Tyge Brahe Gundsøgård
	Stamtavle

Tegning af Tycho Brahe, Danmarks mest kendte astronom, som i sine velmagtsdage havde øen Hven som len, hvor han byggede bolig og observatorium. Det var her, han fik besøg af den skotske konge Jakob VI.

1579 blev Tyge Brahe kannik i Roskilde med ansvar for Hellig Trekongers Kapel. Dermed fik han også forleningen af Gundsøgård. Rigsforstanderskabet for Christian IV anklagede i 1596 Brahe for embedsmisbrug. Blandt anklagerne var, at han som kannik i Roskilde ikke har brudt sig om, at regnen er dryppet ned på sarkofagerne i Hellig Trekongers Kapel, som han var ansvarlig for at vedligeholde. Han har brugt vedligeholdelsespengene på astronomiske instrumenter. Tyge blev meget fornærmet, forlod sine observatorier og godser på Hven, gik i tjeneste hos kejser Rudolf og døde i Prag 1601. Her han ligger begravet. Som kannik efterfulgtes han af kansleren Niels Kaas.

Mere om Tyge Brahe fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Astronom. Om denne Mand er det med Føje sagt, at blandt dem af vore Landsmænd, hvis videnskabelige Virksomhed har gjort dem selv og deres Fædreland berømte, er der næppe nogen, hvis Navnkundighed overgaar hans. Medens han levede, gjenlød hele den civiliserede Verden af hans Berømmelse, og fra forskjellige Lande strømmede Folk af alle Stænder sammen til hans Opholdssted for at se og beundre hans mangfoldige Indretninger til Videnskabens Tarv; og endnu efter Aarhundreders Forløb er Mindet om, hvad han virkede, saa levende iblandt os, at hans Navn hos enhver fremkalder Forestillingen om Astronomi og astronomiske Bestræbelser.

Han var født 14. Dec. 1546 paa Herregaarden Knudstrup i Skaane. En Tvillingbroder til ham, som han mange Aar efter udgav et smukt Mindedigt over, kom død til Verden. Forældrene, Otte B. og Fru Beate Bille, hørte begge til gamle og berømte Adelsslægter. Da Otte B.s Broder Jørgen B. levede i et barnløst Ægteskab med Fru Inger Oxe, havde han betinget sig, at hvis Broderen fik en Søn, skulde denne overgives ham til Opfostring. De ejendommelige Forhold ved T. B.s Fødsel have maaske bevirket, at Forældrene ikke kunde overvinde sig til frivillig at give Sønnen fra sig. Jørgen B. holdt sig imidlertid til Aftalen og fik ved List Barnet i sin Magt og beholdt det siden som sin Søn, hvori Forældrene da ogsaa fandt sig. Faa Jørgen B.s Herregaard, Tostrup i Skaane, Slægtens gamle Stamsæde, voxede T. B. da op. Men det er næppe uden Føje, at man har gjort opmærksom paa, at det maaske vilde have været gavnligere for ham, hvis han var bleven opdraget hjemme; thi iblandt sine mange Søskende vilde han vel have fundet mindre Lejlighed til at udvikle det Stivsind, som han senere ikke sjælden lagde for Dagen, og som hans Plejeforældre næppe tilstrækkelig have modvirket, medens det endnu var Tid, for ikke derved at give Anledning til Klage over Strænghed.

Faderen havde ønsket, at T. B. skulde blive Krigsmand; men Farbroderen, der bemærkede hans fortrinlige Evner og Lærelyst, bestemte sig til at lade ham faa en lærd Opdragelse. Han fik en Hovmester, som lærte ham Latin, hvilket Sprog han nemmede med stor Lethed og allerede tidlig tilegnede sig saa stor Færdighed i, at det blev som hans andet Modersmaal. At skrive latinske Vers var den Gang Dannelsens Blomst, og da T. B. af Naturen havde ikke ringe poetisk Anlæg, blev han en Mester i denne Kunst. Naar noget i hans senere Liv bevægede hans Sjæl, gav han stadig sine Følelser Luft i latinske Vers.

