Bispeembedet
	Biskopper over Sjælland

Jakob Peter Mynster (biskop 1834-1854) var en flittig visitator og har efterladt sig udførlige dagbøger. Han kendes bl.a. som den biskop, der tog afstand fra en romantisk og rationel forståelse af Biblen. Hans tilgang var konservativ og statskirkelig, og han grundlagde den højkirkelige retning inden for folkekirken. Dermed kom han i konflikt med f.eks. Grundtvig og Kierkegaard. Mynster sad med i Den grundlovgivende Rigsforsamling. Her stemte han imod grundloven. Mynster var i modstrid med det, der kan kaldes tidsånden og fik et eftermæle, som måske ikke var helt retfærdigt. Der er i dag en gryende forståelse for hans holdninger, holdninger, som nogle toneangivende i hans samtid ikke havde blik for.

Mere om biskop Mynster fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop, er født 8. Nov. 1775 i Kjøbenhavn. Hans Fader, Kammerraad og Inspektør ved Frederiks Hospital Chr. Gudzon Peter M., døde allerede 1777; Moderen, Frederikke Nicoline Christiane f. Ring, ægtede s. A. Overlægen ved Hospitalet F. L. Bang (I, 477), men døde allerede 1779. M. og hans 3 Aar ældre Broder Ole Hieronymus (s. ndfr.) bleve da opdragne i Stiffaderens Hus. Denne var en virksom, dygtig og vel anset Mand, der heller ikke manglede Kjærlighed til Børnene, men han var kun lidet skikket til at lede deres Opdragelse, og det samme gjaldt om hans Hustru Louise f. Hansen, hvem han, efter anden Gang at være bleven Enkemand, ægtede 1782. Hele Huset var præget af en Pietisme, der, hvad vel den Gang var det almindelige, var for holdningsløs til at gjøre noget alvorligt Indtryk, men som kunde være plagende nok med lange, kjedsommelige Husandagter og Skjændeprædikener over de ubetydeligste virkelige eller indbildte Forseelser. Men ved Siden af den megen Strænghed, der anvendtes, havde Børnene tillige en stor Frihed til at benytte deres Tid, som de kunde og vilde. Som hele Opdragelsen var ogsaa Skolegangen planløs; en kort Tid gik M. i Metropolitanskolen, hvor han dog egentlig undervistes privat af en Farbroder, som var Hører ved denne. Men baade før og efter havde han Huslærere, af hvilke en gav ham Navnet «Job», der længe hæftede ved ham. I Aaret 1790 dimitterede Faderen ham selv uden nogen som helst Undersøgelse af hans Kundskaber, og det var sikkert ikke Faderens Skyld, at han gjorde en god Examen.

Som Student blev M. trukket ind i den Kreds af unge Mennesker, som samledes om hans ældre Broder: H. Laub, C. Heger, H. Steffens, J. W. Hornemann o. fl.; med adskillige af disse knyttede han Venskabsforbindelser, der varede hele Livet, og hans aandelige Udvikling fremmedes sikkert mere ved Samlivet med Vennerne end ved hans egentlige Studier. Han var, uden selv at have haft Ønsker i den Retning, af Stiffaderen bleven bestemt til at studere Theologi, fordi han ansaas for at være for dum til at indlade sig med Medicinen. Men Theologiens daværende Tilstand var ikke saadan, at den kunde øve synderlig Tiltrækning paa et begavet ungt Menneske, og de Forelæsninger, der bleve holdte ved Universitetet, vare kun lidet lærerige, endnu mindre op vækkende. M. havde vel fra Barndomstiden bevaret en dyb religiøs Følelse, men den historiske Christus havde for ham som for de fleste af hans samtidige ingen Virkelighed. Det faldt ham endnu længe efter ikke ind at søge det rige Indhold, der laa gjemt i Fortidens Theologi, der jo gjaldt for et overvundet Standpunkt, som det ansaas for utænkeligt at vende tilbage til med noget Udbytte. Det theologiske Studium var ham kun et Pligtarbejde, som han udførte saa upaaklagelig, at han 1794 tog sin Embedsexamen; men sit egentlige aandelige Liv levede han sammen med Vennerne, med hvem han delte Begejstringen for den franske Revolution saa vel som Tidens filosofiske og litterære Interesser. Tonen i Kredsen var den samme som i sin Tid i det norske Selskab; men midt i «Kommersen» grebes M. ofte af tungsindig Længsel efter noget dybere. De Prøver paa Vers forfattede i denne Periode, som han senere har meddelt, udtrykke begge Retningerne, de lystige forfattedes i det lystige Selskab, de vemodige i ensomme Timer.

