Grevens Fejde Greverne af Oldenburg
	Det oldenburgske våben, som også den danske kongeslægt førte i rigsvåbnets hjerteskjold. De oldenborgske farver ses stadig, bl.a. i postvæsenets farver.

Med sin uundværlige Homer i oppakningen og med 3000 knægte hvervet i Frisland gjorde grev Christoffer i begyndelsen af maj 1534 indfald i Holsten sammen med lübeckerne, der anførtes af Marcus Meyer, en anden af tidens maleriske skikkelser. De krævede Christian II, Lübecks gamle fjende, sat på fri fod. Såvel Christoffers som lübeckerne hær blev dog hurtigt og effektivt drevet tilbage til Travemünde af hertug Christians feltherre, Johan Rantzau, og den i 19. juni indskibede Christoffer sig på lübske fartøjer og gik mod Øresund. Det gjaldt om at nå Sjælland, inden de danske rådsherrer kunne nå at samles til kongevalg ved det til midsommer berammede rigsrådsmøde.

Forinden var der sluttet aftale mellem Lübeck og greven, hvorefter Christian II ved befrielsen skulle overgives til Lübeck, som også foreløbig skulle have nøglepositionerne Helsingør og Helsingborg samt indtægten fra Sundtolden, så snart disse to byer var i grevens vold. Til sin tid skulle Lübeck have Gotland og være medbestemmende, når en dansk konge skulle udvælges efter Christian II. Havde denne plan kunnet gennemføres, ville Danmarks stilling være kommet til at svare til, hvad man i moderne tid kalder et protektorat.

Officielt var det altså grev Christoffer, der med Lübecks bistand førte krigen, men den drivende kraft var hansestaden, eller rettere Jürgen Wullenweber. Ti år i forvejen havde lübeckerne sammen med den danske adel drevet Christian Tyran på flugt og hjulpet Frederik I. på tronen - og taget sig betalt derfor. Nu gik man med samme ildhu ind for at sætte den gamle konge i frihed, dog ikke for hans skyld, men for at bruge hans navn som en fane, der skulle samle borgere og bønder mod det danske aristokrati, som nu stod Lübecks interesser i vejen. Våbenfællerne havde skiftet, men målet, at sikre handelsherredømmet over Norden og Østersøen for den gamle hansestad, var stadig det samme. 22. juni 1534  løb den lübske flåde ind til Hvidøre, hvor beboerne i nogle timer fik lejlighed til at betragte det brogede skue af 1500 velbevæbnede knægte, der sattes i land fra bådene. Et antal heste blev under eder og forbandelser sat ind fra skuderne, og rytterne svang sig i sadlen. De blanke våben blev gået efter med klude for at fjerne de rustpletter, sørejsen havde efterladt. Der var leben og hujen, mens hæren gjorde sig klar til afmarch, og imens sad feltøversten grev Christoffer, og skrev til rådet i Lübeck om, hvad han hidtil havde udrettet, og hvilke planer han havde.

Han havde haft forbindelse med Jørgen Kock, borgmesteren i Malmø,  og Gustav Trolle, Christian II's tidligere støtte og forhenværende ærkebisp i Uppsala, samt Ambrosius Bogbinder. Da Malmø var sikkert i de sammensvornes hænder, havde man besluttet at begynde angrebet på Sjælland. Endnu holdt København stand, og magistraten ønskede ikke at bryde sin ed til rigsrådet fra herredagen. Da planerne om at sikre sig lensmanden på Københavns Slot, Johan Urnes person, ligesom man i Malmø havde uskadeliggjort Mogens Gyldenstjerne, var mislykkedes, marcherede grev Christoffer mod Roskilde. En belejring af København ville være unødigt spild af kræfterne.

Angrebet på Sjælland kom tilsyneladende helt bag på de ledende mænd, og der stod ingen krigsstyrker parat til at slå grevens folk tilbage. Foreløbig fægtede man bravt med pennen. Rigsmarsken, Tyge Krabbe, der tilfældigvis var i København, skrev til Joachim Rønnow i Roskilde, og skyndte sig derefter over Sundet til sit faste Helsingborg. Rønnow sendte brev til Anders Bille i Stege, der var befalingsmand over alt krigsfolk på Sjælland, og det samme gjorde  Johan Urne fra København. De bønfaldt Anders Bille om ufortøvet at sende, hvad han havde af krigsfolk til København, samt om at udskrive bønder til forsvaret. Bud burde ligeledes gå til hele den sjællandske adel om at ruste sig til kampen.

Imidlertid indtog grev Christoffer og hans krigsfolk Roskilde uden nogen modstand, og "de modtog ham med ære og svor ham huldskab og mandskab på kong Christians vegne", som krøniken udtrykker det. Men for at forklare denne mangel på modstandsvilje tilføjer den: "Ellers havde de røvet i byen og brændt og skændt". Her gjaldt det om at hytte sig. Biskoppen slap helskindet til København, men Roskilde bispegård blev givet til pris for knægtene. Endnu et par gårde, herunder bispeborgen Bistrup og Harritsborg, som kongen havde pantsat til bispen,  blev hærget og brændt, hvorefter hæren drog mod Køge, hvor grev Christoffer opslog sit hovedkvarter.

Christoffer og hans rådgiveres politik var klog og effektiv. Med den appel, der lå i "Christian den Fangnes" navn, kunne han forvente, at bønder og købstadsborgere ville betragte ham som befrier fra det frygtede adelsregimente, og allerede to dage efter indtoget i Køge holdt greven en tale til en forsamling af bønder i Ulvemosen ved Havdrup. Talens indhold er ukendt, men man tager næppe fejl i at formode, at han har slået på genoplivelsen af Christian II's bondelovgivning. Købstæderne på deres side fik løfte om befrielse for "sporefogder og andre voldsmænd", der var blevet dem påtvungne af adelige lensmænd. De skulle nu selv vælge byfoged og stå direkte under kongen "og ingen anden".