Allerede 13 Aar gammel (1559) ansaas han for moden til at fortsætte sine Studier ved Universitetet. Her var det ikke blot Professorernes Forelæsninger, der fængslede hans Opmærksomhed; han vendte ogsaa sit Blik udad, i det enhver mærkelig Naturbegivenhed tildrog sig hans Opmærksomhed i den Grad, at han begyndte at gjøre Optegnelser derom. Særlig vakte en betydelig Solformørkelse, der indtraf 1560, hans Interesse for Astronomien. Den Omstændighed, at den allerede længe i Forvejen var forudsagt, viste ham, hvor nøje man kjendte Himmellegemernes Bevægelser, og Beundringen over denne Videnskab bragte ham til ved Hjælp af nogle astronomiske Skrifter, saa godt det lod sig gjøre, paa egen Haand at sætte sig ind i de Grunde, hvorpaa disse Beregninger støttede sig, og de Methoder, hvorefter de udførtes.

Paa hin Tid fuldendte unge Adelsmænd saa godt som aldrig deres Studier ved Kjøbenhavns Universitet; men saa snart de fandtes nogenlunde skikkede dertil, sendtes de enkeltvis eller flere i Følge udenlands med en Hovmester. I Begyndelsen af 1562 lod Jørgen B. sin Plejesøn da tiltræde en Studierejse til Tyskland. Hans Ledsager var den siden saa bekjendte Anders Sørensen Vedel, med hvem han drog til Leipzig. Plejefaderens Ønske var, at T. B. skulde uddannes til Statstjenesten, og han havde instrueret Hovmesteren i denne Retning; men T. B.s Lyst var de mathematiske Videnskaber, særlig Astronomien. Herved fremkaldtes i Begyndelsen visse Rivninger mellem den unge Gransker og hans samvittighedsfulde Mentor; men T. B. sejrede. De Penge, hans Plejefader forsynede ham med, anvendte han til Indkjøb af Hjælpemidler til sit Studium, særlig en lille Himmelglobus, og om Natten, naar alt hvilede, medens Himlens Stjærner talte, stod han op af sin Seng, fremtog sine Bøger og Instrumenter og betragtede med Henrykkelse den stjærneklare Hvælving. Ved at sammenligne Stjærnerne over ham med dem, der vare aftegnede paa Kuglen, blev han efterhaanden som hjemme blandt de Stjærnebilleder, der viste sig for hans Øje. Herfra skred han videre, og skjønt de Hjælpemidler, han besad til Anstilling af Observationer, vare i høj Grad ufuldkomne, lykkedes det ham dog at finde adskillige Fejl i de da brugelige astronomiske Haandbøger, og dette opmuntrede ham til at skride videre frem ad den heldig betraadte Bane, da han saa, at her var en Opgave for ham at løse, og at der trængtes til nøjagtigere Iagttagelser end dem, man hidtil besad. Fra Aaret 1563 begyndte hans Observationer, som han siden med faa Afbrydelser fortsatte, saa længe han levede, og som have givet ham Adkomst til den beundrende Ihukommelse, som er bleven ham til Del. Der er en egen Ynde ved de første friske Drag af Videnskabens Væld, alle Sjælens Evner stille sig villig til Raadighed; det er ikke tungt at arbejde, thi Lysten driver Værket. Lyset vælder frem, og enhver ny Iagttagelse fylder Hjærtet med Glæde. For enhver Vanskelighed, der besejres, bliver Haabet fastere, og Fremtiden faar en lysere Tone. De Besværligheder, som Mangel paa Anerkjendelse eller Medbejleres Misundelse mangen Gang lægger i Vejen for den fremadskridende Videnskabsmand, kjendes endnu ikke, og Opdagerglæden giver Erstatning for alle Savn. T. B. var endnu paa dette første lykkelige Stadium af sin Bane; senere skulde han lære Bitterhederne at kjende.

