Bispernes arrestation
	Rønnow
	Bispegården på Nørregade i København

Blandt de 37 rigsråder, som mødtes i København i juni 1533, var rigsembedsmændene rigshofmesteren, kansleren, rigsmarsken og biskopperne de fornemste, og blandt de fornemste var biskopperne i klart flertal. Kun 4 af dem var godkendt af paven. Siden 1527 havde Danmark reelt været meldt ud af romerkirken. Men de var meget forskellige. En af dem var luthersk. Det var Knud Henriksen Gyldenstjerne, biskop i Odense. Han havde fået den lutherske prædikant Jørgen Sadolin indsat som hjælper i stiftet på Fyn og Lolland-Falster, så man skulle tro, at denne bisp var borgernes mand. Det kunne han imidlertid aldrig blive, for det var Knud Gyldenstjerne, der havde lokket Christian II til forhandling på sit skib i Norge, for så at sejle ham til fangenskabet i Sønderborg. Og Christian II var borgernes kongekandidat. To af bisperne var mere herremænd end kirkemænd: Børglumbispen (Vendsyssels biskop) Stygge Krumpen og Jørgen Friis af Viborg, så de kunne ikke bidrage til løsninger, kun holde fast i det, de sad på. Enkelte gammeldags, katolsk troende biskopper var der da: Ivar Munk af Ribe, Ove Bille af Århus og hans fætter ærkebispen af Lund Torbern Bille. Men de var gamle og havde mistet modet, så ærkebispen, som formelt var kirkens leder, kunne ikke udstikke kursen. Det kunne til gengæld den katolsk troende, godsejeragtige og reformationstollerante roskildebisp Joachim Rønnow. Så det blev ham, der blev bispernes ordfører. 

Rønnow forstod, at man måtte reformere, men stod også for, at bisperne skulle bevares, at herremanden skulle holde på sin ret (bispestaven var mere et scepter end en hyrdestav). Hans program var (sammen med Knud Gyldenstjerne): Kirkens lære skulle reformeres, men institutionen skulle bevares. Kirken skulle være selvstændig i forhold til konge og stat. Dette program fængede bare ikke i forhandlingerne i rigsrådet. Og Rønnow, der også var kansler, tog fejl i at tro, at han kunne styrke kirken ved at undlade at få valgt en ny konge. Man valgte ingen ny konge. Og i religionsspørgsmålet holdt man fast i Odense-recessen fra 1527: Kirken var der, men uafhængig af Rom. Bisperne, ikke menighederne, skulle indsætte præster. Recessen i København af 3/7 1533 bestemte, at biskopperne i den kongeløse tid skulle sørge for retsvæsenet i deres stifter, marsken og kansleren (Rønnow) skulle have Øresundstolden, de kongelige len blev delt ud til rigsråderne. Dette var den adelsrepublik, som provokerede borgerne.

Da Rønnow som rigsråd deltager i anklagerne mod Hans Tausen, bliver borgerne i København så vrede på bispen, at de går til angreb på ham. Han kommer kun helskindet hjem til sin gård i Nørregade, fordi Tausen beskytter ham. I selve anklagen gik Rønnow ind for et kompromis. Hans Tausen skulle ikke dømmes som kætter, men skulle have forbud mod at prædike i København og skulle landsforvises fra Sjælland. Det hele endte med at Rønnow bøjede sig yderligere: Hans Tausen fik lov til at prædike i København, når bispen tillod det - og det gjorde han. Vigtigst for Rønnow var igen, at det skulle være biskoppen, der bestemte. Folk i byen blev rasende. Og det var i den situation, at Tausen måtte hjælpe Rønnow hjem til sin gård i Nørregade. De gav endda hinanden hånden, da de skildtes. Hvilket måske kostede Tausen et bispejob i første omgang, da reformationen havde afskaffet de katolske biskopper.

Under Grevens Fejde kommer Rønnow i vanskeligheder. Da Christoffer af Oldenburg angriber Sjælland og Roskilde og København slutter sig til oprøret, må biskoppen flygte fra hovedstaden, se sit bispedømme tildelt en afsat svensk ærkebisp (Gustav Trolle), købe det tilbage igen, for så året efter at komme i vanskeligheder igen.

