Frederik II

Det fornemme mausoleum over Frederik II's grav står ved siden af faderens, Christian III's, i Hellig Trekongers Kapel. Frederik havde fået lavet det fornemme monument over faderen, men havde store problemer med fornemheden, fordi adelen også lod store gravmæler udføre. Han måtte skride til at forbyde flere monumenter i Vor Frue Kirke i København, for hvordan skulle kongefamilien blive ved at lave noget, der var finere?

Det storslåede gravmonument har Christian IV ladet rejse over sin fader, og det er udført 1594—98 af den nederlandske kunstner Geert van Egen, som i nogen tid var bosat her i landet. Det står kunstnerisk ikke mål med Christian III.s mausoleum, men er blevet urimeligt hårdt kritiseret. Opgaven har været bunden og mere end vanskelig at løse. På monumentet står kongens mærkelige valgsprog: "Meine Hoffnung zu Gott allein, Treu ist Wildpret. Mit håb står til Gud alene, troskab er som et vildt". For første gang optræder der relieffer af slagscener som dekoration på et gravmæle, det videreføres på Christian V's men så er det også slut.

Ved indvielsen af mausoleet var mange adelige mødt op. "Somme bedrøves over herrefrafald, andre glæder sig og forventer bedre tid og er ikke med det nærværendes godt tilfreds." Dette var netop tilfældet med den menige adel, der nu efter kongens død så en mulighed for større fordele. Dens ledere stod frem i Roskilde og kritiserede den førte lenspolitik, krævede flere smålen for sig, og anklagede regeringen for at have favoriseret udenlandske adelsmænd. En sådan kritik ramte også enkedronningen, fordi flere af disse udlændinge var kommet til landet sammen med hende. Direkte ramtes hun, da adelen krævede tronfølgerens tyske hofmester, pommeraneren Heinrich Ramel, fjernet. Denne kundskabsrige adelsmand, der også var leder af Tyske Kancelli, stod enkedronningen nær, og hun måtte opfatte adelens angreb som et forsøg på at svække hendes egen indflydelse på den unge konges opdragelse. Kritikken skød her langt over målet, og rådet afviste den. Samtidig gjorde man opmærksom på det upassende i adelens optræden ved en lejlighed som denne, og i en situation, hvor alle burde stå sammen i enighed. Regeringsrådet agtede at følge den hovedlinje, at ingen væsentlige ændringer skulle ske, så længe kongen var mindreårig. I den følgende tid blev man dog nødt til at bøje sig for den menige adels krav ved at foretage mindre ændringer i lensstyrelsen.

Det blev dog uoverensstemmelser inden for regeringsrådets egen kreds, der satte tingene i skred og uddybede modsætningen mellem dette og enkedronningen. Det kom til at ramme Christoffer Valkendorf.