Efter et treaarigt Ophold i Leipzig kom T. B., ledsaget af Vedel, til hvem han efterhaanden var traadt i det venligste Forhold, 1565 tilbage til Hjemmet, ventelig fordi Farbroderen ønskede at se ham. Men da denne hans Velgjører kort efter døde, og da T. B. hos sine andre Slægtninger – paa en enkelt Undtagelse nær – ikke fandt nogen Sympathi for de Studier, der helt opfyldte ham selv, begav han sig 1566 igjen paa Rejser. Et halvt Aars Tid dvælede han i Wittenberg, hvor mange danske den Gang studerede; men da en smitsom Sygdom havde fordrevet ham der fra, begav han sig til Rostock. Her var det, at det Uheld ramte ham, at han, heftig som han var, kom i Strid med en anden ung dansk Adelsmand, Manderup Parsberg, og i et Sammenstød fik en Del af sin Næse hugget af, hvorved hans Ydre vanheldedes, da en kunstig Næse kun ydede ham en daarlig Erstatning for det manglende. Imidlertid fortsatte han sine astronomiske Studier, hvormed han forbandt astrologiske Beregninger, som den Gang vare i høj Kurs, da man gik ud fra, at Himmelklodernes Stilling og Bevægelse øvede en bestemt Indflydelse paa Menneskenes Skæbne, og at det derfor var muligt ved kunstige Beregninger at forudsige, hvad der til en vis Tid vilde ske. Tillige synes T. B. her at have faaet Smag for Kemi og Alkemi, paavirket af Professor Levinus Battus, der som en ivrig Ven af den paracelsiske Retning i Medicinen søgte at fremme disse Studier. Et nyt Besøg i Hjemmet ydede ikke T. B. den Tilfredsstillelse, han havde ventet, og han drog derfor paa ny ud til Rostock, senere til Wittenberg og endelig til Augsburg. Opholdet i den sidstnævnte Stad (fra Sommeren 1569) blev især tiltalende for ham, da han her ikke blot fandt god Lejlighed til astronomiske Observationer og videregaaende kemiske Forsøg, men ogsaa stiftede Bekjendtskab med flere ansete Mænd, der delte hans Interesse for Astronomien, navnlig tvende Medlemmer af Stadens Raad, Brødrene Hainzel. Den ene af disse ejede et Landsted, i hvis Have han besluttede at lade opstille nogle af T. B. konstruerede Instrumenter, der gjorde det muligt at bestemme Stjærnernes Plads og Afstande med meget større Nøjagtighed, end det hidtil havde været muligt. I Augsburg begyndte T. B. ogsaa paa Forfærdigelsen af sin berømte store Himmelglobus, et Mesterværk for sin Tid, paa hvilket Resultaterne af hans omhyggelige Fixstjærneobservationer senere efterhaanden bleve indgraverede.

Disse forskjellige Foretagender maatte henlede opmærksomheden paa den unge Videnskabsmand, der ved sin hele Aandsretning og ved sin grundige klassiske Dannelse ragede højt op over de fleste af sine Standsfælle. I den behagelige Omgang med Mænd, der delte hans Interesser, havde han vistnok dvælet længere, hvis ikke Budskabet hjemme fra om hans Faders vaklende Helbredstilstand havde kaldt ham til Fædrelandet. I Slutningen af Aaret 1570 var han paa Helsingborg Slot, hvor Faderen var Lensmand, og da denne døde nogle Maaneder efter, maatte Begravelsen og Opgjørelsen af Boet for længere Tid holde ham fast. Han blev sammen med Broderen Steen B. Ejer af Fædrenegaarden Knudstrup, og her ses han da ogsaa jævnlig at have opholdt sig; men da hans Morbroder Steen Bille til Vandaas, der, i Modsætning til hans øvrige Slægtninger, agtede og yndede hans Studier, tilbød ham Bolig paa sin Forlening, Herrisvad Kloster, i Nærheden af Knudstrup, saa modtog han gjærne Tilbudet, navnlig da Morbroderen gav ham Lejlighed til at fortsætte sine astronomiske Observationer og tillige lod en Bygning i Nærheden af Gaarden indrette til kemisk Laboratorium for ham. T. B. havde nemlig i den sidste Tid med saa stor Iver kastet sig over kemiske og alkemistiske Forsøg, at det næsten syntes, at han skulde drages bort fra Betragtningen af Himmelfænomenerne. Da var det, at en ydre Begivenhed atter med Magt og for stedse gjorde Astronomien til hans Hovedopgave. En Aften i Nov. 1572, da han forlod sit Laboratorium for at begive sig tilbage til Gaarden, vendte han som sædvanlig Blikket opad og blev i Stjærnebilledet Cassiopeia en usædvanlig klar Stjærne vár, som han aldrig før havde set. Han vilde ikke tro sine egne Øjne, men maatte dog til sidst, da andre saa det samme, tilstaa, at her var fremkommet en Stjærne af første Rang, som ikke før havde været synlig.

