Christian på gobelin
	Christian som midaldrende
	Joachim Rønnow

Christian III som yngre. Han stod meget stærkt, da han ved Københavns fald havde vundet grevens fejde, slået og ødelagt den lübske flåde, overvundet det katolske parti i rigsrådet, fjernet enhver trussel fra fætteren Christian II.

Men denne stærke stilling havde sin begrænsning, idet antallet af lejede landskægte i krigens sidste måneder var nået op på 15.000 mand. Det kostede hver dag enorme summer og knægtenes loyalitet stod i nøje forbindelse med, at der udbetaltes sold til de fastsatte tider. I et brev til borgmesteren i København i august 1536 hedder det: "Thi knægtene vil have betalt og har gjort et stort opløb her i København." De sent optagne lån, der havde kostet pantsættelse af kronens godser, skulle tilbagebetales. Og ved den kommende termin skulle vældige beløb præsteres, samtidig med, at krigsøversterne fortsat måtte lønnes, for at have et beredskab mod de farer, der endnu truede landet. Ingen vidste, hvor længe freden ville vare. Skattebyrden havde fra begge sider i borgerkrigen været stor og havde ramt alle, adel såvel som uadel. Dyrtid og dårlig mønt prægede dagliglivet, og handelen var på det nærmeste gået i stå.

Kun de store bispeherrer havde i vidt omfang kunnet unddrage sig økonomiske forpligtelser i forbindelse med Christian III.s krigsførelse, som om denne krig var dem uvedkommende. I kongens umiddelbare omgivelser færdedes bl. a. Joakim Rønnow, der siden 1535 havde været en af kongens statholdere på Sjælland, og forfægtede det synspunkt (som sikkert har kunnet finde genklang hos kolleger), at de store tab bisperne havde lidt ved plyndringen og afbrændingen af deres gårde, måtte fritage dem for at yde bidrag til krigsfolkets aftakning. Disse diskussioner er ført i dagene mellem Københavns overgivelse og kongens indtog, og bispernes fremtidige stilling må da have været et vigtigt punkt. At den katolske kirkes åndelige magt skulle brydes, var klart; kun en luthersk kirkeordning havde nu en mulighed. Men det syntes ligeledes at være en nødvendighed, at også kirkefyrsternes verdslige, politiske magt måtte brydes. Joakim Rønnows holdning som en "der intet havde lært og intet glemt" understregede dette.

Dertil kom så det væsentlige, at en konfiskation af kirkens vældige godsområder med ét slag ville give kongemagten en økonomisk gevinst, der syntes at indeholde løsningen på statens finansnød, samtidig med at kongemagtens politiske indflydelse ville blive mægtigt forøget. Spørgsmålet var imidlertid, om dette kunne ske ad forhandlingens vej, eller om mere drastiske midler måtte tages i brug. Endvidere om det var nødvendigt sammen med bisperne også at ramme deres meningsfæller og frænder blandt de verdslige råder.

Blandt kongens rådgivere har meningerne om fremgangsmåden været delte. Blandt repræsentanterne for krigsmagten har der næppe været betænkeligheder ved en voldsom fremfærd, der indbefattede, at også ledende verdslige rigsråder blev ramt. Det faldt i tråd med den sachsiske fyrstetjener  Wolfgang v. Utenhofs tanker om den stærke kongemagt at stække det danske aristokratis magt en gang for alle. Utenhof selv havde dog sine tvivl om, at Christian III. ville være stærk nok til at udnytte øjeblikkets muligheder. Kongen var efter hans mening "alt for from til så vanskelige og brydsomme forhold", i virkeligheden "et hjælpeløst barn, der kun lytter til andres råd". Blandt de rådgivere der advarede mod en voldsom fremgangsmåde, var rigshofmesteren Mogens Gøye og kansleren Johan Friis; skønt kongens håndgangne mænd fra fejdens begyndelse var de dog samtidig repræsentanter for den danske adel. Men også den holstenske adel måtte indtage dette standpunkt. I kongens omgivelser og især i kancelliet, hvor Johan Friis var begyndt at spille en fremtrædende rolle, herskede feberagtig aktivitet. Allerede på indtogsdagen blev der givet ordre til indkaldelse af en almindelig herredag i midten af oktober, hvortil foruden rigsrådet også den menige adel, repræsentanter for købstæderne, samt alle herredsfogder, to "fornuftige og agtede" bønder skulle indfinde sig. Altså mere en rigsdag, en stænderforsamling, end en herredag. I rigets »tegnelsesbog«, der indeholder udkast og koncepter til brevene, har skriveren sat et kryds ud for de breve, som var blevet udfærdiget, men netop ud for bispernes navne mangler dette kryds. En kancelliembedsmand, formentlig Johan Friis, har altså været orienteret om, at situationen hurtigt kunne ændre sig. I dybeste hemmelighed planlagde kongen med sine råd en aktion mod kirkens ledere.

