Den første matrikel Matriklen for købstæder
	Knud Thott

Hartkorn havde vist sig at være en god måde at vurdere jorden på og at sætte skatten efter. For hver tønde hartkorn skulle hver jordejer, også adelen, betale 4 mark i skat. Hvis en fæster/landbo/lejer undlod at betale, skulle ejeren (godsejeren) lægge ud, så staten var sikker på at få sine penge. Hvis også godsejerne nægtede at betale, sendte man militæret ud efter pengene. Enevælde betød stærk stat!

Hartkorn  (betyder hårdt korn, d.v.s. rug eller byg) er en vurderingsevne for jordens ydeevne, dens værdi. En ejendom på 1 tønde hartkorn er en ejendom, som kan svare en fæsteafgift på 1 tønde rug eller byg. Og som derfor kan betale en skat på 4 mark.

Matriklen fra 1662-64 byggede på landgilden: Hvad betalte man i jordleje. Det uretfærdige i denne vurderingsmåde var imidlertid, at der var stor forskel fra gods til gods for, hvad man skulle betale til jordejeren. Så dem, der betalte meget til godsejerne, også kom til at betale meget i skat. Man ville derfor gerne lave et system, hvor man uafhængigt af andre afgifter vurderede ejendomsværdien.

Opgaven med at finde et fælles, retfærdigt vurderingssystem og at få vurderingerne udført blev 1680 givet til den skånske adelsmand Knud Thott til Gavnø. Han havde som svensk rigsråd tidligere løst den samme opgave i Skåne, så han vidste, hvordan opgaven at få beskrevet boniteten og at få opmålt arealerne kunne løses.

Der blev i de følgende år frem til 1688 lavet opmålinger til den nye matrikel (på Sjælland allerede 1681). Arbejdet udføres af kommissioner ledet af en kommissær, som bestod af en landmåler, en konduktør (landbrugskyndig) og nogle skrivere. Hver kommission havde for hvert sogn nogle lokalkendte bønder, de kunne trække på som taksatorer. Dog var det sådan, at ingen bonde måtte være taksator i sit eget sogn. Amtmanden og retsbetjente skulle bistå kommissionerne, for der kunne godt opstå skærmydsler. Resultatet af arbejdet var den samlede beskrivelse af hele landet, som har fået navnet Christian V's matrikel. Den blev naturligvis korrigeret fra tid til anden, men var i princippet grundlaget for al ejendomsvurdering og alle skatter frem til begyndelsen af 1900-tallet.

Samtidig med landopmålingerne blev også alle byer med grunde og huse takseret. Således også Roskilde i 1682.