Helsingborgs fald og Tyge Krabbes overgang til modpartiet i 1535 var ikke blot et væsentligt militært nederlag for den lübske sag; de psykologiske følger blev af endnu større betydning. Den ulmende mistro mellem adel og borgerskab brød nu ud i lys lue på Sjælland, og en formelig jagt på de adelige begyndte. Lübecks borgmester Jürgen Wullenweber søgte at fremstille det skete som en fordel for den lübske sag: "Skønt vi har lidt nederlag, så var det nederlag dog en tønde guld værd, thi deres forræderi er nu blevet så åbenbart, at alle og enhver kan tage og føle derpå. På Sjælland gribes alle Af den slags af borgere og bønder, de skyldige for at straffes, de uskyldige for at forvares, indtil sagen får en ende.«

Allerede i december I534 havde krigsledelsen i København aftalt en aktion mod adelen. Grev Christoffers stærke stilling hidtil havde skyldtes hans forståelse med den østdanske adel, han måtte nu bøje sig for kravet om et opgør, da han allerede i november havde afslået at komme til en forståelse med hertug Christian.

Ophidselsen over Tyge Krabbes forræderi udløstes for alvor 19. januar I535. De folk der kæmpede for gennemførelsen af den sociale revolution, som Christian II og hjælpere havde sået frøene til, glædede sig over ophøret den unaturlige alliance. "Nu skal det gå løs over hele adelen," skriver en af dem, "hr. menigmand er nu oppe på hele Sjælland og slår løs på rigsforræderne, brænder og skænder og fanger og vil helt udrydde ukrudtet, at man ikke mere skal lide forræderi af dem."

Wullenweber selv udtrykker sig mindre blodtørstigt ikke med mindre sejrssikkerhed: "De er ude at søge al adel, som de kan komme over; jeg håber de har en eller anden ved halsen." Og fem dage senere kan han fra København meddele hertug Albrekt de første resultater: "Gud har givet os Knud Pedersen (Gyldenstjerne) i vore hænder, han sidder nu i fængsel i Malmø".

Tolv af de fornemste adelige fra Sjælland sendtes senere som gidsler til Mecklenburg, hvor de blev siddende til krigen var forbi. Johan Friis, kongens senere kansler i mange år, der på denne tid stod sig særlig vel med grev Christoffer og hvis fremragende evner som kancelliembedsmand denne vel har gjort brug af, fik i tide tilladelse til at rejse til Wittenberg. Alligevel synes han at være blevet fanget under adelsjagten, men det lykkedes ham mod betaling at få Ambrosius Bogbinder til at udstede sig et pas, og han undslap til Tyskland. Her opsøgte han sin gamle kancellifælle fra Frederik I.s hof, Wolfgang v. Utenhof i Gera i Sachsen, fortsatte senere til Holsten, og sluttede sig dér på ny til hertug Christian.

Københavns borgere havde især lyst til at kaste sig over deres gamle uven Joakim Rønnow, og de drog derfor bevæbnede til Roskilde for at "bringe ham et god morgen" i bispegården. Han havde imidlertid anet uråd og var i tide kommet op til sin faste borg i Ods Herred, Dragsholm, der under Ejler Hardenberg forsvaredes med held mod de grevelige tropper. Derfra kom Roskildebispen til Jylland, hvor også han sluttede sig til hertug Christian. Mange voldsomheder fandt i mellemtiden sted på Sjælland, gårde plyndredes og blev stukket i brand; mange adelige forulempedes.

Rønnow fulgte nu Christian III i resten af fejden, men ved Københavns erobring 1536 besluttede kongen at arrestere bisperne, give dem hovedskylden for fejden og at konfiskere alt bispegods. Sådan kunne han finansiere krigen. Atter lykkedes det Rønnow at gemme sig - denne gang på en hanebjælke i bispegården, da man kom for at anholde ham, men han blev fundet og sat i fængsel. Ironisk nok blev hans fængsel hans gamle borg Dragsholm i Odsherred.

