Ole Worm |
Rasmus Bartholin Caspar Bartholin | |
Ole Worm opnåede store videnskabelige resultater, men rigtignok på et felt, der lå lægevidenskaben fjernt. Efter mange års studium og indsamlingsarbejde og efter flere mindre skrifter, bl. a. om det guldhorn, der var blevet fundet ved Gallehus i 1639, kunne han i 1643 udsende sit store værk om de danske runeindskrifter, Monumenta Danica, der blev grundlæggende for dansk runeudforskning.
Ved den vanskelige tolkning af de gamle skrifttegn havde Worm fået værdifuld støtte fra engelske og islandske lærde. I lang tid havde Danmark ved at give islandske studenter fortrinsstilling til kommunitetsstipendiet bidraget til at holde øens lærdom i live, men nu gjorde Island gengæld, også ved at lade det ene kostelige middelalderhåndskrift efter det andet vandre til Danmark. Det blev af stor betydning for Worm, men også for hans lærde ven, filologen Stephan Hansen Stephanius, der i 1642 udgav Svend Aggesens historiske skrifter og i 1644-45 udsendte sit livsværk, en kritisk gennemarbejdet og udførligt kommenteret udgave af Saxo.
Worm var kannik i Roskilde. Han var gift 3 gange. Anden gang var med Susanne Madsdatter, datter af Lunds biskop Mads Jensen (Medelfar). Hun døde af pest 24 år gammel 1636, men havde nået at få 4 børn. Worm fik hende begravet i domkirken, hvor han også bekostede et epitafium for hende i nærheden af det schrøderske. Hans tredje hustru var Magdalene Motzfeld, søster til Eva Motzfeld, der var gift med borgmester Herman Schrøder i Roskilde.
Mere
om Ole Worm fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905).
"Læge. W. var født 13. Maj 1588 i Aarhus, hvor Faderen Villum W. var
Borgmester og gift med Inger Olsdatter, Datter af Borgmester Ole Jørgensen i
Horsens. Bedstefaderen Johan W., Raadmand i Aarhus, var tillige med flere
Medlemmer af samme Familie kommen til Danmark fra Arnheim i Geldern, i det den
var flygtet fra Holland under Religionsforfølgelserne. Efter at W. havde
frekventeret Aarhus Skole, blev han sendt til Gymnasiet i Lüneburg, og efter et
Aars Ophold her rejste han til Emmerich i Geldern, hvor han havde paarørende.
Her fra rejste han hjem, men gav sig atter snart paa Rejse, drog efter Faderens
Raad til Universitetet i Marburg og blev 1605 immatrikuleret her. Paa Grund af
religiøse Stridigheder maatte han imidlertid snart flygte her fra sammen med
andre studerende og Professorer af den augsburgske Konfession og begav sig til
Giessen, der fra 1607 til Strasburg. Her begyndte han først paa det medicinske
Studium, hvilket han derpaa dyrkede videre i Basel under de berømte Lærere
Plater, Bauhin og Zwinger. 1608 gik han videre til Universitetet i Padua, hvor
han ivrig dyrkede klinisk Medicin ligesom ogsaa Kirurgien, og hvor han valgtes
til Konsiliarius for den tyske Nation. 1609 gennemrejste han Italien og opholdt
sig paa Tilbagevejen nogen Tid i Montpellier og Paris, hvor han begyndte at gjøre
sig bemærket som dygtig Læge. Over Holland og med et længere Ophold ved det
nye Universitet i Leiden vendte han 1610 tilbage til Danmark og blev nu først
indskreven ved Kjøbenhavns Universitet. Han imponerede ved sine dygtige og
alsidige Kundskaber, men for ham selv var det endnu ikke nok, og 1611 gik han
atter ud paa Studierejse og dyrkede i nogen Tid kemiske Øvelser i Marburg.
Efter Opfordring vilde han tage Doktorgraden her, men da Universitetet opløstes
paa Grund af Pest, gik han til Basel og kreeredes her til medicinsk Doktor af
Bauhin. Her fra rejste han til England, som han ikke tidligere havde besøgt,
blev her halvandet Aar og erhvervede sig betydelig Anseelse som praktiserende Læge.
1613 kom han da endelig tilbage til Kjøbenhavn og blev udnævnt til Professor
ved Universitetet.
