Biskopper over Sjælland
	Bispeembedet
	Gudstjeneste

I en bog fra 1761, beskriver kgl. kobberstikker, Jonas Haas, 15 biskopper fra Sjællands stift, “Hvilke have levet siden Reformationen og indtil værende Tider.”

Han skriver om Peder Hersleb (biskop 1737-1757), som oprindelig var biskop af Norge, at han blev befalet af kongen til at blive biskop i Sjællands Stift “endskiønt hans Ønske og Bøn altid havde været om et lidet Embede og daglig Brød i Rolighed.” Præsterne kan takke Hersleb for: “Brand-Societets Oprettelse den 11 Octobr. 1741. Til Præste-Enke-Cassens merkelige Forbedring og Redning fra forudseende Ruin.”l

Hersleb, der også var ophavsmand til Frederik IV's rytterskoler, siges at være en af de mest fremtrædende og imponerende personer, der har siddet på. Sjællands bispestol. Han var en dygtig kirkelig administrator og en betydelig prædikant. I sin sidste tid fik Hersleb hjælp fra Ludvig Harboe, som overtog bispestolen efter Herslebs død.

Mere om Peder Hersleb fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop. Hans Slægt lader sig føre tilbage til Reformationstiden, da en Korsbroder Jens i Viborg gik over til den lutherske Lære, ægtede en forhenværende Nonne og derefter blev Præst i Herslev og Viuf ved Kolding. Præstekaldet gik i en lang Aarrække i Arv i Slægten, uden at denne dog optog Bynavnet som Slægtnavn, og det er først en yngre Linje, som udvandrede til Norge henimod Midten af det 17. Aarhundrede, der tog Navnet Hersleb til Minde om sin tidligere Hjemstavn. Til denne Linje hørte P. H., der er født 25. Marts 1689 i Stod Præstegaard i Throndhjem Stift og Søn af Præsten Christopher H. og Sophie Borch, en Præstedatter fra Stod. Han gik først i Skole hjemme og mindedes endnu i sine senere Aar med Taknemmelighed den religiøse Paavirkning, han skyldte sin fromme Moder (d. 1718). Senere kom han i Throndhjem Skole, hvorfra han blev Student 1703. Efter at have taget Bakkalavrgraden 1704 deltog han i en Række Disputatser og blev til Løn for sin store Flid af Konsistoriet valgt til den første Alumnus i det nylig oprettede Elers’ Kollegium (IV, 491). 1707 tog han theologisk Examen og rejste derefter hjem og underviste sine yngre Søskende. Samtidig hermed øvede han sig i at prædike og katekisere, men da han ikke følte sig dygtig eller værdig nok til at varetage en Præstegjerning, turde han ikke foreløbig tage nogen Bestemmelse for livet, men gav dog sin Fader det Løfte, at han ikke før sit 30. Aar vilde gjøre noget Valg, der kunde afskære ham fra at blive Præst. Han tænkte en Tid paa at vælge den juridiske Bane og at fortsætte sine Studeringer i Udlandet. 1713 fulgte han en yngre Broder til Kjøbenhavn, hvor han deltog i en Disputats og udmærkede sig saaledes, at Konsistoriet tildelte ham Magistergraden som Æresgrad. Paa Forslag af kongl. Konfessionarius P. Jespersen blev han 1714 udnævnt til Feltpræst og trængtes saaledes meget imod sin Vilje ind i gejstlig Virksomhed. Han fulgte derefter Kronprinsens Regiment til Holsten og laa senere med forskjellige Troppeafdelinger i Nordtyskland, hvor han overværede Stralsunds Erobring. Medens han tjente som Feltpræst, fik han stor Øvelse i at prædike paa Tysk, hvilket blev af Betydning or hans senere Forfremmelse, og han maatte ofte prædike for Frederik IV, der den Gang opholdt sig ved Hæren.

