Bispeembedet Biskopper over Sjælland

Hans Lassen Martensen (biskop 1854-1884) var en dygtig visitator og vejleder, som fik stor betydning for stiftets præster. Han, der oplevede arbejderklassens kamp for organisering, var tilhænger af socialismen og stærk modstander af en individualisme, der, mente han, ville føre til kaos. Han ønskede at bedre arbejdernes vilkår og så gerne, at staten greb ind. Han ville ikke, at det senere i historien skulle hedde sig, at kirken havde været tavs og ikke havde udtalt det, der fra kristendommens side burde være sagt.

Mere om biskop Martensen fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop, er født 19. Avg. 1808 i Flensborg, hvor hans Fader, H. A. M. (d. 1822), den Gang var Skipper, men hvorfra Familien 1817 flyttede til Kjøbenhavn. Som sine Forældres eneste Barn voxede M. op, væsentlig henvist til sit eget indre Liv, medens alt det ydre var lagt kjærlig til rette for ham i tarvelige og nøjsomme Forhold. Hans Opvæxt faldt i en Tid, da Aanderne havde begyndt at vende sig bort fra den rationalistiske Subjektivisme og havde faaet Blikket aabnet for Objektiviteten baade i Religionen, Historien og Naturen og for den hemmelighedsfulde Enhed, som forbinder det alt. Denne Aandsretning var fyldigst brudt frem i Tyskland med den romantiske Poesi og Filosofi, men havde ogsaa her i Danmark fundet sine Talsmænd paa de forskjellige Omraader. Allerede under sin Skolegang i Metropolitanskolen kom M. i Forhold til denne Strømning. Han blev stærkt greben af Oehlenschlägers Digtning, og gjennem et Skrift af Steffens opgik der for ham «en Anelse om, at der maatte kunne gives en Verdens- og Livsanskuelse, i hvilken alt, hvad der i Tilværelsen har Betydning, Natur og Aand, Natur og Historie, Poesi, Kunst, Filosofi, føjer sig harmonisk sammen til et Aandens Tempel, i hvilket Kristendommen er det altbeherskende og altforklarende Midtpunkt».

I Studenteraarene (1827-32) fængsledes han af H. N. Clausens ædle og faste Personlighed; men mest modtog han af F. C. Sibbern, der «hævdede, at naar Kristendommen er Sandheden, da maa Evangeliet ikke blot antages, fordi det staar skrevet, eller fordi det af Kirken er overleveret, ja ikke blot fordi det taler til vor Samvittighed og vort Hjærte, men ogsaa fordi dets Sandhed for Tanken erkjendes som Sandhed, i dets objektive Realitet og Gyldighed i sig selv». Herigjennem fik han den første Fornemmelse af, at Theologien maa være spekulativ Theologi. Uden for Universitetet kom han under Paavirkning af de to Hovedmænd i Datidens religiøse Vækkelse i vort Fædreland: Grundtvig og Mynster. Den Grundtvigske Bevægelse var den, han tidligst traadte i Forhold til; men den Mynsterske Aandsretning blev den, hvormed han efterhaanden følte sig mere og mere beslægtet. Der er i den Maade, hvorpaa han taler om Grundtvig i sit «Levned», en dyb Taknemmelighed og sympathetisk Forstaaelse. Han fandt i hans Skrifter (som tidligere hos Steffens) en storartet Anskuelse af Historien og Menneskelivet som en Kamp mellem Tro og Vantro, Sandhed og Løgn, med et Sejersmaal i det fjærne til Sandhedens og Lysets Triumf. Og han tilegnede sig for hele Livet hans Opfattelse af Aanden som det eneste virkelige og af Ordet som den højeste blandt Livets Magter. Ja, han udtaler, at han den Gang maaske af Grundtvig har modtaget mere, end han selv véd. Da han senere traadte i personligt Forhold til ham, fandt han ham, trods Differenserne, altid «tiltrækkende, ja fængslende». Først Striden 1863 afbrød al personlig Forbindelse imellem dem. Men hvad der fra Begyndelsen af frastødte ham, og det i bestandig stigende Grad, var baade Grundtvigs Mangel paa «Theologi» og den stærke Fremtræden af det historiske og profetiske paa Bekostning af det psykologiske og ethiske, og desuden var det ham umuligt at gaa ind paa de egentlig Grundtvigske Særmeninger. Mynster betragtede han allerede i sin Ungdom med Ærbødighed; men han fandt heller ikke hos ham den Enhed af Tro og Erkjendelse, den spekulative Interesse, han søgte; det var først, da han senere traadte i personligt Forhold {il ham, at han følte sig dybt og inderlig knyttet til ham. Han beundrede i Mynster den ethiserede Personlighed, den besindige, harmoniske Individualitet, den høje Dannelse og det dybe ethiske og psykologiske Blik. Han saa op til ham som Prædikant og Sjælesørger, og han erklærer hans «Betragtninger» for det betydeligste Opbyggelsesskrift, der i det 19. Aarhundrede er fremkommet i den protestantiske Kristenhed. Han sympathiserede i det hele og store med hans konservative Holdning baade i Kirkestyrelsen og over for Tidens almindelige Strømninger.

