Hans Tausen Tausens stamtavle
	Joachim Rønnow

Da de katolske bisper følte, at de lutherske prædikanter i byerne havde fået for frie tøjler, fik de kongen Frederik I., til at indkalde til herredag. Drøftelserne her førte ikke til noget resultat, for blandt de verdslige rigsråder var der mange tilhængere af Luther, ligesom kongen selv havde sympati for Luthers lære. Da herredagen opløstes, var man lige vidt. Ingen var blevet sejrherre, og ingen kunne vel heller blive det så længe, kongen holdt fast ved sin tolerancepolitik. Men de mange ivrige og virksomme evangeliske prædikanter i hovedstaden havde ikke været uden virkning på borgerskabet, hvis styre, bortset fra Ambrosius Bogbinder, var forsigtigt og ikke ønskede at gå for hårdt frem. Det var dog klart, at holdningen hos menigmand var så voldsom, at det kunne være svært for bystyre eller prædikanter at holde udviklingen under kontrol. Fanatismen slog ud i lys lue, og folk krævede al katolsk gudstjeneste, ikke mindst de latinske sjælemesser og nattegudstjenester, ud af kirkerne, også af Vor Frue Kirke, hvortil der var knyttet en slags domkapitel. København var inddelt i otte roder. På møder inden for hver rode krævede lutheranerne nu, at hver borger skulle sværge på at ville leve og dø for Guds hellige ord, således som det blev prædiket af prædikanterne, og at de ville gå til modstand mod  "det gamle hykleri og det papistiske regimente", om så det skulle koste liv og hals. Fra hver rode skulle der sendes fire mand til borgmester og råd for at afkræve dem en løsning. Der var tidligere blevet truffet den overenskomst med kapitlet, at der stadig skulle være katolsk gudstjeneste i Vor Frue Kirke, men at  "den evangeliske prædiken skal sige dér Guds ord og sige dér dansk messe om søndagen". Borgmester og råd henvendte sig nu til kongen, refererede almuens harme over de katolske messer, og bad ham formå biskoppen til at få kapitlet til at høre op med de katolske gudstjenester; ellers kunne der let ske kannikker og præster overlast, "thi her er mange kumpaner i staden, både bådsmænd, fiskere og andre lavssvende".

Fra Roskilde prøvede Poul Helgesen at gribe ind i striden med et skrift til forsvar kirken. Hans Tausen reagerede omgående med et modskrift.

Frederik I. svarede ikke på brevet fra borgmester og råd. Uroen blev større og større, og tredje juledag 1530 brød det løs. En stor hob med borgmester Ambrosius Bogbinder og flere rådmænd i spidsen brød ind i Vor Frue Kirke. "Først omstyrtede de alle helgenbillederne, spyttede på dem, slog dem med næveslag og spottede dem med forargelige skældsord, mens de sønderslog dem med deres økser, og derpå trængte de ind i koret, hvor de fuldstændig ødelagde kannikstolene og alt panelværket". Således fortæller Poul Helgesen, som dog ikke er en neutral beretter. Man holdt først op med voldsomhederne, da Hans Tausen, "forbrydelsens rænkesmed" eller "dette utyske blandt alle udyr" kom til og fik de vilde mennesker til at holde op med deres rasen. Først nu greb kongen ind. Vor Frue Kirke blev lukket for katolikker såvel som for lutheranere. Året efter fik Joakim Rønnow med rigsrådets støtte kirken åbnet påny, men nu kun for katolikkerne. Det betød dog langt fra, at kampen mellem papister og prædikanter var endt eller afgjort.

Da rigsrådet med Joachim Rønnow i spidsen efter adelsrepublikkens indførelse anklager Hans Tausen for kætteri, bliver borgerne i København så vrede på bispen, at de går til angreb på ham. Han kommer kun helskindet hjem til sin gård i Nørregade, fordi Tausen beskytter ham. I selve anklagen gik Rønnow ind for et kompromis. Hans Tausen skulle ikke dømmes som kætter, men skulle have forbud mod at prædike i København og skulle landsforvises fra Sjælland. Det hele endte med at Rønnow bøjede sig yderligere: Hans Tausen fik lov til at prædike i København, når bispen tillod det - og det gjorde han. Vigtigst for Rønnow var igen, at det skulle være biskoppen, der bestemte. Folk i byen blev rasende. Og det var i den situation, at Tausen måtte hjælpe Rønnow hjem til sin gård i Nørregade. De gav endda hinanden hånden, da de skildtes. Hvilket måske kostede Tausen et bispejob i første omgang, da reformationen havde afskaffet de katolske biskopper.