Gudstjeneste
	Biskopper over Sjælland
	Bispeembedet

Peder Palladius er født 1503 i Ribe, hvor hans fader, Peder Esbernsen, muligvis var »pladeslager«, dvs. fremstillede rustninger. Sønnens første tilnavn, Palladius, er en latinisering af »plade«, brystharnisk. Peder gik i skole både i Ribe, Assens og Roskilde (omkring 1520) og kom som så mange velbegavede, men fattige studerende til udlandet som ledsager og hovmester for en velhavende mands søn. I 1531 i var han i Wittenberg hvor han indskrev sig som Petrus Espernus Pladius Ripensis som lærer for en søn af borgmester Mikkel Pedersen Akeleje i Odense. Her fuldførte han sine studeringer, blev 1533 magister og fire år senere doktor i teologi. Han knyttedes nært til de ledende reformatorer, især Philip Melanchton, der gav ham tilnavnet Palladius, afledet af "Pallas (Athene)" på grund af hans store viden. At han vurderedes højt i Wittenberg, viser et brev til Christian III. fra Johan Bugenhagen, hvori denne tilråder, at Peder Palladius skal tage doktorgraden.

Som Sjællands nye superintendent skulle Palladius på visitatsrejse rundt i stiftet, og i den forbindelse noterede han flittigt ned i en visitatsbog, som er bevaret. I den kan man se, hvad han gjorde, når han besøgte menigheder og præster.

Palladius krydrer sin fortælling med små opbyggelige historier og humoristiske småtræk fra dagliglivet og fra sin embedsgerning, for at hans tilhørere skal forstå og huske, hvad han har sagt. Som når han vil have dem til aldrig at glemme at takke Gud for maden, så fortæller han om den lille pige i Bjergby Kirke, der bad: "Frels os fra alt ondt, amen, mad i Guds navn."« Den lille der uden ret at forstå plaprer sin bøn, bliver et symbol for menigheden: således skal troen blive hverdag for dem alle. Men os siger historien noget mere. Noget om superintendentens forståelse også for de små ting i livet, om hans evne til at se og høre.

Det er superintendentens opgave at forklare og begrunde det nye kirkesyn for en menighed, der er overvejende katolsk. Hans foredrag præges af en bondefornuft, der ikke giver plads for finere nuancer eller stor inderlighed. Han taler højt og bramfrit om gammelt misbrug og begrunder det nye uden teologiske spidsfindigheder. Der skal ikke mere bedes for de afdøde, skærsilden er ikke mere, men helvede er alligevel en realitet. Han holder det op for dem, så de kan se, at den der er øverst her på jorden, ligger nederst på risten, nærmest flammerne. De hellige kan ikke mere gøre mirakler, det overlades helt til djævelen som åbenlyst og i mange forklædninger driver sit spil. Man opnår intet ved pilgrimsgang til hellige steder: "Mange bisser til det formaledidede sted Bistrup, og til andre sådanne steder, udi hvilken djævelen og paven har haft deres kram og holdt krohus og horehus for alle dem, som vil bole der med deres afguder Bistrup, og til andre sådanne steder, udi hvilken djævelen og paven har haft deres kram og holdt krohus og horehus for alle dem, som vil bole der med deres afguder".

Men Palladius søger at udnytte de gamle sæder til nye formål. Når den gamle helligdomsgang nu er så inderlig overflødig, så kan de jo søge at gøre den nyttig. "I kan jo gå til de levende hellige, i stedet for til de døde: alle de fattige og syge, som ligger hjælpeløse hen", og han nævner eksempler fra nabosogn på folk, som har hjælp og trøst behov. Heller ikke fasten var til nogen nytte - den var jo kun et skalkeskjul. "Faste er hunger, hunger, hunger. Da Vor Herre Jesus havde fastet, da hungrede han. Da vore munke havde fastet efter ham til påske, da var de federe og mere puskindede efter påske end de var om fastelavn. Herre Gud, hvor havde de fastet. De var kun Guds gække".