Den preussiske admiral Johan Pein, der var i færd med gøre sine skibe klar til hjemsendelse, giver i en række til sin herre, hertug Albrekt, en skildring, der viser hvordan kuppet er blevet forberedt. Den 11. august skrev han til hertugen om afsendelsen af skibene og krigsfolkets aftakling der voldte ham besvær, fordi de nægtede at modtage lønnen i den forringede danske mønt. Men endnu før brevet var afsendt, tog begivenhederne fart. Dagen efter berettede han i et nyt brev med påtegningen "lørdag efter Laurentii dag, den 12. august kl. 2 om eftermiddagen": "Efter at jeg i går havde skrevet og forseglet disse breve... lod kongen mig kalde til en rådslagning, hvor øversten for landsknægtene, feltherrerne og ritmestrene samt Johan og Melchior Rantzau (kongens holstenske rådgivere) var til stede, angående bispernes vægring ved at medvirke til aflønning af ryttere og knægte. Det blev besluttet i Guds navn at tage bisperne ved vingebenet." Byen blev lukket for al færdsel ud og ind, såvel til lands som til vands, og blev lukket i tre dage. Bevæbnede knægte begav sig i de tidlige morgentimer til bispernes logi og fængslede ærkebispen Torbern Bille, Ribebispen Ivar Munk og Roskildebispen Joakim Rønnow, den sidste med noget besvær, da han havde skjult sig på en hanebjælke i sin gård i Nørregade og først blev fundet dagen efter. Den gamle 0ve Bille synes i første omgang at være gået fri for direkte fængsling. Hans uomtvistelige loyalitet mod den gamle kirke var ingen fare i den øjeblikkelige politiske situation, da han i sin øvrige vandel var en hæderlig mand. Kongens tålmodighed med Ove Bille kunne dog også forklares ud fra den position, Billeslægten endnu indtog i riget. I Norge sad stadig både Eske og Claus Bille som faktiske magthavere på de kongelige slotte.

Kongen havde altså fulgt de rådgivere, der havde advaret mod at fængsle også de verdslige råder, der var hos ham. Han nøjedes med at stille de uindviede af dem over for den fuldbyrdede kendsgerning af kuppet, og ved brev og segl lade dem samtykke i det skete. Johan Pein fortæller herom samme dag "i hast, i hast, kl. 6 om eftermiddagen", at han på ny har været kaldt til kongen, denne gang til et møde med tolv verdslige rigsråder, som fik forelagt et forpligtelsesbrev. Det hed heri, at kongen alvorligt havde overvejet at gøre en anden skik på rigets styre, for at det kunne regeres i fred og endrægtighed. Styret skulle ikke mere "hænge på ærkebispen eller andre bisper, men Danmarks riges regimente skal være og blive hos Hans Kongelige Majestæt . . . og hos verdslige rigens råd". De tolv underskrivere forpligtede sig til at medvirke til et »concilium«, hvor religionssagen kunne finde en afgørelse.

Det var en magtfuld demonstration af rigets samling, da rigsdagen af adel og uadel samledes om den kongelige tribune på Gammeltorv for at påhøre "trontalen", den kongelige »proposition«, der begrundede mødets sammenkaldelse og fremsatte kongens og regeringens program. At der har fundet en egentlig forhandling sted, er vel tvivlsomt alene af den grund, at mødets vældige lovarbejde kunne afsluttes i løbet af en halv snes dage. Såvel understænderne som herrestænderne måtte i tavshed påhøre den lange propositions irettesættelser til dem, der var skyld i fejden, og det var vel kun få, der ikke følte sig ramt. På den anden side skyldtes rigsdagens resultater ikke et kongeligt magtbud. Mændene i kongens nærmeste omgivelser havde allerede fat i roret og havde ved deres uundværlighed for statens styrelse sikret sig en position, der gør det rimeligt at bruge det moderne ord » regering« om dem. Propositionen indledtes med at proklamere en "bedre ordinans og reformation" på rigets styre "fordi dette gamle, lovlige rige . . . på grund af et ondt og argt regimente . . . (var blevet så) forvirret, sønderrevet og adskilt, at det ikke mere (kunne) kaldes et rige... men en røverkule". Derefter fulgte en længere redegørelse for årsagerne til de ulykker, der havde ramt landet "med rov, brand, kristne menneskers blods udgydelse, Guds store laster og fortørnelse, og dertil kvinders og jomfruers bekrænkelse og andet mere". Understænderne måtte høre, at de havde opført sig "som hob galne og ubesindige hunde", der i ulydighed havde forstyrret huse og slotte og afstedkommet "sådan en erbarmelig krig og oprør".

Men hovedskylden blev lagt på bisperne, der ved at have forhindret kongevalget i 1533 havde været den egentlige årsag til alt det skete: Ærkebispen af Lund, der som kirkelighedens overhoved burde have fremmet kongevalget, havde ikke alene svigtet denne sin pligt, men havde »af sin højeste formue hindret det«. Det længste synderegister havde imidlertid, Joakim Rønnow, der til det sidste havde haft den frækhed at kræve erstatning af kongemagten for tabene under krigen. Det hjalp ikke, at nogle af bisperne havde været reformvenlige eller nærmest lutherske i lærespørgsmålene. Det var for deres politiske optræden, de skulle stå til regnskab.