Det er klart, at man fra dansk side søgte at holde sig den truende fare fra livet. I august 1710 lod kongen udstede et forbud, hvorved "handelen til og fra Hans Kgl. Majestæts riger og lande på Danzig og andre befængte steder suspenderes og ophæves". Det hed endvidere, at danske undersåtter skulle "sky og fly" de befængte steder, så man kunne undgå at indføre en "sådan landsfordærvelig sygdom" til landet. At de danske myndigheder tog sagen med den rette alvor, fremgår af, at der for første gang oprettedes et omfattende karantænevæsen i landet. Alle anløbende skibe skulle uden for havnene afkræves et sundhedspas af øvrigheden på det sted, de kom fra, og det skulle gælde såvel passagerer som ladninger. Fandt inspektørerne passene "mistænkelige og fordægtige", skulle de henvise skibets ladning og passagerer til de nyoprettede karantænestationer: Saltholm for København og Sjælland; Sprogø for Fyn; Brandsø (i Lille Bælt) og Kyholm (ved Samsø) for Jylland; Askø for Lolland og Falster; og Vresen for Langeland. På stationerne skulle der opføres huse til de påbudte ophold på 40 dage, gældende både folk og gods. Godset skulle oplægges sådan, at det kunne "åbnes, omkastes og af vinden igennemblæses".

En særlig indsats gjordes for at beskytte hovedstaden mod smitte. Det indskærpedes således i november 1710 stadens befolkning, at den ikke måtte holde svin, hverken løse i gårdene eller på sti i husene. Et sådant dyrehold "er ikke alene usømmeligt, men end også ved den urenlighed og stank, som derved følger, en og anden sygdom kan forårsages". Disse energiske forholdsregler havde åbenbart den ønskede virkning. Sygdommen holdtes faktisk borte resten af skibssæsonen. Og i august i 1710 kunne forbudet mod handel på Danzig og andre stæder ophæves, da man havde fået pålidelige indberetninger om, "at contagionen (smitten) ganske ophører".

Faren syntes således drevet over. Men der var i virkeligheden blot tale om en galgenfrist. Sygdommen tog som nævnt endnu samme sommer fat med voldsom styrke i Sverige, og også Lübeck var under mistanke. Den danske befolkning advaredes ved en bekendtgørelse af 7. november 1710, hvoraf det fremgik, at Danmark faktisk nu var heft omgivet af pesthærgede egne. Købstæderne med deres trafik på udlandet var naturligvis mest udsatte for smittefaren, og i dem gennemførtes strenge kontrolforanstaltninger. Karantænestationerne blev atter taget i brug, og især søgte man at isolere Saltholm. Amagers bønder og Dragørs borgere fik tilhold om straks at hente deres kvæg på øen, og under livsstraf ikke mere at gå derover.

Men ikke nok hermed; der blev også indført en rejsepasordning inden for landet selv. Ingen dansk statsborger måtte forlade sin hjemegn, uden at han medbragte et "sundhedspas", hvori øvrigheden på stedet garanterede, at egnen var pestfri. Attesten kunne hentes vederlagsfrit hos byskriveren i købstæderne og hos præsten på landet. Som kontrol blev det påbudt, at ingen måtte indlades i byerne uden et sådant pas.