Han traadte ind i det filosofiske Fakultet i det laveste Professorat, som Pædagogicus,
rykkede 1615 op som Professor i Græsk, blev 1621 Professor i Fysik og endelig
1624, da Caspar Bartholin gik over i det theologiske Fakultet, Professor i
Medicin, i hvilken Stilling han virkede til sin Død, 31. Avg. 1654. I denne
lange Funktionstid modtog han de sædvanlige Æresbevisninger og var 5 Gange
valgt til Universitetets Rektor, sidste Gang i sit Dødsaar. Han var 3 Gange
gift. 26. Nov. 1615 ægtede han Dorothea Fincke (f. 1596), Datter af det
medicinske Fakultets Senior, den indflydelsesrige Professor Thomas F. (V, 150).
Efter hendes Død (1629) ægtede han 1630 Susanne Madsdatter, Datter af Biskop
Mads Jensen, og da hun døde af Pest (26. Avg. 1637), ægtede han 21. April 1639
Magdalene Motzfeldt (f. 25. Jan. 1617 d. 24. Febr. 1691), Datter
af den kjøbenhavnske Vinhandler Peder M. og en Søster til Griffenfelds Moder.
Med disse Hustruer fik han en talrig Børneflok, hvoraf flere Sønner og Døtre
(ved Ægteskab) fik en fremskudt Plads i Samfundet.
Hans lange Universitetsvirksomhed samlede sig altsaa hovedsagelig om Medicinen,
og her fik han en ikke ringe Betydningsom den kundskabsrige og
samvittighedsfulde Docent, der alvorlig søgte at bringe de medicinske
Undervisningsfag op fra den rudimentære og utilfredsstillende Tilstand, som
hidtil paa dette Omraade havde hersket ved Universitetet. For den anatomiske
Undervisning manglede alle Hjælpemidler, men ved Livlæge Henning Arnisæus’
Bistand fik W. dog anskaffet et mandligt Skelet og blev saaledes i Stand til i
det mindste at demonstrere Osteologien, ogsaa de smaa af ham selv paaviste Ben i
Kraniet, som Th. Bartholin i de nye Udgaver af Faderens anatomiske Lærebog til
hans Ære kaldte «ossa Wormiana», men som i øvrigt for længst vare opdagede
af andre. Naar han stillede sig meget kølig til Oprettelsen af det anatomiske
Theater, var det paa ingen Maade af Mangel paa Interesse for Videnskabsfaget,
men fordi det ikke, som han vilde, blev hans Hustrus unge Søstersøn og hans
egen kjære Plejesøn Thomas Bartholin, der skulde være dets Forstander, men
den af Regeringsmyndighederne uden Universitetets Medvirkning indkaldte Simon
Paulli, hvis hele Personlighed oven i Kjøbet var ham i høj Grad imod. Paulli
gik uden Skrupler ind paa, efter Paabudet i de nye «Constitutiones», at
foredrage Anatomien og Kirurgien i Modersmaalet for de ulærde Barberkirurger
– noget som en fornem og selvfølende Universitetsprofessor af Tidens typisk lærde
Støbning saaledes som W. absolut maatte finde at være «medicorum Ære for nær».
Saa vidt i Uhildethed kunde han ikke naa, om han end under sine vidtløftige
Studieophold ved fremskredne fremmede Universiteter havde faaet sit Syn
betydelig udvidet og saaledes ikke delte sine fleste lærde Kollegers Ringeagt
for Kirurgien, som han rned Iver havde lagt sig efter, og hvilken han endog
betegnede som «nobilissima medicinæ pars».
Ogsaa i sin Virksomhed som Læge viste han sig at indtage et fremskredent
Standpunkt. Ikke blot synes han utrættelig at have staaet til Rede med Ydelsen
af sin Lægehjælp i de forskjellige Samfundskredse – for øvrigt ikke mindst
i de højeste fyrstelige – men ogsaa i de i hans Tid ret hyppige Pestepidemier
i Kjøbenhavn ses han at være bleven paa sin Post og at have ofret
sig for de syges Behandling, i Modsætning til de allerfleste af hans lærde
Kolleger, som efter gammel Skik flygtede bort fra det af Pest angrebne Sted og
overlod de syge til Barberernes (Pestmestrenes) Behandling. Den heftige Feber,
som voldte hans Død, var sikkert nok ogsaa af pestagtig Natur og fremkaldt ved
den herskende Epidemis Smitte. Han gav i saa Henseende sine medicinske Disciple
det smukkeste Exempel til Efterfølgelse, og han forsømte heller ikke at oplære
dem til deres Kald ved Undervisning i selve Sygdomslæren, som flere af hans
udgivne Disputationer og Exercitationer ligesom ogsaa hans særlige Skrift «Institutiones
medicæ» ret udførlig omhandler. For Disciplenes Kjendskab til Lægemidler søgte
han at drage Omsorg ved at tage sig af den «Hortus medicus», som Kongen havde
skjænket Universitetet, men som henlaa i en ynkelig Forfatning. Efter at have
overtaget den med Haven sammenknyttede Residens fik han den bragt nogenlunde paa
Fode, selv om den paa ingen Maade kunde maale sig med, hvad han havde set ved
udenlandske Universiteter.
