Skolen i 1600-tallet Skolen i 1700-tallet
	Rektor J. H. Tauber (1743-1816), malet af ukendt kunstner. Tauber var en at sin generations betydeligste skolefolk.

1787 kom Johan Henrik Tauber til Roskilde som rektor. Han var en betydelig lærer, hvis pædagogiske evner og interesser pegede frem mod de mere dybtgående reformer i den lærde skole, der skulle finde sted kort efter århundredskiftet. Johan Henrik Tauber (1743 - 1816) regnes for en af de dygtigste skolemænd i 1700-tallet. Han blev født i Ålborg, studerede teologi ved universitetet i København og blev i 1774 rektor for latinskolen i Horsens. Herfra kom han til Roskilde, hvor han endte sine dage. Tauber udgav forskellige pædagogiske skrifter, men skrev desuden en række dagbøger eller måske snarere erindringer. En del af dem er udgivet i 1922. Her findes bl.a. følgende beretning om Taubers egen skolegang, en beretning, som også fortæller om de ting, Tauber arbejdede for at forbedre i skolen, udenadslæren og den fysiske afstraffelse:

"Min moder lærte os selv bogstaverne at kende. Da vi havde lært at læse, blev min søster som den ældste sat i en privatskole hos en lærerinde; her gik en del små børn, mest pigebørn, for at lære katekismen udenad, læse i evangeliebogen og hver uge lære det evangelium, som hørte til hver søndag. Hun blev derpå sat i en tysk skole hos en fortræffelig skrive- og regnemester ved navn Hans Rheder for at lære tysk. Jeg skulle da som den næstældste afløse hende hos lærerinden. Det sære og underlige i omgangsmåden, det mekaniske, hårde i hele undervisningsformen, der var så helt anderledes end min moders metode, faldt mig straks i øjnene. Man gav mig et stykke for af evangeliebogen, som jeg skulle læse over på. Det passede jeg, ikke af lyst, men for at få en ende på de allerkedsommeligste timer og vel også af frygt for hug, som der ikke blev sparet på. Når jeg var træt af at sidde inde i et lille værelse, hvor man næppe kunne trække vejret for dårlig luft, gik jeg med lærerindens tilladelse ud og legede i en lille gård. Men udenad kunne jeg aldrig lære, hvor megen umage jeg end gjorde mig. Lærerinden og hendes datter klagede til min moder over, at jeg lavede små narrestreger og ikke ville lære udenad. Min moder gjorde sig al umage om aftenen for at indprente mig forklaringerne til de ti bud, men ofte forgæves. Jeg var lige ved at forbande al katekismus og samtidig al kristendom som den fæleste pinebænk. Min hukommelse var gået i baglås, og end ikke den kærligste og tålmodigste moder kunne dirke den op. Men min fader sagde: Lad ham vente med den udenadslæsning til han har lært noget andet, og hukommelsen er blevet opvakt. Alt, hvad jeg forstod, kunne jeg straks fatte og huske, men ikke katekismen eller senere hen i tiden Pontoppidans Forklaring. Jeg var ofte midt i min jernflid lige ved at blive forrykt. Hos mine kammerater og ofte hos mine lærere selv gik jeg for at være den største dumrian i verden. Gud ske lov for denne modgang, den hjalp mig til at gøre mig umage med at forstå alt, hvad jeg skulle lære. (...). 

Den 11. maj 1756 indfandt jeg mig til en bestemt tid og sted. Kl. 8 var der mellemtime, da fjerde og femte klasse skulle synge i koret, og alle eleverne spiste frokost og læste deres lektier. Som jeg allerbedst stod og svarede på, hvad min lærer spurgte mig om, kom to elever med dødsangst i ansigtet; de var anklaget for slagsmål og andre skurkestreger. Den ene, som nylig var ankommet og hed Johannes Viborg, havde en gammel, pjaltet og forreven sort frakke på, hvis stykker flagrede omkring ham. Han havde taget huen af en dreng, der gik forbi, og pisset i den. Den anden, Søren Klæstrup, havde irettesat ham for det og, da han ikke ville holde op, banket ham, så de kom i håndgemæng; Klæstrups paryk røg i rendestenen. I den forfatning var de blevet sendt ned på lærerens værelse for at modtage deres anmærkning, idet de hver især klagede over den anden. Johannes Viborg måtte først holde for; han fik en utallig mængde slag eller dask i hånden med den tykke ende af et hårdt sammenbundet ris, men modtog dem med en mandig uanfægtethed. Jeg, som så dette syn for første gang, troede, at han ville blive slået ihjel. Den anden, mindre skyldige, fik mindre straf; men i den tilstand, han var, følte han den ti gange smerteligere end hans medskyldige; thi hans hænder sad i en kage af det fæleste udslæt. Han tiggede og bad for sig; men der var ingen for­barmelse. Hver gang han fik et hug af alle livsens kræfter brølede han, og materie og blod strintede til alle sider. Jeg var som sanseløs af forskrækkelse; min naturlige blyhed og frygtsomhed fik et uovervindeligt skub. Det rædselsfulde syn satte en skræk i mig, der nær havde gjort mig aldeles uegnet til at gøre rede selv for det, jeg vidste allerbedst. Denne skræk begyndte først at tage af, da jeg var 26 år, trods alle de kunstmidler min brave lærer brugte under hele min skolegang for at dæmpe frygten. Men den forsvinder aldrig, og den har ofte været en hindring for mig, når jeg i sager, der drejede sig om mig selv, skulle tale med min overmand.

Af ”Blade af Rector Joh. Henrik Taubers Dagbøger“