1718 blev han uden Ansøgning kaldet til Præst i Gunslev paa Falster, men allerede samme Aar, da Kongen kom til Nykjøbing, lod han ham prædike for sig og udnævnte ham derefter til Slotspræst paa Frederiksborg og Sognepræst i Hillerød og Herlev, skjønt Embedet ikke var ledigt. Formanden maatte derfor forflyttes til et andet Kald, og H. tiltraadte først Embedet 1719. S. A. ægtede han Bolette Hjort (d. 1767), en Slægtning og Plejedatter af Konfessionarius P. Jespersen. I de 7 Aar, hvori han virkede i denne Stilling, maatte han ofte prædike for de kongelige Herskaber paa Frederiksborg, Fredensborg og Hirschholm, som oftest paa Tysk. Men 1725 blev han, atter meget imod sit Ønske, forflyttet til Kjøbenhavn som dansk Hofprædikant, blev 1727 Medlem af Missionskollegiet og Meddirektør for Waisenhuset, som han indviede i Foraaret 1728. Kort efter fulgte han Kronprins Christian og kronprinsesse Sophie Magdalene paa en Baderejse til Carlsbad. Paa Tilbagerejsen traadte de i Forbindelse med flere af de saakaldte «fromme Grevefamilier», ogsaa med Grev Zinzendorf. Under nogle Dages Ophold i det den Gang berømte Halle besøgte de de store pietistiske Stiftelser, Waisenhuset og Pædagogiet, og mødtes med Grev Chr. E. Stolberg, der indbød dem til at lægge Rejsen over Wernigerode, hvor de dog kun opholdt sig en Dag. For H.s religiøse Udvikling har denne Rejse vistnok haft stor Betydning. Han havde faaet Lejlighed til at se den tyske Pietisme paa tilstrækkelig nært Hold til at føle sig frastødt af den. Den var allerede den Gang udartet til Separatisme og havde i de Egne, hvor den udfoldede sig under Beskyttelse af det højere tyske Aristokrati, skruet sig ind i Former, der truede med at lægge hele Livet i Spændetrøje. Over for disse Misvisninger maatte han med sin sunde, praktiske Sans og sin udprægede Personlighed nødvendigvis tage Afstand.