Kirkerne skal renses for de katolske levn. Ikke alle steder har menighed og kirkeværger skyndt sig at få de gamle billeder ud. I den følgende tid pilles sidealtrene ned, altertavler med katolske fremstillinger skiftes ud, madonnabilleder pilles ned. Det var folk som Palladius, der i praksis og ude i marken skulle føre den nye kirkeordinans ud i livet. Mod de gammelkatolske kannikker i Roskilde satte Palladius hårdt ind. Han kom selv til byen og i 14 dage i træk holdt han forelæsninger i domskolen - på latin - for alle de gejstlige, som skulle høre sandheden om den nye tro. Derpå blev Hans Tausen ansat som lærer i teologi ved skolen, så forelæsningerne kunne fortsætte.

Peders bror Niels blev biskop over Skåne og kom i denne egenskab til at krone Frederik II i Vor Frue Kirke i København 25/6 1559.

I en bog fra 1761, beskriver kgl. kobberstikker, Jonas Haas, 15 biskopper fra Sjællands stift, “Hvilke have levet siden Reformationen og indtil værende Tider.”

Han skriver om Peder Palladius, Sjællands stifts første biskop efter reformationen, at han var en flittig og vigtig person i arbejdet med at indføre den nye tro. "Han var en af de fornemmeste Mænd som hialp vældeligen til, at den af Kong Christian den Tredie indførte Evangeliske Lære ei blev qvalt af det papistiske Ukrud, strax i sin spæde Opvext.”

Palladius fik også Biblen ud til folk: “Til at overbevise Folket om den papistiske Læres Ugrund, behøvedes Guds aabenbarede Ord, den Hellige Skrift nødvendig. Ingen Læg Mand havde hidindtil tordet faae den at se. Den var og kun på Latin oversat, et Sprog menig Mand ei forstod. Biskop Palladius giorde derfore saadanne Anstalter, at Biblen ei alene blev fordansked, men blev og efter Kong Christian den Tredies Befaling første Gang trykt paa Dansk i Folio 1550. Der kom og et Exemplar af den til hver Kirke, som endnu kan findes i disse Dage, skiønt af Ælde forslidt, i mange Kirker.”

Ikke alle lod sig overbevise om den nye tro: "Med de hemmelige Papister, der opholdte sig blant Roskilde Kaniker, havde han meget at bestille. “

Mere om Peder Palladius fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop. Om denne mærkelige og højt fortjente Mands Herkomst har han selv lejlighedsvis fortalt: «Min sal. Fader, ved Navn Esbern Jensen, Borger i Ribe, en Lægmand, der aldrig havde lært et Bogstav, straffede mig haardeligen med Ord, i hans Alderdom og min Ungdom, ude mellem Ribe og Bjærge, fordi at jeg var en Pebling og gik i Skole, og kunde dog ikke opregne for ham alle Søndagsevangelier paa mine Fingre, som han kunde strax opregne for mig.» Faderen synes altsaa at have været en vel begavet Mand. Den Formodning er ytret, at han er den «Esbern Smed». der siden blev Tolder og Byfoged i Assens (Saml. t. jysk Hist. og Topogr. 2. R. II, 137 ff.). – Om sin Skolegang har P. selv fortalt: «Den Tid vi, som nu ere Klerke, ginge til Skole og vare smaa Sinker, da maatte vi hen oven paa Skoleloftet; saa mange Peblinge var der, at der var fuldt baade oven og neden, 700 udi Riber Skole, 900 udi Roskilde Skole, ikkun for de skulde blive Munke og Alterpræster; ja Ædelfolk holdt ogsaa deres Børn til Skole for store Præbender og kostelige Len.» Et andet Sted siger han: «Jeg gav en Pebling udi Assens Skole en dansk Hvid, for han skulde lære mig at gaa om By og tigge Almisse; men han var ikkun min Mester en Middagsstund, siden lærte jeg det selv, at jeg turde (ɔ: behøvede) ikke der give mere ud for.» Det var den Gang Skik, at fattige Disciple flakkede fra en Skole til en anden for at finde Lærdom og Føde, og ofte mere det sidste end det første. Saadanne Vandringer havde det fri og ubundne Livs Tillokkelser; men i Regelen lærtes der ikke meget paa den Maade. P. siger dog med Tilbageblik paa sin Barndom: «I se jo vel, at vi have ikke været ledige i Skolen, endog vi legede undertiden paa Marken, som eders Drenge gjøre ved deres Majtræ: med Lyst og Leg lærte vi, der vi lærte.»