Mere om Joachim Rønnow fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop, var Søn af Marqvard R. til Hvidkilde og maa rimeligvis være født et Par Aar før 1500. I Aaret 1516 blev han indskreven ved Universitetet i Wittenberg, altsaa paa en Tid, da Luther vel endnu ikke havde begyndt Reformationen, men dog virkede ved Universitetet. I de følgende Aar opholdt R. sig i Frankrig, hvorfra han 1517 vendte tilbage; ogsaa Italien synes han paa denne Rejse at have besøgt. I Aarene 1525 og 1527 sendte Frederik I ham
som Gesandt til Frankrig for at modvirke Christian II’s Planer og indlede Forhandlinger om et nøjere Forbund med dette Land. R. skriver sig endnu paa denne Tid: Jacob R. til Hvidkilde, Væbner; nogen særlig gejstlig Uddannelse synes han saaledes ikke at have faaet. Frederik I maa imidlertid have haft høje Tanker om hans Dygtighed og Brugbarhed. Paa Herredagen i Odense 1527 havde Kongen sat igjennem, at Biskopperne herefter ikke skulde søge Bekræftelse paa deres Valg hos Paven i Rom, men hos Kongen, der skulde oppebære den Pengesum, som tidligere gik til Rom for Konfirmationen. Da Biskop Lage Urne i Roskilde derpaa døde i April 1529, og den katholske Kirkes kraftigste Støtte dermed var faldet, var det Kongen af Vigtighed at sikre sig en Biskop, der blev afhængig af ham, og som ikke vilde lægge Evangeliets Forkyndelse Hindringer i Vejen; han synes at have tænkt sig en Slags verdslig Forstander for Stiftet og skal i Begyndelsen endogsaa have haft den Tanke at faa sin egen yngste, endnu kun 3aarige Søn (Adolf) udnævnt til Biskop. I disse Bestræbelser støttedes Kongen af Rigshofmesteren Mogens Gjøe, til hvem R. stod i et nøjere Forhold; der taltes endogsaa, selv efter at R. var bleven Biskop, om, at han vilde gifte sig, og Rygtet satte dette i Forbindelse med Mogens Gjøes Datter Birgitte, dog vistnok uden al Grund. I hvert Fald faldt Kongens Valg paa R. Denne maatte (11. Juni 1529) udstede en Forpligtelse til Kongen om at være denne huld og tro, ramme hans Børns bedste, navnlig den Søns, der blev udvalgt til Konge i Danmark, og, saa vidt det stod til ham, afværge, at nogen af Christian II’s Børn eller nogen fremmed Fyrste blev Konge i Danmark, og ikke lægge Evangeliets Forkyndelse eller Præsters og Munkes Giftermaal nogen Hindring i Vejen; opstod Strid herom, skulde vedkommende staa til Rette for Kongen og Raadet. Dette var et betænkeligt Indgreb i Biskoppens gejstlige Jurisdiktion. R. gik imidlertid ind herpaa; Mogens Gjøe og en Del andre Adelsmænd gik i Borgen for, at R. holdt sine Forpligtelser, i modsat Fald skulde de staa til Rette for Kongen og den af dennes Sønner, som blev Konge i Danmark. Samme Dag har Kongen derpaa «samtykt, nomineret og stadfæstet Hr. J. R., vor Mand og Raad, il Biskop og Prælat til Roskilde Domkirke, Stift og Bispedømme» og lover tillige at holde ham og Roskilde Domkirke ved alle deres Privilegier, dog at de ikke stride mod R.s Forpligtelse, og at ville beskytte ham mod alle  Angreb fra Rom eller andensteds.

Efter at Kongen saaledes havde lovet at overholde Roskilde Domkirkes Privilegier, lykkedes det R. at faa Kapitlet til at vælge ham, hvorpaa han 24. Juni fik en virkelig Bekræftelse af Kongen og de tilstedeværende Raader som Biskop og Forstander i Roskilde Stift med Løfte om at beskjærme ham mod enhver, der vilde gjøre ham Stillingen stridig, og med Forpligtelse for ham til at levere de Penge, der ellers gik til Rom til Konfirmationen, til Kongen. Dette skete ogsaa; Summen angives til 6000 Gylden.