Da Frederik IV 1730 laa dødssyg i Odense, blev H. kaldt til ham og tjente ham paa hans Dødsleje. Dagen efter Kongens Død, da Christian VI besteg Tronen, var det en af hans første Regeringshandlinger at afskedige Biskop B. Deichman i Christiania og udnævne H. til hans Efterfølger. Denne modtog dog Embedet under stor Modstræben. Men Kongen overvandt hans Betænkeligheder ved et Magtsprog og forøgede hans aarlige Indtægter med et personligt Tillæg paa 800 Rdl. Han blev dog endnu en Tid i Danmark, da han som Norges øverste Biskop skulde deltage i Kroningen 6. Juni 1731. Hans Virksomhed i det nye Embede blev af stor Betydning for den norske Kirke og fremkaldte en aandelig Vækkelse, som sporedes længe efter hans Tid. I Efteraaret 1737 blev han kaldt tilbage til Danmark, hvor han 27. Okt. udnævntes til Sjællands Biskop. 1738 indviede han Frue Kirke efter Branden. S. A. blev han optaget i General-Kirkeinspektionskollegiet, blev Medlem af Generaldirektionen for de fattiges Væsen, Deputeret for de fransk-tyske reformerte Menigheder og fik desuden mange forskjellige Hverv, som stode i fjærn Forbindelse med hans gejstlige Stilling. Han indtraadte ogsaa i Kommissionen for de lærde Skoler og havde en væsentlig Del i den nye Skoleforordning 1739. 4. Sept. 1747 salvede han Frederik V og Dronning Louise og fik Rang med Konferensraader. Paa Grund af Svagelighed fik han 1748 sin Svigersøn Biskop L. Harboe (s. ovfr. S. 86) i Throndhjem udnævnt til sin Medhjælper og Efterfølger. H. døde 4. April 1757 og blev begravet i Holmens Kirkes Kapel. H. maa nærmest henregnes til de ældre Pietister af A. H. Franckes og Ph. J. Speners Skole, hvis Forkjærlighed for filanthropiske Opgaver han delte. Men i hans Prædikener sporer man dog kun ringe Paavirkning fra denne Side, hvilket er saa meget mærkeligere, som hans vigtigste Virksomhed dog falder i den Periode, hvor den pietistiske Bevægelse naaede sin højeste Blomstring i Danmark. I en Prædiken om «den Kraft, der er i Guds Ord», har han lejlighedsvis udtalt sig om Prædikekunsten. «Det er», siger han, «Kunsten at prædike Guds Ord enfoldig og dog i sin Kraft, Saligheds Vej i sin Sammenhæng, saa enhver kan føle det i sit Hjærte, at han har selv fundet det; at kunne tale fyndig om Guds Riges Hemmelighed og det af Hjærtet, saa det kan gaa til Hjærterne, dertil fordres Følelse og Erfarenhed.» Og denne Kunst forstod han selv at øve. For sin Samtid stod han som et Mønster paa Veltalenhed. Suhm, der havde hørt ham, siger: «H. besad en ugemen legemlig Veltalenhed, saa mig synes deri aldrig at have set eller hørt hans Lige». Trangen til at høre ham var saa stor, at skjønt Vagten for Kirkedøren blev fordoblet, naar han skulde prædike, kunde den dog næppe holde den indstrømmende Mængde tilbage. Man bar ogsaa gjærne over med, at han prædikede langt ud over den fastsatte Tid; thi det maa tilføjes, at han havde ondt ved at begrænse sig. Han kunde til sine Tider i mærkelig faa Ord stille Tanker og Begreber klart og tydelig frem, ofte med et Vid og Lune, der mindede om hans store samtidige: Holberg. Men til andre Tider kunde han blive staaende ved en Lignelse, som han førte ud i de mindste Enkeltheder, indtil han endte i stor Uklarhed. Men en vækkende Betydning maa han have haft. Derom vidnede Breve til ham fra Tyskland, Trankebar og Batavia med Tak for den Opbyggelse, hans Prædikener havde bragt. Iblandt disse maa især fremhæves: «Livets Ord udi Dødens Stund» (1729), «Prædikener over adskillige Søndags- og andre Texter» (1741), «Offentlige Taler ved Kirke-, Bispe- og Præstevielser» («I ere Jordens Salt») (1740-56). En Samling af hans opbyggelige Taler udkom paa Tysk i 12 Bind (1743-57). Iblandt hans Skrifter maa ogsaa nævnes: «Guds Børns daglige Adgang til Naadestolen» (1748), en Bønnebog, der endnu læses af Almuen, især i Norge og Sverige. Endnu maa tilføjes, at H. var en kundskabsrig  Mand, der fulgte godt med sin Tid. Han havde stor Indsigt i Fædrelandets Historie og opmuntrede til Udgivelsen af historiske Skrifter. Det skyldes ogsaa ham, at mange gamle Dokumenter fra Præste- og Kirkearkiver ere blevne bevarede. Naturvidenskabelige Skrifter læste han med stor Lyst. Han havde selv en Naturaliesamling, og til Mønter havde han stort Kjendskab.

