Bisp Niels Jespersen Ulfeldt

Biskop Niels Jespersen Ulfeldt ligsten.

Biskop Niels Jepsen Ulfeldts gravminde var en 23/4 m lang og godt 1 m bred rigt graveret messingplade, indlagt i og fastgjort til et fodstykke af sten som kun løftede sig et par håndbredder over gulvet. Bispen er afbildet i fuldt ornat med krumstav og gravkalk, på én gang stående og hvilende. Han træder drager - syndens symbol - under fode; men samtidig hviler hans hoved på en pude. På baldakinen ses i midten Abraham, der optager den afdødes sjæl i sit skød i form af en lille bispefigur. Biskoppens skikkelse er flankeret af to gotiske tårne, hvorpå der er anbragt tolv små apostel- og helgenfigurer. Bispens dragt og puden under hans hoved er rigt baldyret med løvværk og musicerende engle, forskellige dyr og fabelvæsener. I pladens hjørner ses evangelistmærkerne, midt i langsidernes indskrifter er Ulfeldternes våben anbragt

Da Skt. Laurentii Kapel blev nedrevet for at give plads for Christian IV's, blev gravpladen lagt op i højkoret. Da dette blev omdannet til kongelig begravelse, kom den atter på vandring rundt i kirken. I 1806 bortsolgtes den ved en skandaløs auktion. En kobbersmed fra Roskilde fik billigt hammerslag og smeltede den straks om.

Fra 1200-tallets begyndelse var det ret almindeligt i udlandet at benytte udgraverede messingplader til gravminder. Herhjemme har der kun været få af disse kostelige kunstværker, som rimeligvis var udført i Flandern. Foruden Niels Jepsens ved vi besked om to forsvundne. Tilbage er alene pladen i Sorø Kirke over Erik Menved og dronning Ingeborg.

Tegneren Søren Abildgaard har ca. 1765 gengivet Niels Jepsens gravplade i en omhyggelig og detailleret tegning. Derfor ved vi stadig, hvordan den så ud. 

Da de kongelige rådgiveres forsamling ved overgangen til 1300-årene havde taget form som rigsråd, kom dettes største magt til at ligge hos gejstligheden. Alle landets bisper var selvskrevne medlemmer af rigsrådet, hvis formand var ærkebispen i Lund. Hermed var der sikret den højeste gejstlighed en meget betydelig magt. For at give udtryk herfor tales der om rigsrådsbisper og den danske adelskirke. Mellem de højadelige prælater og den lavere ofte proletariserede præstestand var der et socialt svælg. Dette bar senere i ikke ringe grad spinet ind ved reformationen.