Erik Emmune vandt ved Fodevig syd for Malmø over den samlede ledingshær med kong Niels og prins Magnus i spidsen, fordi han havde lånt nogle få tyske ryttere / riddere. En sådan styrke af tungt rytteri havde let spil over for opbuddet af danske bondekrigere til fods: De kunne ride hen over dem, uden at de kunne stille andet op end at blive mast under de tunge heste eller løbe deres vej. 

Slaget ved Fodevig stod mellem to partier: Tilhængerne af Knud Lavard anført af dennes bror Erik Emmune og tilhængerne af kong Niels anført af hans søn Magnus. De to hovedkilder til periodens historie tilhører hver sit parti.

Først Roskildekrøniken, som holdt med Nielses parti: "Ve hint grusomme år, hin bitre dag, dødens dag, mørkets dag, fuld af jammer, tung af gråd! Ve hin dag, da Magnus dræbes, Danmarks blomst knækkes, han, den skønneste blandt de unge, kæk og kraftig, en glad giver, forstandig og en elsker af fasthed. Magnus dræbes og med ham to høvdinger [Henrik Skadelår og Harald Kesjas søn Magnus] og fem biskopper. Adelbert af Slesvig fik et uhelbredeligt sår og levede knap halvandet år derefter". Modpartens opfattelse møder vi hos Saxo: "Dog tør vi tro, at denne sejr kun lidet skyldtes menneskenes styrke, men var Herrens hævn for mordet på den hellige mand [dvs. Knud Lavard] ."

Slaget ved Fodevig

Sådan fortæller Arthur Fang (i Roskilde I., 1945) om borgerkrigen:

Denne Historie kunde let have faaet yderst alvorlige Følger for hele Landet. Den tyske Kejser satte sig nemlig i Bevægelse med en Hær for at støtte de betrængte Folkefæller i Roskilde. Kong Niels bad om Fred og betalte den dyrt; han maatte, foruden at give en stor Bod, anerkende Kejseren som Danmarks Lensherre. For Danmarks Selvstændighed en yderst farlig Handling. Frygten for, at Niels og Magnus var ved at spille Riget i Kejserens Haand, har maaske fremkaldt den overraskende politiske Drejning, .Ærkebiskop Asser foretog. han og med ham Skaaningerne forlod med eet Kongepartiet og sluttede sig til Erik Emmune. Den direkte Følge deraf blev det blodige Nederlag 2. Pinsedag 1134 ved Fodevig i Skaane, hvor Eriks pansrede Byttere fejede Niels' Bondehær væk. Magnus faldt og med ham 60 Præster og 5 Bisper, blandt dem Bisp Peder af Roskilde.

Mens Roskilde-Krønikens Forfatter udbryder, med Genklang af Dommedagssalmen Dies irae, i høje Klageraab: "Ve hint grufulde Aar og hin bitre Dag, Dødens Dag, Mørkets Dag, fuld af Jammer, tung af Graad! Ve hin Dag, da Magnus dræbes Danmarks Blomst knækkes" saa bemærker Sakse køligt, at denne Sejr kun "lidet skyldtes Menneskenes Styrke, men var Herrens Hævn for den hellige Mands Mord". Den hellige Mand er naturligvis Knud Lavard. Kong Niels undslap med Nød og næppe fra Slagmarken, for ikke længe efter al blive dræbt af Hertug Knuds Gildesbrødre i Slesvig, som vilde hævne deres Oldermand. 

  Borgerkrige fortsat