Dette er omtrent alt, hvad vi med Vished vide om P.s Ungdomsliv, før vi o. 1530 træffe ham som Skolemester i Odense, hvorfra han senere, understøttet af Borgmester Mikkel Pedersen (Akeleye) drog til Wittenberg, ledsaget af samme Borgmesters Søn Knud Mikkelsen og et andet ungt Menneske fra Odense, med hvis Studier han formodentlig har haft Opsyn. 3. Sept. 1531 blev «Petrus Esbernus Pladius» immatrikuleret. Det var, efter Sigende, Melanchthon, der gav hans Navn et finere Sving ved at kalde ham Palladius, som han siden altid selv skrev sig. I Wittenberg traadte P. i nært Forhold fil Reformatorerne, i det han, fraregnet nogle mindre Udflugter, tilbragte henved 6 Aar her under flittige Studeringer. 1533 tog han Magistergraden. Da Kong Christian III efter de gamle Bispers Afskaffelse ønskede en Mand, hvem Overtilsynet med de lutherske Menigheder kunde betros, og i den Anledning henvendte sig til Reformatorerne i Wittenberg, anbefalede disse Mag. «Petrus Danus», men raadede derhos Kongen til at lade ham først erhverve den theologiske Doktorgrad i Wittenberg. Dette Raad fulgtes, og efter at Kongen havde sendt de fornødne Penge, blev P. tillige med Tileman van Hussen 1. Juni 1537 kreeret til Licentiat under Luthers Præsidium og faa Dage efter til Doktor i Theologien. Kort efter begav han sig paa Hjemrejsen, uden Tvivl i Følge med Dr. Joh. Bugenhagen, som var indkaldt her til Landet for at yde sin Bistand ved Universitetets Gjenoprettelse, ved Reformationsværkets Fuldendelse og ved Kongens og Dronningens Kroning.

Strax efter sin Hjemkomst traadte P. i nærmere Forhold til Kong Christian III, og 2. Sept. 1537 indviedes han af Bugenhagen til Superintendent eller Biskop i Sjællands Stift. Tillige blev han Professor i Theologi ved Universitetet. Det var et stort og brydsomt Arbejde, der laa for P. med Hensyn til Ordningen af Kirkevæsenet. Men, skjønt kun 34 Aar gammel, gav han sig til Værket med en Kraft og en Dygtighed, der maa vække Beundring. Til Exempel kan anføres, hvad Bugenhagen allerede i Nov. 1537 kunde skrive til Kongen: «Jeg vil, ed. Maj. til Trøst, ikke dølge, at Gud udretter meget godt ved sine fattige Biskopper eller Superintendenter Jeg efterlod Dr. P. P. 14 Dage i den papistiske Stad Roskilde. Der prædikede han hver Dag, og hele Byen løb til for at høre ham, og de takke og prise Gud, baade Raad og Borgere. Han holdt ogsaa hver Dag en latinsk Forelæsning og havde 125 Tilhørere. » Snart var P. i fuldt Arbejde med Visitatser rundt om i Stiftet, og i Løbet af 5-6 Aar fik han visiteret alle dets 390 Kirker. Paa ethvert Sted skulde Forholdene ordnes saa at sige fra ny af, mange Misbrug afskaffes og alt bringes paa en saadan Fod, at det kunde gaa i det mindste uden betydelige Anstød mod en rigtig og sømmelig evangelisk Kirkeorden. Med Flid søgte han at faa fjærnet fra Kirkerne alt, hvad han kaldte «Uryd», det var Levninger fra den papistiske Tid, saasom Helgenbilleder, unyttige Altere, Relikvier, Messebøger og lignende. Især havde han et vaagent Øje med de endnu temmelig stærkt søgte Valfartssteder i Stiftet og fik ved Kongebreve Søgningen til disse Steder forbudt, om den end ingenlunde fuldkomment blev afskaffet i hans Tid. Overhovedet ses det af mange Ting, at Modstanden mod den evangeliske Lære og Kirkeorden endnu langtfra var overvunden. Særlig gjorde Roskilde Domkapitel længe baade aktiv og passiv Modstand mod de nye Ordninger og gav P. meget at tage Vare. 1543-44 ledede P. de Religionsdisputatser, der holdtes mellem Universitetets Theologer og katholsksindede Medlemmer af flere af Landets Domkapitler og Klostre, som da ogsaa til sidst gave efter, om end maaske mere for at redde deres Præbender, end fordi de vare overbeviste. I et Kongebrev af 1551 omtaltes, at der endnu var «mange, som sad og forhærdede sig og ikke vare udi en ret kristelig Tro, som dennem burde», hvorfor det paalagdes dem at lade sig undervise af P. og at efterkomme, hvad han paa Kongens Vegne «tilsagde dem om Religionen». Saa stor Modstand P. end saaledes fandt i sit evangeliske Tilsynsembede, saa maa man dog ikke forestille sig ham som en Mand, der billigede enhver Angrebsmaade, naar det gjaldt at ramme Modstanderne og at tilintetgjøre Papismens Levninger; thi lad end være, at han mangen en Gang udtalte sig skarpt nok om den papistiske Haardnakkethed, som han jævnlig traf paa, saa misbilligede han dog, naar Præsterne i deres Prædikener paa en upassende Maade omtalte Helgener og deres Relikvier og i det hele kun lagde an paa at rive ned og ikke tillige at bygge op. Vanskeligst var Stillingen over for mægtige Adelspersoner, der toge det gamle i Forsvar eller viste aabenbar Foragt mod den borgerlige Superintendent, der ingenlunde kunde optræde med den Myndighed, som de gamle Herrebisper havde besiddet Her anbefalede P. at gaa frem med stor Sagtmodighed. Hans Raad under slige Forhold var nemlig dette: Naar en Adelsmand begyndte at yppe Strid med en Superintendent eller at udæske ham ved at forsvare en eller anden Sætning af den papistiske Lære, som det ofte kunde ske, saa skulde Superintendenten enten tie stille til slige aabenbare Fornærmelser eller svare saa beskedent som muligt, navnlig med Hensyn til alt, hvad der vedkom hans eget Embede, og kun henholde sig til den Troskabsed, han havde svoret Kongen, i det han f. Ex. svarede: «Min fromme Mand, jeg er ikkun en fattig Tjener, dertil har jeg paa mine Knæ svoret kongl. Maj., at jeg vil være tro i mit Embede, og eder og andre af Adelen er det befalet at haandhæve mig, saa tror jeg ogsaa det gode til eder.»