Men i videnskabelig Henseende modtog han den stærkeste og mest omfattende Paavirkning gjennem Schleiermachers og Hegels Skrifter. Den Schleiermacherske Dogmatiks dybe Mystik og beundringsværdige Arkitektonik begejstrede ham; men han kunde ikke forlige sig med dens Subjektivisme; han trængte til en Theologi, som kunde belære os om Guds Væsen i sig selv og indføre os i Tilværelsens objektive Sandhed; og han krævede en større Lydighed mod Skriften og mod Frelsens Kjendsgjerninger. I alt dette blev han bestyrket, da Schleiermacher i Sept. 1833, faa Maaneder før sin Død, besøgte Kjøbenhavn; M., der Aaret forud var bleven Kandidat (med Udmærkelse) og just nu afsluttede Besvarelsen af en theologisk Prisopgave, havde den Lykke at faa Adgang til ham og hans befrugtende Samtale; til Festen paa Skydebanen skrev M. et tysk Digt, det første Arbejde, der er trykt fra hans Haand (findes i «Aus Schleiermachers Leben. In Briefen.»). Over for den Schleiermacherske Subjektivisme følte han sig mægtig tiltrukken af Hegel, hos hvem han beundrede Mesterskabet i den dialektiske Begrebsudvikling og især det objektive, altomfattende Sandhedssystem, hvor ogsaa de kristelige Dogmer skulde erkjendes ud af Tankens iboende Nødvendighed. Under Studiet af Hegel opsteg for ham «Anelsen om en Anskuelse, der paa Treenighedens Baggrund opfatter Christus som Midtpunktet i Tilværelsen, opfatter Universet som et System af koncentriske Kredse, der alle pege hen til den inderste Kreds, hvor Christus er, og kun i ham finde deres Forklarelse og Forstaaelse». Men kunde denne Anelse finde sin Opfyldelse i det Hegelske System? Optagen af de heri liggende store Spørgsmaal tiltraadte han i Efteraaret 1834 (med sin Ven Juristen F. C. Bornemann) en 2aarig Udenlandsrejse, som fik en afgjørende Betydning for Modnelsen af hans theologiske Standpunkt. Den første Station var Berlin, hvor han hørte Marheinecke og Steffens, og hvor han for øvrigt gjennemgik en aandelig Krise, som han forklarer af, at hans Tro var bleven tilbagetrængt og uvirksom under den stærke intellektuelle Beskæftigelse; det blev ham et Memento om at bringe Tro og Erkjendelse i det rette Forhold i sit eget personlige Liv og ikke blot at spekulere derover i upersonlige Betragtninger. I Heidelberg fandt han Daub, af hvem han dog ikke modtog blivende Paavirkning, medens han derimod alvorlig fordybede sig i Mester Eckart og Dante. Der fra gik han til Miinchen for at høre Schelling og Fr. Baader. Hvor meget han end fængsledes af Schelling, formaaede han endnu ikke at faa et tilstrækkeligt Indblik i Helheden af denne Filosofs Lære. Desto mere Betydning fik hans Forhold til Baader, hos hvem han afsluttede sine egentlige Læreaar. Baader indskærpede atter og atter, at Filosofien maa være religiøs Filosofi i Modsætning til alle den nyere Tids avtonomiske Systemer; kun den, som personlig staar i Religionen, kan filosofere over den. Ikke Ideen, men den personlige Gud selv, optaget i det troende Subjekt, er Erkjendelsens Princip. Baaders kristelige Filosofi var paa én Gang Mystik og Theosofi. Han stod selv i Mystikken som inderlig greben af Gud; og han besad den theosofiske Intuition, en Forening af spekulativ Tænkning og Fantasianskuelse, der med Gud som Midtpunktet omfatter Tilværelsen i dens Mangfoldighed, begyndende med Guds evige indre Liv og følgende Guds Riges Udvikling gjennem Skabelse, Syndefald og Forløsning indtil alle Tings Fuldendelse. I ligefrem Betydning blev M. ikke Baaders Discipel; meget var der hos Baader, hvorpaa han ikke kunde gaa ind, og hele det theosofiske Element blev foreløbig kun et Sædekorn, der først langt senere kom til at spire hos ham. Men det var Baaders Paavirkning, der hjalp M. til Klarhed over, hvad der arbejdede sig frem hos ham selv, og hvorved han fandt sit eget Standpunkt som spekulativ Theolog. Fra nu af stod det fast for ham, at den menneskelige Tænkning ikke kan være avtonom, men maa have sit Udgangspunkt i Troen paa den givne Aabenbaring; paa dette Grundlag skal Theologien udfolde Troens egen Intelligens, fremstille Kristendommen for den troende Erkjendelse som den objektive, i sig selv gyldige Sandhed, hvis enkelte Led fremgaa af selve den kristelige Sandhedsidé som nødvendig medhenhørende Momenter.

