Model af ferle Skolebøger Peblingenes fritid Domskolen
	Ferlen var et strafferedskab. Med den flade del, der ligner bladet på en ske, slog man eleverne i enden og på ryggen. Men ferlen var bedst, og gjorde mest ondt, når den blev slået ned i en åben hånd med et svirp. Ferlen her er fundet i Roskilde og befinder sig på Roskilde Museum.

Middelalderens skolesystem er kaldt "Den sorte Skole", fordi undervisningen var mundtlig (bøger var dyre), og der mest var tale om gold udenadslære garneret med klø v.hj.a. ris og ferle. Skolen havde dog et mindre bibliotek. Den mest udbredte skolebog hed Donat, en latinsk grammatik. Bogudgiveren Christiern Pedersen har fortalt om sin skolegang under læsemesteren Rasmus Simonsens kateder i latinskolen i Roskilde. Christiern blev siden  en af vore største renassanceforfattere og udgav sin barndoms lærebog med Rasmus Simonsens sprænglærde kommentarer, guldkorn fra mange timers undervisning.

Allerede under sin tidlige skolegang blev peblingen (skoleeleven) kastet på hovedet ud i Peder Låles latinsk-danske ordsprogssamling, en bog af så høj en alder, at man intet andet huskede om forfatteren end hans navn. "A methodo Legis terræ status beret et ægis," messede barnestemmerne løs, og siden fulgte oversættelsen " Af lovens metode afhænger landets tilstand og værn eller på bedre dansk: Med lov skal land bygges" Heraf udledte Rasmus Simonsen megen lærdom. Iagttagelse af loven var nyttig, indprentede han, for kong David siger, at salig er den, der har lyst til Herrens lov, og som tænker på Hans lov dag og nat. Men man skal også lyde  landsfyrstens lov, når den blot er god og ikke i modstrid med den guddommelige lov. Således blev den store bisp Gunner af Viborg, Valdemar Sejrs medarbejder på Jyske Lov, inddraget i undervisningen. Men den sproglige side af sætningen var nok så vigtig som indholdet. Hvis en nysgerrig elev spurgte, om tiden ikke kunne bruges bedre end til at oversætte noget, der allerede var oversat, ville Rasmus Simonsen svare, at "de der er uvidende om ordenes egenskaber, de udtaler sig let og paralogizantur, dvs. de bedrages." Ordene er et citat fra Aristoteles, efter skolemesterens mening "den største af alle filosoffer". Altså gik man i gang med at plukke sætningen i stykker: "Meta" betyder " over", "laodos" betyder "vej", og "met-laodos" eller "metode" er altså den vej, over hvilken man når frem. Terra - dvs. landet eller jorden - kaldes således af "tero" "jeg slider",  fordi den slides med fødderne. "Ægis endelig er Pallas Athenes (græsk gudindes) brystharnisk . Det laves af skind af en ged, som på græsk hedder ægis, hvoraf navnet. Dog, her er det nødvendigt med et forbehold: Når talen er om en anden end Pallas' bryst, siges ikke ægis, men lorica, hvilket er udlagt harnisk."

Christiern Pedersen nærede faktisk beundring for mester Rasmus, men skolegangen var alligevel ikke nogen dans på roser. "Forbandet helvede og skærsilds pine," kaldte Christiern den siden, for "ufornumftige skolemestre og hørere flængede sled og hudstrøg de fattige børn, peblinge og degne, så blodet løb ned ad ryggen i deres hoser for en tøddels eller et ords skyld, de for vild i." Det blev altså følgen af hodos' ulyksalige lighed med oda. Resultatet af anstrengelserne havde Christiern Pedersen heller ikke meget tilovers for. "En dreng kunne godt gå 15-20 år i skole og lære grammatik og Peder Låle og andre sådanne bøger og hudstryges dagligt derfor og havde alligevel på det sidste så godt som intet lært, at hvor han kom blandt gode klerke, da kunne han ikke tale et ord ret latine" Nej, "skvalder, røg, føg, hverken Gud eller mennesker til nytte eller til gavn til liv eller sjæl," det var, hvad man blev stopfodret med. Christierns undsigelse til skolen fremkom dog først, da han som voksen mand var rejst til Paris, hvor hans lærde venner smilede sarkastisk ad Peder Låles ordsprog. "Tænk, var man ikke kommet videre oppe i Danmark. Det var dog for provinsielt". Jovist var skolen i Roskilde provinsiel; men den var dog stadig forudsætningen for, at Christiern overhovedet nåede frem til Paris.

I øvrigt måtte selv den lærde og kræsne pariserbogtrykker Josse Baden indrømme, at Peder Låle det stivbenede, delvis hjemmelavede latin til trods havde moret ham, og i dag er bogen en guldgrube, idet mange af sætningerne i deres danske form giver et levende indtryk af senmiddelalderens talesprog, når det tog farve af folkelige mundheld: "Således grynte smågrisene, som den gamle gris grynte", eller "Der er ej frue så høvisk, at hun ej må have sin pissefjært." Ofte er ordene meget bidske : "Klap bonden, så napper han dig og omvendt". Opfordringen skulle synes ganske overflødig i vornedskabets Danmark, og lærerne i Roskilde behøvede jo ikke ligefrem denne ansporing: "Man skal revse et barn, at det ej vorder ondt, og et ondt, at det ej vorder værre." Side om side hermed finder man dog bemærkninger, der trods alt også er i pagt med tiden: "For fattig mand er spotten værre end skaden" eller: "Ofte er skarlagens hjerte under reven kappe." Den samme forkærlighed for de krasse yderligheder går igen i ordsprogene om kvinderne: "Styr hest med bidsel og kone med kæp" men det hedder også mere hensynsfuldt, at "en kones grimhed ikke er nogen undskyldning for at kaste hende ud til sengekanten." Senere blev Peder Låle lagt for had.