P.s Virksomhed som kirkelig Tilsynsmand har efterladt sig et højst ejendommeligt Minde i hans «Visitatsbog» (udg. af A. C. L. Heiberg 1867, af Sv. Grundtvig 1872 og af C. Rosenberg 1884), der ikke blot som kirkelig Anvisning, men tillige som kulturhistorisk  og sprogligt Mindesmærke indtager en meget høj Plads. «Det er», siger Rosenberg, «en af Perlerne i den danske Bogskat. Vi have intet Værk fra det 16. Aarhundrede, der kan maale sig med Visitatsbogen i mangesidig Betydning. Den er Kjærnen af P.s Forfatterskab, indeholder det korteste og klareste Udtryk for hans og dermed for de ypperste Reformatorers Opfattelse af de fleste kirkelige og religiøse Forhold. Derhos finde vi ingensteds saa rig og levende Oplysning om Folkets, særlig Landalmuens, Tilstand paa hin Tid: dens Tankesæt, Sæder og Skikke, Dyder og Lyder, Levemaade, Arbejde og Adspredelser, alt skildret i Billeder saa friske og farveklare, at det tit er, som saa man disse Mennesker for sig, hørte dem tale og indaandede Duften af Mark og Skov og ny slaaet Hø. Heller ej haves noget Skrift fra Reformationstiden, end ikke blandt P.s egne, hvor Modersmaalet lyder til os mere levende, ædlere og dog jævnere, rigere paa ægte folkeligt Lune, som især ytrer sig i en Overflod af fyndige Ordsprog og ordsprogsagtige Vendinger, og ingensteds føler man stærkere, hvor mægtig den religiøse Vækkelse havde opfrisket Folkeaanden. Hovedsagen er dog, at alt dette i Forening udstraaler fra en særdeles ejendommelig, storladen Personlighed, der afspejler det bedste og inderste i Tidsalderens Væsen.» «P.s forunderlig enfoldige, klare Øje for det grundrnenneskelige og dets Skjønhed, der stempler ham som en ren Digternatur, er af Troen bleven saa at sige salvet, saa at han altid ser den brogede Menneskeverden ligesom bredt ud for Guds Aasyn, i Skjæret af det Lys, som Menighedens Aand har tændt paa Herrens Alter, og som, efter længe at have været formørket, nu Straaler klarere end nogen Sinde.»