M.s Arbejde i de nærmest følgende Aar samlede sig om disse Grundtankers Udformning. Han begav sig fra München til Wien og traadte der i et fortroligt Venskabsforhold til den unge, senere saa ulykkelige, Digter Lenau; der er intet Navn, ved hvilket han i sit «Levned» dvæler saa længe som ved hans; thi han følte sig i Samlivet med ham, trods al Forskjel, alsidig befrugtet og bestyrket i sine dyrebareste Overbevisninger. Et Udtryk herfor er hans Afhandling om Lenaus «Faust», M.s første Skrift, udkommet paa Tysk 1836 og i udvidet Skikkelse næste Aar paa Dansk i Heibergs «Perseus». Han hævder her, at Lenaus Digt, skjønt det selvfølgeligt i æsthetisk Henseende maa staa tilbage for Goethes, dog indeholder en langt dybere og sandere Forstaaelse af Faust-Sagnet end den, der kunde rummes i Goethes pantheiserende Livsanskuelse. Thi Faust-Sagnets Idé er, at Troen skal være baade Livets og Tænkningens Grundvold, at den søgende Aand kun kan finde Sandheden i sin Skaber, d. v. s. ved at gaa ud fra sin Afhængighed af Gud, i Modsætning til hele den nyere Tænknings avtonome Stræben. Derfor finder han hos Lenau den rette Vej for Faust-Digtningen angivet. – Førend vi forlade M.s Udenlandsrejse, er det Stedet til at nævne to Venskabsforbindelser, som bleve af stor Betydning for hans følgende Liv. I Paris, den sidste Station paa Rejsen, traf han Ægteparret J. L. Heiberg. Faa Aar senere, i 1839, lærte han paa en Rejse til Kiel Professor I. A. Dorner at kjende. Denne Theolog var saa beslægtet med M. baade i Henseende til Uddannelse og Standpunkt, at der var ualmindelige Forudsætninger tilstede for et fortroligt og gjensidig befrugtende Venskab. Livets Forhold førte imidlertid med sig, at de kun sjælden saas og da kun i nogle faa Dage. Ikke desto mindre førte de et meget intensivt Samliv, nemlig i en Brevvexling, der var som en fortløbende Drøftelse  af Tidens theologiske og kirkelige Spørgsmaal («Briefwechsel zwischen M. u. Dorner 1839-81», I-II, Berlin 1888).

Efter sin Hjemkomst udarbejdede han sin Licentiatdisputats: «De autonomia conscientiæ sui humanæ, in theologiam dogmaticam nostri temporis introducta» (1837; oversat paa Dansk 1841). Dens Grundtanker kunne sammenfattes i følgende Sætninger. Filosofien staar ikke uden for eller over Religionen, som om den spekulative Tænkning skulde kunne begrunde Religionen. Det er ikke Religionen, der skal laane sin Gyldighed fra Spekulationen; men det er den spekulative Tænkning, der behøver Religionen til sit Princip. Thi i Samvittighedsforholdet, som baade er Menneskets inderste Væsen og Religionens egentlige Kjærne, bliver Mennesket sig bevidst som det, der ikke først er vidende om Gud, men fremfor alt vides af ham. Derfor maa den menneskelige Erkjendelse forblive inden for denne i Samvittigheden givne Afhængighed og erkjende, at Menneskeaanden ikke ved egen Kraft formaar at finde Sandheden. Mennesket kan ikke umiddelbart stille sig paa det theocentriske Standpunkt; thi dermed vilde det fornægte sin Kreaturlighed og Syndighed. Vor Erkjendelse hviler paa Guds Aabenbaring, den hellige Historie; Troen paa denne er Forudsætningen for, at vi kunne faa det rette Blik for guddommelige og menneskelige Ting, og at den guddommelige Idé kan træde ind i Sjælen, skabe og beaande vor egen Erkjendelsesevne. Credo, ut intelligam. Saaledes afviser han de avtonome Standpunkter, som ere gjorte gjældende, paa den ene Side af den subjektive Rationalisme hos Kant og Schleiermacher, paa den anden Side af den objektive Rationalisme hos Hegel. – Dette er og bliver hans theologiske Program.

