Niels Juel
	Skånske Krig
	Detalje fra slaget
	Morgenen efter slaget

Detalje fra slaget i Køge Bugt 1/7 1677.

Holger Drachmann skriver, at en tysk geografi taler om »Køge Bugt, hvor de Danske pleje at holde deres Søslag«.

Der har stået adskillige træfninger i, eller rettere ud for Køge Bugt. I Sundet måtte Østersøens rivaliserende magter jævnligt mødes, og bortset fra » Slaget i Øresund« 1658, hvor Svenskerne prøvede at hindre Hollænderne i at nå ned til det belejrede København, og Slaget på Reden, hvor Englænderne angreb den danske ankrede flåde af blokskib ud for havnen, og enkelte andre søoperationer, der har været knyttet til Sundet nord for København, måtte det vær naturligt for flåderne at søge Sundets bredeste sted, hvor sejlskibene havde plads til at manøvrere. Gang på gang kom fjendtlige flåder syd fra, og træfningerne kom til at stå ved, udfor eller syd for Amager. Navnlig to søhistoriske hændelser har knyttet sig til Køge Bugt: Niels Juels i 1677, og Ivar Huitfeldts og hans mandskabs død i 1710.

Søslagene udspillede sig naturligvis ikke dybt inde i de fladvandede bugt. Niels Juel-slaget kom overhovedet ikke ind i bugten, slaget i 1710 kun akkurat.

I Den skånske Krig havde den danske hær ikke held med sig, mens flåden stod sig gennemgående godt. Til gengæld havde den danske flåde støtte af en hollandsk hjælpeflåde. Forholdet var, at den danske flåde ved Skånske Krigs begyndelse havde 22 større skibe (7 på over 70 kanoner) 11 fregatter. Den hollandske hjælpeflåde var i 1676 på 10 større skibe, (ingen over 70 kanoner) og 2 fregatter. Den svenske flåde var på 17 større skibe (5 på mere end 70 kanoner), 14 skibe af fjerde og femte rang. Slaget i Køge Bugt er af interesse, fordi den danske flåde var alene. Svenskerne ville netop bruge lejligheden til at slå den danske flåde, mens den ikke var støttet af hollandske skibe. At et par svenske skibe, der flygtede fra slaget, rendte i armene på hollænderne, er derimod rigtigt.

20. maj 1677 lettede dén svenske eskadre, der havde kvarter i Göteborg, og ville gennem Storebælt søge ned Østersøen for at slå sig sammen med den svenske hovedflåde fra Karlskrona. Niels Juel fik at vide, at Göteborg-eskadren kom sydpå. Han stod syd om Møn og mødte Svenskerne 30. maj. Den svenske eskadre under Admiral Sjöblad var på 9 skibe og fregatter og 2 små jagter, den danske var på 13 skibe og fregatter, altså noget overlegen i tal. Vinden løjede af, og Sjöblad prøvede at bugsere sine skibe forbi den danske flåde ved at lade mandskabet gå i bådene og trække skibene, som man brugte det. Men den 25. om aftenen 30. maj kom flåderne på skudhold af hinanden og begyndte skydningen, og næste dag, 1. juni, blev det et virkeligt søslag, der efter et par timer endte med, at det svenske admiralskib Admirant overgav sig til Niels Juel, der selv førte Christianus Quintus (= Christian V.) som admiralskib. Slaget havde ikke nogen strategi, blandt andet fordi det foregik i så stille vejr, at der knap var tale om sejlads, men Svenskerne mistede 5 skibe og fregatter og 1 jagt. Resten af den svenske flåde flygtede, så splittet, at en del stod nordpå mod Göteborg, en del søgte østpå mod den svenske hovedflåde. Den danske flåde var skadet, men ingen skibe tabt til Svenskerne. Niels Juel stod op i Køge Bugt, blandt andet for at få friske forsyninger og grej fra København.

