Herrederne Godser på Sjælland

 Adelsgods bestod i regelen af en konkret families ejendom. Ejendommen igen bestod af dele, som kom fra, hvad manden havde arvet eller fået ved skifte eller som gave af sine forældre, og dele, hustruen bragte med sig ind i ægteskabet (arvet eller tildelt). Man drev ejendommen som en samlet "fotrretning" (far drev altså ikke sit, og mor sit), men man vidste nøje, hvor hver eneste godsbid stammede fra. Det hændte ofte, at første hustru døde og manden omgiftede sig. Så skulle alle børn arve efter faderen efter gældende regler, men børnene af første ægteskab skulle alene arve deres moders dele, dem af andet ægteskab arve efter deres moder. Denne nøjeregnethed kan føres tilbage til tider, hvor ikke enkeltpersoner eller en familie, men slægten ejede jorden i fælleskab. Slægtens jord skulle blive i slægten, og det blev den på denne måde.

Gældende arveregler i de tre danske landskabslove, altså også i Sjællandske Lov, var, at drenge tog broderparterne, piger søstredlene. En søsterdel var en halv broderpart. Så sagt på godt dansk: Piger fik kun det hale af, hvad drengene fik. Det er dog bemærkelsesværdigt, at de i det hele taget fik noget. I mange andre lande, også i Europa, kunne døtre ikke arve. Og i en del lande var det endda kommet så vidt, at kun den førstefødte broder arvede godset. Han skulle så kompensere øvrige søskende v.hj.a. pengegaver. Eller en god klostergivelse. Det, at man ikke delte godset op ved dødsfald, indebar, at man bevarede godserne intakte. Deleriet i Danmark betød, at et gods blev splittet op ved dødsfald. Og hvad der i en generation var stort og mægtigt, kunne et par generationer senere - f.eks. p.gr.a. mange børn om at dele kagen - være sunket ned til ussel lavadel. Tegningen herunder viser arvedelingen efter en fader mellem 3 sønner og 2 døtre.

Man ville uvægerligt blive minde godsrig, and faderen havde været! Kun ved at gifte sig rigt, kunne man nærme sig det, man var kommet af. Hvis familien altså havde 5 børn som her. Det er klart, at man fik en rigere arv, jo færre børn, der skulle arve. Hvilket er en af grundene til, at familer investerede i at uddanne drenge til magistre, så de kunne leve af kirkelige embeder, og piger kunne sendes i klostre mod en mindre medgift.

Et andet problem ved arvedelingerne var, at det var svært at holde gods samlet, hvilket gjorde driften besværlig. Ofte delte man alle enheder op i det antal, der skulle deles i. Og alle fik småbidder hist og pist. Dermed enssvarende værdi. Bagefter gav man så til at bytte (mageskifte), så man kunne samle godset. Helst i samme sogn omkring en hovedgård (sædegård, hvis man selv havde sæde på den), men gerne i samme herred og retskreds.

Forud for arvedelingerne opgjorde man godset.1 bol kan sættes til ca. 4 sjællandske normalfæstegårde. Der går 24 ørtug på et bol og 12 penninge på 1 ørtug. Med 15 fæstere er man ikke en stor godsejer, men man var mere end en landsbyvæbner.