Denne Begivenhed blev af afgjørende Betydning for T. B., i det den ligesom nødte ham til med Kraft atter at tage fat paa sine Observationer for nærmere at bestemme denne Stjærne. Da han ved et Besøg i Kjøbenhavn meddelte sine Venner, Professor Johannes Pratensis, den franske Gesandt Charles Dangay o. a., sin Opdagelse, og de havde overbevist sig om Rigtigheden deraf, lode de ham ikke Ro, før han gik ind paa, at hans Iagttagelser over den nye Stjærne bleve offentliggjorte, helst da det viste sig, at andre, som uafhængig af ham havde iagttaget Stjærnen, ingenlunde havde givet tilfredsstillende Oplysninger om den. Ved dette Skrift («De nova stella», Havn. 1573) blev den almindelige Opmærksomhed henledet paa T. B. og da ikke mindst i Fædrelandet, hvor man hidtil ikke havde været tilbøjelig til at værdsætte hans Studier efter Fortjeneste. Nu kom Astronomien paa én Gang i Mode, og det blev god Tone at tale om Himmellegemernes Bevægelse og at finde Betragtningen af Stjærnehimmelen overordentlig interessant. Man trængte ind paa T. B. for at faa ham til at holde Forelæsninger over hans Videnskab. I Begyndelsen vægrede han sig, men da Kongen ogsaa anmodede ham derom, gav han efter og begyndte i Slutningen af Sept. 1574 en Række Forelæsninger ved Universitetet om Theorien for Planeternes Bevægelse. Endnu er den Tale bevaret, hvormed han indledede disse Forelæsninger, og den er værd at læse, da den giver fortrinlig Oplysning om hans Betragtning af de mathematiske Videnskaber, særlig ogsaa af Astrologien.

Imidlertid havde T. B. etableret egen Husstand, i det han (o. 1573) havde indgaaet Forbindelse med en Pige af ringe Stand ved Navn Kirsten, hvilket, saa trofast og kjærlig hun end vistnok har været, dog senere forvoldte ham sure Timer, da han derved lagde sig ud med sin Slægt, og da i Tidens Løb det vanskelige Spørgsmaal paatrængte sig, hvorledes Børnene af denne Forbindelse vare at betragte. Foreløbig maatte denne Begivenhed styrke hans Ønske om at finde en fast Virkeplads. Han søgte den først i Udlandet. 1575 drog han til Kassel, hvor Landgrev Vilhelm af Hessen, der selv dyrkede Astronomien, modtog ham paa den venskabeligste Maade; siden besøgte han Basel, en By, der behagede ham saa meget, at han bestemte den til sit fremtidige Opholdssted. Imidlertid drog han dog videre gjennem Schweits til Venedig, hvor han opholdt sig i nogen Tid, og der fra tilbage til Tyskland, hvor han besøgte sine Venner i Augsburg og tog den dygtige Maler Tobias Gemperlin i sin Tjeneste. Der fra rejste han til Regensburg for at overvære Kejser Rudolfs Kroning, i det han kunde gjøre Regning paa her at træffe Mænd, som det var vigtigt for ham at komme i Forbindelse med. Her lærte han bl. a. Kejserens Livlæge Thaddæus Hagecius at kjende, hvis Venskab siden gavnede ham meget. Derimod traf han ikke, som han havde haabet, Landgreven af Hessen; men denne havde allerede antaget sig hans Sag ved saa indtrængende at anbefale ham til Frederik II, at Kongen efter hans Hjemkomst 1576 tillagde ham en aarlig Løn af 500 Rdl. og senere afgiftsfrit forlenede ham med Øen Hven, for at han der kunde indrette alt, hvad han troede fornødent til Astronomiens Fremme, ligesom Kongen ogsaa tilsagde ham Erstatning Planen om at tage Bolig i Basel blev altsaa opgivet, medens T. B. derimod 8. Avg. 1576 i mange anselige Mænds Nærværelse, ved sin Ven Charles Dançay, lod Grundstenen lægge til det siden saa berømte Uranieborg. Bygningen blev imidlertid først færdig 4 Aar derefter. Men da var hele Anlægget ogsaa blevet et lille Vidunder i Norden, saa symmetrisk, saa kunstfærdig og med saa stor Omtanke var denne ejendommelige og enestaaende Bygning indrettet, saa mange mærkelige Indretninger og Instrumenter indeholdt den, og saa mange sindrige Indskrifter fandtes, der maatte vække Læserens Eftertanke og vidnede om den videnskabelige Idræt, som her øvedes, og den Mester, som var Sjælen i det hele. Ikke blot den egentlige astronomiske Virksomhed gav Uranieborg en ejendommelig Betydning, men T. B.s foretagsomme Aand knyttede efterhaanden dertil forskjellige kemiske og industrielle Anlæg, hvoriblandt Bogtrykkeri og Papirmølle, hvilke i høj Grad maatte forøge den Tiltrækning, som dette mærkelige Sted øvede paa Samtiden.