Allerede inden M. havde taget sin Embedsexamen, var han antaget som Huslærer for Grev Joachim Godske Moltkes eneste Søn, Adam Wilhelm. Moltke havde siden 1784 været uden offentlig Virksomhed. Han levede vel om Vinteren i Kjøbenhavn, men det meste af Aaret i en fornem, trist Ensomhed paa Bregentved. M.s Tid var ikke stærkere optaget af hans Elev, end at han kunde drive meget Selvstudium, baade i æsthetisk og filosofisk Retning. Han læste Kant, Hegel og Schelling, af hvilken sidste han især følte sig tiltrukket; det var med Mismod, han tænkte paa, at denne Mand, som alt havde bragt det saa vidt, kun var 1/2 Aar ældre end han selv. Han blev dog hverken den Gang eller senere Tilhænger af noget filosofisk System, men han søgte hos Filosoferne Hjælp mod materialistiske Anskuelser, han var kommet ind i, og som vakte Tvivl hos ham, han ikke kunde afvise, medens han dog var greben af Rædsel, naar disse Forestillinger bleve levende for ham. Han forsøgte flere Gange paa at besvare Universitetets filosofiske Prisopgaver, men først 1798 kom han saa vidt, at han indgav en Afhandling om «Fordelene og Manglerne saa vel ved den offentlige som ved den private Opdragelse», for hvilken han vandt Prisen. Da den Tid nærmede sig, at den unge Moltke skulde være Student, blev Præstekaldet i Spjellerup og Smerup paa Vemmetofte Gods ledigt, og M. bestemte sig til at anmode Grev Moltke, der raadede for Besættelsen, om det, ikke fordi han egentlig følte Drift til at blive Præst, men han følte heller ikke Drift til at blive noget som helst andet i Verden. Greven modtog hans Begjæring velvillig, og efter at en Plan til en Udenlandsrejse var forhandlet og opgivet, blev han i Juli 1801 kaldet og i Nov. s. A. ordineret, medens det blev ordnet saaledes, at Embedet foreløbig besørgedes ved en Hjælpepræst, for at M. kunde blive hos sin Elev, indtil denne havde taget Artium og anden Examen. Ved begge Examiner udmærkedes han, saa M. havde fuldført sit Hverv paa den bedste Maade. Han havde ogsaa vundet tro Venner baade i Faderen og Sønnen. – Medens han var Huslærer, var han, saa vel som tidligere i Kjøbenhavn, ofte hjemsøgt af Tungsind, der i det sidste Aar tog saaledes Overhaand, at han var ved at gaa til Grunde under dets Tryk. Den Beretning, han som en gammel Mand har givet herom, viser, med hvilken Gru han tænkte paa den Tid, da det syntes ham, der var intet andet for ham at gjøre end rat tage ud til Spjellerup og sørge sig ihjel. «Jeg bringer», siger han, «nødig de Ord, der tilhøre Andagtens Timer, i det sædvanlige Foredrag; dog kan jeg ikke bekvemme mig til her blot at sige: Omsider arbejdede dog min bedre Natur sig atter frem; men jeg vil sige, at der dog hist oppe var et Øre til at høre min Klage, at Guds Naade dog bevarede mig fra at gaa til Grunde.»

I Nov. 1802 kom M. da til Spjellerup. Uagtet han her lige saa lidt som, medens han var hos Grev Moltke, undgik Omgang med andre, levede han dog endnu bestandig i Virkeligheden et Eneboerliv; hvad der foregik i hans Indre, skjulte han med ængstelig Omhu, og ingen vidste, før han selv som en gammel Mand fortalte det, hverken hvorledes han havde kæmpet med Tungsindets Dæmon, eller hvorledes han endelig sejrede. Det var i Aaret 1803, han sad og læste i en Bog af Jacobi, en Forfatter, der den Gang fik en særegen Betydning for ham, fordi han hos ham fandt den samme Søgen efter et fast Standpunkt som hos sig selv. Da f6r det ham med ét gjennem Sjælen som et Lyn fra det høje, og han sagde sig med al Klarhed: «Dersom Samvittigheden ikke er en betydningsløs Indbildning – og i denne Henseende nærede jeg ingen Tvivl –, dersom du skal lyde den i noget, da skal du lyde den i alt uden Undvigelse, gjøre og tale, hvad der er din Pligt, saa fuldt, som du erkj ender og formaar, ganske ubekymret om Verdens Dom, dens Ros eller dens Dadel; og dersom der er en Gud – og heller ikke derom var der i mit Hjærte nogen Tvivl –, og du jo ikke vægrer dig ved i noget at bøje dig for ham og at hengive dig i hans Vilje, da skal du gjøre det i alt, uden Forbeholdenhed, og ganske, ganske overlade dig og alt dit i hans faderlige Haand, nøjes med de Evner, han tildeler dig, og taale de Savn, han paalægger dig.» Disse Tanker vare ham naturligvis ikke nye; men for første Gang følte han sig grebet af dem, som man kun bliver grebet af det, der kommer fra Gud, og han siger: «Intet ligner den Henrykkelse, den indvortes Jubel, hvormed jeg ofte sagde mig selv: Jeg har en Gud og en Frelser!» Fra den Tid er det, som om Cellen, hvori han havde indesluttet sig, aabnede sin Dør, og han begynder ikke blot som hidtil at føle Trang til at udrette noget, men ogsaa at tro paa, at han evnede det. Hertil bidrog det maaske ikke lidt, at Fru Rahbek efter et Besøg i Spjellerup 1804 blev hans varme Veninde, med hvem han førte en levende Brevvexel, af hvilken meget – maaske alt for meget – er trykt i forskjellige Samlinger. Den Beundring, hun nærede for M., kan forekomme os overdreven, men den tjente til at styrke hans Tillid til sig selv, hvilket den Gang nok kunde behøves. Han begyndte nu ogsaa paa en ikke ubetydelig litterær Virksomhed. I Aaret 1809 skrev han, efter forgjæves at have forsøgt at anmelde Oehlenschlägers «Poetiske Skrifter», et Digt  til denne. I dette hedder det:

«Saa gaa vi til vort Værk med Kraft og Lyst;
end ligge Templets gamle, faste Stene,
vi rydde bort det sammenfaldne Grus
og bygge atter frejdigt Herrens Hus.»

Her havde han betegnet, hvad der herefter skulde være hans Livsopgave. Det følgende Aar erklærede han den herskende Rationalisme Krig ved en Afhandling mod det af Biskop Boisen gjorte liturgiske Forslag (II, 484). Et Par theologiske Afhandlinger oplæste han paa Sjællands Landemode, deriblandt «Om den Kunst at prædike» (1810). Størst Betydning fik dog en Prædikensamling (1810), hvori han allerede udfolder sine store Evner som Prædikant; han vil her vise sine samtidige den samme Vej, som han selv er vandret, og trøste dem, der trænge dertil, med den Trøst, hvormed han selv er bleven trøstet, og det kan ikke undre os, at det er Stilheden, Ensomheden, han priser som det rette Middel til at finde sig selv i Modsætning til den Travlhed og Stundesløshed, hvori saa mange Menneskers Liv hengaa.

Det næste Aar (1811) søgte og fik M. Embedet som 1. Kapellan  ved Frue Kirke i Kjøbenhavn. Denne Gang følte han en bestemt Drift til en større Virksomhed i Hovedstaden, og han tog intet Hensyn til de mange Advarsler fra Slægt og Venner mod at ombytte et godt Landsbykald med et fattigt Kapellani og det idylliske Spjellerup med det urolige Kjøbenhavn. Det viste sig ogsaa, at   han havde taget fejl; thi han fik hurtig en stor Menighed; talrige Tilhørere, deriblandt de fleste theologiske Studenter og Kandidater, samlede sig om hans Prædikestol. Han afslog Tilbud baade om at blive den senere Konges, Frederik VII’s, Opdrager og om et Professorat i Christiania; men der blev paalagt ham mange særskilte Hverv. Han blev (1812) Docent i Psykologi ved Pastoralseminariet, for hvilket han (s. A.) blev Meddirektør; 1814 udarbejdede han Grundlaget for den Udgave af Luthers lille Katekismus, der avtoriseredes til almindelig Brug ved Skolerne; s. A. var han med at oprette Bibelselskabet, i hvis Bestyrelse han indtraadte; 1815 blev han Medlem af Kommissionen til det nye Testamentes Revision og 1817 endog Medlem af Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler. Da denne hørte mellem Kollegierne og havde umiddelbart Referat til Kongen, maa det anses for et mærkeligt Tegn paa den Anseelse, M. nød, at han som Kapellan opnaaede en saa anselig Stilling. I Aaret 1826 blev han Hofprædikant og 1828 kongl. Konfessionarius samt Hof- og Slotspræst. – De mange Arbejder, der saaledes paalagdes ham, af brøde ikke hans litterære Virksomhed. I Aaret 1824 deltog han i den store filosofiske Fejde mod Professor F. G. Howitz (VIII, 131), der havde erklæret sig for en Tilhænger af den gamle Anskuelse om en evig Nødvendighed og et urokkeligt Fatum. Han udgav sine tidligere theologiske Arbejder paa Tysk («Kleine theologische Schriften», 1825) og en Aargang Prædikener (1823) samt «Betragtninger over de kristelige Troslærdomme» (1833). Disse sidste saa vel som Prædikenerne fik en overordentlig Betydning som de Andagtsbøger, de dannede i en hel Menneskealder søgte til, og hvori mange fandt den Næring for deres aandelige Liv, som de forgjæves søgte i Kirkerne, hvor Rationalismen endnu for en stor Del førte Ordet. M. havde fortrinlige Forudsætninger for at kunne skrive Betragtninger: ikke blot bøde hans mange Kundskaber ham Stof alle Vegne fra; men han havde selv oplevet saa meget i de indre Prøvelser, han havde gjennemgaaet, at han var en erfaren Fører for andre, især hvor han omtaler det indre Liv, Bønnen, Hengivenheden i Guds Vilje, medens han kun i mindre Grad havde Øje for Betydningen af Samfundslivet, hvor de troende drage og opbygge hverandre. Han havde selv staaet paa det Standpunkt, hvorpaa det store Flertal af Menigheden endnu stod, og han vidste at gaa ind i sine samtidiges Tankegang. Netop dette, som er hans Prædikeners og Betragtningers Fortrin, bevirker, at de fleste nu ikke længer søge Opbyggelse i dem. Men hvis der skulde komme en Slægt, som, træt af den travle Syssel med at løse Samfundsopgaver, følte Trang til enkeltvis at gaa ind i Lønkammeret og fordybe sig i sig selv, da vilde den utvivlsomt atter kunne søge til M.s Opbyggelsesbøger og finde frugtbar Anvisning i dem. – I M.s huslige Forhold var der i Kjøbenhavn sket en stor Forandring, i det han 1815 ægtede Biskop Fr. Miinters ældste Datter, Marie Frederikke Francisca (Fanny). Hun var ikke 19 Aar gammel, 21 Aar yngre end M., men han levede med hende i det lykkeligste Ægteskab. Hun døde 1871.