Den stærke Ros, W. faar i sin akademiske Nekrolog for at have virket som Docent
«inimitabili industria», kan saaledes siges ikke at være ufortjent, navnlig
set i Forhold til, hvad der ellers udrettedes i det medicinske Fakultet i det
17. Aarhundredes første Halvdel. Men hans Livs egentlige og mest fremtrædende
Hovedinteresse var dog aabenbart Forskningen i Tidens vidtstrakte polyhistoriske
Forstand paa alle Iagttagelsens og Naturerkjendelsens Omraader og heller ikke
uden Benyttelse af den lærde Spekulations og Dialektiks skolastiske Vaaben. Utrættelig
lige til sin Død vedblev han at samle og udforske alt muligt, der frembød ham
Problemer at løse, lige fra den nordiske Hedenold og til hans egen Tid (om hans
Oldtidsforskning se ndfr.); hans største Stolthed og Tilfredsstillelse var det
bestandig voxende Musæum, han anlagde og altid fordybede sig i, og hvis
uafbrudte frodige Tilvæxt lettedes ham ved de omfattende og gode Forbindelser,
han havde erhvervet sig paa sine vidtløftige Ungdomsrejser, senere tillige ved
den store Avtoritet, han kunde glæde sig ved ogsaa i Udlandet. Hans Musæum
blev efterhaanden til Kjøbenhavns største Seværdighed, og fra alle Lande kom
fremmede til for at se og beundre dets meget brogede Skatte, dets store Samling
af alskens Vidunderligheder, men tillige af virkelig naturvidenskabeligt
Materiale, saaledes navnlig fra Zoologiens Omraade.
W. var sin Tids Barn og fordybede sig gjærne i saadanne
vidunderlige Problemer, der kunde give Spekulationen frit Raaderum(«lusus naturæ»),
og han dvælede med Forkjærlighed ved det teleologiske Spørgsmaal Hvorfor frem
for ved det nøgtern-empiriske Hvorledes, men en virkelig, om end ikke just
banebrydende, Forskeraand var dog i ham vistnok i højere Grad end i de fleste
af hans samtidige, saaledes hans Bartholinske Fæller. Vel har han ligesom disse
travlt med spekulativ Udforskning af den fabelagtige Enhjørnings Naturhistorie,
men han tager dog ogsaa energisk fat paa virkelig Undersøgelse af Dyr, saaledes
af den i øvrigt ogsaa af et vist mirakuløst Skjær omgivne norske Studsmus
(Lemmingen), som efter den ældre Opfattelse antoges at opstaa af forraadnende
Skyer. Han tør vel paa ingen Maade benægte denne Hypothese, der har en
Avtoritet som J. C. Scaliger til Hjemmelsmand, men da han finder vel udviklede
Kjønsorganer hos de ham tilsendte Exemplarer, er han dog nærmest tilbøjelig
til empirisk at slutte, at disse Mus forplante sig som andre højere Dyr,
navnlig da hans Teleologi tilsiger ham, at Naturen har haft sin vise Hensigt med
de tilstedeværende Kjønsorganer. Den interessante og for ham meget
karakteristiske Afhandling, der udkom særskilt 1653, indlemmede han derpaa i
sit store litterære Hovedværk, sin udførlige Beskrivelse af Musæets
Samlinger.
W. var ikke saa letskrivende som hans Bartholinske Slægtninge; med hans
Grundighed og Alvor var aabenbart forbunden en vis Tunghed. Det var kun smaa
Kataloger over Samlingerne, vistnok blot til Brug for de mange flygtige besøgende,
han i levende Live fik udgivet. Det monumentale Værk derover, som han stadig
arbejdede paa, blev først publiceret Aaret efter hans Død af hans Søn Villum
W., men fremtraadte da ogsaa som et imponerende Pragtværk i Folio med talrige
vel udførte Afbildninger, udgivet hos Elzivir i Leiden: «Historia rariorum
Musei Wormiani». Selve Samlingerne skjænkede Arvingerne efter hans Død til
Kongen, og de kom saaledes til at udgjøre en fremragende Del af Kunstkammerets
Indhold.
