Matriklen på landet
	Bykort tegnet Vurdering i Roskilde

Det var en stor svaghed ved datidens skattesystem, at det var så vanskeligt at fordele byrderne bare nogenlunde retfærdigt på skatteyderne. Det vise borgernes klager over borgmester Jørgen Jensen.

For at finde et mere retfærdigt system, udarbejdede centraladministrationen i foråret 1681 efter svensk rnønster en helt ny skat, matrikelskatten, der som grundlag skulle have brugsværdien af den dyrkede jord. Det gav anledning til en storstilet opmåling og vurdering af al agerjord i hele kongeriget, men for købstæderne kunne denne model ikke uden videre anvendes. Her handlede det ikke kun om udbytteværdien af jordstykkerne (mange var jo slet ikke dyrket), men om værdien af det, der var bygget på grundene. Først efter mange overvejelser udstedtes den 25. januar 1682 en forordning om en grundskat for købstæderne. Grundene skulle opmåles ligesorn på landet, men der skulle ikke udregnes noget areal. Derimod skulle der ske en vurdering af såvel grunden som bygningerne, og grundtaksten blev sat til 1/8 af den samlede ejendoms værdi.

De øde og ubebyggede grunde skulle beskattes ligesom de bebyggede, men hvis nogen ikke ville eller kunne betale skatten, skulle grunden tilfalde magistraten. De, der ville bebygge øde grunde, fik tre års skattefrihed. Alle ejere af ejendomme skulle betale en skat på 5% af grundtaksten, og desuden skulle lejere betale halvdelen af beløbet. For Roskildes vedkommende gav den nye forordning anledning til en omhyggelig opmåling af byens grunde samt en beskrivelse og vurdering af hver enkelt hus i byen. Der blev der ikke  tegnet kort, men ud fra oplysningerne kan næsten selv tegne et bykort.

Opmålingen omfattede dels en angivelse af grundens størrelse opgivet ved længde og bredde, dels en beskrivelse af de enkelte bygninger. Denne omfattede en angivelse af husets længde opgivet i fag eller »væggerum«, hvilket var afstanden mellem de enkelte stolper. Som et gennemsnit kan man regne med 2 alen (á 63 cm) pr. fag. Bredden af huset var som regel ikke angivet. Dernæst blev husets materialer beskrevet. Huset kunne være opført af murværk, altså grundmur af mursten eller at »halm og ler«, hvilket vil sige lerklinet bindingsværk. Tagene var enten af teglsten eller stråtag.   For hvert hus angives antallet af stokværk, altså etager, og endelig blev bygningens almene tilstand beskrevet. Den kunne være i enten  god stand, forsømt eller forfalden. Det fremgår også af opmålingen, om der var en gårdsplads, om der var brønd i denne, og om der var have i tilknytning til ejendommen. Dertil kunne der være forskellige  marker inden for byens grænser i form af vænger. Man skelner ikke helt konsekvent mellem gårde og huse. Gårdene bestod af flere bygninger, ofte men ikke altid sammenbyggede omkring en gårdsplads og tit med en have bag gårdspladsen. Husene bestod normalt kun af en enkelt bygning ud mod gaden med gårdsplads eller have bagved. I få tilfælde nævnes et plankeværk mellem ejendomme, men ellers var gårdenes sidelænger ofte sammenfaldende med naboens, således at man havde fælles tag ("halvtag"). For hver ejendom angives dennes ejer og eventuelle lejere og taksationen afsluttes med en vurdering af grundens, bygningernes og den samlede ejendoms værdi.