«I 20 Aar» – siger A. D. Jørgensen – «var nu T. B.s Navn og videnskabelige Arbejder knyttede til den lille, forhen kun lidet paaagtede Ø. Den hæver sig over Vandfladen som et mægtigt Orlogsskib, med vid Udsigt til alle Sider; rundt om dens høje Skrænter drager hundrede Sejlere frem og tilbage Dag ud og Dag ind, Aar ud og Aar ind. I store Mænds Liv kan ofte det tilfældige vidunderlig slutte sig til det væsentlige og alt ligesom forme sig til at frembringe noget stort og ualmindeligt. Saaledes staar T. B.s Liv paa Hven som en skjøn Digtning i vor Historie. Som en Eneboer i en Hovedstad sad han paa sit Slot; ene med sine Bøger, sine Lærlinge og sine Stjærner, i Stand til at udstyre sit Hjem saaledes, at det blev et Billed paa hans Livs- og Verdensopfattelse; – og dog midt i den travleste Samtid, i Nordens Midtpunkt og Rigets Hjærte. Et fyldigere Udtryk kunde han ikke nogetsteds have fundet for sin ejendommelige Natur, urolig og vanskelig som han var, jævnlig paa Færde, jævnlig paa Udkig efter den store Menneskeverden, og dog indad vendt til de stilleste Granskninger, Mennesketanken kan sysle med. Han har naaet et udødeligt Eftermæle, ikke blot ved sin sjældne Lærdom og Skarpsindighed, men ogsaa ved sit Liv og Levned; thi man vil aldrig trættes ved at dvæle ved dette ejendommelige, forunderlig fængslende Minde fra Videnskabens fjærne Barnealder.» Enhver, der sysler med Aandslivets Historie i Danmark, maa bemærke det Opsving, som den videnskabelige Sans vandt ved T. B. I Erkjendelse af denne hans Betydning tilbød Kjøbenhavns Universitet ham paa Dr. Niels Hemmingsens Forslag Æresposten som dets Rektor (1577). Vel undskyldte han sig for at modtage den ham tiltænkte Hædersbevisning; men naar han samtidig tilføjede, at hvis han i Fremtiden kunde være Universitetet til nogen Nytte, skulde han altid findes rede til at tjene det, saa var det ikke noget tomt Ord; thi den Skole for unge Mathematikere og Astronomer, som han stiftede paa Uranieborg, kom i den følgende Tid til at danne et væsentligt Supplement til den endnu mangelfulde Uddannelse i disse Fag, som Universitetet kunde byde. Og ikke faa af de Mænd, som i den første Del af det 16. Aarhundrede indskreve deres Navne i vort Fædrelands Lærdomshistorie (som Christen Longomontanus, Gellius Sascerides, Niels Lauridsen Arctander, Cort Aslaksen, Iver Hemmet, Johannes Stephanius, Poul Jensen Kolding o. a., ikke at tale om forskjellige fremmede), begyndte deres Bane som Disciple i T. B.s Skole paa Hven.

I Frederik II havde T. B. en trofast Velynder, og det var betydelige Indkomster og Forleninger, som Kongen efterhaanden lod ham tilflyde; og han trættedes ikke, skjønt B.s Administration af de ham betroede Len ofte gav Anledning til grundede Klager. Ogsaa Dronning Sophie skjænkede hans Arbejder en særdeles Opmærksomhed. Hun besøgte ham gjentagne Gange paa Hven. Den første Gang var hun der (1586) tillige med Kongen. De bleve da paa Grund af Storm nødsagede til at opholde sig der i et Par Dage, og det var maaske ved denne Lejlighed, at Kongen gav T. B. Elefantordenens Kjæde. Siden, da Dronningens Forældre, Hertug Ulrik af Meklenborg med hans Gemalinde Elisabeth, vare i Besøg hos hende, førte hun dem over til T. B. for at lade dem se hans forskjellige Indretninger, især de kemiske Laboratorier, for hvilke Hertugen navnlig interesserede sig. Blandt de mange andre mærkelige Besøg, som T. B. modtog paa Uranieborg, kan særlig nævnes den skotske Kong Jacob VI (1590) og den unge Kong Christian IV med tre af Regeringsraadets Medlemmer (1592). I det hele kan det siges, at næppe nogen fremragende Udlænding kom til Danmark uden at besøge Hven i de Aar, da T. B. boede her.