R. indtog saaledes en højst ejendommelig Stilling. Han var i høj Grad bunden af Kongen og Raadet og af sine Forlovere. Hans Tausen blev nu kaldt til Kjøbenhavn; det stærke religiøse Røre i Hovedstaden begyndte, men paa den anden Side maatte R. se at faa en kirkelig Anerkjendelse; han søgte da, men forgjæves, at opnaa en Konfirmation af den fordrevne lundske Ærkebiskop Jørgen Skodborg. Kirkelig Indvielse fik han aldrig; han maatte derfor lade alle kirkelige Indvielser foretage af en Viebiskop. Under Herredagen 1530, da der førtes de store Forhandlinger mellem Katholikker og Protestanter, satte Kongen en ny Ordinans igjennem, hvorved enhver, der havde Guds Naade, frit kunde prædike Guds Ord og Evangelium mod at staa til Rette for Kongen og Raadet. Det var det samme, R. selv havde maattet love for sit Vedkommende. Han synes paa denne Tid at have maattet afgive en Erklæring om ikke blot at taale Evangeliets Prædiken, men ogsaa selv at sørge for Indsættelse af evangelisksindede Præster. 24. Juni 1530 fik han en ny Bekræftelse paa sin Stilling af Kongen og hele Rigsraadet, deriblandt ogsaa de gejstlige Medlemmer. 22. Juli s. A. fik han derpaa et fornyet Løfte af Frederik I om, at denne vilde beskytte ham mod ethvert Angreb fra Rom eller andensteds, og dette Løfte tiltraadtes af hele det verdslige Raad for det Tilfældes Skyld, at R. overlevede Kongen, og dennes Efterfølger muligvis vilde fordrive ham fra Stiftet.

Hvad der især var R. en Torn i Øjet, vare de kongl. Beskjærmelsesbreve, hvorved i Virkeligheden Kongen indsatte Præster i Stiftet. Han var i og for sig ikke en Modstander af Evangeliet, men ønskede, i Kraft af sin Bispestilling, selv at bestemme alt. Dertil sigtede et mærkeligt Reformforslag, han indgav under Herredagen 1530. Han erklærer her, at han overensstemmende med tidligere Løfter vil beskikke det saa, «at Guds Ord og det hellige Evangelium skal klarligen og ret prædikes», og hvis der findes Mangler i denne Henseende blandt Præsteskabet i Stiftet, vil han selv opsøge gode, lærde Præstemænd; men paa den anden Side søgte han, saaledes som han ogsaa var forpligtet til paa Grund af sit Forhold til Roskilde Kapitel, at hævde Katholikkerne Besiddelsen af vor Frue Kirke i Kjøbenhavn, mod at Sognefolkene henvistes til Graabrødre- eller Helliggejstes Kirke; da Kannikerne ved Frue Kirke desuden skulde leve af de dem tillagte Sognekirker i Kjøbenhavn, som nu med Vold vare dem fratagne, forlanger han, at der skal sikres dem en Indtægt af Kirkerne; men navnlig viser R.s Standpunkt sig i den Begjæring, han stiller til Kongen, «at ingen Prædikant skal med Breve eller Magt fortrænge nogen Sognepræst fra sine Sognekirker paa Landet eller i Kjøbstæderne».

