Roskildegård Lensmænd Lenet bliver amt

Lensinstruksen af 1557 er et ejendommeligt dokument. For det første, fordi det så stærkt fremholder lensmændenes pligter over for kronens fæstebønder. Situationen var den, tyve år efter bøndernes nederlag i Grevefejden, at staten offentligt påtog sig som sin opgave at beskytte disse bønder mod kronens egne embedsmænd. De friheder, som mændene med regeringens stiltiende billigelse havde taget sig over for bønderne i de første ti år, var forbi. I  1550'erne havde administrationen gentagne gange talt bøndernes sag og forordningen var en understregning af denne politik.

For det andet er lensinstruksen ejendommelig derved, et sådant lovarbejde kunne udstedes af kongelig magtfuldkommenhed uden forhandling med rigsrådet. Der foreligger nemlig intet om, at rådsoppositionen har bestridt lovligheden af lensinstruksen, kun at den var utilfreds med indholdet. Man godkendte altså kronens ret til i et og alt at sætte, hvorledes lenene skulle styres. Tilmed fik lensmænd besked om, at de selv skulle drage omsorg for, at instruksen blev læst op på alle herredsting.

Bønderne måtte have lov til at tage tømmer i skovene til deres bygninger. Det blev forbudt lensmændene at tvinge bønder og præster til at tage græsstude til opfodring, og de måtte heller ikke tvinges til at udlevere hø eller stråfoder hertil mod kongens vilje. En bestemmelse om, at lensmændene skulle holde sig til recessen i spørgsmålet om handel, vidner om, at adelen i høj grad havde forstået at udnytte sin stilling til at drage en del af købstadshandelen ud på sine gårde. Mange herremænd fik sig en ekstraindtægt på købstædernes bekostning ved at sælge importerede varer til de nærmestboende bønder. Det skulle være enhver bonde tilladt frit at handle med borgerne. Alle disse bestemmelser gik ud på at beskytte bønder og borgere mod lensmændenes overgreb, men naturligvis var der også tænkt på kronens direkte økonomiske interesser. For fremtiden måtte lensmanden kun oppebære en tiendedel af de "uvisse" indtægter, mod hidtil op mod halvdelen, og det var, under lens fortabelse, forbudt lensmanden at jage eller at hugge træ i kronens enemærkeskove.

Den nordiske Syvårskrig havde skabt en enorm statsgæld. Pengene var gået til at betale løn til kongens lejetropper, landsknægtene. Gældens tilbagebetaling, hvormed fulgte frikøbet af det bortpantede krongods, bevirkede at lensreformen kunne fortsættes. 1 1588 var kun 6 af de nu 56 hovedlen bortgivet på lensmandens livstid, mens 3 var pantsat. Uden at nogen væsentlig opposition kan spores, kunne regeringen føre sin lenspolitik videre. Selv om linjen, man fulgte, var til kronens fordel, var den måske alligevel mere acceptabel for de lensmænd, for hvem lenet også var en privat forretning. Man gik bort fra at anse regnskabslenet for det mest givende. Tallet på herreder, der lå »til fadeburet« gik ned fra de 123½, der var nået i 1559, til 82 i 1588. Fordelen for kronen var især, at man slap for den besværlige kontrol, der hørte til regnskabslenet. Samtidig skaffede man sig en ekstra fordel ved at gøre de regnskabslen, man beholdt, større med samme eller formindsket »genant« - altså mere arbejde for samme eller mindre løn.

Antallet af herreder under afgiftslen steg tilsvarende fra 18 til 54., og blot man gjorde afgiften til kronen tilstrækkelig høj, kunne også denne forleningsform betale sig for kronen. Siden 1559 var den gennemsnitlige afgift pr. herred steget fra i 100 daler til 315 daler - og selv om der heri må tages hensyn til den almindelige prisstigning, er den reelle stigning i kongens favør dog klar nok. At også de frie tjenestelen tog til i omfang, fra 20½ herred til 30, er ikke udtryk for en adelig reaktion, men nok netop for den fredelige ligevægt mellem kongemagt og adel. De frie len var kongens påskønnelse over for en lensmand for tro tjeneste, en særlig aflønningsform. Hvad der er væsentligt er, at krongodset nu var sikkert og ubestridt i kongens hånd; lensmanden kunne flyttes frit efter kongens forgodtbefindende. Skønt Danmark endnu var en stat, hvor aristokratiet spillede en stor politisk rolle, var der her linjer, der pegede frem mod en ny statsform.

De store hovedlen var stadig forbeholdt den fornemme rigsrådsadel, mens den menige adel, som almindeligvis spil lede en ringe rolle politisk, måtte nøjes med smålenene. Til denne adel blev der ikke taget det store hensyn, men utilfredshed kom ikke frem, så længe Frederik II. levede. Efter krigens afslutning 1570 fandtes der 222 smålen. Tallet var steget kraftigt som følge af bortpantning af mere spredt gods. Men før 1588 var 152 heraf skaffet af vejen. Når dertil kom, at regeringen i udstrakt grad benyttede disse smålen som arbejdsområde for udenlandske adelsmænd, der tid efter anden kom ind i landet og blev anerkendt som dansk adel, var der også her et irritationsmoment, som øgede utilfredsheden hos den menige adel.

Christoffer Valkendorf, som stod for finanspolitikken og ordningen af lensvæsenet, blev i disse år en betydningsfuld og indflydelsesrig kongetjener, der ikke ved sin private godspolitik virkede så udfordrende som Peder Oxe, og ikke som Johan Friis i så udpræget grad repræsenterede højadelens synspunkter. Når da samtidig kansleren var den stilfærdige Niels Kås, der ved sin totale mangel på interesse for jordisk gods var ærligheden selv, blev der plads til en intelligent politiker som Valkendorf. Hans dispositioner medførte dog også kritik, ikke mindst fra den menige adel. Denne kritik kom kraftigt frem, da Frederik II's grav i Roskilde skulle indvies.