Da Biskop Münter døde 1830, var der allerede mange, som mente, at M. skulde være hans Eftermand; det blev dog P. E. Müller; men ved dennes Død 1834 var M. selvskreven til hans Embede. 9. Sept. 1834 udnævntes han til Biskop over Sjællands Stift. Det var endnu en forholdsvis stille Tid i den danske Kirke; den store Strid, som Grundtvig havde vakt ved «Kirkens Gjenmæle», var stilnet af. M. havde ikke blandet sig i den, men han havde ved en Prædiken «Om den kristelige Visdom» taget Afstand fra begge Partier og naaet at vække Uvilje hos dem begge. Vel netop fordi hans egen Udvikling, som alt oftere omtalt, var sket i Stilhed og Ensomhed, havde han Modvilje mod alle kirkelige Bestræbelser, der vakte Opsigt og satte Masserne i Bevægelse. Der er næppe noget Skriftsted, han oftere nævner end Es. 42, 2: «Han skal ikke raabe og ej opløfte Røsten og ej lade sin Røst høre paa Gaden». Det agitatoriske, der var ved den grundtvigske Bevægelse, især efter at Lindberg havde taget den i sin Haand, var ham højlig imod. Forholdet mellem Grundtvig og M., der i Forvejen havde været køligt nok, blev ikke bedre ved M.s Optræden under Forhandlingerne om Sognebaandsløsning ved Stænderforsamlingen i Roskilde, og et formeligt Brud maa der siges at have fundet Sted, da Grundtvig 1838, samme Aar, som de nævnte Forhandlinger fandt Sted, androg om ikke blot som hidtil at maatte prædike, men ogsaa at maatte holde Konfirmation og Altergang i Frederikskirken. Den meget skarpe Erklæring, Biskoppen indgav mod dette Andragende, indeholder formodentlig det samme, som han mundtlig sagde Grundtvig, da denne søgte ham. Men der var endnu ingen Anledning for demjie til offentlig at træde op mod M., og han deltog ikke i de temmelig umotiverede Angreb, Lindberg rettede mod ham for hans Katekismus. De førte til, at M. skrev: «Om de danske Udgaver af den lille Katekismus» (1835). M.s Anseelse stod den Gang paa det højeste, han var almindelig anerkjendt som den danske Kirkes ypperste Mand, og da han nu tillige indtog dens første Embedsstilling,  Man man ikke undre sig over, at han troede at kunne tage en stor Reform i sin Haand, nemlig Indførelsen af et nyt Ritual og en ny Alterbog. Naar denne Sag, som der havde været arbejdet paa saa længe, nu igjen kom op, beroede det egentlig paa Forhold i Kancelliet. Her stode Stemann og Ørsted i bestandig Modsætning til hinanden, i det den første vilde gjøre de gamle Kirkelove gjældende paa en langt mere bogstavelig Maade, end Ørsted fandt forsvarlig. M. stod i denne Sag helt paa Ørsteds Side, og da denne med megen Møje havde udvirket, at der skulde tages Hensyn til et Andragende fra en Del af Kjøbenhavns Præster om at tilvejebringe en Forandring af Ritualet og en ny Alterbog, vægrede M. sig ikke ved at udføre Arbejdet, under hvilket han dog raadførte sig med nogle af ham selv valgte Mænd. Da han var færdig, bleve Udkastene trykte og først uddelte til et stort Antal Mænd, siden kom de i Boghandelen. Tillige nedsattes der 5. April 1839 en Kommission for at give dem deres endelige Form. Det var egentlig kun et eneste Punkt i M.s Forslag, der virkelig blev underkastet Drøftelse baade i de Erklæringer, der indhentedes, og i Pressen. Han havde ved Daaben gjort Forskjel mellem voxnes Daab og Barnedaab; kun ved den første skulde der som hidtil spørges direkte om Forsagelse og Tro; men ved Barnedaaben skulde der siges: «Men Daabens hellige Pagt er denne, at du skal forsage . . ., at du skal tro» . . ., hvorefter der til Slutning spørges Barnet: «Vil du døbes paa denne Tro?» En Del af Professorerne med H. N. Clausen i Spidsen udtalte sig endnu i den Retning, som tidligere havde været almindelig, naar der forhandledes om liturgiske Spørgsmaal; men ellers vare omtrent alle enige i at misbillige den af M. gjorte Forandring og ønske, at det gamle skulde bibeholdes. Grundtvig udgav 1839 «Frisprog mod Biskop M.s Forslag», et Skrift, der bar sin Titel med rette; i det voldsomste Sprog angreb han ikke blot den med Daaben gjorte Forandring, men ikke et Stykke, ja ikke en Linje i Forslaget fandt hans Bifald. Biskop Fogtmann fælder en træffende Dom, naar han siger, at Grundtvig har vel Ret i «nogle Poster», men han har Uret i «alle Maader». M. skrev mod Grundtvig og hans Meningsfæller: «Oplysninger angaaende Udkastet til en Alterbog og et Kirkeritual» (1840), og det var ham ikke nogen vanskelig Opgave at paavise de vilde Paastande og Ubilligheder, som Grundtvigs Skrift vrimlede af. Men naar dette og de andre Udtalelser fra samme Side dog vakte en almindelig Uvilje mod Forslaget næsten i alle kirkelig interesserede Kredse, laa Grunden dog dybere, end baade M. og hans Modstandere indsaa. Udkastet led af den, rigtignok uundgaaelige, Fejl at være nyt, og det var først, da det forelaa til Sammenligning med det gamle, at det gik op for Læserne, at det er en farlig Sag med nye kirkelige Formularer. Det var bestandig, som hørte man igjennem dem en enkelt Mands Røst, medens de gamle, der vare nedarvede fra Slægt til Slægt, klang som selve Kirkens Røst. Dette maa anses for Hovedgrunden til, at Ritualforandringen aldrig blev udført. – Det er let forstaaelige at denne Sags Udfald betog M. Lysten til at arbejde paa Reformer i Kirken; den øvrige Del af sit Liv modsatte han sig kun dem, der ønskedes fra andre Sider.