Hans omfattende Brevvexling, der udgaves 1728 i to anseelige Bind af Gram og paa
Rostgaards Bekostning («O. Wormii et illustrium ac doctorum virorum ad eum
epistolæ»), giver meget righoldige Bidrag til Bedømmelse af Videnskabernes
Stilling og Forhold i første Halvdel af det 17. Aarhundrede. Da største Delen
af det endnu ikke færdigtrykte Oplag gik til Grunde ved Kjøbenhavns Ildebrand,
besørgede det danske Selskab 1751 en ny Udgave.
Ikke blot som Læge og Naturforsker, men endnu mere som Oldgransker vandt
Ole Worm et berømt Navn. Med sin livlige Aand og sine mangesidige Interesser
havde han, som han selv udtaler, ved Siden af sine egentlige Studier fra
Ungdommen af følt sig i høj Grad tiltrukken af Nordens gamle Litteratur og Fædrelandets
Oldtidsminder, og fornemme Velynderes Opmuntringer tilskyndede ham til
efterhaanden mere og mere at fordybe sig i disse Æmner. Da det var ham klart,
at der hertil krævedes grundigt Kjendskab til det gamle nordiske Sprog, satte
han sig i Forbindelse med de lærdeste Islændere paa den Tid, og han modtog fra
dem mangfoldige Oplysninger af forskjellig Art.
Blandt Danmarks Oldsager havde særlig Runemindesmærkerne vakt hans Interesse,
som yderligere øgedes ved Bekjendtskabet med den svenske Oldforsker I. Th.
Bures i flere Henseender banebrydende runologiske Arbejder. Allerede tidlig
modnedes derfor hos W. den Plan at samle og udgive alle danske Runemindesmærker,
og hans Bestræbelser fandt kraftig Støtte baade hos Kongen og mange af Landets
fornemste Mænd, først og fremmest Videnskabernes højsindede Beskytter Kansler
Chr. Friis til Kragerup. For at fremme W.s Arbejde udstedtes u. Avg. 1622 et
kongl. Brev «til Bisperne udi Danmark og Norge Antikviteter anrørendes»,
hvori det paalagdes dem hver i sit Stift at lade anstille Undersøgelse om alle
Slags Oldsager, deriblandt Runemindesmærkerne, og indsende Beretning derom.
Disse Indberetninger indkom i Løbet af de nærmest følgende Aar og dannede det
første Grundlag for W.s store Runeværk. Endelig fik W. selv ved kongl. Brev af
17. Dec. 1625 Befaling til paa offentlig Bekostning at foretage en Rejse i
Landet for at undersøge Runemindesmærkerne og lade dem afbilde. De uheldige
Tidsforhold hindrede dog Udførelsen af denne Plan. Men allerede det følgende
Aar (1626) offentliggjorde W. sit første runologiske Arbejde «Fasti Danici»,
hvori han udførlig behandlede en gammel paa Pergament skreven Runekalender, der
var funden i et Bibliothek i Jylland, og som han havde faaet af Kansler Chr.
