Duebrødre kloster Borgernes klage over Jensen
	Jørgen Jensens ejendomme

Købmand Jørgen Jensen Hegelund blev 1658 forstander for Duebrødre kloster. Det sker under dramatiske omstændigheder. Nøden under den svenske besættelse af Roskilde er mærkbar, og derfor mødes de medlemmer af domkapitlet, der residerer i byen, juleaften for at finde ud af, hvad de skal stille op. Det største problem er, at disciplene ved katedralskolen er ved at dø af sult og "vansmægtelse"! Så mange er ved at gå fra deres studier og må hengive sig til "onde stykker og idrætter". Og det er de, fordi forstanderen på Duebrødre Hospital, Simon Vibe, 13 november har meddelt, at han ikke længere kan bespise eleverne, hvad han ellers er forpligtet til i følge hospitalets fundats Han får jo indtægterne af hospitalets gods - men under besættelsen beslaglægger svenskerne alt, hvis de ikke ligefrem brænder gårdene af. Simon Vibe fratræder sin stilling. Ingen af kannikkerne kan påtage sig at løse opgaven, men kapitlet har pligt til at føre tilsyn med og til at udpege en forstander.  Kannikkerne, som har pligt til at vælge en forstander, kan ikke finde en, der vil påtage sig opgaven. Indtil borger i Roskilde, "ærlig og velagtet mand" Jørgen Jensen dukker op. Han tilbyder af egen lomme at lægge ud til spisningen. Til gengæld skulle han overtage og beholde stillingen som forstander - også efter krigen. Han tilbød også at skaffe korn til hospitalets bønder, så de kunne så næste forår. Så han var den helt rigtige mand til opgaven, hvorfor kannikkerne da også gik ind på betingelserne, så at de sultne disciple og fattige atter kunne få mad. Kongen bekræftede det hele 25/2 1661 ved formelt at udnævne Jørgen Jensen til forstander. Jørgen Jensen begik en god gerning i en kritisk situation, men hvordan kunne en borger pludselig være så rig og have korn i overskud? Skulle han have vasket penge, som han havde tjent på handel med fjenden, hvide? Vi ved det ikke. Men han forsatte efter krigen med at være en af byens rigeste mænd.

Da borgmester Herman Schrøder dør 1665, bliver Jørgen Jensen, næsten nabo, ny borgmester sammen med Schrøders svigersøn og nabo til dem begge Bernt Meyer. Det er meget muligt, at Jørgen Jensen inden da har været en af de fire rådmænd.

Som borgmester skulle det vise sig, at Jørgen Jensen havde meget svært med at skelne mellem sine egne og byens/borgernes penge. Dette førte 1679 til, at byens borgere afleverede et klageskrift med 22 konkrete klager over bystyret (men de mente Jørgen Jensen, og den anden borgmester, Bernt Meyer,  og de 4 rådmænd støttede borgerne) til kong Christian V.

Vi ved ikke, hvad kongen sagde til disse voldsomme klager. Derimod vides det, at Jørgen Jensen blev anklaget for bytinget, hvor byfogden den 6. november 1679 afsagde en dom om, at borgmesteren skulle fremlægge alle regnskaber for skatter, de fattiges midler m.v. for magistraten. Det nægtede han imidlertid. Derfor tog tre af rådmændene Anders Andersen, Hans Jacobsen og Nicolai Nielsen det initiativ, at de anklagede Jørgen Jensen for landstinget i Ringsted. Den 17. december 1679 afsagde landstinget en dom, der bekræftede byretsdommen og sagde, at Jørgen Jensen på næste rådstuedag skulle fremlægge alle dokumenter samt betale sagens omkostninger.

Det hjalp heller ikke, så sagen gik til højesteret. Her blev der den 28. september 1682 afsagt en dom, der bekræftede landsrettens dom og udtalte, at Jørgen Jensen inden seks uger skulle gøre ”fornøyelig underretning om alle byens sager for samtlige byens øvrighed.” Forinden havde kongen nedsat en kommission af fire høje embedsmænd, der den 24. marts 1682 begyndte arbejdet og nåede til samme konklusion som domstolene.

Resultatet var det samme som tidligere, hvorfor der blev nedsat en ny kommission nu af hele seks overkommissarier, der afgav betænkning den 16. september samme år, som stort set gav rådmændene ret. Man må nok sige, at den enevældige administration arbejdede meget grundigt og omhyggeligt, ikke mindst når det drejede sig om anklager mod en af lokalsamfundets topfigurer, men det tog unægtelig sin tid at komme igennem sagerne.

Rentekammeret klagede i 1688 over, at regnskaberne for byskatten for årene 1680-82 ikke var indkommet, hvortil rådmændene måtte svare, at det kunne de ikke tage ansvar for, eftersom Jørgen Jensen »skaldtede og valdtede efter egen gode behag«. 

Samme år kom der en lidt brat og uventet afslutning på sagen. Efter en ny dom ved byretten indstævnede rådmændene Jørgen Jensen endnu en gang for landstinget. Den forudgående aften (en tirsdag) havde de indbudt ham til et møde i rådmand Claus Carstensens hus kl. 18. Jørgen Jensen kom også, men gik ind i et andet værelse og ville intet nyde sammen med de andre. Hen ved kl. 21 kom en pige ind og gjorde anskrig, at Jørgen Jensen lå på gulvet i kammeret og var død. ”Da man det fornam sandt at være”, lod de landsdommeren det vide og spurgte, om sagen skulle fortsætte. Han svarede dog hertil, ”at med død mand ingen proces kunne bruges.”

Det ville være interessant at vide, hvad Jørgen Jensen døde af, men herom er alle kilder tavse. Han blev begravet på domkirkens kirkegård sammen med sin hustru Else. Ligeledes i 1682 døde borgmester Bernt Meyer.