I det hele blev M.s Stilling en anden efter Kong Frederik VI’s Død. Da han holdt Ligtalen over ham i Roskilde Domkirke, begyndte han med de Ord: «I Frederik VI’s Mænd!» Til disse hørte han selv, som alle, der kom i nærmere Berøring med den gamle Konge, havde han næret den største Kjærlighed og Ærbødighed for ham; men disse Følelser formaaede han ikke ret at overføre paa hans Eftermand. Der begyndte nu rundt om at røre sig en Trang til større Frihed baade i politisk og i kirkelig Henseende. Stænderinstitutionen havde kun skærpet Appetitten, ikke tilfredsstillet den, og alle Vegne stødte det nye Liv, der rørte sig, mod gamle Love og Indretninger. For saa vidt det var kirkelige Spørgsmaal, der rejstes, skulde disse afgjøres i Kancelliet; men den alt omtalte Uenighed i dette var ikke bleven mindre; bestandig stod der 2 Partier over for hinanden, og som Følge deraf var dets Optræden tit holdningsløs. M. betragtede det bestandig som sin Opgave at. holde paa det bestaaende. Han kunde endnu mindre end tidligere forlige sig med den Uro, der var kommet over Mennesker, som efter hans Mening havde gjort langt bedre i at passe deres egne Sager og lade dem, der havde Forstand paa det, styre Statens og Kirkens Anliggender, og medens han havde et skarpt Blik for Uklarheden hos Oppositionsmændene og for de urene Elementer, der vare blandede ind i Bevægelserne, formaaede han ikke at se, at der bag alt dette kunde skjule sig en berettiget Stræben. Saaledes var det over for Grundtvig og hans Tilhængere saa vel som over for dem, der fra andre Synspunkter og paa andre Maader ønskede større Frihed i Kirken.

