Gudstjeneste Bispeembedet Biskopper over Sjælland Københavns brand Slægtens stamtavle

I en bog fra 1761, beskriver kgl. kobberstikker, Jonas Haas, 15 biskopper fra Sjællands stift, “Hvilke have levet siden Reformationen og indtil værende Tider.”

Han skriver om Christen Willumsen Worm (biskop 1710-1737), at han oplevede “den store ulykkelige Ildebrand, hvormed Kiøbenhavn blev hiemsøgt den 20. October A. 1728, just da han var til Lande-Mode i Roskilde. I denne Ildebrand mistede han, foruden Bispe-Residensen og andet, sit ypperlige og kostbare Bibliotheqve. I samme blev ogsaa Stifts­Kirkens Documenter forbrændte, hvilke Biskop Worm siden begyndte at samle paa igien formedelsk Udskrifter af Herreds-Bøgerne, og andre Breve og Fundatser, som her og der kunde findes.” Der er en vis ironi i, at Roskildekirkens arkiv brændte i København, mens Worm var til møde i Roskilde: Kun tre dage før branden havde biskoppen beordret arkivet ført til bispegården i København, fordi han ville sætte sine folk til at ordne papirerne. Mange kasser med arkivalier var end ikke læsset af vognene endnu, da branden kom. De brændte i gården. Da Christian den 6. indførte konfirmationen, forfattede Worm bønnen dertil. Han skrev breve “til det samtlige Cleresie i Siællands Stift; Det første om Børne-Daabens Fornødenhed, og Confirmationens Bytte, det andet om Confirmationens Forretning i sig selv, hvorudi han saavel søgte at overbevise Separatisterne, som den Tiid begyndte at yttre sig, og foruden andre Urimeligheder, holdt deres Børn fra Daaben.” Worm holdt godt øje med katolikkerne, som han syntes forførte enfoldige mennesker fra den sande religion. Han klagede til kongen over disse katolikker, hvorefter denne 1720 udgav en befaling, hvori det hed: “naar en Catholsk Person herefter vilde lade sig vie til en af vores Religion, da skulde Præsten tage en Revers af den første, at de Børn, som de kunde avle samrnen, skulle opdrages i den Evangeliske Religion.”

Worm har givet navn til Bispegården i Lejre. Her lå hans lystgård/landsted. Da han døde 1737 gled gården over til kronen, og kong Christian VI forærede den til sin statsminister (7 tdr. hartkorn), lensgreven på Ledreborg.

Mere om Christen Willumsen Worm fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop, var født i Kjøbenhavn 10. Juni 1672 og Søn af nedennævnte Justitiarius Villum W. 1686 kom han i Frue Latinskole, hvorfra han blev Student 1689. I sit Hjem traadte han i Venskabsforhold til den lærde Islænder Arne Magnussen og fik Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med hans kritiske Arbejde over Åre Frodes Islands Historie, hvoraf han fik en Afskrift. I Foraaret 1692 tog han theologisk Examen og opholdt sig derefter i Tranebjærg paa Samsø hos en lærd Orientalist, Præsten Mads Iversen Vejle, indtil han i Slutningen af Aaret blev Hører ved Frue Latinskole. 1692-94 holdt han en Række Dissertationer ved Universitetet over jødiske Antikviteter. Disse bleve 1744 optrykte i Venedig, hvilket maa tages som et Vidnesbyrd om, at man endnu den Gang har betragtet dem som staaende betydelig over de almindelige Universitetsdisputatser. 1694 gav Christian V ham Løfte paa et Professorat i Filosofi med senere Oprykning i et theologisk Professorat, og 1695 disputerede han for Professoratet. I Foraaret 1696 fuldendte han et Stridsskrift, hvori han udførlig behandlede et Æmne fra Oldkirken: Sabellius og hans antitrinitariske Vranglære. Skriftet, der udkom s. A. i Frankfurt, vidnede om en ualmindelig Lærdom og fik en smigrende Anmeldelse i Udlandet. Men her hjemme undrede man sig over, at han i saa kort Tid havde kunnet tilegne sig en saa omfattende Kundskabsmasse, og der var dem, der paastod, at det ikke var hans eget, men den lærde Samsøpræsts Arbejde, han førte frem. Hvorledes det forholder sig dermed, lader sig ikke oprede, men maaske har Præsten, som ikke selv udgav noget, overdraget W. sine Samlinger til fri Raadighed.