Vinteren derefter holdt han efter Opfordring fra en blandet Kreds Forelæsninger over den nyere Filosofis Historie og dens Forhold til Theologien fra Kant til Hegel. 21. April 1838 udnævntes han til Lektor i Theologien med Forpligtelse til indtil videre tillige at besørge de til den filologisk-filosofiske Examen henhørende Forelæsninger over Moralfilosofien, – det sidste foranlediget ved Vakancen efter Poul Møllers Død. Da han optraadte ved Universitetet, gjaldt han i den offentlige Mening for Hegelianer, hvad dog kun for saa vidt var rigtigt, som han gik ud fra, at den Hegelske, dialektisk-spekulative Tænkning var Videnskabens højeste Form. Men det stod paa den anden Side fast for ham, at Udgangspunktet baade i Theologien og i den sande Filosofi maatte tages i den kristelige Aabenbaring, hvorfor han strax fra Begyndelsen udtalte, at man maatte «gaa ud over Hegel». I den første Periode af sin Universitetsvirksomhed fandt han en Tilslutning og vakte han en intellektuel Begejstring, som vel næsten er enestaaende i vor Højskoles Historie; og dette er let forstaaeligt, naar vi betænke baade hans ualmindelige Docentgaver og Slægtskabet mellem hans Aandsretning og Tidens Krav. Han vendte tilbage til den gamle lutherske Kirkelære og vilde kun reproducere de kirkelige Dogmer, paa samme Tid som han stod midt i den nye Tids dygtigste Tankearbejde og kraftigste Idébeaandelse. Han imødekom baade Troens og Erkjendelsens Trang og viste hen til begges Forening i den ene og samme aabenbarede Sandhed. Paa denne Højde kunde Tilslutningen naturligvis ikke holde sig, da Nyhedens Tillokkelse tabte sig, og da andre Interesser og Aandsretninger gjorde sig stærkt gjældende i den offentlige Mening, ogsaa i de Lag, han nærmest henvendte sig til; men lige til sin Fratræden fra Universitetet vedblev han at udøve en særlig Tiltrækning paa de studerende. Det kunde herefter synes dobbelt mærkeligt, at den Tanke en Tid (1844, se Brevvexlingen med Dorner) ikke var ham fremmed, at han kunde blive kaldet til et tysk Universitet. Men dette havde sin Grund i hans økonomiske Stilling, i det han vel i 1840 var bleven Professor extraordinarius, men først 1850 rykkede frem til Professor ordinarius. Det var den samme Grund, der ledede ham til ved samme Tid at søge Herlufsholms Præstekald. Men Kong Christian VIII gjorde Ende paa denne Usikkerhed ved at overdrage ham Embedet som Hofprædikant ved Siden af Professoratet (1845). Ved Universitetet omfattede hans Forelæsningscyklus den kristelige Dogmatik (første Gang under Navnet «spekulativ Dogmatik»), Symbolik, Ethik, det lutherske Lærebegrebs Historie, den nyere Filosofis Historie, Marcus-Evangeliet, Galater- og Efeser-Brevet og til sidst (1853-54) praktisk Theologi. – Af hans Forelæsninger i det filosofiske Fakultet over Moralfilosofien for de yngste studerende fremgik hans «Grundrids til Moralfilosofiens System», der udkom 1841, samme Aar, som Vakancen og dermed hans Hverv ophørte. Dette lille Skrift indtager i Henseende til systematisk Sluttethed og prægnant Fremstilling en høj Plads’ inden for M.s Produktion. Hans Tilslutning til Hegel er her paa sit højeste, hvilket noksom giver sig til Kjende baade i selve Begrebsudviklingen og især i Fortalen. Hans øvrige Forfatterskab i den første Periode af hans Universitetstid bestod væsentlig i de 2 Skrifter «Mester Eckart, et Bidrag til at oplyse Middelalderens Mystik» (1840) og «Den kristelige Daab, betragtet med Hensyn paa det baptistiske Spørgsmaal» (1843). Det første var oprindelig bestemt til Afhandling for den theologiske Doktorgrad ved Universitetets Fest for Christian VIII’s Kroning; men det theologiske Fakultet i Kiel besluttede forinden at tildele ham Æresgraden i samme festlige Anledning, hvorfor Bogen udkom med Dedikation til dette. De 2 Skrifter kunne paa en Maade siges at supplere hinanden og vise Sundheden i M.s theologiske Standpunkt: paa den ene Side Fordybelsen i Sjælens indre Liv med Gud, paa den anden Side Fremhævelsen af Sakramenternes Uundværlighed som de af Herren indstiftede ydre Midler. – 1844-45 var han Medlem af den Komité, som Kjøbenhavns gejstlige Konvent nedsatte til en ny Salmebogs Udarbejdelse, og hvori Grundtvig skulde være den ledende Aand. Resultatet blev imidlertid kun et Prøvehæfte, der blev forkastet i Konventet.

