Oversigt over amtmænd Amtet      Marskembedet
	Slægtens stamtavle

Ove Skade var den sidste lensmand på Roskildegård 1657-1661. Ved enevældens indførelse blev lenet til Roskilde Amt. I spidsen for administrationen af de enkelte amter blev sat en lønnet embedsmand, amtmanden (hvor lensmanden som løn havde fået overskuddet af lenet). Den første amtmand i Roskilde Amt bliver rigsmarsken Johan Kristoffer Körbitz (* Meissen 13. september 1612 † 20. august 1682). Roskilde Amt har ikke været noget ubetydeligt amt, hvilket fremgår af navnene og titlerne på amtmændene efterhånden. De var alle adelige, mange af dem grever. I en del andre amter var amtmændene ofte borgerlige.

Mere om Johan Kristoffer Körbitz fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Rigsmarskal, stammede fra en sachsisk Adelsslægt. Hans Forældre vare Hofmarskal Hans Caspar v. K. til Schmiedeberg og Maria v. Loss til Pilnitz, og han blev født i Meissen 13. Avg. 1612. Efter at have studeret i Wittenberg tog han en Tid under Trediveaarskrigen Tjeneste under den bek jendte General Hans Georg v. Arnim, men forlod denne for 1634 at blive Hofjunker hos Christian IV’s Søn den udvalgte Prins Christian efter dennes Bryllup med den sachsiske Prinsesse Magdalena Sibylla. Hos denne blev han strax efter Kammerjunker, og efter med Orlov at have foretaget et Par Rejser til Frankrig og England i Aarene 1637-38 blev han 1639 Prins Christians Hofmarskal og 1646 tillige hans Raad. I denne Egenskab sendtes han flere Gange 1646 og 1647 til Christian IV, navnlig for at fremstille Prinsens uheldige Pengeforhold. Han fulgte sin Herre paa hans sidste Rejse til Tyskland, hvor denne døde i Juni 1647, og blev derefter af hans Enke antagen til hendes Gehejmeraad og Hofmarskal. Hans Tanke var allerede nu blivende at slaa sig ned
i Danmark; efter sin Trolovelse med Fru Kirstine Lützow til Hellerupgaard paa Fyn modtog han i Juni 1649 Naturalisation som dansk Adelsmand; hans Bryllup fandt Sted 7. Okt. s. A., og da Magdalena Sibylla 1652 ægtede Hertug Frederik Vilhelm af Sachsen-Altenburg, opgav han sit Embede hos hende.

I de følgende Aar benyttedes han flere Gange af Frederik III til Sendelser til tyske Fyrster og forlenedes 1655 med Ide og MarkerSkibreder i Norge. Først 1657 knyttedes han dog definitivt til
danske Embeder; i Febr. s. A. blev han Generalkommissær over den paa Grund af Krigstilberedelserne samlede Hær, og i Jan. 1658 udnævntes han til Hofmarskal hos selve Kongen og forlenedes derpaa s. A. med Kjøbenhavns Len. Hans Virksomhed udvidedes hurtig. Under Kjøbenhavns Belejring lagdes mange Forretninger i Hænderne paa ham, navnlig med Hensyn til Indkvartering, Proviantering og Mønstring af Garnisonen, og i Avg. 1659 blev han Medlem af Krigsraadet og stod som saadan i en udstrakt Brevvexling med de højstkommanderende Officerer, særlig med Hans Schack under Toget til Fyn. Alt dette i Forening med hans personlige Yndest hos Kongen gjorde ham selvskreven til at blive en af de fornemste Mænd efter Statsforandringen. 22. Nov. 1660 blev han Rigsraad, Rigsmarskal, Assessor i Højesteret, Stats- og Krigskollegiet; 1661 fulgte han Prins Christian til Norge, da han skulde modtage Stændernes Ed til Arvekongen, s. A. blev han Medlem af en Kommission til at overveje en Plan for Kancelliets Indretning, og 1663 blev han Ridder af Elefanten ved Prinsesse Anna Sophies Trolovelse med Kurprinsen af Sachsen. Skjønt han næppe har hørt til de fremmede, som mest udfordrede den gamle danske Adel, saa denne dog skjævt til hans store Forfremmelse, og dens Misfornøjelse fik et Udslag, da han ved den 1662 kundgjorte Rangforordning var sat foran de gamle Rigsraader; Kongen bøjede sig ogsaa derfor og foretog en delvis Forandring efter Adelens Ønske.
Ellers rokkedes dog ikke hans Stilling; 1664 fik han Roskilde Amt, 1666 blev han Stiftsbefalingsmand over Sjællands Stift, i 1667 fik Christoffer Gabel ham en Tid sat i Spidsen for det tyske Kancelli under Kansleren Theodor Lentes sidste Sygdom og efter hans Død; s. A. repræsenterede han Prins Christian i Kassel, da hans Ægteskab skulde sluttes med Prinsesse Charlotte Amalie, og 1669 sendtes han paa Kongens Vegne til Hertugen af Gottorp.