Medens P. næppe havde bestemt denne sin «Visitatsbog» til Udgivelse i sin Helhed, om han end benyttede enkelte Stykker af den i nogle af sine senere Skrifter, ligesom et kort Udtog af den meddeltes til flere samtidige Biskopper, saa har han derimod i Trykken udgivet en Mængde andre Skrifter, især sigtende til sund evangelisk Oplysnings Fremme og til en ret Ordning af Gudstjenesten, saaledes 1537 «Den lille danske Katekismus» (Luthers); 1538 «En Haandbog for Sognepræster til evangelisk Kirketjeneste» (efter Luther); 1539 en dansk Oversættelse af Kirkeordonansen; 1541 «En ret enfoldig Bedebog» (efter Luther) og senere flere andre Bønnebøger; 1542 «Brevis expositio Catechismi pro parochis Norvegianis» (senere oversat paa Dansk af Matthis Parvus og paa Islandsk af Gudbrand Thorlaksson); 1547 «De vita ministrorum verbi divini qvotidiana»; 1553 «En aandelig Recept mod Pestilense»; s. A. «En Undervisning om den Troens Frugt, som kaldes Mildhed og Sagtmodighed»; s. A. «De mærkeligste Steder i den hellige Skrift, som forbyde og fordømme den formaledidede Aager»; 1554 «En ny evangelisk Rimstok om Søndages og Helligdages Evangelier for ungt Folk»; s. A. «En nyttelig Bog om St. Peders Skib, det er om den hellige og kristelige Kirke» (et Hovedværk i P.s litterære Produktion); s. A. «Pia qvædam cantica, qvæ vulgo responsoria vocantur»; 1555 «Om vor Herres Jesu Christi ærefulde Forklarelse paa Thabor Bjærg»; s. A. «Formula visitationis provincialis» (til Dels optrykt i «Danske Kirkelove» II) osv. Flere af de nævnte Skrifter oplevede mange Oplag. I det hele er der ingen samtidig dansk Forfatter, hvis litterære Frugtbarhed i nogen Maade kan stilles Ved Siden af P.s. Tillige maatte han paa Embeds Vegne som Censor før Trykningen gjennemlæse alle samtidige theologiske Skrifter af danske Forfattere; en stor Del af dem maatte han forsyne med Fortaler. Intet litterært Arbejde kostede ham dog mere Tid og Flid end Revisionen af Christiern Pedersens Bibeloversættelse. I lang Tid var P. saa optagen af dette Hverv, at han ikke blot ofte maatte klage over sin store «Uledighed», men i nogle Aar maatte ophøre med sine Visitatser og theologiske Forelæsninger.

Da Christian III’s danske Bibel endelig udkom 1550, priste Værket imidlertid sin Mester. Men nu maatte P. for Alvor tage fat paa at bringe det lærde Skolevæsen paa Fode. Allerede paa sine første Visitatser havde han lagt stor Vægt paa Almueungdommens Kristendomsundervisning og formanet Forældrene til at sende vel begavede Drenge til Latinskolerne, at de med Tiden kunde blive Præster og Degne. Men da Skolerne endnu vare saare mangelfulde, foranledigede han formodentlig selv, at der 1551 udgik kongl. Befaling til ham om at drage om til alle Kjøbstæder og andre Steder (Klostre) i Stiftet, hvor Skoler holdtes, «og der grandgivelig forfare al Lejligheden, hvorledes Ordinansen om Religionen ved Magt holdes», og, hvor han fandt Mangler, enten raade Bod derpaa med Lensmandens og Sognepræstens Hjælp eller gjøre Indberetning derom til Kongen. Med Iver tog P. nu dette Hverv op, og for at fremme Sagen udgav han selv (1553) de nødvendigste elementære Skolebøger.