Disse Aar stundede imidlertid mod Enden; thi vel havde Regeringsraadet med Niels Kaas i Spidsen efter Frederik II’s Død (1588) skaffet T. B. en kongelig Gave paa 6000 Rdl. til Betaling af den Gjæld, han ved sine Bygningsarbejder havde paadraget sig, og senere havde det givet ham et af hele Rigsraadet stadfæstet Tilsagn om, at man af yderste Evne vilde hjælpe til, at hans Bygninger og Instrumenter skulde holdes ved lige paa Statens Bekostning, og at man vilde formaa Kongen til, naar han blev myndig, at stifte nogen vis Rente og Indkomst til den astronomiske Kunsts Fortsættelse og Vedligeholdelse paa Hven; men der var dog Tegn, der tydede paa, at T. B. ikke var ret tilfreds. Da Niels Kaas døde 1594, faldt hans bedste Støtte. Kort efter maatte han paa Grund af Pengemangel afhænde sin Andel i Fædrenegaarden Knudstrup til Broderen Steen B. Kun Retten til fremdeles, som forhen, at skrive sig «til Knudstrup» forbeholdt han sig. Samtidig indtraf en Begivenhed i T. B.s Hjem, der voldte den stolte og irritable Mand en stærk Ærgrelse, i det den Forlovelse, der var sluttet mellem hans ældste Datter, Magdalene, og en af hans tidligere Medarbejdere, Dr. Gellius Sascerides, opløstes, uden at det lykkedes T. B. at faa den Oprejsning, han ønskede. Da nu dertil kom, at man ikke længere viste sig tilbøjelig til at se igjennem Fingre med den Maade, hvorpaa han handlede med sine Forleninger, og da flere af hans Indkomster bleve ham berøvede, ikke at tale om, at Christian IV, efter selv at have overtaget Regeringen med Christian Friis til Borreby som Kansler, ikke viste sig villig til at stadfæste Rigsraadets ovennævnte Løfte, og da endelig Kejser Rudolfs Vicekansler, J. Curtius, under et Besøg hos T. B. paa Hven havde givet ham Haab om, at Kejseren vilde tage sig af ham, saa bestemte han sig 1597 til at forlade det ham forhen saa kjære Uranieborg.

Han tog først Bolig i en Gaard, han havde i Farvergade i Kjøbenhavn (hvor nu Vartov er); men da Fortrædelighederne ogsaa fulgte ham her, fragtede han et Skib til at overføre ham selv med Familie og de af hans Studenter og Tyende, som vare villige til at følge med, samt hans Bohave, Instrumenter, Bøger, Haandskrifter og Bogtrykkeri til Rostock. Her var det hans Agt at tøve i nogen Tid for at se, om man ikke i hans Fædreland vilde betænke sig og kalde ham tilbage under Saadanne Vilkaar, som kunde tilfredsstille ham. Han fik Hertug Ulrik af Meklenborg til at skrive til sin Dattersøn, Kong Christian IV, og forestille ham, hvor stort et Tab, det vilde være for Danmark, om den udmærkede Astronom, hvis Lige næppe skulde findes, maatte vende Fædrelandet Ryggen af Mangel paa tilstrækkelig Understøttelse for sine Studier. Selv skrev T. B. ogsaa til Kongen, og efter en Slags Undskyldning for sin Bortrejse mindede han om, hvad der i Fortiden var lovet ham, og anholdt om Kongens Gunst, da han helst saa, at Fædrelandet nød godt af den Ære, som hans videnskabelige Virksomhed kunde kaste over det, forudsat at dette kunde ske «med lidelige Vilkaar og uden hans Skade». Da det imidlertid varede længe, inden der indløb Svar, og da han vel ogsaa tvivlede om, at det vilde blive gunstigt, saa havde han samtidig Blikket vendt andensteds hen. Saaledes gjorde han Skridt for at vinde Understøttelse af den svensk-polske Konge, Sigismund, og for at faa en Ø ved Diinas eller Weichselens Munding til Anlæg af et nyt Uranieborg. Da Pesten i Efteraaret 1597 gjorde Opholdet i Rostock uhyggeligt for ham, begav han sig efter Indbydelse fra den lærde Henrik Rantzau med alt sit til dennes Slot Wandesborg ved Hamborg. Her modtog han Christian IV’s Svar, der var i høj Grad afvisende, da Kongen, fortørnet over den Selvfølelse og Mangel paa Underdanighed, som han mente at spore i T. B.s Brev, lod ham høre, hvor lidet hans Undskyldning betydede, da han var dragen bort uden Kongens Vidende og Vilje. I strænge Ord foreholdtes det ham, hvor egenraadig han havde handlet med sin Forlening Hven, hvor hans hensynsløse Adfærd havde givet Anledning til Bøndernes bitre Klagemaal. Hans egen Klage over, at han havde maattet sælge sit Arvegods for at holde sine Instrumenter ved lige, afvistes med den Bemærkning, at han efter sin Udrejse af Landet havde tilbudt fremmede Herrer og Fyrster mange Tusende Daler til Laans, «sine Børn til bedste og ikke Riget til nogen Ære eller Kunsten til Forfremmelse». Det var Kongen imod, at han betlede om Hjælp og Ansættelse hos fremmede Fyrster, som om Danmark ikke formaaede at sørge for ham. Vilde han tjene som en Mathematicus og gjøre det, han burde gjøre, da skulde han først tilbyde Kongen sin Tjeneste og bede derom, «som en Tjener bør at gjøre», og ikke stille Fordringer. Først naar det skete, vilde Kongen erklære sig derpaa.