M.s Arbejde i disse Aar samlede sig dog fremfor alt om Dogmatikken, der udkom 1849- de senere Oplag ere, hvad der gjentager sig i hele hans Forfatterskab, uforandrede Optryk af det første. Dette hans Livs Hovedværk maa sikkert betegnes som den mest helstøbte Dogmatik, der er udgaaet fra den Slægt af Theologer, som virkede ved Aarhundredets Midte. Dens Anseelse bredte sig over hele den protestantiske Kristenhed og har holdt sig gjennem de skiftende Strømninger indtil denne Dag; ja den har fundet Vej til de theologiske Skoler baade i Rom og Athen. Dogmatikken giver os et fyldigt Billede af hans Forfatterindividualitet: den viser os hans vide Synskreds, der omfattede alle Tidens aandelige Rørelser, og hans mærkelige Evne til at lade sin Grundanskuelse befrugte af dem, – hans Tænknings Forening af Dybde og Klarhed, – den tiltrækkende Samvirken af det begrebsmæssige og det anskuelige, saa at han talte lige saa meget ud af Fantasianskuelse som af logisk Tankeforstaaelse, – hans plastiske og rige Sprog, hvori Tanken uden Kamp skaber sig det adækvate og fyldige Udtryk, - hans faste og gjennemsigtige Systematik – og endelig hans idébeaandede Fremstilling, der overalt lader Helhedslyset gaa hen over Gjenstanden, ofte med overraskende Glimt, og som trods al Klarhed dog vækker Anelser om rigere Baggrunde, end hvad Mennesketanken kan gjennemtrænge. Men midt i denne Rigdom føles der ofte et Savn af skarpe Begrebsbestemmelser. Dels træder Intuitionens Sikkerhed ofte i Steden for den logiske Bevisførelse; dels er Methoden hyppigst den dialektiske Vexelvirkning mellem modsatte Synspunkter, hvor Nødvendigheden af disses Forening vel altid fremhæves, men hvor den bestemtere Fastsættelse af deres Grænser og Paavisningen af deres virkelige højere Enhed ofte mangler. Heraf er det en Følge, at Problemets Vanskelighed for Tanken ikke altid træder frem i sin fulde Skarphed. – Sit erkjendelsestheoretiske Standpunkt, det samme som i Skriftet om Avtonomien, udvikler han i Indledningen (§ 29-36). Hans Thesis er, at den kristelig gjenfødte Bevidsthed Ud af sine egne Dybheder maa kunne videnskabelig gjenfremstille Skrift- og Kirkelæren. Enheden af Tro og Erkjendelse er principielt givet i den ret forstaaede Lære om testimonium spiritus sancti; thi ved Troen optager Mennesket den kristelige Sandhedsidé, den guddommelige Visdomstanke, saa at det i Vexelvirkning med Skrift og Kirkelære kan naa til en spekulativ Begriben, der ser det enkelte fremgaa af Sandhedsideen selv. I Virkeligheden er hans Dogmatik, i Overensstemmelse med hans Program, en Reproduktion af den lutherske Kirkelære, uden at dog Afvigelser derfra ere udelukkede, f. Ex. i hans Englelære, hans Synergisme, hans Lære om Umuligheden af de gjenfødtes Frafald og hans Usikkerhed over for Læren om den evige Fordømmelse. Særlig maa fremhæves den Befrugtning, han har hentet fra Mystikken, f. Ex. i Læren om Frelsestilegnelsen og om Christi Gjerning. Ogsaa theosofiske Elementer begynde nu klart at gjøre sig gjældende, saaledes i Satanologien, der er stærkt paavirket af Schellingske Ideer, og især paa de Punkter, som behandle Naturens og Universets Del i Aandens Fornyelse og Fuldendelse: Christus som Alskabningens Midtpunkt, der ikke blot har aandelig og moralsk, men den dybeste kosmiske Betydning, – Underet som en begyndende Naturforklarelse, – Sakramenterne som Naturmysterier, navnlig Nadveren som Næringen for Opstandelseslegemet. – Her hjemme blev Dogmatikken strax ved sin Fremkomst Gjenstand for et heftigt Angreb fra den S. Kierkegaardske Side, som havde Professor R. Nielsen til Ordfører. Angrebet gik ud paa, at M. havde misforstaaet baade Troens og Erkjendelsens Væsen; thi Kristendommen vil paa ingen Maade være Gjenstand for objektiv Viden, men er Paradoxet, det absurde, til hvilket man kun kan forholde sig i Troens uendelige Lidenskab; Erkjendelsen maa derimod tage sit selvstændige Udgangspunkt og kan ikke bygge paa Troens Forudsætninger. M. besvarede Angrebene i «Dogmatiske Oplysninger» (1850).

