Vor Frue kirke

Kirkens grundplan viser også bebyggelseshistorien. Ældst er planen herover: Svend Nordmands kirke. Den består af et mindre kor samt skib med smalle arkader ud mod de to sideskibe. Byggehistorien kan rekonstrueres ud fra nogle udgravninger af kirke og kloster, som Nationalmuseet foretog 1933-34.

Tidligt og før 1200 udbygges kirken. Som tegningen herunder viser, opføres der tre apsider: Et apsis på hvert sideskib samt et apsis på en udbygning af koret. Denne udbygning kan godt hænge sammen med, at den hellige Margrethe blev begravet i kirken. Men også, at kirken foruden at være sognekirke nu også blev klosterkirke. Der opføres også et våbenhus. Inde i kirken fjernes en hel del af de mange smalle arkader, men der er stadig nogle (bredere) arkader tilbage.

Kort efter 1200 er der lavet en tilbygning mod vest, som vi ikke ved meget om (det er her, tårnet senere blev bygget). Det kan også godt være i denne tilbygning, Margrethe blev begravet. Ved dette byggeri gik man over til andre materialer end frådsten. Indvendigt blev der beklædt med fint tilhuggede kridtkvadre, udvendigt brugte man tegl, som var bedre i vejrliget end kridt.

Klosteret brænder i 1242, og også kirken, i alt fald den vestre ende, er berørt af branden. Klostret genopbygges straks og kirken repareres. Den får nu mod vest et rigtigt tårn, hvor tilbygningen lå. Tårnet er en etage lavere end det, der ses i dag, det havde hvælv og det åbnede sig ind mod kirkerummet i en spidsbuet arkade. Indvendigt blev der beklædt med kridtkvadre, udvendigt brugte man tegl som ved forrige udbygning. Det er disse udbygninger, der gør, at man i dag har svært ved at se, at der egentlig er tale om en frådstenskirke.