For at fortsætte sine Studier rejste W. til Udlandet. I Okt. 1696 opholdt han sig i Leiden, men rejste kort efter til England, hvor han studerede i Oxford. Han stod i livlig Brevvexling med Fr. Rostgaard, som den Gang opholdt sig i Paris, og maaske opmuntret ved Vennens Udgivervirksomhed, planlagde han selv en Udgave af danske og islandske historiske Kildeskrifter. Han begyndte med Udgivelsen af Aarbøger fra Esrom (Annales Esromenses) og af Åre Frodes Islands Historie. W. kom saaledes Arne Magnussen i Forkjøbet – en ikke ganske dadelfri Fremgangsmaade, som maa skrives paa hans Ungdommeligheds Regning. Han maa dog vistnok hurtig være kommet til Erkjendelse af, at det var et Misgreb. Han standsede Udgivelsen, og de nævnte Værker bleve aldrig fuldendte. Men Uheldet fulgte ham ogsaa paa anden Maade i Oxford. Han havde paa et af Bibliothekerne laant et Haandskrift, som han glemte at bringe tilbage 1697, da han forlod Oxford og rejste til Wolfenbüttel. Her saa en af Bibliothekarerne det hos ham og laante det, dog vel med Forpligtelse til at sende det tilbage, som han ogsaa gjorde. Dette blev nu udlagt, som om W. havde bortført det og pantsat det for at komme ud over nogle økonomiske Vanskeligheder. Beskyldningen kom paa en meget nærgaaende Maade frem i et Skrift, som udkom 1737, W.s Dødsaar, og efter Samtidens Mening har det sandsynlig fremskyndet hans Død.

I 1698 kom han tilbage fra Udlandet, men det Professorat, der var stillet ham i Udsigt, fik han ikke. Han traadte derefter over i praktisk Virksomhed, i det han 1699 blev Hjælpepræst hos Præsten M. Henriksen Tistorph ved Nicolai Kirke og efterfulgte ham som Sognepræst 1701. 1707 blev han Præst ved Frue Kirke, Stiftsprovst og Provst over Sokkelunds Herred. I disse Aar gjorde han sig særlig fortjent ved at virke for Almueskolevæsenets Fremme. 1706 fik han oprettet Nicolai Kirkes danske Skole, og 1707 stiftede han en lignende for Frue Sogn. 1710 blev han Professor i Theologi og 1711 Sjællands Biskop. Da Kjøbenhavns Fattigkommission, hvoraf han var Medlem, i Henhold til en ældre Lov havde forbudt at give Almisse, kom han i Strid med Stiftsprovst J. Lodberg, som prædikede imod Loven og ikke vilde bøje sig for Biskoppen, men skød Sagen umiddelbart ind under Kongens Afgjørelse. Da denne faldt ud til Lodbergs Fordel, følte W. sin Myndighed krænket og klagede i en Samtale med Kongen over denne Afgjørelse. Han var saa uforsigtig at udtale, at paa den Maade kunde han ikke regere sine Præster, og paadrog sig derved en skarp Irettesættelse af Kongen, der svarede: «Regere, den Umage have vi ogsaa paataget os selv». 31. Okt.-7. Nov. 1717 holdtes Jubelfest for Reformationen. W., der havde forberedt den, prædikede selv 1. Nov. i Frue Kirke og holdt ligeledes 3. Nov. den latinske Festtale paa Universitetet. I øvrigt var hans Stilling vanskelig og hans Indflydelse ikke stor, især efter Oprettelsen af Missionskollegiet 1714, der paa egen Haand gjorde Indstilling om forskjellige kirkelige Sager, som tidligere faldt ind under Bispernes Afgjørelse. Den theologiske Professor H. Bartholin, der havde betragtet sig som selvskreven til at beklæde Sjællands Bispestol, blev en af W.s mest ihærdige Modstandere.Frederik IV havde 1724 nedsat en hemmelig Kommission, der skulde undersøge Klager over Underslæb, som vare rejste imod forskjellige højere gejstlige og verdslige Embedsmænd. Kommissionen, der paa Grund af den Ed, som den afkrævede dem, der indkaldtes til Forhør, kaldtes Bandekommissionen, vakte i høj Grad W.s Forargelse. I en Samtale med Bartholin bebrejdede han ham, at han havde aflagt den omtalte Ed, «som stred imod Guds Ord og Naturens Lov». Han erklærede, at han selv aldrig vilde lade sig tvinge til at aflægge den, og han udtalte som sin Overbevisning, at der vilde blive mange Menedere. Bartholin var ikke sen til at lade denne Udtalelse gaa videre til Kommissionen, og W. fik atter en skarp Irettesættelse. Maaske var det i den Anledning, at han optog sit bekjendte Valgsprog: «Per spinas ibo ocreatus (skal jeg gaa igjennem Torne, tager jeg Støvler paa)». Dronning Anna Sophie, som var stærkt interesseret i Kommissionens Undersøgelser, var i det hele taget ikke velsindet over for W., der hørte til Dronning Louises Parti. 1721 havde han holdt Ligprædiken over den tilsidesatte Dronning og rost hende i høje Toner. Under Kjøbenhavns Ildebrand 1728 brændte Bispegaarden med Stiftsarkivet og W.s betydelige Bibliothek, der for en Del var en Arv fra hans Farfader, den berømte Ole W. 1730 ledede han i sørgelige Omgivelser Jubelfesten til Minde om den augsburgske Trosbekjendelse, og 12. Dec. s. A. holdt han Ligprædiken over Frederik IV. Han udtalte sig ret uforbeholdent om den afdøde Konge og rettede et skarpt Angreb paa hans strænge Sabbathsforordning af 21. April 1730 og særlig paa Anvendelsen af Gabestokken. Angrebet gjorde sin Virkning. Kort efter ophævede Christian VI Loven. Den Helligdagsforordning, Kongen senere udstedte, var noget mildere. 1731 kronede W. Christian VI og Sophie Magdalene.