Efter at Bibelarbejdet var sluttet, tog P. ogsaa med ny Kraft fat paa sin akademiske Gjerning, holdt flittig theologiske Forelæsninger og tog sig med Iver af Studenterne. Navnlig var han for de norske og islandske Studenter som en Fader, tog sig af dem, naar de vare i Nød, og stod dem til enhver Tid bi med Raad og Daad. 1553-54 beklædte P. Rektoratet og udfoldede megen Iver for Højskolens Vel ved de Forhandlinger, der 1554-55 førtes med Kongen og Kansleren om forskjellige Forbedringer i Universitetets økonomiske Forhold og de fattige Studenters Vilkaar.

Som den øverste blandt de forenede Rigers Biskopper maatte P. gaa Kongen til Haande med Raad i kirkelige Sager og jævnlig udarbejde Betænkninger, der sædvanlig bleve af afgjørende Betydning. Hans Indflydelse strakte sig ikke blot til den danske, men ogsaa til den norske og islandske Kirke, ja endog til Hertugdømmerne. Ved de Bispemøder, som jævnlig holdtes i Christian III’s Tid, førte P. Forsædet og har sikkert haft den vigtigste Stemme med Hensyn til Ordningen af de forskjellige kirkelige Forhold, som behandledes. Men da han under Bispemødet i Kjøbenhavn i Maj 1555 ramtes af et Slagtilfælde, just som han stod paa Prædikestolen, var fra den Tid af hans legemlige Kraft for en stor Del lammet, saa han senere næppe mere har kunnet rejse om paa Visitatser og vel heller ikke holde theologiske Forelæsninger. Dog kuedes hans Aand ikke anderledes, end at han selv under sin Sygdom dels kunde udgive mange Skrifter, som han tidligere, medens han færdedes omkring i Stiftet, ikke havde faaet Tid til at lægge sidste Haand paa, dels kunde forfatte ny, der vidnede om, at den levende og kraftige Aand ikke i nogen væsentlig Grad var svækket. Særlig kan fremhæves, at han 1556 udgav den Alterbog, der siden i det væsentlige har været den brugelige i den dansk-norske Kirke, og «Herrens Lidelseshistorie» i den Form, hvori den endnu findes i vore Alter- og Salmebøger. Af hans andre talrige Skrifter fra hin Tid kan nævnes: «Om den ukristelige, forskrækkelige og gruselige Gudsbespottelse, som er Sværgen og Banden» (1556); «Drukken-skabs Aflysning, eller Aarsage, hvorfor en Kristen aldeles bør at sky og fly den formaledidede Drukkenskab» (s. A.); «Advarsel om den lappede og forkludede Hosedjævel, som er opvakt mod al Tugt og Ære» (s. A.); «Om den hellige Ægteskabs Stat» (s. A.); «Isagoge ad libros propheticos et apostolicos» (1557) og mangfoldige andre større eller mindre Skrifter i det danske eller latinske Sprog, en Del af dem originale, andre Bearbejdelser efter det tyske. Adskillige af P.s Smaaskrifter bleve et Par Menneskealdere efter hans Død paa ny udgivne af Biskop Hans Poulsen Resen.

I sine Svaghedsaar havde P. af og til Hjælp af sin Broder, Niels. 31. Maj 1558 paalagde Kongen Universitetet at forordne Mester Hans Albertsen til den theologiske Lærestol, som P. paa Grund af sin Sygdom ikke længere kunde beklæde. Senere blev han tillige den syge Mands Medhjælper i Bispeembedet og til sidst hans Efterfølger. – P. døde 3. Jan. 1560, kun 56 Aar gammel, men efter et meget indholdsrigt og frugtbart Liv. En gammel Forfatter siger: «Udi hannem saa man Guds synderlige Forsyn, efterdi han af ringe og fattige Forældre udi Ribe var opkommen til saadan høj og hæderlig Bestilling, hvorudi han uden al Nøds og Fares Anseelse med stor Lov og Tak haver ladet sig bruge, saa han billigen maa æres og kaldes alle Kirkers og Klerkers Fader udi disse Riger. Han hjalp den lutherske Lærdom paa Fode udi Danmark og med sin daglige Prædiken og mange kostelige Bøger og Skrift førte den danske Kirke udi saadan høj Agt og Anseelse hos alle omliggendes Herrer og Fyrster, at de ikke vidste paa den Tid nogle Kirker bedre, ordentligere eller renligere at være beskikkede end disse her udi Danmark.»  P.s Familieforhold ere ikke meget kjendte. Hans Hustru Kirstine (Pedersdatter) overlevede ham. De vides ikke at have haft Børn."