Hirden var kongens væbnede følge, men ikke en hær. Ledingen var rigets hærmagt. Den ældste danske militærordning, søledingen stammer fra vikingetiden. På Knud den Stores tid (1015—1035) stillede de danske høvdinge sig selv som førere for de skibe, der skulle i søleding. Høvdingen sørgede som regel for skibet samt nogle krigsvante huskarle, mens en kreds på 20—40 mand af omboende bønder ordnede provianteringen, der som regel beregnedes til 16 uger, samt stillede resten af mandskabet. Efter vel overstået sommertogt fik bønderne del i byttet. Når kongen, f.eks. Knud den Hellige (1080—86), udbød landets leding, straffede han de ledingsbønder og styresmænd hårdt, der ikke mødte. Ledingsbudet blev vedtaget på tinge af dem, som var parter i tilfælde af krig, landets stormænd og bisperne, der havde deres egen krigsmagt. I slaget ved Fodevig ved Skanør i juni 1134, hvor den danske ledingshær blev knust, faldt foruden kong Magnus Nielssøn og mange fremtrædende høvdinge, bisperne af Roskilde, Århus, Vestervig og Ribe, mens bispen af Slesvig døde af de sår, han fik i slaget. Dette eksempel viser, at fremtrædende gejstlige deltog aktivt i krigsoperationerne. Saxo siger således om Absalon, at han straks efter sit valg til biskop i Roskilde (1157), lagde for dagen, at han var "fuldt så vel Viking som Bisp og skottede lidet om roligt at røgte Troen derhjemme, naar den stod paa Spil histude. Det er jo også fuldt så god Gudsdyrkelse at slaa Troens Fjender paa Flugt som at tage Vare paa Kirketjenesten. Saaledes var han lige saa fuldt Fædrelandets Fader som Biskop, lige straalende som Hærmand og som Herrens Tjener". Den danske Iedingsflåde, der i 1160'erne foretog togter til Vendland bestod hovedsagelig al sjællændere under Absalons ledelse.
Som følge al vendertogterne, hvor kongen år efter år udbød leding, mistede denne sin karakter af at være et frit folkeværn og blev til en værnepligt, altså en tvungen statsydelse. Omkring 1170 var forholdene i følge historikeren Erik Arup da således, at "Havnebonden, når kongen udbød leding. nu skulle møde på sin havne i skibet med de tre folkevåben sværd, spyd og kedelhat; styresmanden skulle dertil have skjold og brynje, fulde mandsvåben, og yderligere medbringe en armbrøst og tre bylter pile - alt på egen bekostning. Skibet skulle være fuldt bemandet. Skibet skulle være forsynet med proviant for 16 uger: 16 skæpper sigtet mel, smør, flæsk og kød. Selve skibet blev det en pligt for ledingsbønderne at bygge eller leje”.
Landet blev nu opdelt i distrikter: skipæn af bønder, der alle skulle yde deres bidrag til ledingsskibets udrustning. Hvert skipæn inddeltes i havne, et læg af bønder, der i fællesskab skulle præstere alle ydelserne til en havnebonde, der så havde ansvaret for, at skibet var fuldt udrustet og mødte til aftalt tid. Lægenes størrelse afhang af lokale forhold. I Halland kunne et læg bestå af fra 11 til 29 bøndergårde. Ledingspligten var altid begrænset til kun at omfatte landsbybønderne, mens bybefolkningerne aldrig blev inddraget under ledingspligten.
Ledingspligten udvikledes efterhånden til en ledingsskat, der pålignedes hver enkelt landsbybonde i forhold til det jordareal, han havde under dyrkning. 1213 gennemførte regeringen ledingsskatten i Sjælland og på Lolland-Falster; 1223—24 i Jylland og på Fyn. Kongen ville hellere have penge end værnepligtige bønder. For pengene kunne købe datidens mest effektive slagkraft: Rytteri, ridderhære.
Ledingsskatten blev pålagt alle landsbyens jordbrugere. hvad enten de var mænd, kvinder, selvejere eller fæstere. Det bestemtes netop om fæstere i Jylland (og det samme har nok gjort sig gældende andre steder i landet), at de skulle betale ledingsskat, hvad enten de var fæstere under biskop, præst kloster, kirke bonde eller herremand. I Skåne slap man for ledingsskatten.
Ledingsskatten blev opkrævet gennem styresmændene, der indbetalte skatterne til kongen. I de tilfælde, hvor de ledingsskattepligtige områder tilhørte bisperne, indbetaltes hele ledingsskatten til dem. Bisperne kunne så senere afregne med kongen.
På dette tidspunkt - altså i begyndelsen al det 13. århundrede - gjorde kirken sig voldsomme anstrengelser for at få præsternes cølibat gennemført. I det 12. århundrede var det almindeligt, at landsbypræsterne var gift og anvendte tienden til familiens tarv, ligesom flere bisper levede i ægteskab og forsørgede børnene v.hj.a. kirkens gods. I et pavebrev fra 1117 fremholdt Paschalis, at kirken også forlangte cølibat. Den sjællandske høvding Peder Bodilsen rejste 1123 kravet om til præsterne, at "de, som havde hustruer, skulle sende dem fra sig, og at de, som ingen havde, aldrig måtte tage nogen”. Heri blev han virksomt støttet at bønderne der for så hårdt frem imod de gifte præster, at, som Roskilde krøniken siger: "nogle blev lemlæstede, andre dræbte, andre jaget i
landflygtighed og kun få bibeholdt deres ejendom”. Cølibatrøret løb dog hurtigt ud i sandet, Den humane roskildebiskop Peder (1124- 1134) "antog sig snart præsternes sag mod bønderne og befriede dem fra deres nød”, hvorved der atter blev fri bane for landsbypræsternes og de andre gejstliges familieliv. Absalon overholdt cølibatet seriøst og var betydelig strengere. Kirken fandt nu på, at den kunne anvende ledingsskatten til at gennemføre præsternes cølibat. Det bestemtes derfor, at en præst måtte have én gård skattefri - nemlig præstegården - hvad enten denne ejedes al ham selv eller at kirken, på betingelse af, at han levede i cølibat.
Klostrene, der efterhånden erhvervede betydeligt jordegods, kunne ved køb eller gennem kongelig nåde fritages for ledingsskat i hvilken anledning der oprettedes højtidelige dokumenter, der omhyggeligt blev fomyede ved kongeskifte.