Niels Stigsen
	Skt. Knuds Kirke i Odense, hvor bisperne fra hele Danmark mødtes.
	Krypt
	Investiturstrid kirke/konge

Med Valdemar Sejrs død indledes en ulykkelig periode i landets historie, den periode, der af en munk i Ryd Kloster ved Flensborg Fjord har fået denne karakteristik:

”I 1241 døde kong Valdemar 2. højlovlig ihukommelse på skærtorsdag. Ved hans død faldt for sand kronen af de danskes hoved; thi fra den stund gav de sig til at fejde indbyrdes og ødelægge hinanden, så de blev til spot for alle nabofolk, og de lande, som deres fædre ærefuldt havde vundet ved sværdet, faldt ikke blot fra deres herredømme, men slog endog riget de sværeste sår og stedte det ynkeligt i virvar, idet rigets stormænd satte sig op imod kongen og søndersled og hærgede hverandre.”

Kong Erik ligger i flere år i strid (borgerkrig) med sin bror hertug Abel af Slesvig. Der indgås våbenhvile mellem konge og hertug, som varede et par år; men i mellemtiden opstod der andre vanskeligheder. De plyndringer, som bl.a. munkene i Øm Kloster kom ud for, fik i februar 1245  de danske bisper til på et møde i Odense at vedtage en skarp resolution, som indførte automatisk bandlysning (udelukkelse fra alle kirkelige handlinger) af alle, der trådte kirkens rettigheder for nær: "Alle dem der med vold og overlast lægger hånd på kirkens gods, og alle der lader noget sådant gøre, byder eller tilskynder dertil. Ingen af de pågældende skal kunne løses af dette band uden af sin stiftsbiskop og først efter, at han har givet fyldestgørende bod for skade og uret".  

Erik Plovpenning forstod, at Odenseresolutionen var rettet mod ham selv, og han tog til genmæle ved at slå ned på kirkens mest energiske talsmand bisp Niels Stigsen af Roskilde, der tillige beklædte embedet som kongens kansler.

Bispen gik i landflygtighed først i Norge, senere i Frankrig, og kong Erik beslaglagde hans by København. Striden udfægtedes i den følgende tid skriftligt mellem bisp og konge, med paven som en noget vaklende tredjepart. Det kom herunder frem, at Niels skulle have forbindelse med oppositionelle kredse, og at Erik følte sig truet på livet. Om beskyldningerne var sande, fik man ikke endeligt rede på, men hovedsagen er klar nok: den danske kirkes mænd, som siden 1170 havde stået i ubrydelig alliance med kongerne, begyndte nu  i hvert fald for en dels vedkommende at gå deres egne veje. Niels Stigsen døde i Frankrig, nemlig i klosteret i Clairvaux.