Palladius
	Gudstjeneste

Ordinansen er kirkens grundlag eller lovregler. Den forelå på latin udarbejdet af en kongelig kommission i 1537. 2 år efter blev der også lavet en udgave på dansk. Forsiden til denne ses her.

Den 2. september i 1537 blev ordinansen vedtaget i sin latinske udformning. To år senere udkom den i trykken i dansk oversættelse som »Den rette Ordinans«, og i 1542 udvidedes den danske kirkes grundlov med de såkaldte Ribeartikler, der især angik præstevalget. Samtidig med rigsrådets vedtagelse af ordinansen indviede Johan Bugenhagen syv danske superintendenter og en norsk. De mest fremtrædende var de kendte reformatorer Frans Vormordsen og Jørgen Jensen Sadolin, der fik Lund og Fyns stifter, samt Peder Palladius, der blev Sjællands biskop. Den gamle hovedinddeling i syv stifter blev stående, og sogneordningen ligeledes. Blot flyttedes det sjællandske bispesæde straks fra Roskilde til København, og 1554 blev bispesædet i Børglum flyttet til Ålborg. Der havde været tanker fremme om at gøre en af de nye bisper til øverste biskop, men dette blev ikke til noget, vel mest fordi en sådan ordning i for høj grad ville have mindet om den gamle. Alligevel kom Sjællands biskop til at indtage en stilling som »den første blandt ligemænd«, hvilket næppe var uden sammenhæng med Peder Palladius' kraftfulde personlighed.

Ved udnævnelserne blev den kendteste af alle de danske reformatorer, Hans Tausen, forbigået. Hans forhold til Joakim Rønnow under Grevefejden kan have bidraget hertil, men lige så rimeligt er det dog at antage, at han ikke har kunnet undværes som lærer ved det genoprettede universitet, der trængte til lige så kraftige personligheder som den nye kirke. Da den tyske Ribebisp, Hans Vandal, døde i 1541, blev Hans Tausen dog hans efterfølger.

Eftersom Bugenhagen kun var præst, ikke bispeviet, mistede den danske kirke »den apostolske succession«, der hvilede på den opfattelse, at enhver indviet bisp, der havde modtaget håndspålæggelsen, indirekte havde modtaget sin indvielse fra apostlen Peter, der mentes at have været den første biskop i Rom.

I overensstemmelse med almindelig skik og brug skulle de nye bisper modtage en væsentlig del af deres løn i naturalier. Denne løn blev fastsat til 2 læster rug, 4 læster malt og 2 læster havre, dertil 50 læs hø, 20 læs halm og 40 lam. Af penge skulle de have 100 gylden, og desuden skulle de have fri embedsbolig. I erkendelse af de større krav, der stilledes til Sjællands biskop, blev der tillagt denne indtægten af et professorat ved universitetet, "efterdi alt er i København dyrere end andetsteds i riget". Topstillingerne inden for kirken tilhørte for fremtiden alene borgerstanden. Ingen adelige ville arbejde for så ussel en løn.

Reformatorerne havde sejret, men ikke for at hvile på laurbærrene. Foran de nye bisper lå nu først og fremmest den opgave at besøge alle kirkerne i deres stift, se på deres fejl og mangler, og give råd, støtte og formaninger til præster og menigheder. De var kaldet "ikke til nogen ørkesløshed, men til et stort arbejde". Til de rejser, der ventede, blev det foreskrevet, at hver biskop skulle have en kusk, der kunne røgte fire heste, foruden en karl og en skriver samt to tjenestepiger og en tjenestedreng. Det lå i den nye ordning, når det om bispens husstand i øvrigt hed "foruden kone og børn".