved indsejlingen en del dage, måtte Niels Juel tage kampen op, og det blev til slaget i Køge Bugt.

Trods sejren i Køge Bugt, vandt Danmark ikke skånske krig. Året efter erobrede svenskerne først Kristianstad i det østlige Skåne, siden Landskrone mod vest, og der var snart ikke flere steder bortset fra Helsingborg, hvor danskerne kunne sidde. De oprørske skånske bønder, snaphanerne, kæmpede videre, men uden hjælp fra regulære danske tropper, førte disse kampe alene til, at Skåne blev mere og mere ødelagt. Og den danske hær (som også sammen med sine allierede fra Brandenburg skulle kæmpe i de svenske besiddelser i Nordtyskland, hvor krigen gik bedre end i Skåne, for her havde svenskerne problemer med at bringe forstærkninger frem) var tappet for folk. Så ved fransk indgriben, diplomatiske hundekunster (hvor Niels Juels bror, Jens Juel var dansk topdiplomat og chefforhandler) blev der 23. august 1679 undertegnet en fredstraktat i Fontainebleau, som nærmest var dikteret af Ludvig 14. af Frankrig. Alt skulle være som før! Og som fredstegn skulle Christian 5.'s søster Ulrikke Eleonore gifte sig med Carl 11. af Sverige. Det kom der en Carl 12. ud af, den sidste store svenske krigerkonge, som angreb Danmark år 1700.