R.s Forslag førte dog ikke til nogen Ordning; Kongen vilde ikke paa denne Maade lade sig binde i sine Bestræbelser for at skaffe Prædikanterne Sikkerhed ved kongl. Beskjærmelsesbreve. I Kjøbenhavn udbrød Billedstormen i Frue Kirke 3. Juledag 1530, og lykkedes det end R. senere at faa den katholske Gudstjeneste gjenindført, maatte dog alle Forsøg paa atter at blive eneraadende i Stiftet opsættes til efter Frederik I’s Død. IMellemregeringens Tid indtog R. en betydelig Stilling. Myndig og egenraadig, som han var, mente han, at Tiden nu var kommen til at sætte sine Fordringer igjennem. Evangeliets Prædiken havde han i og for sig ikke lagt Hindringer i Vejen; Protestanterne rose ham endog i nogen Tid; hans Frænde Gustav Vasa ytrer i et Brev til ham sin Glæde over hans Færd i evangelisk Retning. Men han vilde have hele Bispemagten i sin Haand og ikke finde sig i de Overgreb, som de evangeliske Prædikanter, støttede af Kongen, havde udøvet ved egenmægtig at sætte sig i Besiddelse af alle de kjøbenhavnske Kirker. Paa Herredagen i Kjøbenhavn 1533 søgte de katholske Biskopper at faa vedtaget Bestemmelser mod Evangeliets Prædiken. Dette blev afvendt, og i den saakaldte Reces af 3. Juli lagdes vel hele Myndigheden atter i Biskoppens Haand, men det lykkedes ikke at faa en Bestemmelse indført om, at Biskopperne kun maatte ansætte katholske Præster. Da imidlertid hele Evangeliets Tilmaalen var lagt i Biskoppernes egen Haand, medførte denne Reces et Brud; Mogens Gjøe og flere lutherske Rigsraader vilde ikke besegle den, og Mogens Gjøes Indflydelse paa R. var saa stor, at heller ikke R. vovede at sætte sit Segl under. Dertil kom, at man vel havde udsat Kongevalget i et Aar, men havde maattet slutte en Union med Hertug Christian (III) som Hertugdømmernes Styrer. Blev han Konge, kunde det se galt nok ud for R. og hans Forlovere, der havde maattet forpligte sig ikke blot over for den afdøde Konge, men ogsaa over for hans Søn og Efterfølger.

Det var imidlertid kommet til de heftigste Stridigheder mellem R. og Prædikanterne; han havde haft en heftig Samtale med en Prædikant, rimeligvis Tausen selv, og da denne, saaledes som det evangeliske Partis Stilling var efter de store Rigsdagsforhandlinger i Tyskland, henviste til en almindelig Kirkeforsamling som Religionsagers Afgjører, afbrød R. ham med de betegnende Ord: «Hvem skal da være Dommer i Sagen, den Gjæk i Hessen (Landgrev Philip) eller den Nar i Holsten (Christian III)?» Disse Ord skulde senere faa Betydning. Han stævnede da, sammen med de øvrige Biskopper, Hans Tausen for Rigsraadet; Poul Helgesen beviste, efter katholsk Synsmaade, at Hans Tausen var en Kjætter, og R. forlangte Kirkerne i Kjøbenhavn tilbage. Paa Grund af de tumultuariske Scener, som foregik, medens Sagen førtes paa Kjøbenhavns Raadhus 14. Juli 1533, lagde de verdslige Rigsraader sig imellem (ved den saakaldte «Dannemænds Bøn») og fik afsagt enSlags Voldgiftskjendelse, i Følge hvilken Hans Tausen ikke maatte befatte sig med nogen af Kjøbenhavns Kirker, ikke maatte skrive Bøger eller lade dem prente og inden en Maaned skulde forlade Sjællands Stift og siden ikke maatte opholde sig i Sjællands eller Skaanes Stifter. R. skulde derpaa atter «annamme og beholde» de kjøbenhavnske Kirker, men skikke og indsætte Prædikanter, som forkynde det hellige Evangelium og Guds hellige Ord. Dommen gav Anledning til den bekjendte Scene, hvori Hans Tausen maatte redde R. fra Mængdens Forbitrelse. Mogens Gjøe havde imidlertid som Forlover for de af R. i sin Tid indgaaede Forpligtelser saa stor Indflydelse, at han i Forening med en af sine Døtre (Birgitte) samt Kjøbenhavns Borgmestre og Raad og flere andre ansete Mænd ved en ny «Dannemænds Bøn» bevægede R. til at give Hans Tausen Tilladelse til at blive i Kjøbenhavn, dog kun paa den udtrykkelige Betingelse, at han anerkjendte R. som sin kirkelige foresatte og skulde prædike Evangeliet rettelig og klart uden Skjændsord mod Biskopper og andre. Herved havde R. opnaaet, hvad han ønskede, men fremkaldte stor Forbitrelse mod sig hos Katholikkerne. – Et Forsøg paa at faa pavelig Konfirmation, som R. atter foretog sig, mislykkedes; Paven havde nemlig givet Stiftet til den fordrevne lundske Ærkebiskop Johan Weze.