De nærmest følgende Aar vare vistnok de uroligste i hans Liv. Ved det slesvig-holstenske Oprørs Udbrud havde hans Slægtning Overkonsistorialraad N. J. E. Nielsen løst Soldaterne fra deres Troskabsed, i det han gav den sofistiske Forklaring, at Kongen for Tiden var ufri under det kjøbenhavnske Demokratis Tryk og derfor ikke selv kunde varetage Hertugdømmernes Rettigheder; og han havde derefter paakaldt baade den tyske og den danske Gejstligheds, særlig M.s, Erklæring. M. tog, skjønt ugjærne, Ordet i et «Sendebrev» (1850) og fordømte i klare og skarpe Ord Nielsens Adfærd som ganske uethisk. Efter Krigen kom Sprogreskriptet af 1851. Man trængte ind paa M., at han, baade fordi han var slesvigsk født, og fordi hans Navn havde en god Klang i Tyskland, skulde overtage Slesvigs Bispestol; han lod sig overtale og skulde have været indviet i Febr. 1852; men kort Tid forinden fik han en uovervindelig Følelse af, at han ikke med god Samvittighed kunde medvirke til Sprogreskriptets Gjennemførelse, og bad sig fritaget for Embedet. 1853 foretog han en Rejse i Slesvig og blev her ved Selvsyn bestyrket i den Mening, at man fra dansk Side havde fejlet ved i Utaalmodighed at ville naa pludselig, hvad der maatte have været Frugten af en langsom Forberedelse; derved mente han, at man baade havde skadet den danske Sag og forsyndet sig mod de paagjældende Menigheders kristelige og kirkelige Liv. Hans meget uforbeholdne Udtalelser herom gjorde ham i lang Tid upopulær i mange Kredse i Landet, især i de nationalliberale, med hvilke han overhovedet aldrig sympathiserede. Han fastholdt imidlertid sin Opfattelse til det sidste og udtalte den endnu i sit «Levned», hvilket paa ny fremkaldte Modsigelse fra mange. I Dec. 1853 blev han Medlem af den af det Ørstedske Ministerium nedsatte Kirkekommission. Han havde tidligere i sit Skrift «Den danske Kirkes Forfatningsspørgsmaal» (1851) taget Ordet for en Synodalforfatning. Han blev imidlertid snart betænkelig ved en umiddelbar Indførelse af en saadan, hvorved man udsatte sig for en ukirkelig Majoritets Herredømme. Desuden erkjendte han, at i den lutherske Kirke havde altid det konsistoriale Element, d. e. et kirkeligt Kollegium af faa, men kyndige Mænd, været Grundlaget, og at man ved en Kirkeforfatnings Indførelse maa gaa ud fra de historiske Tilknytningspunkter, som det bestaaende frembyder; en Synode kunde først komme i Stand, naar Lægfolket var forberedt gjennem Menighedsraad. I denne Retning deltog han nu i Minoritetens Forslag om den midlertidige Foranstaltning, at Biskopperne skulde sammenkaldes aarlig for at afgive Betænkninger eller Forslag angaaende Folkekirkens Anliggender, og at samtidig dermed alle rent kirkelige Sager skulde unddrages Rigsdagens Behandling. Under Kommissionens Forhandlinger døde Mynster, og Spørgsmaalet om den sjællandske Bispestols Besættelse kom til at foreligge paa en Tid, da den indre politiske Spænding var paa sit højeste. Valget stod mellem Clausen og M.; efter næsten et Fjerdingaars Forløb satte Orsted M.s Udnævnelse igjennem, selv mod Kongens Ønske (15. April 1854). Søndagen efter Mynsters Død havde M. i en Prædiken i Slotskirken omtalt ham som «et Sandhedsvidne». Denne Udtalelse blev for S. Kierkegaard Anledning til det stærke Stormløb mod «den officielle Kristendom», der optog det sidste Aar af hans Liv og satte Sindene i saa voldsom Bevægelse. Det var dog først i Slutningen af Aaret (18. Dec.), at han offentliggjorde sin første Artikel i «Fædrelandet». M. besvarede den meget skarpt i «Berlingske Tidende», men iagttog senere med Forsæt en fuldkommen Tavshed. Derimod udgav han et lille Skrift: «Til Erindring om J. P. Mynster» (1855).