De gudelige Forsamlinger havde efterhaanden udbredt sig over hele Landet og øvede en stor Tiltrækning paa Almuen. Avtoriteternes Forhold til dem havde været meget ujævnt, snart havde de uhindret kunnet holdes, snart var man optraadt mod dem med stor Strænghed. Præsterne vare i det hele meget uvillig stemte mod dem, og der gjordes flere Forsøg paa at faa Anordningen af 13. Jan. 1741, der bestemte, paa hvilken Maade de maatte holdes, skærpet. Dette fraraadede M. dog bestandig; i det hele har han mange Gange dæmpet Iveren for at fare haardt frem mod Forsamlingerne; men en Ting holdt han paa: man skulde gjøre den nævnte Anordning gjældende over for dem, der rejste omkring og holdt Forsamlinger, medens der skulde ses gjennem Fingre med dem, der kun holdt dem paa deres Hjemsted. Men det er klart nok, at han kun følte liden Sympathi for den hele Bevægelse og for de prædikende Lægmænd. Vel indrømmer han, at de opvakte i Regelen ere flittige og stræbsomme Folk, men, siger han, flere og flere forledes ogsaa til i fordærvelige Grublerier at forsømme deres jordiske Kald- andre skaffe sig et Levebrød af at være Partiledere, Talere eller Husværter, og der føres megen betænkelig Lærdom baade i pietistisk Retning og ved «den forvirrede Tale om Daabspagten». Alt dette er sandt nok, men det er ikke mindre sandt, at der dog ofte i Lægmændenes Tale var en Inderlighed og bag den en kristelig Erfaring, som savnedes hos mange Præster, og dette var Hovedgrunden til, at deres Prædiken fik saa stor Indgang.

Det viste sig imidlertid, at M. havde Ret i, at der adskillige Steder var noget usundt i Opvækkelsen, da Baptisterne fra 1839 trængte ind i Landet og fik deres Tilhængere netop fra de opvakte Kredse. Det var efter Landets Forfatning aldeles ulovligt, at et fremmed Religionsparti søgte at udbrede sig i det, og M. var strax paa det rene med, at det burde forbydes dem at optræde om  Samfund, saa de holdt den hellige Nadvere; deres Børn skulde døbes, de Børn, der alt vare døbte, konfirmeres, og hvis de ikke vilde lade være at gjøre Proselytter, skulde de henvises til Fristæderne. Regeringen forsøgte ogsaa at gaa frem imod dem paa denne Maade, men hvad der havde været vanskeligt at sætte igjennem i Midten af det 18. Aarhundrede, var blevet umuligt i Midten af det 19. Fængslinger og Mulkteringer bevirkede kun, at Sekten vakte endnu mere Opsigt. Der blev indhentet nye, meget forskjellig lydende Erklæringer fra Biskopperne; M. holdt paa, at Børnene for Statens Skyld maatte døbes; denne kunde ikke være tjent med, at der opvoxede Mennesker, som slet ikke hørte til noget Religionssamfund. I Kancelliet var der ligeledes Uenighed, og det blev derfor Kongen selv, der maatte tage en Beslutning, og denne gik da ud paa, at Baptisterne vel maatte forsamle sig og nyde den hellige Nadvere, men deres Børn skulde døbes (23. Dec. 1842). Man var her gaaet ud fra den mislige Tankegang, som i øvrigt ogsaa var M.s, at da de ansaa Barnedaaben for en Nullitet, kunde de heller intet have at indvende mod Børnenes Daab. Men denne Forudsætning holdt ikke Stik, Baptisterne søgte paa alle Maader at unddrage Børnene Daaben, og snart begyndte ogsaa Mag. P. Kierkegaard i Pedersborg og andre Præster at vægre sig ved at døbe de Børn, der med Magt maatte tages fra Forældrene for at bringes til Kirken. I det hele rejste den offentlige Mening sig næsten enstemmig mod de tagne Forholdsregler, og M. blev her forladt selv af sine bedste Venner som Ørsted og Martensen. Kjøbenhavns Præstekonvent indgav ogsaa et Andragende mod Tvangsdaaben. Regeringen truede først Kierkegaard med Afskedigelse, men turde ikke gjøre Alvor af sin Trusel, og da Kancelliet 1846 atter maatte forestille Kongen Sagen, var det kun M. og Stemann, der endnu fastholdt, at der skulde gaas frem efter Loven. Ørsted udtalte, at den ved Plakaten af 23. Dec. 1842 tilvejebragte Tilstand var uholdbar, og at de den Gang tagne Bestemmelser maatte forandres. Dette skete dog først i Aaret 1848.