Friis. W. har i sin Udgave gjengivet Kalenderen baade med Runer og latinske
Bogstaver og med en lærd Indledning om
Kalendervæsenet i Almindelighed og det danske i Særdeleshed. Skjønt W. helt
misforstod Kalenderens Sprog, som han ansaa for gammel Jysk, medens det i
Virkeligheden er Gullandsk, er hans Gjengivelse saa omhyggelig, at den som
oftest kan erstatte den tabte Original. Denne Afhandling vil derfor altid
beholde stort Værd. To Aar senere (1628) udkom W.s første Forsøg paa at
beskrive og tolke et dansk Runemindesrnærke, nemlig den lille Afhandling «Tulshøi
seu Monumentum Strøense in Scania». Gjenstanden for dette Skrift er det
storartede Monument med de to anseelige Runestene, som endnu findes ved
Landsbyen Strø i Onsjø Herred i Skaane. Efter otte Aars Forløb fulgte 1636
Afhandlingen om den mærkelige Runesten, som den Gang havde Plads i Borggaarden
i Tryggevælde, i Form af et Brev til den daværende Lensmand paa Tryggevælde,
Tyge Brahe (Astronomens Brodersøn). Samme Aar som Afhandlingen om Tryggevældestenen
saa ogsaa det store theoretiske Værk om Runeskriften og den gamle nordiske
Poesi («Runer seu Danica Literatura antiqvissima») Lyset, hvori W. meddelte
alt hvad han i en lang Aarrække havde samlet om dette Æmne. Ved Siden heraf
arbejdede han stadig paa det store Værk, der skulde omfatte alle danske
Runemindesmærker, og som endelig udkom 1643 med Titelen «Danicorum
Monumentorum libri sex». Heri optoges ogsaa de ældre Afhandlinger om Strømonumentet
og Tryggevældestenen samt en Afhandling, som han havde udgivet 1641 om det berømte
Guldhorn, der var fundet 1639 ved Landsbyen Gallehus ved Møgeltønder, og hvis
Figurer W. med megen Skarpsindighed havde tydet som en allegorisk Fremstilling
af Menneskelivet med dets Dyder og Laster. Af W.s Hovedværk, der er almindelig
kjendt under Navnet «Monumenta Danica», handler den første Bog som en Slags
Indledning om de forskjellige Arter af Mindesmærker fra Oldtiden, særlig Høje
og Stensætninger, hvortil der knyttes Oplysninger om gamle Skikke (ved
Begravelse, Rettergang, Kongevalg) med Beskrivelser af Lejre og Dåne virke. I
de øvrige fem Bøger beskrives og tolkes selve Runemindesmærkerne, ordnede
efter de forskjellige Landsdele. Ved Bedømmelsen af dette Værk maa vi stille
os klart for Øje alle de Vanskeligheder, hvormed W. havde at kæmpe. Kun et
forsvindende lille Antal Mindesmærker havde han haft Lejlighed til personlig at
undersøge. For de allerflestes Vedkommende maatte han nøjes med de
Gjengivelser af Indskrifterne, som han modtog fra sine mange forskjellige
Medarbejdere, og som i de fleste Tilfælde lod saare meget tilbage at
ønske. Derimod vidne hans Beskrivelser og Afbildninger af de Mindesmærker, som
han selv havde undersøgt, baade om hans Evne til at anstille disse Undersøgelser
og om den Omhyggelighed, hvormed de bleve udførte. Meget vilde derfor sikkert
have faaet en anden Form og et andet Udseende i «Mon. Dan.», hvis W. selv var
bleven i Stand til at foretage den paatænkte runologiske Rejse. Nu høre vi ham
ikke sjælden klage over, at et Mindesmærke er meddelt ham i saa forvansket
Skikkelse, at han ikke har kunnet bringe noget paalideligt ud af Indskriften.
Det er ogsaa en Kjendsgjerning, at han jævnlig paa sine Træsnit, uden at
omtale det, vilkaarlig, men selvfølgelig i god Tro, har rettet de modtagne
Tegninger for at faa dem til at stemme med det Indhold, som Indskrifterne efter
hans Mening krævede. Alt dette medførte naturligvis, at Værkets væsentligste
Grundlag, Gjengivelsen af Indskrifterne, maatte blive i høj Grad upaalidelige
Og ikke blot som Følge heraf, men endnu mere paa Grund af hele Tidsalderens
Ukyndighed i det Sprog, hvori Indskrifterne vare affattede, indeholde
Tolkningerne i mangfoldige Tilfælde de største Misforstaaelser og
Urimeligheder. En anden Kilde til nogle af de mest iøjnefaldende Fejl var
Forfatterens Tilbøjelighed til overalt, hvor det lod sig gjøre, at sætte de
Navne, som han mente at finde i Indskrifterne, men som ofte kun skyldtes urigtig
Læsning eller Tolkning, i Forbindelse med kjendte historiske Personer eller
Begivenheder. Alle de Mangler, der saaledes fra vor Tids Standpunkt nødvendigvis
maa klæbe ved det Wormske Runeværk, kunne dog ikke svække vor Beundring for
den fremragende Videnskabsmand og overlegne Personlighed, som ikke blot fattede
den dristige Tanke i et stort Værk at samle alle Fædrelandets ældste
Sprogmindesmærker, men ogsaa ved Siden af sine mange andre byrdefulde Hverv med
aldrig svigtende Energi og med en Kjærlighed til Opgaven, som formaaede at
overvinde alle Hindringer, bragte den store Plan til Udførelse. Vi skylde ham
Tak, fordi han med Styrke henledede sin Samtids Opmærksomhed paa Vigtigheden og
Betydningen af disse Mindesmærker og netop derved utvivlsomt har reddet en stor
Del af dem fra Undergang. For
enkelte senere forsvundne Mindesmærker er «Mon. Dan.» desuden vor eneste
Kilde.