Det er nødvendigt at fremhæve H.s Betydning som Prædikant, fordi den alt for hurtig blev glemt. Bastholm med sin «gejstlige Talekunst» og hele den rationalistiske Retning fremtraadte saa nær op efter hans Tid, at han blev stillet i Skygge derved. Dersom man nu vil sammenstille Bastholms og H.s Prædikener, vil man, naar Spørgsmaalet gjælder kristelig Inderlighed og Dybde, ikke være i Tvivl om, til hvilken Side Vægtskaalen maa synke. Men paa et andet Omraade har H. endnu større Betydning. Som praktisk Embedsmand og som gejstlig Tilsynsmand er han en af de mest fremragende, som den dansk-norske Kirke har at opvise. Allerede kort efter, at han var bleven Præst i Hillerød og Herlev, sporer man en Virksomhed af indgribende Betydning. Hans Forslag  til Oprettelsen af en Skole for Bønderbørn i Herlev henledte Regeringens Opmærksomhed paa de uheldige Skoleforhold paa Landet og gav Stødet til Oprettelsen af de 240 Skoler paa Rytterdistrikterne, og hans Plan om Indretning af Fattighuse paa Landet fremkaldte Oprettelsen af Hospitalet i Hillerød, hvortil Frederik IV gav 24000 Rdl. Men langt større Betydning fik han i sin Virksomhed som Biskop over Akershus Stift, hvor han bragte Kirkevæsenet ind i en hel ny Gænge og ved en vel gjennemført Forretningsgang nødte sine Embedsbrødre til en samvittighedsfuld Opfyldelse af deres Embedspligter. Han fordrede Katekisation i Kirker og Skoler og gav selv en praktisk Vejledning til dens Gjennemførelse. Han drev stærkt paa Husbesøg, og Konfirmationen var indført i hans Stift 2 Aar, førend den kongl. Forordning om dens Indførelse udkom. Han indgav ogsaa til Regeringen et Forslag  til en Ritualforandring, nærmest med Hensyn til Skriftemaal og Absolution. Han sørgede for Oprettelsen af Hospitaler, Arbejdshuse, Enkekasser osv., og de Stiftelser, der stode under hans Tilsyn, sikrede han ved nye Fundatser. Han gjennemførte en stræng Regnskabsførelse i Stiftsmidlernes Forvaltning og hævede derved en Uorden, der havde hersket i 18 Aar, hvori ingen Regnskabsrevision havde fundet Sted. Han holdt Dagbog over sin Virksomhed og lod ikke uden stor Selvbebrejdelse nogen indgaaet Forespørgsel henligge ubesvaret Dagen over. Den samme udstrakte Virksomhed udfoldede han, efter at han var vendt tilbage til Danmark som Sjællands Biskop. Men i dette sit sidste Embede maatte han dog arbejde under Forhold, der vare lidet tilfredsstillende for ham. Han var en praktisk Mand med et sundt Blik paa Livet og havde et mærkeligt Greb paa at oprede en Sag og lægge den saaledes til ette, at den lod sig gjennemføre uden Vanskeligheder. Han var vant til at gribe hurtig ind, og han taalte intet Omsvøb. Der var noget af en Jurist i ham, og de Fundatser, han har udarbejdet for Stiftelser, der stode under hans Tilsyn, vække endnu Beundring og vidne baade om Omblik og Fremsyn. Men han følte sig i høj Grad hemmet af General-Kirkeinspektionskollegiet, der paa mange Maader indskrænkede Biskoppernes Selvstændighed. Han blev selv optaget i Kollegiet, som han siger, «for Skams Skyld», fordi man ikke godt kunde udelukke Sjællands Biskop. Da man roste ham for den gode Orden og Skik, han havde gjennemført i Akershus Stift, svarede et af Kollegiets Medlemmer: «Lad ham kun komme her, vi skal nok holde ham saa varm, at han ikke mange Spring skal gjøre». Dette lykkedes ogsaa. Han stod i Kollegiet ene over for et tætsluttet Flertal, der desuden ofte brugte Tiden, medens han var fraværende paa Visitatsrejser, til at tage Beslutninger, som han ikke kunde godkjende, men han havde dog undertiden Indflydelse nok til at kunne omstøde dem, naar han vendte tilbage. Han omtaler Kollegiet med stor Bitterhed, og efter Frederik V’s Tronbestigelse indsendte han et Forslag om dets Ophævelse, der dog ikke blev taget til Følge.

H. har holdt Dagbog fra sin tidlige Ungdom til sine sidste Aar. Efter de Uddrag, man kjender af den, maa man have Grund til at forudsætte, at den fortjener at udgives, dersom den ellers endnu er bevaret."