Ligesom i den her omhandlede Sag stødte M. ogsaa sammen  med Kjøbenhavns Konvent, da der forhandledes om en ny Salmebog. Baade Grundtvigs Salmedigtning og talrige Udgaver af ældre Salmer havde aabnet Øjnene for den evangeliske Salmebogs Mangler. M. var ikke meget ivrig for denne Sag; han manglede her som paa saa mange Punkter Blik for Grundtvigs Betydning, og han fandt, at hvad der vanheldede den evangeliske Salmebog, var Mangel paa Logik, paa Orden og Sammenhæng i Tankegangen, medens de fleste af dem, der klagede over, at den var fattig paa Poesi, ikke i poetisk Henseende stode paa noget højere Standpunkt end dens Redaktion. Imidlertid ønskede han dog, at Ritualkommissionen skulde samle et lille Tillæg paa ikke over 30 Salmer. Dette approberedes 1842, efter at M. havde brugt mange Ord for at bevise, at det ikke var nødvendigt, at der optoges en Salmedigter (*dvs.: Grundtvig) i Kommissionen. Denne blev færdig med sit Arbejde 1844, men inden den kom saa vidt, havde Kjøbenhavns Konvent gjort Skridt, der maatte krænke Biskoppen haardt. Det havde ikke blot nedsat en Komité til at udarbejde en hel ny Salmebog, men det havde andraget paa, at Udarbejdelsen af Tillægget maatte stilles i Bero for ikke at træde hindrende i Vejen for denne. M. følte sig med Grund ilde berørt heraf, og han følte sig ikke sikker paa, at Kongen ikke vilde gaa ind paa Andragendet. Hans Frygt lægger sig for Dagen i de indtrængende Ord, hvormed han lægger ham paa Sinde ikke at forandre den en Gang tagne Beslutning. Han vandt for saa vidt Sejer, som Tillæggets Indførelse approberedes, men tillige lovede Kongen at tage under Overvejelse, om den nye Salmebog, naar den var ble ven værdig, kunde blive indført. Konventet tog nu fat paa Arbejdet, det nedsatte en Komité, og der udkom et Prøvehæfte, væsentlig udarbejdet af Grundtvig og med stærkt Præg af hans Individualitet. Efter Anmodning skrev M. en Erklæring om det «saa moderat som muligt, men det skarpe kunde og burde ikke undgaas». Men til hans store Tilfredsstillelse vendte Stemningen sig, og Konventet forkastede selv Komiteens Arbejde. Endnu en Gang dukkede dog det forkastede Prøvehæfte frem, i det Roskilde Konvent indgav et Andragende om at maatte bruge det som Tillæg til Salmebogen. M. skrev atter «en lang og, om man vil, Stræng Betænkning», og Kongen afgav 12. Maj 1847 en Resolution, hvori enhver Linje er en Undskyldning for, at Biskoppens Bestemthed har nødt ham til at tage en Beslutning, der var modsat hans egne Ønsker og formodentlig ogsaa stred mod hele eller halve Løfter, der vare givne Grundtvig.

Der var endnu en Sag, hvori M. stødte sammen med Kjøbenhavns Konvent. Der var opstaaet en ikke ringe Misfornøjelse med Kancelliets Styrelse af Kirke- og Skolesager, og især ønskede Præsterne, at der skulde sidde en gejstlig Mand i den øverste Styrelse for disse. Østifternes Stænderforsamling indgav et Andragende derom 1840; det var forfattet af H. N. Clausen og gik ud paa Oprettelsen af en fælles Overbestyrelse for Kirken og Skolen. Senere sluttede Konventet sig dertil, og Sagen blev flere Gange behandlet i Kancelliet, hvor der var Uenighed om den som om alt andet. M. var ogsaa her mod enhver Forandring, men mest beklagede han sig over Konventets egenmægtige Optræden som Repræsentant for Gejstligheden, og han fandt ikke uden Grund, at det var løse og trivielle Grunde, det anførte.

Hidtil kan det siges, at M. dog egentlig havde sejret i alle de nævnte Stridigheder og forhindret, at de Forandringer, han misbilligede, sattes igjennem. Anderledes blev det efter 1848; da brød den længe opdæmmede Strøm gjennem alle Hindringer, og han vil ikke kunne frikjendes for at have været mellem dem, der ved at modsætte sig alle Reformer var Skyld i, at Gjennembruddet blev saa voldsomt. Hans Opgave blev nu kun at arbejde paa, at de uundgaaelige Reformer gjennemførtes saaledes, at de gjorde saa lidt Skade som muligt; at der skulde komme noget godt ud af dem, har han sikkert kun haft ringe Haab om. Monrad udtalte som Kultusminister, at det nu maatte være Opgaven i Kirken at gjennemføre de samme Grundsætninger, der vare i Færd med at gjøre sig gjældende i Staten. Det var med et tungt Hjærte, M. indtog sin Plads som kongevalgt Medlem af den grundlovgivende Forsamling. «Dersom vi», skriver han i Sommeren 1848, «paa en skikkelig Maade blive af med den udvortes Fjende, have vi endnu at kæmpe mod den indvortes, som ikke er mildere, og som truer baade Stat og Kirke.» Under Grundlovsforhandlingen var det nærmest hans Ønske, at der skulde indsættes saa faa Bestemmelser som muligt om Kirken, eller at i ethvert Tilfælde disse skulde faa en saadan Form, at tilkommende Rigsdage vilde være bundne ved dem. Men det lykkedes ikke hverken at faa bestemt, at Kirkens Forfatning ikke maatte ordnes, uden at Kirken var hørt, eller at afvigende Religionssamfund kun ved Lov kunde faa Ret til offentlig Gudsdyrkelse, eller at faa Kirkens Ejendomsret anerkjendt. Deneneste Sejer, han vandt, var, at et Forslag om Sognebaandsløsning udstemtes, væsentlig dog af formelle Grunde. I øvrigt var han blandt dem, der stemte imod Grundloven. Efter den Tid skrev han endnu et Par Smaapiecer mod Spandets Forslag om borgerligt Ægteskab. – Han var bleven Formand for den af A. S. Ørsted som Kultusminister 1853 nedsatte Kirkekommission; men inden den ret fik begyndt sine Forhandlinger, døde han 30. Jan. 1854.

