Domskolen
	Peblingenes skoledag
	Helligåndshuset

Når først peblingene havde slidt i skolen og havde sunget til messer i kirken, måtte de ud at tigge, for de skulle selv være med til at tjene til livets ophold. Til hverdag var der tale om rent tiggeri fra dør til dør. Men ved højtiderne (jul, nytår, helligtrekonger) var det lettere, for da hørte det sig til, at peblingene i flok gik til alle hjem og sang, og man skulle give almisser. "De fattige skolarer" blev også betænkt i mange testamenter med maduddelinger som brød, flæsk, en tønde øl, andre gaver som tøj, sko, lys eller slet og ret pengegaver. En gratis omgang i badstuen var også en gave.

Den største gave til peblingene, de fattige skolarer, blev givet af biskop Jacob Erlandsen i 1253, nemlig 12 fripladser med kost og bolig i det Helligåndshus, han oprettede ved siden af Skt. Laurentii Kirke. Her forærede biskoppen også drengene et mindre bibliotek. De udvalgte 12 måtte dog underkaste sig en vanskelig prøve for at slippe ind i fripladserne i Helligåndshuset. Var de sluppet indenfor og var de specielt lyse hoveder var der en særlig mulighed, idet den gavmilde biskop også havde afsat en pengefond, et legat, der skulle sørge for, at særligt dygtige unge mennesker efter endt skolegang kunne tage til Paris (senere også til universiteterne i Prag og Nordtyskland) for at få en universitetsuddannelse. Havde de først fået sådan en, kunne de leve godt resten af deres dage med mulighed for høje embeder, mest i kirken, men eventuelt også hos en fyrste. De fleste peblinge forblev dog ude i fattigdommen. En del, men kun få, blev præster. Resten blev huslærere, degne, skrivere, byfogeder: Jobs der krævede, at man kunne læse og skrive, gerne latin også til husbehov, datidens internationale sprog, som mange skrivelser var formuleret på, for det var kun i latinskolerne, men lærte det.