Enevælden Byernes ret under enevælden Bystyret under den tidlige enevælde

I slutningen af 1600-tallet blev Roskildes magistrat som de fleste andre provinsbyers indskrænket til at omfatte én borgmester, to rådmænd og en rådstueskriver, der ligesom tidligere var udnævnt på livstid af kongen. Der var stadigvæk en byfoged, der fungerede som politimester, dommer i kriminelle sager på bytinget sammen med magistraten, fængselsinspektør og som forvalter af forskellige offentlige afgifter.

Rådstueretten blev holdt hver onsdag på rådhuset, og her forelagde borgmesteren eller en af rådmændene byens sager for de fremmødte borgere, af hvilke der efterhånden ikke kom så mange, da deres reelle indflydelse var minimal.

Magistraten havde faktisk mange opgaver, som det er muligt at følge fra 1719, hvor de fleste arkivsager er bevaret. Borgmesteren og rådmændene skulle vælge oldermænd for lavene og udnævne kæmneren, der havde ansvar for opkrævning af byskat. De skulle organisere indkvartering af soldater, der i perioder var en meget voldsom byrde, og organisere græsning af borgernes kvæg på Store Hede. Et stort arbejde var det bestemt også at administrere byens skole- og fattigvæsen sammen med gejstligheden, og de havde også ansvaret for borgervæbningen.

Alle voksne mænd havde mødepligt til borgervæbningen, der var organiseret som et kompagni med en stadskaptajn og et antal korporaler til at lede øvelserne. De krigeriske aktiviteter var begrænsede, men til gengæld havde borgervæbningen en fornem opgave ved de kongelige begravelser, hvor de stod vagt og paraderede.

Håndværkerne var organiserede i lav, og medlemskabet af et lav var en absolut betingelse for at opnå borgerskab og dermed ret til at udøve  håndværk. I begyndelsen af 1700-tallet var der følgende lav i byen: vognmands-, skomager-, smede-, snedker-, handskemager-, skrædder- og væverlav, men problemet var, at der i mange fag var alt for få udøvere til, at der kunne dannes et lav i Roskilde. Derfor måtte de søge optagelse i lavene i andre byer, først og fremmest København. Især i 1730’erne indvandrede en del tyske håndværkere, hvortil kom tobaksplantørerne og -spinderne, der for en stor dels vedkommende var reformerte (calvinister) af fransk eller hollandsk oprindelse.