Ogsaa i verdslig Henseende havde R. baade under Frederik I og senere indtaget en fremragende Stilling. Efter Kongens Død overskred hans Hovmod alle Grænser. Han fik Roskilde Kapitel til at overlade ham de gamle Fordringer paa Kjøbenhavns Slot og Len og ytrede overmodig, at ingen skulde blive Konge, uden han selv fik Kjøbenhavns Slot tilbage af Kronen; ogsaa i andre Henseender skaffede han sig Fordele paa Kronens Bekostning. «Jeg skal være jer Konge nok», skal han have ytret til en af Prædikanterne og oven i Kjøbet i sin Hidsighed slaaet ham med en Stridshammer. Som Roskilde Biskop var han tillige Rigets Storkansler og beskyldes for i den kongeløse Tid paa egen Haand at have afgjort Statssager uden Hensyn til det øvrige Raad. Men saa kom pludselig Grev Christoffer; Grevefejden udbrød, Roskilde Bispegaard plyndredes  (Juni 1534), og R. blev, for ikke at sætte alt paa Spil, nødt til at anerkjende Grev Christoffer paa Christian II’s Vegne. Greven havde endogsaa overdraget Stiftet til Ærkebiskop Gustav Trolle. For anden Gang maatte R. da for en høj Sum tilkjøbe sig Roskilde Bispestol, dog med sit Kapitels Samtykke. Men da den store Adelsforfølgelse udbrød paa Sjælland i Jan. 1535, tyede R. til sin faste Borg Dragsholm, undkom der fra til Jylland og hyldede nu Christian III. Da de kongelige Tropper efter Slaget paa Øxnebjærg 5. Juli s. A. gik over til Sjælland, kom ogsaa R. tilbage til sit Stift; i den følgende Tid var han endogsaa blandt de Mænd, som Kongen under sin egen Fraværelse udnævnte til Statholdere i Sjælland. Men da Kjøbenhavn i Juli 1536 havde overgivet sig, og Kongen havde besluttet at styrte Bispemagten, blev R. fangen paa sin Gaard i Kjøbenhavn. Paa Grund af hans hele egenmægtige Færd og de voldsomme Ytringer, han ved flere Lejligheder havde ladet falde, var Kongens Forbitrelse mod ham særlig stor; i det Klageskrift mod Biskopperne, som i Okt. 1536 oplæstes for den forsamlede Rigsdag, gaar det især ud over R., hvis hele Færd dadles paa det ubarmhjærtigste. Han førtes først til Dragsholm, derpaa til Krogen (Kronborg) og senere (1541) til Visborg paa Gulland. Hans Venner søgte forgjæves at bevæge Kongen til Mildhed; selv Kong Gustav Vasa gik til ingen Nytte i Forbøn for ham. I Begyndelsen lader det til, at R. selv ikke har villet udstede en Revers om Godkjendelsen af Bispemagtens Inddragelse; men til sidst lod det dog til at skulle komme til et Forlig, og R. flyttedes i Begyndelsen af 1544 fra Visborg til Kjøbenhavns Slot, men her døde han 1. Maj 1544, inden Forliget var kommet i Stand. Atter et Exempel paa en af Opløsningstidens Mænd, der ikke kunde finde et fast Stade og derfor maatte gaa til Grunde; at underordne sig den nye Tids Skik og finde sig i en kraftigere Kongemagt baade over Stat og Kirke havde R. aabenbart ikke formaaet."