Under den nye Regering blev hans Indflydelse paa Afgjørelsen af egentlig kirkelige Sager endnu ringere, end den havde været under Frederik IV. Derimod fik han rig Lejlighed til at gjøre sin praktiske Dygtighed gjældende som Medlem af en Række Kommissioner, hvori han var den, der trak Læsset. Saaledes fik han 1731 Sæde i en Kommission, der skulde udarbejde en ny Plan for Universitetets Virksomhed, og 1733 udvide des dens Virksomhed tillige til at gjøre Forslag til Reformer i det lærde Skolevæsen. 1732-37 var han Meddirektør for Herlufsholm Stiftelse. 1736 holdtes Jubelfest til Minde om den danske Reformation, Festen skulde forherliges ved Doktorpromotioner, og da der ved Universitetet ikke var nogen Dr. theol., der kunde meddele Graden til andre, fik W. Graden ved et kongeligt Diplom. Forud for Festen forberedtes Konfirmationens Indførelse paa Forslag af Kongens pietistiske Raadgivere J. Bluhme og J. Schrøder. W. var den eneste af Landets Bisper, hvem der blev affordret en Erklæring om Forslaget. Han udtalte sig meget forsigtig. Han fandt Konfirmationen gavnlig og hensigtsmæssig, men frygtede for, at den skulde svække Daabens sakramentale Betydning, og han henstillede til Kongen at udsætte Indførelsen, for at Almuen forinden kunde blive vejledet til Forstaaelsen af denne nye Kirkeskik, saa at den ikke stillede sig uvillig over for den. Da der ikke blev taget noget Hensyn til hans Erklæring, udgav han 1737 et lille Skrift om «Børnedaabens Fornødenhed og Konfirmationens Nytte», hvortil han føjede: «Et velment Sendebrev angaaende den gudelige Konfirmationsforretning», ligesom han ogsaa forfattede Konfirmationsbønnen.

W. døde 9. Okt. 1737. 1699 havde han ægtet Christine Tistorph († 18. Jan. 1729), Datter af hans Formand ved Nicolai Kirke. – Foruden de tidligere nævnte Skrifter har han udgivet en Række Ligprædikener. Om Ligprædikenerne over Dronning Louise og Frederik IV skal tilføjes, at den første ikke maatte udkomme i Frederik IV’s Tid og den sidste ikke i Christian VI’s. De bleve først udgivne 1747, og da, efter samtidige Vidnesbyrd, i en mildere Form end den, hvori de vare holdte."