Under Indtrykket af dette strænge Brev, der ikke indeholdt nogen som helst Hentydning til T. B.s Fortjenester eller den Glans, hans videnskabelige Arbejder havde kastet over Fædrelandet, var det, at han skrev sit bekjendte latinske Digt (smukt gjengivet paa Dansk af J. L. Heiberg), hvori han foreholdt sit Fædreland den Uret, man gjorde ved at forstøde dets kjærlige og højt fortjente Søn. Og skjønt han endnu nogle Gange ved fremmede Fyrsters Intercession søgte at indvirke paa Christian IV, maatte han dog nu for Alvor i Udlandet søge sig en ny Virkekreds. For at berede sig Vej dertil, udgav han en Beskrivelse af sine Instrumenter og en haandskreven Fortegnelse over de af ham bestemte Fix-stjærner. Med disse Vidner om sit fremragende Geni og store Flid henvendte han sig til forskjellige formaaende Mænd, deriblandt til flere i den kunstelskende Kejser Rudolfs Omgivelser.

Bestræbelserne førte endelig til det Resultat, at T. B. under ærefulde Betingelser i Foraaret 1599 kom til Prag, hvor Kejseren sædvanlig opholdt sig. Her begyndte han nu sin Virksomhed paa ny, hvilken s. A. forlagdes til Slottet Benatky, 5 Mile fra Prag, hvor alt skulde indrettes efter hans Ønske. Han fik imidlertid at føle, at det ikke var let at gaa ind under de fremmede Forhold, helst da Kejserens abnorme Sindstilstand og Finansernes usle Forfatning gjorde alt vaklende. Vel samlede T. B. atter sin Familie og en Kreds af Disciple og Medarbejdere, deriblandt den berømte Joh. Kepler, om sig, og hans Arbejder kom ogsaa i Gang, men Tilfredshed fandt han ikke. Den Modgang, han havde haft, synes at have forøget hans indre Uro og pirrelige Mistænksomhed. Efter atter at være vendt tilbage til Prag døde han her 14. Okt. 1601. Han naaede en Alder af 54 Aar, «et kort Liv, hvis man sammenligner det med den Alder, mange opnaa, – langt, dersom man udmaaler det med, hvad han i det havde udrettet». Hans Lig blev med stor Højtidelighed stedet til Hvile i Teinkirken i Prag. Efter hans Død kjøbte hans Enke et Landgods i Bøhmen; men hun var, som en af hendes Døtre skriver, «altid saa meget sorggiven, siden Vorherre kaldte vor sal. Fader», og hun døde faa Aar efter (1604). Ingen af deres Børn fik Hjem i Danmark.

T. B.s Verdensystem har, som bekjendt, ikke staaet sin Prøve; men hans utrættelige og skarpe Iagttagelser have grundlagt den nyere Astronomi, og blandt Danmarks Sønner har der været saare faa, om ellers nogen, hvis Navn har været videre kjendt og højere æret."