Efter Tiltrædelsen af det biskoppelige Embede maatte den praktiske Gjerning: Prædiken, Visitatser og Kirkestyrelse blive hans Hovedopgave. Hans Prædikevirksomhed var jo allerede begyndt 1845; i Aarenes Løb har han udgivet 8 Bind Prædikener, af hvilke et Udvalg er samlet til en Postille (1875), desuden 3 Bind Ordinationstaler og en Mængde enkelte Lejlighedstaler, af hvilke en stor Del fremgik af hans Stilling som kongl. Konfessionarius efter Paullis Død 1865. Hvor alvorlig han opfatter Prædikegjerningen, fremgaar af hans Ytring, «at den kristelige Prædiken er det højeste aandelige Produkt, et Menneske kan frembringe, højere end Digterens, højere end Tænkerens, fordi det er et Værk af den hele, udelte, i sig sammentrængte Personlighed, for hvilken alt andet aandeligt er Middel». Hans Prædikens Midtpunkt er i en særegen Betydning Christi Person, en Fremstilling af Christusskikkelsen saa vel i dens ophøjede Storhed som i dens dragende Kraft. Hans Prædikens Styrke er ikke det vækkende eller det følelsesfulde, men den opbyggelige Betragtning. Formen er præget af ædel Simpelhed, forenet med plastisk Anskuelighed. Der er i Æmnets Udførelse en klar og gjennemsigtig Disposition og en deraf følgende Stræng Selvbegrænsning i Enkelthederne. Over det hele er der udbredt en Ro, som naar Menigheden fejrer sin Herre i beskuende Andagt. Om hans tidligere Prædikener kunde man maaske sige, at de have noget køligt og objektivt ved sig; men i de senere fremtræder det individualiserende, psykologiske og inderliggjørende Moment i større Fylde. Altid giver han nye Blik paa Texten, nye Belysninger af den gamle Sandhed. – Paa Visitatserne var han en udmærket Kateket. Det var overraskende at høre ham, der som faa formaaede at foredrage «Visdom for de fuldkomne», tale enfoldig med de enfoldige om Børnelærdommen. Det sidste Arbejde, han havde under Hænder, var et Udkast til en Katekismusforklaring, som han dog ikke bragte ud over de første forberedende Optegnelser. – I Kirkestyrelsen havde han udpræget konservative Principper: det var ham om at gjøre at bevare det bestaaende i Modsætning til Tidens individualistiske Bestræbelser.

I en lang Aarrække bestod M.s Forfatterskab kun i Indlæg i Tidens kirkelige og theologiske Spørgsmaal. I den saakaldte Kragballeske Strid (IX, 446) gav han 2 saadanne, hvori han over for alle donatistiske Tilbøjeligheder hævdede den lutherske Bekjendelse, at Daaben, naar den udføres efter Indstiftelsen paa et kristent Kirkesamfunds Vegne, er gyldig og virkekraftig uden Hensyn til den udførendes Tro («I Anledning af Pastor Grundtvigs Oplysninger om Alterbogsdaaben», 1856; «Et Gjensvar i Striden om Alterbogsdaaben», 1857). Med denne Strid begynder for øvrigt den mellem M. og Biskop Laub førte, efter deres Død udgivne Brevvexling («Biskop O. Laubs Levned» II, 1, 1886), der i mindre Stil danner et Sidestykke til den Dornerske. 1863 udsendte han sit Skrift «Til Forsvar mod den saakaldte Grundtvigianisme», det betydeligste Bidrag, der er givet af nogen enkelt Mand til en kritisk Vurdering af denne kirkelige Retning. 1867 udgav han mod R. Nielsen, der utrættelig polemiserede mod Dogmatikken, sit Skrift «Om Tro og Viden», hvori han hævdede begges Enhed og afviste «Konkordaterne » imellem dem; heller ikke Videnskaben kan blive staaende ved det logiske eller fysiske, men kun ved det ethiske Gudsbegreb, i hvilket begge hine ere indeholdte som Momenter. Gud er baade Ideernes Idé og Naturprincippet; han er den naturfrie, men ikke den naturløse Gud: hans Væsen maa indeholde en Fysis, en Alfylde af Kræfter og Virksomhedspotenser. Denne Udvikling, i hvilken en Paavirkning af Schellings senere Standpunkt ikke kan miskjendes, indeholder en Række nye Synspunkter for Gudsbegrebet og den evige guddommelige Livsproces, ud over dem, han havde givet i Dogmatikken. S. A. tog han paa ny Ordet i Kirkeforfatningssagen («Den danske Folkekirkes Forfatningsspørgsmaal paa ny betragtet») i Anledning af, at Ministeriet Frijs havde forelagt en Valgmenighedslov i Rigsdagen. Han erklærede sig bestemt imod en saadan Lov som ét med en begyndende Opløsning af Folkekirken; han paaviser en Forfatnings Nødvendighed og udvikler sine Grundsætninger for en saadans Tilvejebringelse (jvfr. den første Kirkekommission og hans «Levned» III). En Synode, sammensat af gejstlige og Lægfolk, er vistnok Maalet; men den bør forberedes ved midlertidige Foranstaltninger: et raadgivende Bisperaad, udvidede Landemoder og Menighedsraad; og naar den indføres, maa den ved Siden af sig have et Overkirkeraad som Kongens Organ i Udøvelsen af hans Kirkemagt i de rent kirkelige Sager, ligesom Kultusministeren er det i de blandede. Da Valgmenighedsloven, støttet af Biskop Kierkegaard som Kultusminister, fik bestandig større Udsigt til Vedtagelse, deltog M. med alle de øvrige Biskopper i Febr. 1868 i en offentlig Protest, som dog blev uden Virkning (jvfr. IX, 150). I den anden Kirkekommission (af 18. Juni 1868) gik M. med til at stemme for en Synodes Oprettelse, kun at han i Forening med Clausen krævede et lige Antal af gejstlige og læge Medlemmer; han gjorde det af Nød, fordi der ikke kunde sættes andet igjennem, og han dog maaske derved kunde bidrage til, at Synoden i det mindste blev sammensat efter kirkelige Principper.