Tronskiftet formindskede ikke hans Indflydelse, forøgede den snarere. I Maj 1670 blev han Medlem af det nyoprettede Gehejmeraad, og det næste Aar fik han atter Forsædet i de kollegiale
Forhandlinger i det tyske Kancelli. Han knyttede sig nøje til Griffenfeld, hvem han synes at have været oprigtig hengiven, og anvendtes under hans Styrelse meget baade i udenrigske og
indenrigske Sager. I den første Henseende kan mærkes hans gjentagne Forhandlinger med nederlandske Gesandter, især ved det med Generalstaterne i Maj 1673 afsluttede Forbund; selv var han ogsaastemt for en Tilslutning til denne Magt, naar den ledsagedes af Traktater med Kejseren og Spanien. Hvad de indenlandske Forhold angaar, var det især Militærvæsenet, han fik at gjøre med. 1673 blev han Medlem af den vigtige Kommission, der skulde drøfte Søetatens Ordning, og som kom til at stille gjennemgribende Forslag med Hensyn til Flaadens Budget og Bestyrelse, og 1674 føjedes til hans mange andre Stillinger Embedet som en af de 3 Generalkommissærer, der skulde forestaa Hærens Regnskabs- og Forplejningsvæsen. Faa visse Punkter i alt Fald havde han stærkt konservative Anskuelser, saaledes var han 1671 i Statskollegiet en Modstander af at tilstaa Religionsfrihed til fremmede; det følgende Aar vilde han dog gaa ind paa Samvittighedsfrihed til dem. I det han stadig bevarede sit Embede som Hofmarskal, hørte han til Kongens nærmeste Omgivelser: han fulgte ham saaledes baade til Rensborg i
Forsommeren 1675, den Gang da de Forhandlinger med Hertugen af Gottorp stode paa, som førte til dennes Underkastelse, og paa hans anden Rejse s. A. til Hertugdømmerne, hvormed Krigen mod Sverige indlededes; ligeledes var han 1676 ved Kongens Side i Begyndelsen af Krigstoget til Skaane. I Mellemtiden var Griffenfeld bleven styrtet; men heller ikke denne Begivenhed paavirkede K.s Stilling. Sammen med Grev Frederik Ahlefeldt var han med til at forsegle Rigskanslerens Papirer i hans Hjem umiddelbart efter hans Arrestation, og vel blev han efter Ahlefeldts Udnævnelse til Kansler afskediget fra sin Stilling i tyske Kancelli, men fik omtrent samtidig sammen med Holger Vind Inspektionen over Kongens Skatkammer, en Virksomhed, han dog kort efter søgte sin Afsked fra. Alderen begyndte i det hele at tynge ham, og da det 1677 besluttedes ogsaa at lægge Holmens og Søetatens Forvaltning ind under Hærens Generalkommissariat, fratraadte han ogsaa denne Stilling. Men Kongens Naade imod ham var uforandret; han benyttedes endnu i Kommissioner, og han stilledes 1678 i Spidsen for Kronprins
Frederiks Hofstat; paa forskjellige Rejser til Tyskland og Hertugdømmerne ledsagede han ogsaa Kongen i de følgende Aar; derimod kom han sjælden i Gehejmeraadet. 20. Avg. 1682 døde han. Han var uden Tvivl en Mand af administrativ Dygtighed og af udpræget Loyalitet over for Kongehuset; hans Ydre gjør efter hans Billede et vist fornemt Indtryk, der næppe har udelukket personlig Elskværdighed; men for øvrigt vide vi kun lidet om hans Ejendommeligheder, naar man da ikke vil lægge Vægt paa en ondskabsfuld gammelOptegnelse, der lyder saaledes: «K. faar nok af Kongen, han ejer intet, thi han æder det op». – Hans Enke døde 16. Okt. 1693."

Slægten von Körbitz stammer fra Sachsen, og Johan Körbitz er den første af slægten i Danmark. Han kommer til landet med Frederik III fra dennes bispedømme Bremen. Derfor skaffer han sig en dansk adelsbevilling helt tilbage i 1649. Han står kongen bi under krigene og ved indførelsen af enevælden, så amtmandsjobbet er nok en slags belønning. Han blev rigsråd og siden rigsmarsk (hærchef), og som sådan fungerede han under Skånske Krig. Han blev som tak Ridder af Elefanten.

Slægtens våben er tværdelt. Første felt er hvidt. Andet felt er lodret delt af rødt og sort. Ranken i første felt er blot et pynteornament, som ikke hører til våbnet - og ikke bruges i alle afbildninger. Hjelmen er en krone med en høj, rød hat med opslag af hermelin. I hatten sidder 9 strudsfjer i farverækkefølgen blå, gul, rød. Slægten uddøde 1809.