At W. ogsaa efter Udgivelsen af sit runologiske Hovedværk bevarede Interessen
for disse Studier, vise ikke blot de «Additamenta ad Monumenta Danica», som
han udgav 1650, men særlig
hans Forslag til Kong Frederik III om at lade største Delen af de i «Mon. Dan,»
beskrevne Runestene med Undtagelse af de norske og gullandske føre til Kjøbenhavn
for at sikre dem mod Ødelæggelse. Da Kongen billigede Planen, udstedtes 9.
Febr. 1652 et Brev til Lensmændene «anlangende Monumenter og Stene med
Runebogstaver paa at hidskikke», hvori det paalagdes dem snarest muligt at
sende de nærmere opgivne Stene til Kjøbenhavn. Heldigvis blev denne Befaling
dog udført i meget ringe Udstrækning, i det kun 11 Runestene indsendtes, af
hvilke de otte forsvandt under Ildebranden 1728. Paa Grund af Pesten 1654 og W.s
Død under denne blev hele Sagen stillet i Bero.
I nøje Forbindelse med W.s Virksomhed paa Runologiens Omraade staar hans
Interesse for den gamle danske og islandske Litteratur. Ved Gave fra en unævnt
Ven var han kommen i Besiddelse af det mærkelige Runehaandskrift af Skaanske
Lov, hvortil der af en yngre Haand ligeledes med Runer var føjet to
danske Kongerækker og en Bestemmelse om Grænseskjellet mellem Danmark og
Sverige. Runehaandskriftet bestyrkede W. i den Mening,, at Runerne tidligere
havde været brugte i Norden ikke blot i Indskrifter paa Stene, men ogsaa som
almindelig Bogskrift. For at bevise Rigtigheden af denne Antagelse udgav han de
sidstnævnte Stykker af Haandskriftet med Runer, latinsk Oversættelse og Anmærkninger
(«Regum Daniæ series duplex et limitum inter Daniam et Sveciam descriptio»,
1642). Da nogle Blade i denne Del af Haandskriftet senere ere tabte, maa W.s
Udgave ogsaa her for en Del erstatte Originalen.
Sin Interesse for den islandske Litteratur lagde W. for Dagen ikke blot ved paa
mange Maader at opmuntre Islænderne til at granske deres gamle Sprog og
Litteratur, men ogsaa ved selv at udgive den norske Præst Peder Clausen
Friis’ Oversættelse af de norske Kongesagaer («Snorre Sturlesøns Norske
Kongers Chronica», 1633) og den islandske Ordsamling, som Magnus Olafsson havde
udarbejdet efter hans Opfordring («Specimen lexici runici», 1650),
Efter Udgivelsen af «Mon. Dan.» nød W. i lange Tider en saadan Anseelse i Danmark som Runolog, at den ene Forfatter efter den anden aftrykte hans Tolkninger som Videnskabens sikre Resultater uden at ændre noget deri. P. Resen slutter sig i «Atlas Danicus» i Regelen fuldt ud til W., hvem han i Anledning af en af hans mest fantastiske og urimelige Forklaringer (af Indskriften paa Vordingborgstenen) priser som de fædrelandske Oldsagers snildrige Tolker («Antiqvitatum patriarum Oedipus »), og E. Pontoppidan udelod i «Marmora Danica» (1739 - 41) forsætlig Runeindskrifterne af Hensyn til W. s Værk, da det ikke kunde falde ham ind at «skrive en Iliade efter denne Homer». Midt i det 18. og i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede slaa L. de Thurah og P. N. Skovgaard i deres Behandling af de bornholmske Runeindskrifter sig endnu fuldstændig til Ro med W. s Tolkninger. Selv om vor Tids sprogvidenskabelige Forskning vil stemple dem alle som forfejlede, maa Runologen dog endnu stadig raadspørge W. s antikvariske Skrifter, der med rette have skaffet deres Forfatter Hædersnavnet «den danske Oldforsknings Fader»."