Med Udgivelsen af «Den kristelige Ethiks» almindelige Del (1871) begynder det sidste Afsnit af M.s Forfattervirksomhed. Han ventede næppe selv at naa til at lade den specielle Del følge; men den Paaskjønnelse, som Værket alle Vegne fandt, var ham en saa stor Opmuntring, at han samlede hele sin Kraft paa Afslutningen, som virkelig fulgte (i 2 Bind) 1878. I Mellemtiden havde han udgivet et Lejlighedsskrift: «Katholicisme og Protestantisme» (1874), hvori han samler Forskjellen mellem Konfessionerne i de to Ord: Sikkerhed og Vished. Ethikken er hans omfangsrigeste Værk og tillige det populæreste. Den naar langtfra i systematisk Sluttethed den lille Moralfilosofi; men dette hænger sammen med, at medens hint Ungdomsarbejde bevægede sig væsentlig i Begrebernes Verden, inddrager den store Ethik Livets hele Mangfoldighed og alle Menneskeslægtens aandelige Interesser under sin Behandling. Han gaar ud fra, at Ethikkens Grundproblem er den sande Forening af det kristelige og det humane, en Afvisning baade af den rationalistiske og den pietistiske Ensidighed. Han paaviser, at der ikke gives nogen Afkrog af Menneskelivet, hvorhen Kristendommen ikke har Ærende med sin Gjenfødelseskraft og sin Evne til at gjennemtrænge alt. Naar dertil kommer det overlegne Kjendskab til Kulturens ypperste Frembringelser baade i Tænkningens og Digtningens Verden og hans for alle dannede tilgængelige Sprog, vil det forstaas, at Ethikken har virket som en Læremester for Livet i en Grad, som yderst sjælden kan paavises ved et videnskabeligt Skrift. Den har virket som en mægtig Faktor til i vide Kredse at udbrede og befæste den kristelige Livsanskuelse, baade missionerende, apologetisk og opbyggende. – Efter Ethikkens Afslutning fordybede han sig en Tid ganske i theosofiske Studier, af hvilke Frugten blev hans «Jacob Bøhme» (1881). Han finder i Theosofiens Lære om Gud især to Begreber, som vi trænge til at optage for at naa til Skriftanskuelsens Fylde: Naturen i Gud (jvfr. «Om Tro og Viden» og Ethikken I, § 19) og Guds Herlighed eller den uskabte Himmel, Lyset, hvori Gud bor, og som hører evig med til hans Væsen som det fjerde ved Siden af den hellige Treenighed.

Hermed afsluttes M.s theologiske Produktion. Den danner en sjælden harmonisk Helhed, hvori hans Genius, som den fra Ungdommen traadte frem, kom til alsidig Udfoldelse. Dertil kan føjes, at han endnu fik Tid og Kraft til at samle sit Livs Erindringer («Af mit Levned», I-III, 1882-83), og at han, hvor mange Skuffelser og Bekymringer han end havde haft i sin Kirkestyrelse, dog oplevede at se sin Tanke om et Bisperaads Oprettelse virkeliggjort ved kongl. Resolution af 8. Okt. 1883. Anerkjendelse blev ham rigelig til Del baade hjemme og ude. Ved sit 25aarige Bispejubilæum 1879 modtog han Hyldest fra alle Sider, og ved Universitetets Firehundredaarsfest s. A. hædrede Kongen ham med Titel af Excellence. 1865 var han bleven Ordensbiskop, 1867 havde han faaet Danebrogsordenens Storkors; allerede 1841 var han bleven Medlem af Videnskabernes Selskab. Og han havde den Glæde at se, at overalt, hvor hans Arbejder bleve oversatte, fandt de levende Paaskjønnelse. Han beholdt sin Kraft usvækket ud over Støvets Aar. Men i Sommeren 1882 kom han overanstrængt hjem fra sin Visitatsrejse; og da Kræfterne stadig aftoge, begjærede han til sidst sin Afsked. Denne blev ham tilstaaet fra 15. April 1884, 30 Aars Dagen for hans Udnævnelse til Biskop; men han døde allerede 3. Febr. – Han var 2 Gange gift: 1. (1838) med Helene Mathilde f. Hess (f. 1817 d. 1847), Datter af Skibskapitajn og Havnefoged P. M. H.; 2. (1848) med Virginie Henriette Constance f. Bidoulac (f. 1817), Datter af fransk Sproglærer J. B."