Så fik han at vide, at Svenskernes hovedflåde var på vej, og han sendte bud til København om at han stod i søen for at møde den. Admiralitetet i København var ikke roligt ved situationen. Man havde lejet en hollandsk flåde under Tromp, det var dansk regeringsskik ikke at ha tillid til de danske anførere, og man ønskede at Niels Juel ville vente til hollænderne var fremme. På den anden side ønskede Niels Juel netop at vise admiralitetet og Majestæten, at danskerne kunne klare sagen selv. Han var 48 år og en klog og rolig mand, der vidste hvad han gjorde og hvad han kunne. 30. juni lettede han. Flåderne fik føling med hinanden om aftenen, da de begge lå midt i Sundet, nærmest syd for Falsterbo, og lempeligt stod de vestover mod Stevns, til det lysnede. Så søgte de nærmere hinanden. Svenskerne gik sydligst, og vinden var af sydvest, så krudtrøgen hyllede den danske flåde ind. Nærmere Stevns svajede flåderne nordover, fordi de ellers skulle gå stik imod vinden og krydse, og den svenske position var nu uheldig, fordi den svenske flåde blev tvunget nærmest land. Det svenske skib Draken (ca. 22 år, 64 kanoner) løb på grund tæt under land, nord for Mandehoved, omtrent ud for Søborg Gård, lidt nordligt, på den grund der i dag hedder Kalkgrund. Samtidig var vinden gået mere vestligt, og Admiral Horn svajede hårdt østover med sin flåde for ikke at rende hele raden på grund. Niels Juel fulgte ham i vendingen, så flåderne nu fra den øvre, ydre runding af Stevns stod, ikke ind i Køge Bugt, men mod sydøst, ud i Sundet igen, idet Niels Juels eskadre nu havde Svenskerne om styrbord. Niels Juels skib var blevet hårdt beskudt, og under vendingen ved Stevns flyttede han admiralstanderen over på Fridericus Tertius (= Frederik III.). Horn lod fem skibe ligge for at dække det strandede Draken, og Niels Juel gik her til angreb med sit eget skib, men kun under vendingsmanøvren. Flåderne stod altså sydøstover, i samme kurs, under stadig skydning. Den svenske linje var knap så smuk efter vendingen og Drakens uheld, og vinden drejede stadig gennem vest mere nordligt. Niels Juel gav så sin navnkundige og dristige ordre, og den danske eskadre skar sig på linje tværs igennem den svenske, så en tredjedel af den svenske flåde blev skåret fra de forreste to tredjedele. Kanoneringen blev under den helt ny situation overmåde voldsom, skib efter skib af de danske gled ind og kunne bestryge de svenske på langs. Den bageste del af den svenske flåde holdt vel kurs, men Svenskernes styrke var og blev skåret itu. Kampen blev så hård, at Niels Juel igen måtte flytte sin stander til et tredje dansk admiralskib Charlotte Amalie. Vinden blev stadig mere stiv og gik op i kuling med regn. Svenskerne flygtede, et par af dem havnede på Falsterbo Rev, men de var i øvrigt hurtigere sejlere end de danske, så de forsvandt af syne i regntykningen. Enkelte svenske skibe søgte ind under Malmø, og den hollandske hjælpeflåde under Tromp, der samme dag hen ad aften stod Sundet ned, søgte dem derovre. I kampen mistede Svenskerne 7 skibe og fregatter, en galiot og et par små Skuder, der alle kunne gå ind i den danske flåde, og yderligere et skib. Næste morgen sejlede man rundt i området og fiskede værdier, overlevne og lig op af vandet. Slaget var til søs afgørende for hele krigen. Efter det var det danske herredømme til søs overvældende. Efter reglerne skulle Niels Juel ha prisepenge for de tagne skibe, men efter krigen og samtlige fægtninger havde han så meget til gode, at han i stedet for penge fik Valdemar Slot på Tåsinge. Der står endnu hans skibskiste.