Meyercrones Stiftelse Herman Schrøder Meyercrones våbenskjold Maleri af franskmanden Rigaud. Et typisk og flot paradebillede.

Geheimeråd Henning de Meyercrone hed egentlig Meier, og han blev født i 1645 som søn af hofapoteker i København, Samuel Meier. Henning var godt begavet og efter juridiske studier ved universitetet i Leyden i Holland kom han straks ind i tyske kancelli (udenrigsministeriet) og snart efter i diplomatiet. 1674 blev han gift med Christiane Schrøder. Hendes far var borgmester Herman Schrøder. Samme år udnævntes han kun 29 år gammel til gesandt i Paris, en mere end krævende stililing, som han med stor dygtighed beklædte i 25 år. Det var dengang ikke godt for en envoy (ambassadør) at hedde Meier, så ved Griffenfelds hjælp blev dette navn ændret til det adelige Meyercrone. Adelspatentet er fra 1674.

Sin vigtigste opgave i sin tid som gesandt var at deltage i fredsforhandlingerne efter Skånske Krig. Ved fransk indgriben og diplomatiske hundekunster blev krigen 23. august 1679 afsluttet ved en fredstraktat i Fontainebleau, som nærmest var dikteret af Ludvig 14.  Alt skulle være som før! 

En udsendt diplomat skal ikke alene manøvrere politisk, lige så vigtigt er repræsentationen, hvor man demonstrerer sit lands anseelse og storhed. Her kom fru Christiane ind i billedet, da den store selskabelighed, der udfoldedes i det fornemme palæ, som Meyercrone havde lejet på venstre Seinebred lige over for kongeslottet Louvre, sorterede under hende. Hun blev en dygtig værtinde for toppen af det franske selskabsliv. Købmandsdatteren fra Roskilde var blevet grande dame ved Solkongens hof i Paris. Tungere endnu vejer hendes hjælp til danske Iutheranere og franske huguenotter (calvinister/protestanter). Begge parter måtte efter ophævelsen af Nantesediktet lide hårdt under kong Ludvigs katolske fanatisme. Ægteparret Meyercrone tog huguenotter, der var truet på livet, i deres tjeneste, indtil de kunne flygte. Det var mere end risikabelt at gå imod Ludvig XIV på dette område. 

Et portræt af fru Meyercrone er tegnet af Henny GIarbo; "Ingen af de tidligere gesandter kom til at spille en så stor rolle for de danske i Paris som Meyercrone. Han udviste den største gæstfrihed og handlekraft, når det drejede sig om hans landsmænd, og det samme gjaldt i ikke mindre grad hans hustru. Hun var datter af borgmester Herman Schrøder i Roskilde og Eva Motzfeld, en søster til Griffenfelds moder og altså kusine til storkansleren, hvad der sikkert var medvirkende til den hurtige karriere, Meyercrone gjorde på den diplomatiske løbehane. Hun lignede i flere henseender sin store fætter, havde på sin vis en lige så klar forstand som han, den samme energi og foretagsomhed og den samme hensynsløshed, når det gjaldt om at nå sit mål. Men hun var tillige en ualmindelig varmhjertet kvinde, og hendes mål var først og fremmest at hjælpe dem, der kom inden for hendes rækkevidde. Hun var sin mand en uvurderlig støtte. Gentagne gange gjorde hun det vovestykke at rejse hjem til Danmark tværs gennem Flandern og Holland, hvor krigen rasede, for at ordne hans forviklede pengesager, da han ikke selv kunne få orlov. Hjemme forhandlede hun med de forskellige statsmænd på en meget indtrængende måde og afholdt sig vist heller ikke fra politiske intriger. Fra Paris korresponderede hun med de danske diplomater, bl. a. med Chr. Lente i London. Et par af brevene er bevaret. De er virkelig fulde af fordækt humor. Lente vil gerne have lidt hjemlig bysladder, og det får han: Hans maitresses moder er i barselseng med en datter; man ved endnu ikke, hvad for en greve hun skal have, og hun er allerede over seks uger gammel; hendes søster blev forlovet med grev Reveneclaus søn, så snart hun var døbt, og den næst hende, som skulle haft den unge grev Rantzau, som dronede til Turin, skal have hans broder, så bliver hun dog i familien. . . Hun pålægger Lente at besørge kommissioner for sig i London, bl. a. at købe 180 alen grønt moire med nøje angivelse af farve og kvalitet og besked om, hvorledes han skal få det anbragt i den engelske gesandts kuffert, så at hun kan slippe for at betale told af det."

Da Meyercrones helbred svigtede, bad han om at blive kaldt tilbage til Danmark, men kong Ludvig nægter ham afskedsaudiens. Fru Meyercrone blev med kort varsel udvist. Da Meyercrone endelig slap ud af Frankrig 1706, blev hans vogn overfaldet uden for Achen af en omstrejfende flok soldater. Gesandtskabssekretæren Søren Numsen, som sad ved siden af Meyercrone, blev dræbt. Måske har den franske regering haft en finger med i spillet. Familien slog sig ned i Roskilde, hvor Christiane Schrøder jo kom fra. 

Meyercrone døde allerede 1708, og Meyercrones Stiftelse grundlægges samme år. Geheimeråden blev begravet i Nicolaj Kirke i København. Han har i Paris ladet sig forevige af datidens store berømthed Rigaud. Maleriet, der findes på Frederiksborg, er et typisk og flot paradebillede. "Den hvide ridder" (ridder af Dannebrog) næsten drukner i knitrende silkegevandter, som dog tillader korsets hvide emalje at blinke frem side om side med kårdehæftet. 

Ægteparrets eneste søn, Frederik Meyercrone, døde 1709. Han var officer i udenlanbdsk tjeneste og faldt i slaget ved ved Malpiaquet.

Fru Christiane overlevede sin mand i 30 år og boede i Roskilde, hvor der var nok, hun kunne tage vare på. Omkring midten af 1600-tallet havde hendes forældre borgmester Herman Schrøder og Eva Motzfeldt oprettet et velfunderet legat til fattige disciple i latinskolens nederste klasser. For kapitalens renter skulle der hver lørdag uddeles brød til drengene, hvert på ½ pund "i forhold til de sædvanlige huusholdnings brød ikkun srnaa". Efter sin hjemkomst forøgede Christiane og søsteren Maria, enke efter borgmester Meyer, kapitalen. Så længe fru Meyercrone levede, overvågede hun selv, at brødet blev ordentligt bagt og uddelte det personligt til peblingene. 

Og så havde hun sin egen stiftelse, Meyercrone Stiftelse, som hun også selv personligt tog sig af at drive.