Rådhuset
	Fogeder
	Under enevælden

Parallelt med kampen med lavene havde regeringen indledt et felttog mod selve købstædernes styrelse, der i praksis beherskedes af en snæver kreds af velhavende købmænd. På dem lagde nu regeringen ansvaret for byernes utilfredsstillende udvikling. Årsagen hertil var, udtaltes det i en forordning, som i 1619 udgik fra Friis-Kragerups kancelli, "at nogle enkelte få udi hver købstad, øvrighedsstilling betjenende, den ganske næring, som samme steds falder, sig alene tilegner og den gemene mand ved adskillige praktikker derfra holder og almuen fast efter deres eget tykke regerer og under sig haver."

For at komme dette uvæsen til livs bestemte den nye købstadslov for det første, at der i hver by skulle indsættes »tvende fine, fornemme borgere, som temmelig er til alders og vel ved formue,« som overformyndere. Disse embedsmænd skulle ikke blot føre tilsyn med forvaltningen af umyndiges midler, men med ungdommen overhovedet og med forældrenes opdragelse af deres børn. I betragtning af den ansvarsfulde opgave, der således var lagt på de nye overformynderes skuldre, var det kun rimeligt, at de i henhold til forordningen kunne afsættes af lensmanden på kongens vegne, hvis de på grund af »armod, varig sygdom og skrøbelighed, alderdom, uforstand, drik eller anden letfærdighed« måtte skønnes uegnede til hvervet.

Men også selve magistratens sammensætning skulle reformeres. Rådet skulle vel stadig være selvsupplerende, men valg af nye medlemmer skulle bekræftes af kongen eller lensmanden, og også håndværkere skulle fra nu af have adgang til magistratsembederne. Desuden skulle der hvert år på fastelavns søndag finde en ombytning af embederne sted, således at alle rykkede en grad op, bortset fra førsteborgmesteren, der måtte begynde forfra som nederste rådmand. Hvert år i januar skulle endvidere borgmestre og råd udnævne nye kæmnere til at forvalte byens finanser, og de afgåede kæmnere skulle lade deres regnskaber underkaste en revision. Desuden påhvilede det dem, sammen med nogle taksérborgere »gode forstandige borgere«, som var udvalgt af borgerskabet - at foretage skatteligningen. Klager kunne indbringes for lensmanden og tre magistratsmedlemmer, som også havde pligt til at underkaste ligningen et almindeligt eftersyn. Endelig bestemte loven, at byens købmænd hver 1. marts skulle udnævne en overkøbmand, som sammen med to bisiddere, udvalgt af parterne, skulle mægle i civile handelsstridigheder og altså danne en formelig forligskommission.

Begrænsningen af magistratsklikens magt var således væsentligt søgt opnået ved oprettelse af nye embeder, der heft eller delvis var uafhængige af borgmestre og råd. Borgerskabet som helhed spillede derimod ingen fremtrædende rolle i den nye lov. Det er karakteristisk, at de borgerudvalg på »24 mænd«, som allerede eksisterede i mange byer, overhovedet ikke omtales i loven. Men trods dette, og skønt mange af lovens bestemmelser blev tilsidesat de fleste steder, var den dog et skridt i demokratisk retning, og endnu mere betød det i denne henseende, at det i den følgende tid blev skik at sammenkalde borgerskabet til rådstuemøder, når vigtige beslutninger skulle træffes. Magistraten havde vel bevaret hovedparten af sin magt, men både fra neden og fra oven var kontrollen blevet skærpet.

Selv om man lavede regler og nye procedurer, kunne man ikke lave om på, at der i de små danske byer var et fåtal af rige købmænd, som sad på pengene. Og dem, der havde penge, fik let magt.  Som ejendomsbesiddere og långivere gjorde de store dele af byens øvrige befolkning økonomisk afhængige af sig, og i praksis var det også udelukkende mænd fra købmændenes kreds, der besatte stillingerne som borgmestre og rådmænd og derved foruden magten erhvervede frihed for skatter og afgifter, ret til benyttelse af byens jord og andre fordele.

Denne samling af byens øvrighedsmagt i en snæver kreds af velhavende købmænd kunne vel i nogen grad begrundes ud fra magistratens pligt til at føre tilsyn med, at håndværkerne ikke tog for høje priser for deres varer, og at disse, navnlig levnedsmidlerne, var af tilfredsstillende kvalitet: At bryggerens øl ikke var for tyndt, at bagerens brød ikke var undervægtigt, at slagteren ikke blandede dårlige stykker kød mellem de gode. Men borgmestres og råds styre gav dog jævnligt anledning til klager fra det menige borgerskabs side, og i det hele taget spillede modsætningen mellem borgerskab og magistrat en langt større rolle i de danske købstæders liv end det sociale skel mellem håndværkere og købmænd. På enkelte punkter havde magistraten måttet give efter over for borgernes kritik. Regnskabsvæsenet var blevet overdraget til en eller to kæmnere som blev udtaget blandt borgerskabet, og i adskillige byer havde en repræsentation for dette, de 24 mænd, fået ret til at forhandle med borgmestre og råd forud for vigtigere beslutninger, visse steder også til at føre kontrol med skatteligningen og til at efterse byens regnskaber. Men dette betød dog kun en ringe begrænsning af storkøbmændenes dominerende stilling.