Det gaar ved Skildringen af M.s sidste Aar som saa tit i Fremstillingen af en Mands Liv, at det er lettest at faa fat paa de Stridigheder, han har været indviklet i; men det vilde være et urigtigt Indtryk, hvis man vilde mene, at M. gik op i Bitterhed og forgjæves Modstand mod Forandringer, der maatte og skulde fremmes. Han vedblev sin litterære Virksomhed, især udgav han bestandig nye Prædikener, ligesom han samlede sine theologiske Afhandlinger («Blandede Skrifter», 6 Bind, 1852-57; de sidste Bind udgaves efter hans Død af Svigersønnen J. H. V. Paulli). Et af ham udarbejdet «Grundrids af den kristelige Dogmatik» udkom først efter hans Død. Hans mangeaarige Studier over Kirkens ældste Historie førte kun til Udgivelsen af mindre Afhandlinger om det 1. Aarhundredes Kirkehistorie. Han bevarede til det sidste sine mange Interesser, og fremfor alt han havde ikke i de mange Stridigheder, der optoge ham, glemt Vejen til det Lønkammer, hvor han i sin Ungdom havde levet saa rigt et Liv og gjort saa mange Erfaringer. I de Aftentimer, der bestandig vare helligede Bøn og Betragtning, hentede han til det sidste den Sindets Ligevægt, som ikke forlod ham, selv naar han kun kunde tænke paa de offentlige Sager «med Sorg og Væmmelse». Hertil kom ogsaa den Glæde, han til det sidste følte ved sin Embedsgjerning, især Visitatserne. «Jeg forsikrer dig», skrev han til sin Hustru, «at mangen Gang, naar jeg saaledes gaar og taler i Kirkerne, kan jeg synes, at det er det bedste af alle Embeder at være Biskop.»

Hans foreløbige Eftermæle blev ikke saaledes, som det vilde være blevet, hvis han var død 15 Aar tidligere. I den Henseende delte han Skæbne med sin Ven Ørsted. Ikke blot gjengjældte Grundtvig og hans Tilhængere ham den Bitterhed, han havde næret mod dem; men mange Præster, der vare overbeviste om, at Kirken trængte til større Frihed, havde med Misbilligelse set de Hindringer, han lagde i Vejen for Udviklingen. Her skal ikke dvæles ved S. Kierkegaards voldsomme Angreb paa ham, kun skal det bemærkes, at det er besynderligt, at den Mand, som selv roste sig af at være den ensomme, ikke havde Blik for, i hvor høj Grad M.s Prædiken bar Præg af, at ogsaa han i Ørkenens Ensomhed havde fundet Jordans Kilder. M. havde intet Parti, der kunde værge hans Navn mod de mange umodne og uforstandige Gjentagelser af Kierkegaards Angreb paa ham. Men medens disse løde i Litteraturen, sad der rundt om i Landet mangfoldige  Præster, der havde gaaet i hans Skole, og mange af Kirkens bedste Mænd have vedkjendt sig, hvor meget de skyldte ham. Efterhaanden har ogsaa en retfærdigere Bedømmelse arbejdet sig frem, og der er nu næppe mange, som ikke ville samstemme med Martensens en Gang saa anfægtede Ord i en Prædiken kort efter hans Død: «I denne hellige Række af Sandhedsvidner (fra Apostlene indtil vore Dage) var ogsaa vor hedengangne Lærer et tjenende Led til Guds og Faderens Ære; og Troens Vidnesbyrd, hvor førte han det ikke iblandt os i Aands og Krafts Bevisning».

Hvad M.s ydre Liv angaar, skal endnu anføres nogle Enkeltheder. 1815 blev han Dr. theol., 1819 Medlem af Videnskabernes Selskab, 1828 Kommandør af Danebrog, 1834 Medlem af Missionskollegiet og Direktør for Waisenhuset, 1836 Storkors af Danebrog. 1847 tildeltes ham Rang i 1. Klasse. Som kongevalgt Medlem af Stænderne mødte han i Roskilde 1835, 38, 40, 42, 44 og 48."